Posted by Anders Colding-Jørgensen on juni 25, 2008 under Alt og intet |
I løbet af de forløbne måneder, har jeg skrevet blogindlæg “op imod” artikler fra Politiken.dk. Dette var primært inspireret af at Politiken.dk har implementeret en widget fra “Twingly“, som gør at mine links til en Politiken.dk-artikel, bliver “belønnet” med et link tilbage fra artiklen (fra den lille Twingly-box nederst på siden). Det har været inspirerende og jeg har også fået en mangedobling af mine besøgende på bloggen.
Her forleden prøvede jeg så at se på nogle af de andre indlæg som også linkede til de samme artikler, og resultatet var pænt nedslående – på den narcissistisk krænkende måde. Det viste sig nemlig at vi alle sammen stort set skrev det samme subjektive wannabee-politisk-kommentator-bæ! Jeg var et får, der brægede i kor, mens jeg troede at jeg var unik (hmmm tror får mon egentlig det? Næppe)
Jeg blev pludselig ret træt af mig selv og min blog og lovede mig selv at jeg for fremtiden atter kun ville spilde din tid med ting der handler om mig og de ting jeg falder over i min hverdag. Løftet er hermed givet videre…
Mæææh og undskyld
Anders
Posted by Anders Colding-Jørgensen on juni 24, 2008 under Alt og intet |

Men hvis jeg ville, kunne jeg jo spørge om de er på vej til at have landets, vistnok første enkeltmandsparti. Og hvis Khader og Samuelsen bliver uenige – hvem er det så egentlig der har smidt hvem ud? Man kunne jo også drille med at de snart bare behøver at skifte navn fra NA til N/A, som jo kan betyde “Not available”.
Endelig kunne jeg drille med deres politiske udmeldinger som jo bærer markant præg af sligrekurs og populistisk forvrøvlethed. Men den synes jeg næsten Socialdemokratiet skal have lov at beholde for sig selv.
Men jeg vil som sagt IKKE lave sjov med N/A – det klarer de meget bedre selv!
Og guderne ler…
Posted by Anders Colding-Jørgensen on juni 22, 2008 under Alt og intet |
Kære Bendt Bendtsen
Nu er det så dig der bliver kørt igennem møllen. Du får endevendt dine bilkørsler med tættekam og bliver udskreget som uhæderlig i alle landets medier – og det endda med lån af stor akademisk autoritet fra den første Lektor i forvaltningsret der lige tog telefonen, da journalisten ringede rundt.
Og det er snart agurketid, Bendt, så lige nu sidder en håndfuld journalistpraktikanter – og måske en rigtig journalist her og der – og snager og graver i alle tal de kan få fat i. En gang imellem løber de ind til redaktøren med et fedtet udskrift og spørger om “det her kan bruges”. De ser med forventningsfulde blikke på redaktøren, som må slukke lyset i deres øjne og fortælle, at det at lægge bananer i køleskabet godt nok er dumt, men ikke kan bære en forside. Ikke endnu.
For hvordan er det gået så vidt at man ikke kan nyde frugterne af sine mange år i politik og fræse på landet i sin ministerbil? Hvordan er pressen blevet trænet til at reagere som eddekopper på enhver bevægelse og støde de skarpe kløer lynhurtigt og nådesløst i dit bløde kød, uden nogen synlig bagatelgrænse? Hvor har de fået den ulidelige smålighed fra? Hvem har dog fremelsket et offentligt rum, hvor rummeligheden er gået tabt. Hvor enhvers ret til personligt særpræg er reduceret til at vælge hvilken træsort man skal have sin Montanareol leveret i? Hvorfra kommer den åbenlyst livsbegrænsende vildfarelse fra, der siger at frisind er blødsødenhed og at hvor en mand kører hen hvornår, eller hvad en kvinde vælger at have på hovedet, skal underlægges en nådesløs mistænkeliggørelse? Hvem er det, der hver dag producerer og reproducerer et samfund baseret på intolerance? Det er et mysterium og jeg forstår godt hvis du er lidt rystet.
Jeg føler med dig, Bendt. Det er ikke fedt at være til, hvis man skal gå og være bange for at blive hængt ud og misforstået. Jeg ved godt at du ikke er en korrupt og uhædelig politiker. Du er faktisk en fyr, jeg ville lade passe mit nyfødte barn, mens jeg tog ud og lavede revolution. Og selvfølgelig skal du have lov at nyde din ministerbil, hvis det inspirerer dig og gør dit liv fantastisk. Hvor ufatteligt smålige kan vi være?!
