Posted by Anders Colding-Jørgensen on april 29, 2009 under Alt og intet, Psykologi | 
(Tidligere bragt i Børsen)
Tilgængeligt webdesign er ikke bare et spørgsmål om at være et ordentligt og næstekærligt menneske – det er ganske enkelt forbandet god forretning. Det giver nemlig åbenlyse konkurrencefordel at ens produkter kan bruges af flere og er skabt af de mest motiverede medarbejder i en socialt ansvarlig virksomhed.
Hvad ved du egentlig om tilgængeligt webdesign?
Spørger man en række tilfældigt udvalgte beslutningstagere med ansvar for et firmas eller en organisations website om deres viden om tilgængelighed, får man almindeligvis det svar at tilgængelighed handler om at give blinde adgang til at få læst websitets tekster op med en skærmlæser. Ganske få kan desuden associere tilgængelighed med at ens kode er valideret i relation til W3C’s specifikationer for HTML 4.01 og CSS 2.0 – uden dog at kunne redegøre detaljeret for sammenhængen.
Nogle af de mere avancerede kan oven i købet nævne yderligere et par former for funktionsnedsættelse, som et tilgængeligt webdesign kan kompensere for. Det kan dreje sig om mennesker med bevægelseshandicap (kan sitet navigeres med TAB tasten og er der tastaturgenveje til centrale funktioner?), ældre brugere (er teksten fri for computerslang og jargon, kan teksten skaleres op i størrelse?), ordblinde (er der supplerende tegninger og pictogrammer og kan man få teksten læst op?), besøgende med ældre computere eller browserversioner (kan de centrale funktioner anvendes uden Flash, active X eller en 1024×756 skærm?), mennesker med dansk som andetsprog (tilbydes sitets indhold på et letforståeligt dansk), eller mennesker med problemer med overblik og hukommelse (er der sitemaps, “brødkrummer” og detaljerede hjælpesider?).
Alle disse brugergrupper udgør tilsammen en stor del af et givet lands befolkning. Det er din genbo, der ikke kan bruge netbank, din mor der ikke kan spare penge på telefoni, forældrene til dine børns legekammerater der ikke kan finde de billige rejser og måske dig en dag, din kæreste, dine egne børn, der pludselig ser verden skrumpe og oplever, at de mange valgmuligheder vi alle tager for givet, pludselig bliver til ganske få eller forsvinder helt. Alene derfor burde det være helt åbelyst for enhver at firmaer og organisationer, der publicerer webbaseret information, bygger CMS’er eller udbyder diverse webtjenester, har et fælles ansvar for at tilstræbe optimal tilgængelighed og dermed bidrage til at mennesker med funktionsnedsættelse også kan nyde informationssamfundets muligheder.
Slut med tudefjæs
Dette er baggrunden for arbejdet med at skabe større tilgængelighed – men det er desværre samtidig også tilgængelighedsarbejdets største problem. Denne tilgang handler nemlig om at begræde en masse menneskers handicap og motivere udbyderne ved at skabe medlidenhed og dårlig samvittighed – eller i bedste fald påkalde sig solidaritet og næstekærlighed. Det betyder ikke, at ovenstående er forkert. Det vil vel ingen påstå. Det betyder blot at fortalerne for tilgængelighed taler et sprog, der meget dårligt kan forstås i en forretningsmæssig verden. Og sidst, men ikke mindst: ved at tale i stakler og ansvar, overser man totalt den helt fantastiske potentiale, der ligger for en virksomhed i at få en ordentlig tilgængelighedspolitik indarbejdet i organisation, produkter og markedsføring. Fordelene er store og kan let samles op og oversættes til meget store konkurrencefordele i en verden, hvor oplevelser er den vigtigste værdiskabende faktor på produktsiden og virksomhederne kæmper for at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft.
