Please don’t make me laugh

Posted by Anders Colding-Jørgensen on august 4, 2008 under Psykologi | 3 Comments to Read

Kort status til venner og bekendte: Fredag aften fejlfortolkede jeg terrænet ved Islands Brygge og tog turen ned ad et par store trin på cykel, hvor jeg troede at der ville være en nedkørsel. Jeg ramte et grusunderlag med ansigtet og måtte en tur på skadestuen, hvor jeg fik syet munden grundigt sammen. Der er lagt små 20 sting i mundhulen (af hensyn til svage sjæle, skriver jeg ikke detaljer her) og et par sting i mundvigen og desuden er der en del dybe afskrabninger rundt omkring i panden og ved næsefløjen. Der var hverken skade på tænder, næse, kæbe eller hjerne, så alt ialt var jeg meget heldig.

Jeg spiser lige nu suppe og is og alt der ellers kan indtages med sugerør (nej, ikke øl, da jeg er på penicilin) og passer på ikke at komme til at le. Jeg kan desuden meddele at der ikke skete noget med cyklen ;o)

Mine ophold på kæbekirurgisk afdeling på Rigshospitales traumecenter samt plastikkirurgisk afsnit samme sted har imidlertid også været noget af en rystende oplevelse, når det drejer sig om de rammer for informationshåndtering, som personalet må trækkes med. Der var stort set ikke et eneste sted hvor jeg ikke kom i berøring med konsekvenserne af utilstrækkelig eller direkte ikke-fungerende informationshåndtering og det var reglen frem for undtagelse at der måtte bruges work-around strategier og gives forklaringer og undskyldninger hvori  referencer til computersystemet (eller systemerne – de er vist ikke fuldt integrerede) indgik.

For eksempel i forbindelse med røngtenudstyr, hvor computeren skulle genstartes og vi endelig, efter mange frustrerende forklaringer og undskyldninger, måtte gå over til manual håndtering. Efterfølgende krævede det en telefonsamtale til røngtenafdelingen (“nej, den ligger på D-drevet”) for at billederne kunne hentes ned hos kirurgen, som for sin del fortalte at hun tit glemte at bestille nye forbrugsmaterialer som tråede etc, fordi hun ikke havde adgang til at bestille dem når hun opdagede at hun manglede dem, men måtte vente til hun kunne bestille dem på et andet tidspunkt. På skadestuen på Amager Hospital stod overalt små sedler for at kompensere for at informationssystemerne kun er tilgængelige via kontor-pc’er og ikke der hvor man havde brug for dem.

I ambulatioriet idag, blev jeg i telefonen bedt om at tage min sygeseddel med, fordi sekretæren ikke vidste om den ville nå frem til lægens skærm via deres system og mens jeg ventede, hørte jeg personale bede patienter om at vente nogle måneder med at bestille en ny tid, fordi deres afdeling ikke var oprettet i “det nye system”. Jeg hørte også sekretæren have flere samtaler med folk på andre afdelinger, der skulle modtage en fax, for at sikre sig at den ville nå frem- og samtaler igen, for at høre om den nu var der.

Faktum er at der daglig bruges rigtigt rigtig mange timer på at kompensere for dybt forældede informations- systemer på Rigshospitalet idag. Tid, der kunne bruges på patienterne.Det er nærmest som om at plan B er blevet til plan A, så det nu er work-around strategierne der er det daglige på visse områder. Personalets adgang til informationer hindres og forsinkes kopnstant af at de skal forlade patienten og gå ind og se på en skærm ved en kontor-pc. Hvordan det er muligt at sådanne pinligt inadækvate systemer kan få lov at være dagligdagen idag, er en gåde for mig. Er det en livsfarlig cocktail af inkompetence og besparelser? Er det fordi folk ikke kan finde ud af at løse problemet – eller er der gået politik og teknologisk religionskrig i problemet? Jeg har ikke researchet på baggrunden for problemet, men det er ganske vist, at hvis jeg ikke var ved at lægge sidste hånd på et speciale om webprojekter, så ville jeg have været nødt til at tage fat på informationshåndteringen på landets sygehuse.

Subscribe without commenting
E-Mail: