Posted by Anders Colding-Jørgensen on maj 31, 2009 under Alt og intet, Psykologi | 
De fleste af den slags IQ-fuptests har en relativt tilforladelig grafik, men her er oversættelsen så ringe at det er komisk. "Carrier" (mobiloperatør) er f.eks. oversat til "branche"
Facebook-applikationer er som bekendt gratis at bruge, men de koster jo stadig penge at udvikle. Den eneste måde udbyderne kan tjene penge på, er derfor at annoncere for andre tjenester der er indtægtsgivende. En af de mest udbredte pengemaskiner der knytter sig til rigtigt mange Facebook-applikationer for tiden er de såkaldte “IQ-tests”.
Disse IQ-tests har i spørgsmålenes opbygning intet med en ægte IQ-test at gøre, kan jeg som psykolog forsikre dig om. Men man behøver ikke at være psykolog for at gennemskue at spørgsmål som “hvilket af disse bogstaver er en vokal?” eller “hvilken ef disse byer er hovedstaden i Danmark?” ikke kan bruges til at måle ret meget. Med undtagelse måske af præstationer omkring en IQ score på 50.
Det eneste formål med spørgsmålenes opbygning er da også at undlade at skræmme brugeren væk men istedet få dem til at klikke sig videre til det punkt hvor de skal indtaste deres telefonnummer for at få deres score tilsendt. Eller i nogle tilfælde en pincode, der skal bruges til at se den endelige IQ-score. Når man først har givet sit mobilnummer, har man samtidig givet udbyderen bag lov til at sende én overtakserede SMS-beskeder til 40-50 kroner stykket! Og at blive ved med det hver uge indtil man selv melder sig fra igen.
Der er imidlertid intet snyd ved det i juridisk forstand – for hvis man læser sig igennem den (ofte ubehjælpeligt oversatte) vilkårsbeskrivelse, fremgår det ganske tydeligt at man forpligter sig til at betale det nævnte beløb hvis man taster sit mobilnummer ind.
Men hvorfor er der så overhovedet nogen der tager den slags test?
Det er nemt at pege fingre af mennesker der ryger direkte på den slags tests, men faktisk er der nogle psykologiske faktorer på spil, som er ret stærke.
- Applikationen/tjenesten benytter en meget effektiv ”reveal & compare”-strategi, som kort fortalt går ud på at man først skal investere noget tid og info, efterfølgende får et svar afsløret og endelig kan sammenligne det med andres. Den struktur driver os frem imod den endelige afsløring og kan gøre at vi sjusker med at fordybe os i de enkelte trin.
- En IQ-test handler om MIG SELV! Og der er kun én ting der er mere interesant end mig – det er når andre beskæftiger sig med mig!
- Intelligens er en meget kulturelt betydningsfuld parameter ved et moderne menneske - er den lav, er det skamfuldt og er den høj er det statusgivende. Derfor er afsløringen af netop dette tal meget tiltrækkende.
- Vi surfer ofte på nettet med en slags søvngængeropmærksomhed og bruger derfor ikke vores fulde opmærksomhed til at læse tekst på de sites vi besøger.
- Serien af meget lette spørgsmål, skaber et ret højt kliktempo og et positivt flow, som gør det naturligt også at skrive sit nummer ind hurtigt (endnu et nemt spørgsmål) og klikke sig videre.
- Layoutet i den slags tests er faktisk ofte ret tilforladeligt – i stærk modsætning til f.eks. nigeriabreve etc. og kan derfor medvirke til at nedsætte den kritiske tærskel.
- Der findes intelligenstests på Facebook som rent faktisk er gratis og som man har set nogle af sine venner tage. Dette øger tilliden til den specifikke test.
- Når man opdager at man har kvajet sig er man skamfuld og vil hellere blot sluge regningen på 40 kroner, afmelde sig tjenesten og skynde sig videre end f.eks. at advare andre.