Tilgængelighed giver bedre produkter og lavere udviklingsomkostninger
Tilgængelighed handler om at forberede sine produkter – her websites – på brugernes forskellighed. Med fremkomsten af mange nye former for computere, smartphones, browsere og opkoblingsformer, betyder et fokus på tilgængelighed, at jeres website slår konkurrenterne med hestelængder, når det drejer sig om at komme ind på fremtidens platforme. Man nødt til at overholde en række standarder for at sikre, at et website kan læses af diverse specialbrowsere – som skærmlæsere for blinde. Man kan ikke umiddelbart tage udgangspunkt i, at noget der er lækkert i Internet Explorer virker i disse specialbrowsere. Men ved at lægge sig op af anerkendte standarder, oplever man pludselig, at ens website kan tilgås af PDA’er, smartphones og webbrowsere der ikke var kendt, da sitet blev udviklet. Tilgængelighed er derfor et stærkt lokomotiv for at skabe bedre designvaner og reducere udgifterne til fremtidig udvikling og vedligeholdelse. Et klassisk eksempel er, at mange webdesigns stadig er opbygget med HTML-tabeller. Disse er meget forvirrende for blindes skærmlæsere. Når man fjerner tabellerne og bruger stylesheets i stedet, kan ens site pludselig også læses på mange mobiltelefoner og opdateringer og design bliver meget nemmere og hurtigere.
Tilgængelighed som Corporate Social Responsibility
Flere og flere virksomheder anvender i dag en del af virksomhedens overskud til at støtte velgørende formål. Dermed kan virksomheden sende et signal til omverdenen om, at man ikke blot er fokuseret på profit og dermed gøre sine produkter mere spiselige for den politisk bevidste forbruger. Disse aktiviteter er dog ofte rimeligt gennemskuelige for den moderne forbruger, der nemt kan komme til at se aktiviteten som et påklistret alibi, der ikke kan forbindes direkte med produktet eller virksomheden. Det betyder ikke at disse aktiviteter ikke virker – man får bare ikke ret meget for pengene. Ved at anvende de samme penge på at gøre firmaets website og andre produkter optimalt tilgængelige – og kommunikere det aktivt til forbrugerne, kan virksomheden profilere sig som socialt ansvarlig på en måde, der er dybt forankret i produkterne og dermed medvirker til at distancere både virksomhed og produkt fra konkurrenterne. Tilgængelighed er altså en måde at integrere den sociale ansvarlighed i virksomhedens produkter og ikke blot klistre den udenpå.
Tilgængelighed som HR-redskab
Man kan efterhånden fordre svin med de undersøgelser der viser, at løn må vige pladsen som væsentligste paramenter, til fordel for meningsfuldhed, arbejdsmiljø og spændende opgaver, når danskerne vælger arbejdsplads. Hvis din virksomhed ønsker at tiltrække højtuddannede mennesker med sociale kompetencer, kreativitet og ledelsesegenskaber, er tilgængelighed “second to none” som redskab til at præsentere virksomheden som en helhedsorienteret og ansvarlig arbejdsplads uden at miste fokus på produktet, kunderne og kvaliteten. Hvad tror du der ville ske, hvis dine medarbejdere blev opmuntret til at skabe størst mulig tilgængelighed for alle medborgere i alle led af jeres daglige virke? Hvad ville der ske med produkterne? Hvad ville der ske med samarbejdet? Hvad ville der ske med motivationen? Hvad er der at tabe?
Hvis du kan finde en bedre, billigere og mere meningsfuld måde at opnå en konkurrencefordel på, så må du gerne fortælle mig om den.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on april 27, 2009 under Facebook, Marketing, Psykologi |
NB: Dette emne går jeg i dybden med på mit foredrag om psykologien i Facebook Marketing
Hvis du hører til dem der ser Facebook som en markedsføringskanal hvor du tilbyder informationer om jeres firma og produkter, hvilket får folk til at joine, blive fans, melde sig ind eller dele på livet løs – så hører du nok også til dem der har en Facebook fanpage med under 1000 fans…. langt, langt under 1000 fans (og desuden ikke får ret meget ud af dem).
Ganske vist bruger folk også Facebook til at få produktinformationer, opdateringer og anden info fra deres yndlingsbands, spillesteder etc. Men hvis folk ønsker at vide noget om jeres firma eller produkter, vil de i de fleste tilfælde gå ind på jeres hjemmeside eller bare kaste en søgning ud på Google.
Der findes kendte brands, som f.eks. handler om computere, løbesko eller kunstnere, som folk selv søger efter på Facebook – og som derfor ikke behøver at gøre andet end at være til stede for at fans vælter ind. Men for de fleste dødeliges vedkommende, er vi afhængige af at nogen vælger at “dele” os – eller blot at melde sig ind, blive fans etc, så andre ser os. For det er sådan informationer spredes på medier som Facebook. Og derfor er det vigtigt at forstå hvorfor folk blandt andet vælger at dele og tilmelde ting på Facebook.
Identitet over information
Facebook er et såkaldt forankret medie. Det er forankret i den fysiske virkeligheden, fordi vi i modsætning til f.eks. MySpace og stort set alle andre sociale sites, optræder med vores eget navn – og ofte mange flere informationer end navnet.
Det har været medvirkende til Facebooks succes, da vi rent faktisk kan bruge det til at genfinde tidligere kærester, kolleger og skolekammerater. Men det betyder også at de ting vi foretager os og ikke mindst de firmaer, aktiviteter eller mærkesager vi knytter til os på Facebook, er nogle som bliver en del af den måde andre ser os som personer – både online og offline.
At andre kan se hvad vi foretager os er helt centralt at medtænke, når man vælger at gå ind på Facebook med sin virksomhed. De produkter, mærkesager, kunstnere og politikere etc man knytter til sig på Facebook er nemlig med til at opbygge vores identitet. På samme måde som vores plakater, potteplanter eller designermøbler er det i vores fysiske hjem. Hvor mange har jeres salgskatalog eller produktark hængende på væggen derhjemme? Nej, vel? Det er også her kun de virkelig stærke brands, der nyder det privilegium.
Derfor skal jeres tilbud på Facebook være markant anderledes end jeres almindelige markedsføring – for her handler det om at formulere jeres ydelser, så de passer ind i jeres potentielle kunders identitetsdannelse. Det er fortælling frem for specifikationer. Identitet frem for informationer. Se eventuelt eksemplet om Rødby Juletræsplantage i dette blogindlæg.
Dette emne går jeg i dybden med på mit foredrag om psykologien i Facebook Marketing den 14.maj i København
Posted by Anders Colding-Jørgensen on april 21, 2009 under Facebook, Marketing, Psykologi |
Forleden fik jeg en mail og et link til en Facebook-applikation, fra en af mine Facebook-venner og tidligere studiekammerater. Mailen begyndte sådan her:
Hej mester
Har du ikke lyst til at være med til at kuppe 3’s virale markedsføringskampagne. De har nemlig ikke tænkt sig helt om og efterladt en gevaldigt sjov kup-mulighed. Vinderen af deres statuskonkurrence har de nemlig forpligtet sig på at vise i deres landsdækkende tv-reklamer.
Derfor stemmer vi dagligt løs på denne status: ”Thomas Knudsen sætter 3`s minutpris ned til det halve” her: http://apps.facebook.com/three_status/statusmeddelelser/top
Applikationen, som er lanceret af mobilselskabet 3, går i al sin enkelhed ud på at deltagernes Facebook-status bliver læst ind i applikationen og at medlemmerne så får mulighed for at stemme hinandens statusmeddelelser op eller ned. That’s it. Vinderen (den med de fleste stemmer, må man stole på) får angiveligt vist sin statusmeddelelse på landsdækkende TV i en 3-reklame.
Ifølge Facebook har applikationen kun 762 måndelige brugere og jeg har ikke hørt noget om hvordan den har påvirket deres signup af nye kunder, men faktum er at den rummer mange elementer som gør det til et af de bedste og mest intergrerede bud på en Facebook-kampagne, jeg til dato har set.
Derfor er applikationen efter min mening vellykket
3’s kampagneapplikation giver deltageren mulighed for at inkludere sit eget indhold (statusmeddelelsen) i applikationen – dette er en effektiv måde at motivere folk til at dele en applikation på. Når man bidrager med sit eget indhold, kan man nemlig bruge applikationen til at skabe identitet med – og dette skaber en følelse af ejerskab. Man bruger ikke længere bare applikationen, men man bruger den til at udtrykke sig selv med.
Dette ses meget tydeligt i mailen fra min ven, som faktisk har gjort kampagnen så meget til sin egen, at han rent faktisk oplever at han kupper den, mens han i virkeligheden blot bruger den, som den var tænkt.
Når man først har bidraget med sit eget indhold til en applikation, er risikoen for at man vælger at slette den igen også markant formindsket. Man har nemlig foretaget en investering, som mistes hvis man sletter applikationen (her mistes ens stemmer helt konkret).
Endelig har 3 adgang til et landsdækkende medie, i kraft af deres TV-reklamer, og kan derfor tillade deltagerne at lege med tanken om at deres korte statusmeddelelser kan blive vist for mange tusinde mennesker – hvilket igen skaber en meget flot opmærksomhed omkring 3’s reklamer.
Applikationen er således ikke en stand-alone, men skaber altså en flot synergi imellem Facebook og TV-reklamerne på en måde som skaber større værdi for aktiviteterne i begge medier og dermed får man potentiel set både mere opmærksomhed for pengene og en langt mere engagerende kampagne.
