Mikroblogging fylder brugbart indhold i et af 90′ernes største nonsensbegreber: videndeling!

Posted by Anders Colding-Jørgensen on maj 9, 2009 under Alt og intet, Facebook, Psykologi, Twitter | Be the First to Comment

Måske du kan huske hvordan det at “dele viden” var på alles læber i slutningen af 1990′erne. Konsulenter kravlede frem fra under stenene og tilbød at kortlægge virksomhedernes viden, hvilket bl.a. førte til det sarkastiske slogan fra kritikerne “Giv mig dit ur og jeg skal fortælle dig hvad klokken er”.  I 1999 toppede det med den storstilede lancering af Lotus Notes 5, som blev lanceret som selve videndelingsplatformen.

At deling af viden er et objektivt gode, vil de færreste vel anfægte. Begrebet er nemlig lige nøjagtigt så fluffy og intetsigende, at man kan få det til at betyde hvad man har lyst til. Hvis man fortæller hvor der er 5 kroners rabat på kopipapir, deler man viden. Hvis man tilbyder en detaljeret analyse af makroøkonomiske sammenhænge, deler man viden. Begrebet er således brugbart til at udtrykke din kommunikations intention til andre, men som analytisk begreb er det rent nonsens.

De største problemer er at der, bortset fra i meget enkle sammenhænge, ikke findes ren viden. Det, vi forstår som viden er ofte en sammenblandingen imellem informationer og holdninger, sat ind i en kontekst. Videndelingsindustriens primære produkt var således storytelling. Ved at tilbyde systemer som kunne gøre lagring og søgning i dokumenter nemt (efter datidens standard) og italesætte disse dokumenter som den modene virksomheds kronjuveler, fik man skabt et produkt hvis sex-appeal var omvendt proportionel med dets potentiale for værdiskabelse.

For hvad medførte indførelsen af “videndelingssystemer”?

Først og fremmest blev forståelsen af hvad viden er, groft forsimplet. Viden blev til informationer om gårsdagens aktiviteter, som blev rapportet ind i et firkantet felt og lagt i en database. Erfaringer fra tidligere projekter eller fra tidligere relationer med kunder, samarbejdspartnere eller leverandører kan naturligvis være guld værd. Men i mange tilfælde handlede videndeling om at man forestillede sig at dagbogslignende indrapportering i en database kunne erstatte den direkte samtale imellem mennesker. I en samtale som jeg havde med en konsulent fra firmaet Convergens i 1998, faldt en bemærkning som for mig fanger essensen af sen-90ernes videndelingshysteri.

Bemærkningen fra konsulenten lød:

“Videndeling handler jo ikke kun om at indføre teknologi, men om f.eks. at sætte et skilt op vd kaffemaskinen der fortæller at man ikke skal tale sammen der, men gå ind og skrive det i videndelingsystemet”

Den lader vi stå et øjeblik….

At viden – som sødmælk – blev forstået som et nulsum-spil, medførte tusinder af intelligente mennesker blev tvunget til at taste terrabytes af data ind i videndelingsystemer. Jeg har talt med medarbejdere, der var ved at brække sig over at skulle løse denne meget uklare opgave – ” at dele viden”. Og det skyldtes helt primært at medarbejderen blev bedt om at afrapportere gårsdagens projekter og interaktioner, mens interessen helt naturligvt var på dagens og morgendagens.

Hvor mange virksomheder der har brændt arbejdstimer og goodwill hos medarbejderne af på videndelingens alter, inden modebølgen drev over, ved ingen. Men mange virksomheder har i hvert fald endt med at stå med frustererede medarbejdere og store databaser fulde af forældede informationer, som var skrevet af pligt og uden et klart formål.

Mikrobloggingens muligheder for videndeling – eller hvad man nu skal kalde det

Idag tilbyder mikroblogging, som det ses i Twitter eller i Facebooks statusopdateringer, en mulighed for at realisere formålet med videndeling – nemlig at medarbejdere er orienterede om hinandens aktiviteter og har adgang til at trække på hinandens ressourcer.

Mikroblogging har nemlig et par meget åbenlyse fordele i forhold til f.eks. en gammeldags “Lotus Notes lignende” vidensplatform.

1. Man skriver om det man laver lige nu, imens det er interessant for medarbejderen og opleves som højrelevant at kommunikere ud.
2. Man deler links og andre ting man falder over i løbet af sin research – man viser altså andre hvad man selv ser på. På den måde sker videndeling ved at der skabes transparens til det man laver lige nu -  ikke ved at man afrapporterer gårsdagens aktiviteteter.
3. For det andet er formen kort – det handler om at dele en tanke eller et link – man sidder derfor ikke og bliver lammet af store tomme tekstfelter der kræver mange overvejelser og geniale tekster.
4. At medierne er sociale, har en åbenlys pædagogisk effekt. Man kan se hvordan andre bruger mediet og skal derfor ikke sidde alene og gætte på hvordan formen skal være.
5. Endelig giver den sociale dimension en indholdsmæssig fordel, idet der er mulighed for at andre der ved noget om ens link eller emne, selv bruger et par hundrede tegn på at tilføje et link, en kommentar eller en kritisk bemærkning, som alle andre kan inddrage i deres eget arbejde.

Så 10 år efter videndelingsevangelisterne gik omkring solgte databaser som var de hjerner, bringes viden i spil i form af små tekstbidder, som vi selv kan stykke sammen til vores egne flygtige helheder. Men lad os ikke glemme at der stadig ikke er mange systemer der kan overgå de 10 minutter hvor vi står på et koffein-buzz og snakker med en kollega, inden vi bærer kaffen ind til maskinen og ser hvad der er sket på Twitter mens vi var væk.

Subscribe without commenting
E-Mail: