PÅ GENBRUGSPLADSEN MED MANDEN/MINISTEREN
Posted by Anders Colding-Jørgensen on september 25, 2004 under Alt og intet | 
Be the First to Comment
På min ugentlige jagt efter krimier, klassikere og anden gratis litteratur, var jeg kørt på genbrugspladsen i Nærum. På vej hen til halvtaget hvor såkaldt brugbare sager i alle afskygninger stilles frem i løbet af weekenden til fri afhentning, så jeg vores statsminister stå og tale med en af de ansatte på genbrugspladsen. Well – det er der ikke noget mærkeligt i, da han også bor i Søllerød kommune. I modsætning til en del af de besøgende på pladsen, gav jeg ikke sagen mere opmærksomhed, men begav mig hen til det skønsomme rodsammen af affald, køkkengrej, gamle printere og sofaer for at finde hylden med kasserede bøger.
Mens jeg ledte efter mere Soya (jeg fandt hans “Hvis tilværelsen keder dem” sidste wekend og blev svært begejstret for de små skæve historier, den indeholder), begyndte jeg at spekulere over det smukke i at vores lands statsminister kunne gå omkring i det offentlige rum uden bevæbnede vagter (i hvert fald synlige). Pludselig løb fantasien af med mig. Jeg forestillede mig at nogen rent faktisk ville gøre manden skade og at det stod i min magt at forhindre det. Ville jeg være rede til at vove pelsen for at redde Anders Fogh Rasmussen? Svaret var: Ja, gu’ ville jeg så gøre mit for at vi stadig kunne møde vore ledere på gaden. Min fantasi fortsatte – jeg smadrere den lille røde Polo ind i siden på en bil der var ved at torpedere Fogh.
Efter min succesfulde redning, kom Fogh for at takke mig. Men jeg blev fortørnet: “Det var ikke dig, men statsministeren, jeg forsvarede. Du forveksler manden med embedet.” Men pludselig vågnede jeg op til et dilemma og blev vred. Hvis Danmarks statsminister blev udsat for et attentat, var det ikke usandsynligt at det var fordi manden Fogh, havde kastet Danmark i en ulovlig krig og dermed indrulleret vasalstaten Danmark i Haliburtons vagtkorps i Irak. Mandens handlinger kunne dermed bringe mig i den situation at jeg skulle vælge mellem at se til, mens folkestyret blev saboteret eller bringe mig i fare for at blive skadet selv. Fandens til valg.
Da jeg var blevet færdig med at skumle, var manden/ministeren væk. Tilbage var en summen fra de omkringstående. Én bandede over socialdemokraterne og gav sig til at forklare noget om USA og Hitler. En anden udtrykte skuffelse over at Fogh ikke var kommet hen og have klunset noget – dét havde da været folkeligt. Jeg fandt en af de socialrealistiske Sjöwall og Walöö krimier fra 70′erne, startede poloen og kørte hjem til min trygge verden i huset på Østre Paradisvej – ubetydelig nok til at ingen ville drømme om at sabotere den i en større sags tjeneste.
Add A Comment