Så døde Netscape endelig
1.marts lukkede AOL for support til verdens første egentlige webbrowser – Netscape. Dermed er den såkaldt “abandonware”. Den første udgave af Netscape (foto) blev leveret på 3½-tomme disketter som alle andre seriøse softwareprodukter og kostede faktisk penge. Da Microsoft købte Mosaic-browseren og brugte den som basis for Internet Explorer, valgte de at forære den væk – og det blev Netscape nødt til at matche. Så faktisk har vi Microsoft at takke for at webbrowsere er gratis (!) And the rest is history. Netscape blev købt af internetudbyderen, America Online (AOL) og da den blev presset ud af markedet – ikke mindst fordi Explorer blev leveret med alle nye windows-computere – valgte Netscape at frigive koden som open source. Det blev til Mozilla projektet - hvis kode danner basis for Firefox. Så faktisk lever Netscape videre i en ny inkarnation. Men det var måske alligevel meget godt at jeg ikke valgte at få lavet den Netscape tatovering tilbage i 1995.


Add A Comment