Jeg vil ikke påstå at det er specielt intelligent at tage disse tests og for en person som mig der både er psykolog og har ret stor erfaring med mobile tjenester er tjenesten helt gennemskuelig. Men hvis man nu ikke så pokkers snedig, ikke er vant til at bruge internettet eller ikke er særligt hjemme i de mobile forretningsmodeller, er det faktisk forståelig hvis nysgerrigheden efter at få afsløret sin “sande” intelligens kombineret med tjenestens generelle opbygning, kan få én til at drøne videre i flowet og taste nummeret ind, frem for at læse betingelserne og stoppe der.
Endelig kan der jo være mennesker som ganske enkelt synes at 40 kroner om ugen for en fup-IQ og lidt løbende SMS’er er et godt tilbud. Men det er nok alligevel de færreste.
Med sådan et link i bunden af diverse quizzer, lokkes du til at klikke dig ind på en IQ test med den (ret gennemskuelige) påstand at en af dine venner har udfordret dig.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on maj 19, 2009 under Facebook, Psykologi |
Dette er ikke en knap
Måske du har set at hæderkronede dagblade, som f.eks. Politiken eller Berlingske, i deres online udgaver nu flasher en sexet lille “Connect with Facebook”-knap, placeret på alle deres artikler.
Knappen er et udtryk for at avisen har implementeret den teknologi fra Facebook som hedder “Facebook Connect” og som gør det muligt at foretage en teknisk integration imellem f.eks. politiken.dk og facebook.com. Teknologien gør det muligt at dele informationer på tværs af facebook og andre sites, hvilket potentielt set åbner op for nogle ret interessante nye oplevelser. For eksempel er det muligt at hente billeder, venner og profilinfo ind på avismediet og dermed skabe en rigere interaktion med mediet.
Permission based marketing er ikke ret socialt
Men det kræver jo at medierne opdaterer deres tankegang og rent faktisk tænker i sociale medier og nye former for brugerinddragelse. For istedet for at give mulighed for spændende interaktion, er Facebook Connect på alle de stor medier jeg har set, implementeret med en tankegang der hører forrige årtusinde til (og aldrig rigtigt har været helt fed), nemlig “permission based marketing”. “Hvor meget kan man få lov at stoppe ned i halsen på brugeren!”
Her ser du en journalist fra berlingske.dk som interagerer med en Facebook-bruger
På medier som ekstrabladet.dk, politiken.dk eller berlingske.dk, anvendes nemlig udelukkende den anden mulighed som Facebook Connect giver – nemlig muligheden for at sprøjte et link og en overskrift ind i Facebook-brugerens statuslinje eller feed. Og det er efter min mening fuldkommen tåbeligt og viser at man ganske enkelt ikke forstår hvorfor brugere interagerer med og deler ting online.
Kald “Del artiklen på facebook” for “Vil du i avisen?”
En meget vigtig drivkraft er nemlig muligheden for at sikre sig selv mere synlighed og at promovere sig – ikke mindst gennem varemærker – og mange gamle dagblade har netop sådanne varemærker. Så istedet for at spørge venligt om man må sprøjte et link ind i folks Facebook-feed, skulle man meget hellere give folk muligheden for at komme i avisen med deres profilfoto og at tilføje indhold fra deres egen Facebook-konto. “Del artiklen på facebook” skulle altså hedde “Vil du i avisen?”.
Tror du det ville gøre folk mere eller mindre tilbøjelige til at dele en artikel, hvis de lige selv havde bidraget med indhold til den? Psykologisk forskning viser at det indhold som bliver allermest delt på Facebook, er det hvor brugerne på en eller anden måde selv har bidraget til det – med yearbookyourself.com som et af de mest lysende eksempler.
Kære gamle medier: Hold op med at se jeres brugere som får – hvis I gør det rigtigt, vil de elske at bidrage – og hjertens gerne lade jer fortælle om det i deres feed bagefter. Men det kræver at i omgående skrotter det forældede “permission base marketing” mindset og begynder at skabe oplevelser som man rent faktisk har lyst at dele med andre.
Let’s face it: At dele på Facebook kunne man faktisk gøre ganske glimrende inden der var noget der hed Facebook Connect. I har værktøjerne til at være sociale online – men har I overhovedet mentaliteten?
Posted by Anders Colding-Jørgensen on under Alt og intet, Facebook, Google, Marketing, Psykologi, Twitter |
En blog er god til at formidle en løbende strøm af tanker, observationer og ikke mindst emner med en vis aktualitetsvinkling. Derfor har jeg blogget løs her fra virkeligheden i over 5 år.