Lad os få proportionerne på plads, her! Du har kørt dig glad i din fede bil – du har jo ikke solgt rettighederne til nordsøolien for en slik eller noget andet alvorligt, vel! Du har har tilmed lidt kæmpe afsavn, med kæmpe arbejdspres under offentlighedens bevågenhed, for at nå hertil – og vi lever trods alt i et land hvor enhver bondedreng kan få ministerbil. Så hvor kommer al den misundelse fra?
Men Bendt, kan du ikke gøre mig en tjeneste? Prøv at se dig omkring og opspor nogle af de mennesker der har været med til at skabe Danmark, hvor pressen – som et rovdyr – reagerer i blind refleks på enhver afvigende bevægelse. Og når du møder dem, så fortæl dem at det er farligt at skabe et samfund der er gennemsyret af frygt og smålighed. I dag har du selv mærket den danske smålighed på din egen krop. Så du ved bedre…
Bendt, jeg stoler på at du gør det rigtige.
Gør min verden større
Din, Anders
Posted by Anders Colding-Jørgensen on juni 21, 2008 under Facebook |

Hvad gør man, når man har arbejdet hårdt hele ugen på kundeopgaver OG har skrevet 21 siders speciale på 4 dage og bare trænger til at slappe af? Hvis man er mig, så får man lige en fiks idé og laver en Facebook miniudgave af Peeky.dk.
Applikationen er en ægte Fjæsbog-app og hedder “Peekys Trailerhelvede“. Det eneste den gør, er at vise en tilfældig trailer når man åbner applikationen – og ellers vælge en ny og en ny og en ny, hvis nogen skulle være så letsindig at trykke “Hit me again!”. Det var ret nemt af få en 3.parts flash video player (JW FLV Media Player) til at virke, men Google Adsense kunne jeg ikke få til at vise reklamer derinde. Linksene i højre side er derfor forskellige søgemuligheder, som man kan bruge til at slå filmen op i IMDB, Scope, Rotten Tomatoes eller PirateBay med. Jeg må s’gu indrømme at Fjæsbog er en forpulet smart og attraktiv platform at udvikle til.
In the words of the poet: Fjæsbog er ikke en spiller – Fjæsbog er banen der spilles på.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on juni 18, 2008 under Psykologi |
UPDATE: Idag klokken 15:54 modtog jeg på mail denne opfordring:
Kære Anders
Redaktionen på Modkraft.dk vil gerne opfordre dig til at poste dit »Åbent brev til de 500 stenkastende voldspsykopater fra Helvede« på vores debatforum om Ungdomshuset
(http://debat.modkraft.dk/list.php?24)
Med venlig hilsen
Martin Lindblom/Modkraft.dk
Denne smigrende invitation, fra det online-organ med suverænt mest autonom street cred, kunne jeg naturligvis ikke modstå, og postede det straks.
—–>
Kære stenkastende voldpsykopater fra Helvede
Så ser det ud til at det er lykkedes jer at få et nyt ungdomshus stillet til rådighed af kommunen. STORT tillykke med det. I sin tid havde I jo mulighed for at lade jeres fond købe et hus til jer, hvor I selv havde haft 100% bestemmelse over hvem der kom og gik i huset. I kunne have omdannet det til en forening og krævet at man f.eks. skulle have monteret mindst 50 g. metal i ansigtet for at blive medlem. Men det ønskede I ikke. I insisterede på at det var kommunen – det vil sige os alle sammen (ja ikke mig, jeg bor på Frederiksberg) – der skulle give jer huset.
Og der kunne I måske have haft glæde af lidt bedre rådgivning. For når det er Kommunen der stiller til rådighed, så må I naturligvis lukke op for alle kommunens skatteborgere. Det har I ikke megen lyst til – og det forstår jeg faktisk godt. Man kan jo ikke ligefrem påstå at grupper som VU har støttet jer i jeres voldelige kamp for et hus. Men I griber altså sagen totalt forkert an.
Nu skal i høre hvordan det hænger sammen: Når I går ud og nægter VU’ere (de er jo ret beset også en forening som så mange andre) adgang til f.eks. at booke et lokale i huset, skaber I et symbol og nogle martyrer. Samtidig sætter I jer op imod gode danske lighedsprincipper. I giver med andre ord alle og enhver berettiget grund til at skyde på jer – og det er der overhovedet ingen grund til. For sagen er den at det hus I har tænkt jer at indrette – ganske enkelt ikke vil være et sted som de renskurede unge fra VU vil kunne holde ud at være ret længe ad gangen. Unge mennesker i sort tøj, høj punkmusik, vegetarmad og malerier uden for rammerne. De ville løbe skrigende væk!
