Må man skyde på folk man er i krig mod, mor?

Posted by Anders Colding-Jørgensen on juli 23, 2007 under Alt og intet | Be the First to Comment

agurk.jpgDet er sommer og Gud&Hvermand kommer i avisen. En af dem er Asmaa Abdol-Hamid (AA-H), som i Politiken er citeret for at have sagt følgende:

»Jeg støtter den irakiske folkebevægelses kamp imod besættelsesmagten. Som alle andre har de ret til at leve i et land, hvor de selv bestemmer«

Politiken.dk 

Nu kan man vel stille spørgsmålstegn ved om der er tale om en folkebevægelse eller bare forskellige modstandsgrupper med egne skumle motiver. Man kan også sagtens problematisere typen og graden af selvbestemmelse der kan opstå i et land der er delt imellem religiøse grupper. Udtalelsen er således ikke udpræget skarp (og AA-H er ikke en af mine favoritpolitikere) men det er slet ikke det, der er sagens kerne. Dansk Folkeparti er nemlig gået i medierne med beskyldninger om at AA-H udgør en sikkerhedstrussel og at Enhedslisten i samlet trop bør sværge troskab (sic!) for fortsat at kunne sidde i udenrigspolitisk nævn!

Skal man le eller græde?! Det, A A-H har konstateret er ganske enkelt at man, hvis man besætter et land med våbenmagt (og også selvom man indsætter marionetregeringer eller folkevalgte uden reel magt) må forvente at man bliver mødt med våben fra dem der bor i landet. Asmaa får faktisk sagt det ret præist i følgende citat:

»[...] besætter man et land, må man forvente, at man bliver angrebet,«

Politiken.dk

Det kan godt være lidt svært for normalbegavede mennesker uden en ultrademagogisk dagsorden at være uenig i den konstatering.

Jakob Nielsen er en nar

Posted by Anders Colding-Jørgensen on juli 18, 2007 under Alt og intet | Be the First to Comment

useit.jpg
 Pyyhh.. det føltes godt at få sagt. Jakob Nielsen rykkede hårdt igennem under dotcom-bølgen og da han jo oven i købet er dansk (IT branchens svar på Bjarne Riis?), så kunne man da bare elske ham og være stolt. For hvem kan vel være imod brugervenlighed?! Det er da vel ingen – og heller ikke denne blogger. Og måske er nar da også en lige lovligt ununanceret betegnelse. Ja – det er det nok, så trækker det tilbage og overlader det til dig at tjekke Jakobs website, useit.com,  og se om du ville købe brugervenlighed af denne mand.

Microsoft søger street cred

Posted by Anders Colding-Jørgensen on juli 17, 2007 under Alt og intet | Be the First to Comment

livestreet.jpg
Så blev det Microsofts tur til at lancere et bud på en virtuel køretur på gadeplan i deres Live Search Maps tjeneste. For at gøre det mere som i virkeligheden (eller måske bare for at være irriterende), har de valgt at give dig mulighed for at lege dytbil (to modeller) og lege at du kører Grand Turismo. Det virker ganske enkelt ikke. Korrespondensen med din “avatar” på det store satellitfoto og det, der sker i dit “street view” er ikke iorden. Det forvirrer mere end det fryder (og det kræver sin mælk at f*cke sådan et koncept op). Det er således stadig Google Maps Street View der er kongen, men jeg nyder at se mastodonterne Google og Microsoft smide milliarder efter at udvikle de mest mind blowing gratis tjenester til mig. Keep them coming. Og selvom Microsofts street project ikke er en vinder endnu, så kan det godt være at du så det først på virkeligheden.dk

Red Hot 2.0

Posted by Anders Colding-Jørgensen on juli 9, 2007 under Alt og intet | Be the First to Comment

rhcp.jpg
Erik er skuffet over Red Hot Chili Peppers. Nej, det er vist en underdrivelse – han er skidefornærmet. Men det viser jo bare hvor uendeligt lidt han har fattet af det nye social-media fænomen, som nu er ved at brede sig fra websites og tjenester til de mest avancerede topnavnes live sceneoptræden.

Red Hot Chili Peppers (herefter kaldet RHCP 2.0) var ikke pinlige, arrogante og respektløse. De var tvært imod helt fremme i bussen, da de undlod at falde i den oplagte fælde at tro at det var dem der skulle levere underholdningen, dér på en mark uden for Roskilde. Helt i tråd med idéerne om brugerinddragelse og mash ups, leverede de ikke et sæt bestående af nogle klart stukturerede numre, holdt sammen af en karismatisk og veloplagt vokalist. Istedet havde de kastet nogle talentfulde instrumentalister ind på scenen, som stod og lavede mash ups af de musikalske brokker, de lige havde adgang til. Og for at understrege at det var brugeren det handlede om, havde de som taget en udkokset narkoman med nissehue ind istedet for forsanger. Og så fik publikum lov at gøre det, de var kommet for: at høre sig selv og synge med på alle de sange de kendte teksten på (jeg siger de, for jeg kunne ikke nogen tekster udenad ud over at skrige californicaaaatioooon), uden at blive overskygget af en kompetent og karismatisk (endsige mentalt til stedeværende) forsanger. Og det var en stor succes. Junkien i nissehuen var bare en af os, selvom jeg må indrømme at han faktisk virkede som om han kendte en ret stor del af teksterne. TIme Magazine kårede DIG som årets person 2006, RHCP 2.0 har vist at de forstår at opsuge og inddrage denne trend og at Holger Fællessanger ikke har levet forgæves!