Det vil jeg blive ved med, men efterhånden har jeg fået behov for en platform for mine kommercielle aktiviteter – primært mine foredrag og de længere ting, jeg er ved at skrive. Derfor har jeg åbnet mindsurfer.dk – som både er titlen på mit aktuelle foredrag og det min første eBog sikkert kommer til at hedde.
Nyt: Nyhedsbrev om internetpsykologi
Både eBog og foredrag handler om hvad der egentlig virker i professionel kommunikation via sociale medier som Facebook og lignende. Hvis du er interesseret i emnet, så skal du da skynde dig at melde dig på mit nyhedsbrev, så vi kan holde kontakten ved lige.
Jeg er nyudsprungen som foredragsholder og håber inden alt for længe at komme til en mikrofon i nærheden af dig og dine kolleger. Hvis alt går efter planen (og det gør det aldrig) så dukker jeg op hos en af landets førende foredragsbureauer i løbet af sommeren.
Men hvis du er interesseret i at booke mig, kan du også selv tage kontakt direkte til mig på 61678913 eller læse mere på mindsurfer.dk
Posted by Anders Colding-Jørgensen on maj 10, 2009 under Twitter |
Spreadshirt.com, som er en online T-shirt shop, vil lissom også være sociale. Det har de valgt at være ved at integrere Twitter på deres blog. Som du ser, har de åbenbart valgt at integrere andres tweets om dem (det er lidt svært at se hvem der tweeter her) med links og det hele.
Med mindre de faktisk selv ejer enoughmerch.com (hvilket ville være ganz cool), så demonsterer de på glimrende vis, hvordan man ikke skal integrere Twitter.
Stort billede
Posted by Anders Colding-Jørgensen on maj 9, 2009 under Alt og intet, Facebook, Psykologi, Twitter |
Lotus Notes R5 anno 1999
Måske du kan huske hvordan det at “dele viden” var på alles læber i slutningen af 1990′erne. Konsulenter kravlede frem fra under stenene og tilbød at kortlægge virksomhedernes viden, hvilket bl.a. førte til det sarkastiske slogan fra kritikerne “Giv mig dit ur og jeg skal fortælle dig hvad klokken er”. I 1999 toppede det med den storstilede lancering af Lotus Notes 5, som blev lanceret som selve videndelingsplatformen.
At deling af viden er et objektivt gode, vil de færreste vel anfægte. Begrebet er nemlig lige nøjagtigt så fluffy og intetsigende, at man kan få det til at betyde hvad man har lyst til. Hvis man fortæller hvor der er 5 kroners rabat på kopipapir, deler man viden. Hvis man tilbyder en detaljeret analyse af makroøkonomiske sammenhænge, deler man viden. Begrebet er således brugbart til at udtrykke din kommunikations intention til andre, men som analytisk begreb er det rent nonsens.
De største problemer er at der, bortset fra i meget enkle sammenhænge, ikke findes ren viden. Det, vi forstår som viden er ofte en sammenblandingen imellem informationer og holdninger, sat ind i en kontekst. Videndelingsindustriens primære produkt var således storytelling. Ved at tilbyde systemer som kunne gøre lagring og søgning i dokumenter nemt (efter datidens standard) og italesætte disse dokumenter som den modene virksomheds kronjuveler, fik man skabt et produkt hvis sex-appeal var omvendt proportionel med dets potentiale for værdiskabelse.
For hvad medførte indførelsen af “videndelingssystemer”?
Først og fremmest blev forståelsen af hvad viden er, groft forsimplet. Viden blev til informationer om gårsdagens aktiviteter, som blev rapportet ind i et firkantet felt og lagt i en database. Erfaringer fra tidligere projekter eller fra tidligere relationer med kunder, samarbejdspartnere eller leverandører kan naturligvis være guld værd. Men i mange tilfælde handlede videndeling om at man forestillede sig at dagbogslignende indrapportering i en database kunne erstatte den direkte samtale imellem mennesker. I en samtale som jeg havde med en konsulent fra firmaet Convergens i 1998, faldt en bemærkning som for mig fanger essensen af sen-90ernes videndelingshysteri.