Derfor skal I byde VU, DFU og alle andre velkommen med åbne arme. I skal invitere på bønnepostej og batikfarvning (sort på sort, såklart) og dermed frarøve dem ethvert argument imod jer. I ville vinde danskernes hjerter og meget snart have huset totalt for jer selv.
Venlig hilsen
Anders
Posted by Anders Colding-Jørgensen on under Psykologi |
Kære Bent Hansen
Her på denne blog, plejer jeg at nyde at satirisere over forskellige politiske fænomener. Jeg rammer ofte helt ved siden af i mine analyser, men det må jeg jo tage på min egen kappe.
Nu se det ud som om du også har ramt – endog meget markant – ved siden af i din analyse af virkeligheden. Det har du lov til, men når du vælger at anmelde en vred jyde til politiet på baggrund af den mail som bringes (i sin helhed, må man formode) i Politiken, så må jeg altså finde tudekiksen frem.
Det er rigtigt at hvis man læser dem totalt ude af kontekst, kan sætningerne “Ingen steder vil du kunne føle dig sikker.Vi vil jagte dig overalt.” jo unægteligt virke ret truende. Men det er da kun de allermest bogligt svage (eller ultratendentiøse) læsere, der forstår udsagn totalt uden for deres kontekst. Og her taler vi altså vel at mærke ikke om subtil kulturel eller sociologisk kontekst, men blot de ord der kommer lige bagefter i selvsamme tekst.
Og her skal man altså være ualmindeligt letsktræmt for ikke at forstå at der ikke er tale om korporlige trusler, men trusler om en minutiøs, journalistisk, gennemgang af alle dine forhold, med henblik på at afdække eventuelle ting som kan bruges imod dig. Lad mig minde dig om at det er den behandling som bliver de fleste offentlige personer til dels fra tid til anden – senest Naser Khader, Erik & Anni, Prins Joachim og Lars Løkke – og selvom der ikke altid kan gives mange point for elegance der heller, har disse godt som regel formået at tage sagen med en del mindre klynkeri (ok , så lige bortset fra Khader).
Så mand dig op, menneske. Det kunne have været værre. Næste gang er det måske Se & Hør du bliver uvenner med – og så vil du se tilbage på de gode gamle dage, hvor det kun var landsbytosser og vrede jyder, der truede med at rode op i snavset.
Kærlig hilsen
Anders
Posted by Anders Colding-Jørgensen on juni 17, 2008 under Alt og intet |

Det første familiefoto fra Ethiopien med familien Ratcliffe. Featuring: Lille Benjamin Louis Ratcliffe og de stolte forældre, Claus og Malene. TILLYKKE!!!
Posted by Anders Colding-Jørgensen on under Alt og intet |

Med de seneste liberale udmeldinger fra Venstre – inclusive publiceringen af en gammel skatterapport, som viser at skattelettelser til de velstående financierer sig selv med 136%, bliver jeg kraftigt i tvivl om hvor spin-snedig jeg egentlig var, da jeg kækt gennemskuede at Irlands folkeafstemning blev brugt til at aflede opmærkesomheden fra Foghs liberale udmeldinger (som baglandet tvinger ham til at udbasunere). Siden da har vi nemlig hørt en del mere til Foghs liberale politik end til EU afstemningen i Irland.
Hvor vidt det faktisk forholdt sige lige omvendt (at Fogh afleder de ensporede journalisters opmærksomhed fra det penible spørgsmål om EU folkeafstemninger med nogle provokerende liberale statements) eller om jeg i virkeligheden bare overvurderer Foghs indflydelse på minimalstatsretorikken, ved jeg ikke. Og i dag er jeg også ligeglad. I går kom Donnesburys tegner, Gary Trudeau, nemlig fra flere måneders ferie og Doonesbury.com holdt op med at vise gamle strips. Jeg har fulgt Doonesbury siden jeg var 17 og glæder mig nu til at se præsidentkandidaterne og den kommende præsident spiddet af hans syrede og skarpe pen.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on juni 13, 2008 under Psykologi |
Ok – jeg var lidt langsom, der. Grunden til at Fogh & Co offentliggør Venstres stategiske oplæg (som jo indeholder utvetydige ideologiske budskaber om øget privatisering) netop idag, er jo at han på den ene side ligger under for et krav fra sit bagland om at kræve mere privatisering, men på den anden side kun kan fastholde regeringsmagten ved at fremstå som garant for velfærdsstaten. Derfor offentliggøres oplægget netop idag, da Fogh & Co ved at budskabet vil drukne totalt i Irlands folkeafstemning. Nu kan han lukke munden på baglandet og påpege at han har støttet øget privatisering, uden at det får nogen reel betydning.
Det er spin for bønder: Journalister er ikke specielt svære at distrahere, så ubehagelige budskaber skal sendes ud, når der er større ting på færde. Og det slipper han såmænd også afsted med nu. I den sammenhæng gør det ingen forskel om Helle Thorning skulle vælge at gå i medierne, for selvom oplægget ligger lige til det værdipolitiske højreben, fremstår hun desværre utroværdig og floskuløs, lige meget hvad hun åbner munden om.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on under Psykologi |
Hjernens frontallapper har – blandt meget andet – ansvar for vores impulskontrol. Mennesker med en skade i disse dele af hjernen, kan derfor have svært ved at kontrollere hvad de siger eller gør (til gengæld kan de muligvis være enormt gode til at feste igennem på den fede måde, men det er en anden historie). Når jeg ser hvordan den ene efter den anden (som f.eks. Bernstein i forrige indlæg eller Giscard d’Estaing i et tidligere) pludselig springer ud i medierne og fortæller tingene som de er, i klare vendinger endda, så kan jeg ikke helt lade være med at spekulere på hvad der ligger bag.
På Venstres seneste landsmøde blev Fogh pålagt at arbejde for mere privatisering (så meget man nu kan pålægge den mand noget), hvilket han på det kraftigste modsatte sig. Foghs ræssonement var det ganske klare (man kan ikke beskylde den mand for at være dårligt begavet), at man hverken skulle eller behøvede at gå direkte ud med den slags ideologiske og bombastiske budskaber, når det virker meget bedre at aflede danskernes opmærksomhed med en kontraktpolitik på forskellige ufarlige områder, hvorefter man så i praksis kunne udskifte de forpligtende fællesskaber med markedskræfter, bid for bid, på en række andre områder. Og for fanden hvor det virker. Det er faktisk som om, at hvis man ikke siger det, men bare gør det, så er der stort set ingen journalister der overhovedet kan få øje på det!
Derfor ligner det ren Tourettes, at Jakob Jensen nu går ud og siger det som det er – at Venstre er et libealistiskparti, der arbejder på at få effektueret minimalstaten. At Jakob Jensens oplæg er “godkendt og rost” af den samlede folketingsgruppe, som Politiken skriver idag, er nok ikke sandt. Det må ærge Fogh at se det sagt så direkte – for det går jo imod hans meget velfungerende strategi. Hvis det er tilfældet, vil vi se Fogh “lægge den død” hurtigere end du kan sige “Sky Radio” og måske endda bruge ord som “solidaritet” og “sammenhængskraft et par gange eller tre.
Der er imidlertid en anden forklaring – og den er ikke for sarte sjæle: Nemlig at Fogh nu vurderer at Danskerne nu er så vænnede til at se vores samfund som et marked og vores gensidige fællesskaber som handelsvarer, er vi er modne til næste trin. Der er jo et stykke tid til næste valg, så hvorfor ikke bruge de næste par år på at lade modstanden skumme af og få folk til at begynde at acceptere at det da er noget urentabelt pjat at fællesskabet sådan går og ejer hospitaler og motorveje.
Helt ironisk er det at sygeplejerskernes strejke ganske givet have langt større effekt, hvis der var et privat firma i den anden ende.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on juni 12, 2008 under Alt og intet |

Virkeligheden.dk har en forkærlighed for folk, der er vidunderligt utaktisk ærlige (som f.eks. Giscard d’Estaing ). I den kategori indskriver Nationalbankens direktør, Niels Bernstein, sig med sin udtalelse om at vi skal have flere ledige.
Det lyder naturligvis grimt og har fået en række sommervarme hoveder til at poppe frem. Men der er jo intet i dens præmisser som en 8-årig ikke kan regne ud.
