Sådan bruger man IKKE facebook kommercielt

Posted by Anders Colding-Jørgensen on oktober 31, 2008 under Facebook, Marketing, Psykologi | 5 Comments to Read

dumpet.jpg
I dag stødte jeg på en reklame på Facebook, som bad mig om at støtte et bedre klima, men også tilbød at gøre mit navn til et symbol, der rejser rundt i verden. Reklamen spillede dermed meget dygtigt på to ting der er vigtige for mange mennesker i vores del af verden. Måske ikke mindst brugere af sociale medier:

  1. At bekæmpe klimaforandringer
  2. At eksponere og undersøge sin person i disse forskellige nye kontekster

Det var især det sidste, der fik mig til lige at undersøge hvad det kunne handle om. Reklamen linkede til denne Facebook Page – og allerede her bliver det interessant. Det første der slår mig er at der er under 200 “fans” af den page – altså folk der har koblet deres profil til den og dermed også skilter med den på deres egen profil. Det er MEGET få for en angiveligt grøn kampagne som oven i købet har købt sig fremtrædende annonceplads på brugerens personlige side (der hvor “inviter dine venner” plejer at stå) og ikke i den kolonne hvor alle andre reklamer plejer at optræde. Det kan ikke have været helt billigt.

Siden er prydet af uberørte bjergtoppe og her åbenbares konceptet – som jeg personligt oplever som virkelig godt ramt: når man har skrevet under på en støtte til et bedre klima, bliver der lavet en lille figur af genbrugeligt materiale, som får dit navn på og bliver opstillet alle steder hvor verdens toplederemødes for at diskutere klima.

Umiddelbart et både sjovt og sympatisk koncept. Men så begynder man jo lige at kigge efter afsenderen, og det viser sig at være elproducenten, Vattenfall, som lever af at sælge energi. Hvis man unerskriver, bliver man altså deltager i en reklamekampagne der har til formål at støtte en forurenende procucent af elektricitet og hjælpe denne med at få en grøn profil. WWF går, på deres hjemmeside, ud med en meget hård kritik af Wattenfalls kampagne.

WWF skriver bl.a:

“WWF Verdensnaturfonden opfatter det som vildledning og i værste fald rendyrket manipulation, at en stor repræsentant for den absolut mest CO2-udledende branche fremstiller sig selv som, dem der gør noget for klimaet. Ved en gennemgang af processen omkring EU’s klimapakke er det meget vanskeligt at få øje på Vattenfalls rolle som dem, der trækker i den klimavenlige retning. Tværtimod er Vattenfall sammen med tilsvarende virksomheder i branchen medvirkende til at pille ambitionerne ud af EU’s klimapakke”

Og nu bliver det interessant, for på Facebook har folk mulighed for at blande sig – sådan er præmisserne – og der er allerede dukket meget kritiske indlæg op på sidens wall. Nu bliver det spændende at se hvordan Vattenfalls (sikkert hundedyrt indkøbte kampagnestab) vil håndtere denne situation. Den forkerte strategi vil være at slette de indlæg der er dukket op – men da det ældste (af kun 8) er fra den 28/10, ser det ikke ud til at de gør det. Den rigtige strategi vil være at Vattenfall begynder at gå i dialog med deres modstandere og at prøve at flytte nogle holdninger. En tredje vej – som jeg gætter på vil være tilfældet – vil være blot at lade stå til indtil kampagneperioden er udløbet og satse på at de færreste rent faktisk gider at læse hvad der står med småt. Kommunikationsbureauet er jo sikkert også over alle bjergtoppe med honoraret.

Lad dette være en advarsel til jer der tror at man lige kan klistre noget Facebook på sine kampagner og der igennem skabe værdi. Det eneste denne kampagne har opnået hos mig, er at jeg nu ved at Vattenfall er en manipulerende forurener af miljøet. Indtil da troede jeg faktisk at de leverede strøm baseret på vandkraft.

Smukt gået!

Vattenfall har et skideflot kampagnesite, men har ikke gjort sig fortjent til at få deres Google page rank påvirket positivt med et link fra Virkeligheden, så den må du selv finde…

  • Lars Brink said,

    Typisk eksempel hvor et bureau har fået solgt en “Web2.0″ social løsning til et firma som slet ikke var kommet der til endnu. En god sælger har fået fat i nogle penge og lavet en separat kampagne som slet ikke relateres til resten af firmaet.

    Det falder til jorden pga. manglende opfølgning og tabt troværdighed.

  • Mikkel Breiler said,

    OK, forklar mig lige hvordan Vattenfall sviner lige så meget som andre firmaer som også

    producerer energi, så Vattenfall skal slås i hartkorn med dem?
    Dit kendskab til svenske ord er nok på nulpunktet, men det skulle ikke afholde en debattør

    fra at Google lidt og finde ud af hvordan Vattenfall producerer sin energi.
    Hva’ba?

    Hint:
    http://www.vattenfall.se/www/vf_se/vf_se/518304omxva/523914miljx/524004vxrax/524034klima/886605story/index.jsp

    Mikkel Breiler

  • Anders Colding-Jørgensen said,

    Kære Mikkel

    Når man slår sig op som noget nær en miljøforkæmper og samtidig driver forurenende kraftværker, så må man tage de tæsk der kommer. Du finder nok ikke en moderne Co2 udledende elproducent, som ikke har en PR afdeling til at skrive det sammen som gøres på det link du sendte.

    Men som du jo er kvik nok til at gennemskue, handlede mit indlæg jo om at bruge Facebook, ikke om Vattenfalls elproduktion. Og i den sammenhæng er det da rart at hilse på én som kampagnerne jo åbenbart har virket på.

  • Mikkel Breiler said,

    OK Jeg kender Vattenfall som et seriøst svensk firma fra min tid i Sverige, hvor jeg boede i et område hvor energien er fra vandkraft.

    Set i forhold til dette er jeg ikke i tvivl om firmaets rødder og derfor forstår jeg ikke hvorfor de skal slås i hartkorn som en stor representant for en CO2 svinende branche. Det er ikke alle steder muligt at lave energiproduktion med vandkraft.

    Men det mener du måske at det er alle steder i Tyskland?

    -Mikkel

  • Anders Colding-Jørgensen said,

    Hej Mikkel

    Nu handler mit indlæg jo om brugen af Facebook – men har jeg forstået det forkert at Vatenfall også har CO2-forurenende elproduktion?

    /Anders

Add A Comment

Subscribe without commenting