EN FREMMED ROBOT BESØGER MIT WEBSITE

Posted by Anders Colding-Jørgensen on september 29, 2004 under Alt og intet | Be the First to Comment

Der har været 308 besøgende (1250 hits) på virkeligheden.dk i september. Da jeg gik statistikken igennem for at se hvem der kigger forbi, faldt jeg over en ganske spændende besøgende. I afsnittet for browsertyper, fandt jeg nemlig browseren TurnitinBot/2.0. som ikke havde besøgt mig før. Som bekendt opfatter et statistiksystem ikke kun menneskelige besøg, men også besøg af forskellige søgemaskiners automatiske indekseringsrobotter. Jeg er derfor vant til at få besøg af Googlebot fra søgemaskinen Google og Slurp! fra Yahoo. TurnitinBot var ny og da jeg tjekkede den URL der var tilføjet, nemlig http://www.turnitin.com, fik jeg en sjov overraskelse. Virkeligheden.dk er nemlig blevet besøgt af et tjeneste, der tilbyder såkaldt “plagiarism prevention” – d.v.s. at afsløre snyd med skole- og akademiske opgaver. Ved at køre en indleveret opgave igennem systemet, er det muligt at se om den er helt eller delvist fundet på nettet. Om systemet også kan gennemsøge fuskersites som http://www.studienet.dk/, der kræver login er mere tvivlsomt. Skønt jeg faktisk er ligeglad med om man kopierer fra mine universitetsopgaver – det er folk selv det går ud over – byder jeg den ny besøgende velkommen til sitet og glæder mig til at se hvilke andre robotter der kommer forbi i fremtiden .

Add A Comment

Subscribe without commenting