1) Højere lønninger giver virksomheder forringet konkurrenceevne
2) Lav arbejdsløshed giver mulighed for at kræve højere lønninger
Konklusion: Jo højere arbejdsløshed – jo bedre konkurrenceevne
Rent teknisk er der således intet der burde overraske nogen. Når det alligevel skurrer fælt, så er det jo fordi det river skørterne af det liberalistiske fundament som vores samfund bygger på og afslører vores samfunds helt fundamentale præmisse:
Virksomheders indtjening er vigtigere end at alle har et arbejde.
Den præmisse er ikke ret sympatisk, men den rå sandhed er at alternativet er værre. I sovjetunionen blev oprettet stillinger uden reelt indhold, blot for at ingen skulle gå uden arbejde. For at man kunne kortslutte markedslogikken på den måde, måtte staten overtage ansvaret for alle virksomheder, med det resultat at varer stod i togvogne og rådnede fordi ingen længere havde personlig interesse i og følte et personligt ansvar for dem. Det er prøvet og det virkede ikke. Uden et strejf af grådighed, fungerede maskineriet ikke.
Sarte sjæle skal holde op med at læse her, for faktum er at hvis du vil have den høje grad af kvalitet, produktudvikling og forsyningssikkerhed som vi alle tager for givet, så skal det et eller andet element af liberalisme ind i systemet. Lige meget om du piver eller synger. Og når du lukker liberalismen ind (eller undlader at kortslutte den) så må du acceptere et helt fundamentalt grundvilkår i tilværelsen:
VERDEN ER IKKE RETFÆRDIG!
Og hvis du nu, på baggrund af denne analyse, konkluderer at jeg er hard core liberalist, så kunne du ikke tage mere fejl. Jeg mener nemlig overhovedet ikke at du skal bøje sig forover og sprede balder for de frie markedskræfter – tværtimod skal vi arbejde på et samfund hvor der er mere fællesskab, mere kærlighed, større plads til forskellighed og hvor det er et erklæret mål at leve i større overensstemmelse med naturen omkring os.
Jeg ønsker et samfund, der bygges op omkring forpligtende fælleskaber og ikke reduceres til serviceaftaler, men hvis man ikke anerkender at uretfærdighed og ulighed er en iboende del af menneskenes verden, så lyver man for sig selv.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on juni 11, 2008 under Alt og intet |
Mandag blev Margrethe Vestager “dømt ude” af vores skatteminister(!), som kaldte hende for “ugenet til at sidde i regering”. Det lettere komiske er jo at hun aldrig har været inde! Hun sidder jo faktisk i opposition, så hvad handler det her egentlig om? Måske Kristian bare skulle smutte over og hive hende i fletningerne i stedet. Eller måske har han lugtet blod og er ved at køre sig i stilling som kronprins istedet for Løkke?
I dag går vores nuværende statsminister så ud og fastslår (er det lidt fråde du har i mundvigen dér, lille Annes?): “Der vil ikke blive rokket en tøddel ved Danmarks aktivistiske udenrigspolitik.”
Kære Anders Fogh – lad os være ærlige (se mig ind i øjnene, når jeg taler til dig). Danmark har kun den sikkerheds- og udenrigspolitik, der er fastlagt i Washington. Når George W. Bush ikke er præsident længere, vil vores udenrigspolitik naturligvis blive ændret. Hvordan skulle det kunne være anderledes, så længe Danmark, i hvert fald sikkerhedspolitisk, fungerer som en vasalstat?
Derfor kan Vestager tage det ganske roligt. Den aktivistiske sikkerhedspolitik har en udløbsdato – og hvis amerikanerne vælger Obama, vil den næppe overleve julen. Det eneste der er interessant idag er imidlertid: Hvis du bliver chef for Nato, kære Anders, vil du så stadig fastholde en rigid, aktivistisk, politik – eller skal jeg smutte forbi med et par hektoliter ketchup til at få kamelerne til at glide lettere ned?
Posted by Anders Colding-Jørgensen on juni 4, 2008 under Alt og intet |
Nåja – i landet hvor man er sort, hvis man bare har lidt krøllet hår og en enkelt neger i stamtræet (i Danmark havde ham her f.eks. højst været mulat) får man nu muligheden for at vælge den sorte Barack Obama som præsident. Når man hører ham tale er det svært at undgå at blive berørt af den honningdryppende retorik. Ikke mindst sammenlignet med den stive og beregnende Clinton og den endnu mere (i bogstavelig forstand) stive og konservative McCain. Men er jeg den eneste der sidder med en nagende mistanke om at han bare er en charmerende fyr med et par virkelig skrappe taleskrivere og en ordentlig portion X-factor?