Åbent brev til Bendt Bendtsen

Posted by Anders Colding-Jørgensen on juni 22, 2008 under Alt og intet | Be the First to Comment

Kære Bendt Bendtsen

Nu er det så dig der bliver kørt igennem møllen. Du får endevendt dine bilkørsler med tættekam og bliver udskreget som  uhæderlig i alle landets medier – og det endda med lån af stor akademisk autoritet fra den første Lektor i forvaltningsret der lige tog telefonen, da journalisten ringede rundt.

Og det er snart agurketid, Bendt, så lige nu sidder en håndfuld journalistpraktikanter – og måske en rigtig journalist her og der – og snager og graver i alle tal de kan få fat i. En gang imellem løber de ind til redaktøren med et fedtet udskrift og spørger om “det her kan bruges”. De ser med forventningsfulde blikke på redaktøren, som må slukke lyset i deres øjne og fortælle, at det at lægge bananer i køleskabet godt nok er dumt, men ikke kan bære en forside. Ikke endnu.

For hvordan er det gået så vidt at man ikke kan nyde frugterne af sine mange år i politik og fræse på landet i sin ministerbil? Hvordan er pressen blevet trænet til at reagere som eddekopper på enhver bevægelse og støde de skarpe kløer lynhurtigt og nådesløst i dit bløde kød, uden nogen synlig bagatelgrænse? Hvor har de fået den ulidelige smålighed fra? Hvem har dog fremelsket et offentligt rum, hvor rummeligheden er gået tabt. Hvor enhvers ret til personligt særpræg er reduceret til at vælge hvilken træsort man skal have sin Montanareol leveret i? Hvorfra kommer den åbenlyst livsbegrænsende vildfarelse fra, der siger at frisind er blødsødenhed og at hvor en mand kører hen hvornår, eller hvad en kvinde vælger at have på hovedet, skal underlægges en nådesløs mistænkeliggørelse? Hvem er det, der hver dag producerer og reproducerer et samfund baseret på intolerance? Det er et mysterium og jeg forstår godt hvis du er lidt rystet.

Jeg føler med dig, Bendt. Det er ikke fedt at være til, hvis man skal gå og være bange for at blive hængt ud og misforstået. Jeg ved godt at du ikke er en korrupt og uhædelig politiker. Du er faktisk en fyr, jeg ville lade passe mit nyfødte barn, mens jeg tog ud og lavede revolution. Og selvfølgelig skal du have lov at nyde din ministerbil, hvis det inspirerer dig og gør dit liv fantastisk. Hvor ufatteligt smålige kan vi være?!

Lad os få proportionerne på plads, her! Du har kørt dig glad i din fede bil – du har jo ikke solgt rettighederne til nordsøolien for en slik eller noget andet alvorligt, vel!  Du har har tilmed lidt kæmpe afsavn, med kæmpe arbejdspres under offentlighedens bevågenhed, for at nå hertil – og vi lever trods alt i et land hvor enhver bondedreng kan få ministerbil. Så hvor kommer al den misundelse fra?

Men Bendt, kan du ikke gøre mig en tjeneste? Prøv at se dig omkring og opspor nogle af de mennesker der har været med til at skabe Danmark, hvor pressen  – som et rovdyr – reagerer i blind refleks på enhver afvigende bevægelse. Og når du møder dem, så fortæl dem at det er farligt at skabe et samfund der er gennemsyret af frygt og smålighed. I dag har du selv mærket den danske smålighed på din egen krop. Så du ved bedre…

Bendt, jeg stoler på at du gør det rigtige.

Gør min verden større

Din, Anders

Add A Comment

Subscribe without commenting