Bemærkningen fra konsulenten lød:
“Videndeling handler jo ikke kun om at indføre teknologi, men om f.eks. at sætte et skilt op vd kaffemaskinen der fortæller at man ikke skal tale sammen der, men gå ind og skrive det i videndelingsystemet”
Den lader vi stå et øjeblik….
At viden – som sødmælk – blev forstået som et nulsum-spil, medførte tusinder af intelligente mennesker blev tvunget til at taste terrabytes af data ind i videndelingsystemer. Jeg har talt med medarbejdere, der var ved at brække sig over at skulle løse denne meget uklare opgave – ” at dele viden”. Og det skyldtes helt primært at medarbejderen blev bedt om at afrapportere gårsdagens projekter og interaktioner, mens interessen helt naturligvt var på dagens og morgendagens.
Hvor mange virksomheder der har brændt arbejdstimer og goodwill hos medarbejderne af på videndelingens alter, inden modebølgen drev over, ved ingen. Men mange virksomheder har i hvert fald endt med at stå med frustererede medarbejdere og store databaser fulde af forældede informationer, som var skrevet af pligt og uden et klart formål.
Mikrobloggingens muligheder for videndeling – eller hvad man nu skal kalde det
Idag tilbyder mikroblogging, som det ses i Twitter eller i Facebooks statusopdateringer, en mulighed for at realisere formålet med videndeling – nemlig at medarbejdere er orienterede om hinandens aktiviteter og har adgang til at trække på hinandens ressourcer.
Mikroblogging har nemlig et par meget åbenlyse fordele i forhold til f.eks. en gammeldags “Lotus Notes lignende” vidensplatform.
- Man skriver om det man laver lige nu, imens det er interessant for medarbejderen og opleves som højrelevant at kommunikere ud.
- Man deler links og andre ting man falder over i løbet af sin research – man viser altså andre hvad man selv ser på. På den måde sker videndeling ved at der skabes transparens til det man laver lige nu - ikke ved at man afrapporterer gårsdagens aktiviteteter.
- For det andet er formen kort – det handler om at dele en tanke eller et link – man sidder derfor ikke og bliver lammet af store tomme tekstfelter der kræver mange overvejelser og geniale tekster.
- At medierne er sociale, har en åbenlys pædagogisk effekt. Man kan se hvordan andre bruger mediet og skal derfor ikke sidde alene og gætte på hvordan formen skal være.
- Endelig giver den sociale dimension en indholdsmæssig fordel, idet der er mulighed for at andre der ved noget om ens link eller emne, selv bruger et par hundrede tegn på at tilføje et link, en kommentar eller en kritisk bemærkning, som alle andre kan inddrage i deres eget arbejde.
Så 10 år efter videndelingsevangelisterne gik omkring solgte databaser som var de hjerner, bringes viden i spil i form af små tekstbidder, som vi selv kan stykke sammen til vores egne flygtige helheder. Men lad os ikke glemme at der stadig ikke er mange systemer der kan overgå de 10 minutter hvor vi står på et koffein-buzz og snakker med en kollega, inden vi bærer kaffen ind til maskinen og ser hvad der er sket på Twitter mens vi var væk.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on maj 5, 2009 under Alt og intet |
Forleden fik jeg en en mail fra en bekendt der lød:
Hej Anders,
Jeg kan se, at du har integreret facebook ind i virkeligheden.dk – status og postings. Ser sgu godt – hvordan gør man det? En plugin i wordpress – eller… Fair nok hvis det er forretningshemmeligheder.
Hilsen Martin
Her kunne jeg svare Martin (og andre interesserede) at det er utroligt nemt at gøre i praksis, hvis man allerede kører Wordpress med et tema som understøtter Widgets (påkrævet). Jeg har nemlig blot aktiveret det den indbyggede RSS widget i Wordpress og indsat URL’en på det RSS feed som man kan hente fra mine Facebook-statusopdateringer. Derpå har jeg valgt at den kun skal vise 1 item. Senest har jeg gentaget processen med RSS-feedet fra mine Twitter-updates.