Så vidt jeg har forstået, så findes der kun én endelig vinder, som får sin status vist på TV. Hvis man virkelig vil styrke synergien imellem applikation og reklamer, burde man måske lade det være en løbende aktivitet, hvor brugeren hver uge på samme tid, kan tune ind på reklamen og se hvis statusmeddelelse der nu er bragt.
Men under alle omstændigheder: Tillykke til 3 - de har helt klart fat i noget af det rigtige og deres kampagne er god at lade sig inspirere af.
Læs eventuelt mere om spredning af Facebook-applikationer i Weiksner, Fogg og Liu,s artikel: Six Patterns for Persuation in Online Social Networks.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on april 14, 2009 under Alt og intet, Google |
Hvis du endnu ikke har opdaget det, så indeholder Google Maps en funktion, der lader dig zoome ind på veje og gader i mange af verdens byer med den såkaldte Street View funktion.
Idag twitter en sædvanligvis pålidelig kilde (harddiskens Henrik Føhns) at Googles Street View biler klokken 10 i formiddag (for ca. 20 minutter siden) begyndte at køre rundt og lave detaljerede 3D-optagelser i København, Århus og Odense. Så hvis du bor i indre by er det nu du skal moone fra vindueskarmen (eller undlade at moone - alt efter temperament) – eller måske nøjes med at hænge firmalogoet ud på gaden.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on april 10, 2009 under Alt og intet, Facebook, Psykologi, Twitter |
Jeg faldt over den her på Facebook og synes det er ugens eksempel på noget jeg bare må vise dig. Den er skidegrim og amatøragtigt lavet, men den har det der skal til . Hvis du kan din Meat Loaf, vil du værdsætte den – ellers vil den være absolut intetsigende.
Tegningen rammer nogle forskellige psykologiske hot spots, som den henter sin delingskraft fra. Her er mit bud fra hoften på et par af dem:
Den trækker på den humor, som opstår når man blander formsprog
Den velkendte diagramstil fra f.eks. regneark, bruges overraskende til at præsentere lyrisk humor. Note til vordende humorister: Jeg har en tommelfingerregel som siger: Du bør altid bevare nogle velkendte elementer i dit humoristiske materiale. Du skal altså enten putte overraskende indhold i en velkendt form (som i dette tilfælde) eller du skal præsentere et velkendt indhold i en overraskende form. Eller blot blande kendt form med kendt indhold på nye måder – som hvis du sang din bilforsikringspolice som kirkesalme eller brugte speaken fra BIVA reklamer som scorereplikker (ok, ikke de sjoveste eksempler – men du forstår pointen).
Hvis du bevarer et eller andet element af noget kendt, bliver bevidstheden “kildet” af forskellen på noget kendt og noget ukendt og humor kan opstå – ofte hjulpet på vej af nogle af de mange referencer det kendte har med sig. Hvis hverken form eller indhold er kendt i forvejen, bliver resultatet ofte bare forvirring, da hjernen intet referencepunkt har og derfor skal bruge al din opmærksomhed på at afkode budskabet. Lidt som noget fjernsyn med Rune Klan
Den har en forsinkelse indlagt
Det som gør tegningen sjov findes ikke på selve tegningen – man skal lige ud i baghovedet og hente den rigtige sang og afspille det lille stykke, før tiøren falder. Denne forsinkelse på et par sekunder gør at man først oplever tegningen som meningsløs og derefter får mening i den. Det kan hjernen rigtig godt lide – den elsker mening og hader ikke at forstå ting. Og i samme øjeblik man oplever mening, opdager man også den overraskende brug af den kedelige diagramform. I nogle meget kritiske sekunder herefter opståren fed følelse, som kan resultere i ”den her skal nogen andre se” oplevelsen.
Man får lov at virke smart
Forbindelsen imellem Meat Loaf sangen og diagrammet er en lille smule raffineret. Og det er lige passende. Hvis den var skåret mere ud i pap var den ikke sjov – og hvis den var mere raffineret, ville alt for få mennesker fatte den. Den har en kulturel reference så man lige når at få følelsen af at man er musikalsk velbevandret. Også selvom at sangen har grovhittet verden over og det kan være svært at finde nogen over 30 som ikke har hørt den, gætter jeg på.
Primært har tegningen en “Oh yes, I get it” faktor. Og ved at sende den viser man den til andre med en “Do you also get it?” twist. Den påpeger desuden noget logisk absurd. I sanglinjen “I would do anything for love, but I won’t do that” er der en selvmodsigelse som de fleste jo ikke forstår rent bogstaveligt. Vi forstår jo godt hvad manden mener, sådan omtrent. Men rent logisk er det jo noget sludder, som diagrammet så tydeligt viser. Og netop det kan være sjovt at være den der “afslører” for andre.
Den er grim og virker derfor som “undergrund”
Når man sender noget videre der ligner undergrund, signallerer man originalitet – men for fanden hvor ville jeg elske at finde ud af at det er Virgin Records (som udgav sangen i Europa) som står bag.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on april 5, 2009 under Psykologi |
Men hvad f***** er internetpsykologi egentlig?
I forbindelse med et tidligere Facebook-eksperiment (som bl.a. handlede om at forstå hvordan man bruger “feed”-baserede medier som Facebook til mobilisering), blev jeg kontaktet af forskellige mennesker. Nogle var forskere og virksomheder, som fandt min undersøgelse interessant. Og blandt de mere kuriøse ringede også TV2-Nyhederne og ville formidle historien, hvilket medførte at jeg for et par uge siden stod og hundefrøs foran Storkespringvandet og forklarede om eksperimentet og baggrunden - hvilket blev kortet ned til 3 ultrakorte soundbytes (det vidste jeg egentlig godt – men at de var SÅ korte!).
Min titel, internetpsykolog, har især vakt en vis nysgerrighed, så lad mig her lige benytte din opmærksomhed til at hvad genstandsfeltet og titlen dækker over (jaja – jeg skriver på Wikipedia en dag).
Hvad er internetpsykologi?
Internetpsykologi er et arbejdsområde, som man i dag kan finde udbredt i USA, men som efter min mening er voldsomt underudviklet i DK. Internetpsykologi handler primært om et beskæftige sig psykologisk med de situationer hvor vi mennesker bruger nettet til at:
- Arbejde sammen på tværs af organisatoriske skel
- Overskrider sociale kontekster
- Bevæge os ind i fællesskaber der skalerer til mange tusinde
- Skabe kommercielle relationer
- Finde kærligheden
- Skabe nye former for identitet
Hvad er internetpsykologi ikke?
Der findes nogle mennesker der bruger internetpsykologi om den situation hvor psykologer giver terapi ved hjælp af internettet. Men det skal naturligvis stå enhver frit at bruge begrebet som de har lyst , men den definition knytter sig efter min opfattelse primært til internettets pionertid og er ikke ret brugt længere. På samme måde som at man ikke bliver telefonpsykolog af at tale med sine klienter over telefonen, er der efterhånden ikke mange som længere kalder det internetpsykologi, fordi man f.eks. anvender email til st svare på spørgsmål og give terapeutiske råd. Men faktum er at jeg er erhvervspsykolog der arbejder med internet og psykologi som genstand – jeg bruger ikke internettet til at lave terapi.
Hvilken internetpsykolog er jeg?
“Psykolog” en beskyttet titel og derfor skal man i Danmark have en kandidatgrad i psykologi (cand.psych.) fra universitetet, for overhovedet at måtte kalde sig noget der slutter på “psykolog”. Der findes uddannede psykologer der fokuserer på at arbejde med kriser og derfor kalder sig “krisepsykologer” eller arbejder med organisationer og kalder sig “organisationspsykologer”. Jeg arbejder stort set udelukkende med menneskersog virksomheders færden og liv på (og via) internettet. Jeg er desuden cand.psych. og kalder mig derfor internetpsykolog. Dette er primært for at signallere til til omverdenen hvad jeg beskæftiger mig med – men også hvad jeg ikke beskæftiger mig med.
Hvad laver jeg som internetpsykolog?
- Jeg underviser p.t. kommende psykologer i faget “internetpsykologi” på Kandidatuddannelsen i Psykologi v. Københavns Universitet.
- Som selvstændig konsulent rådgiver jeg virksomheder og organisationer i at bruge nettet til at ramme deres målgruppe – og i denne tid er det især sociale medier (mere præcist Facebook) som har min interesse.
- Det er mit mål at blive en af de helt førende eksperter i virale mekanismer og jeg laver derfor en del privat forskning, analyser og undersøgelser med både studerende og kommercielle partnere for at nå det mål.
- Hvis du vil høre mere eller have hjælp til jeres eller jeres kunders projekter, så ring 61678913 eller kontakt mig på anders[at]virkeligheden[dot]dk
