Er TDC Play også et un-site som slet ikke er beregnet på at blive brugt?
Posted by Anders Colding-Jørgensen on september 7, 2009 under Alt og intet, Psykologi | 
2 Comments to Read
Når man har brug for et website der giver et alibi, men alligevel ikke leverer varen, så laver man et un-site. Det gjorde Finansrådet i 2003 – og det har TDC vist gjort.
Danskere er generelt utroligt loyale over for deres bank og det er ikke usædvanligt at jeg hører folk fortælle hvordan de blev både rørte og taknemmelige over at få bevilliget et lån af deres bankrådgiver.
Men en bankrådgiver er en sælger – og banklån er helt banale produkter, som har priser og som man med fordel kan købe nogle steder frem for andre, men det kræver at man er i stand til at sammenligne prisen på ydelserne hos forskellige udbydere.
I 2003 var man hos Finansrådet begyndt at frygte at man ville blive mødt med lovgivning som ville tvinge bankerne til at skabe større transparens og gøre det muligt for kunderne at sammenligne priser og dermed flytte hen hvor prisen på lån og bankydelser var billigst. Dette kunne jo skabe en kundeflugt for især de store gamle banker med relativt ukonkurrencedygtige renter og gebyrer.
Men hvad gør man, når man gerne vil vise at branchen selv kan løse problemet og at politisk indgriben dermed er unødvendig, men man for guds skyld ikke ønsker at skabe reel transparens?
Man laver da et “un-site”!
I slutningen af 2003, lancerede man derfor http://pengeinstitutternespriser.dk (se hvordan sitet så ud i 2003 via archive.org ) – et site der angiveligt var netop det værktøj som kunderne efterspurgte. Her kunne man finde priser på pengeinstitutternes ydelser som var friske og leveret af de enkelte banker. Der var bare lige én funktion man havde glemt – sammenligningsfunktionen. Det var ganske enkelt ikke muligt at bede om at se det billigste lån eller at sammenline priserne på tværs af flere pengeinstitutter. For at finde den billigste bank, skulle man altså besøge samtlige banker enkeltvis!
Og der var ikke tale om at man i 2003 ikke havde de tekniske muligheder. Det er ikke sværere at sortere efter en pris end det er at sortere f.eks. alfabetisk, som man gjorde på sitet. Og når man begyndte at kigge sitet efter, blev det klart at der var tale om et site som ikke var beregnet på at levere varen – men et un-site, der var beregnet på at se ud som om man leverede varen.
Og når man kiggede sitet igennem med de briller, var det nærmest pinligt tydeligt. Selve URL’en – pengeinstitutternespriser.dk er nok en af historiens længste og mest bøvlede at huske og skrive. Men hvis det ikke er meningen at man skal besøge sitet, er det perfekt. Og når man kigger på sitets opbygning er der masser af andre eksempler. Søgingen på sitet er omstændig og selvom man får lov at gemme banker i sin liste og al hjælpetekst er eksemplarisk pædagogisk, er sitet helt tydeligt ikke lagt an på at man skal kunne finde ud af hvad en bestemt ydelser koster på tværs af banker.
Bankerne modtog stor kritik for sitet men først i januar 2006 kom Finansrådet – med Forbrugerrådets hjælp, på banen med http://pengepriser.dk som indeholder mulighed for sammenligning.
Hvem sagde TDC Play?
Man behøver ikke at rejse tilbage i tiden for at finde et site som virker som om det er et un-site, som angivligt leverer en vare, men gør det noget modstræbende. Et af de stærkeste “value adding” tilbud idag er TDC’s Play-service (nu efterfulgt af en lignende fra Telia), som giver enhver der køber sit bredbånd hos TDC en stort set ubegrænset adgang til at hente al musikken på deres musikwebshop ned til sin PC – ganske gratis.
Tjenesten fungerer som et stærkt argument i en salgssituation og det er faktisk også et ret fedt tilbud. Men hvis man efterfølgende vælger at anvende tjenesten opdager man at den, som i ovenstående tilfælde er, er ualmindeligt ufiks at bruge. Nuvel, den fungerer, men det er som om at søgningen bevidst er lidt dummere end den behøvede at være og at søgeresultaterne er klemt inde i en kalustrofobisk boks på sitet. Jeg her flere gange forsøgt at finde et stykke klassisk musik og har måttet opgive, hvis jeg ikke kendte den nøjagtige titel.
Jeg kender ikke TDC’s betalingsmodel for musikken, men selve sitets opbygning siger noget om at den er forbrugsafregnet og at TDC derfor har en helt kold og kontant interesse i at vi bruger sitet så lidt som muligt – ellers havde det måske lignet Grooveshark lidt mere?
Kender du andre un-sites?
Mads Gram said,
Godt beskrevet.
Man kunne også se det som et PR-site, for TDC har da virkelig fået noget presse på denne service, men til gengæld har jeg ikke hørt én ven anbefale det – hvilket bekræfter at det er et “un-site”.
Dog har jeg heller ikke hørt nogen ligefrem klage over det – måske netop det er TDCs gyldne middelvej…
Anders Colding-Jørgensen said,
Ja – det er netop en lunken middelvej som kan sælge bredbånd, men som ikke er fed nok til at man gider at anbefale det til nogen. Jeg vil dog erkende at jeg nogen gange spørger folk om de har TDC, for derefter at kunne være den første der fortæller at de faktisk allerede idag har adgang til al den gratis musik, hvis de ellers kan finde det på sitet.
I mit tilfælde havde kæresten TDC da jeg flyttede ind og efter at have reduceret den månedlige regning med over 250 kroner ved at ringe ind og afbestille alverdens support- og sikkerhedspakker som sælgeren havde bildt hende ind at hun ikke kunne undvære, og at hive stikket på den taletidspakke hun havde købt til sin IP-telefoni som hun aldrig bruger mere, gav vi os til at hente musik på TDC Play.
Men sitet virker jo – for det er så ufedt at bruge at vi egentlig ikke får det gjort ret tit ;o)
Add A Comment