Posted by Anders Colding-Jørgensen on april 21, 2010 under Facebook, Google, Lokation, Marketing, Psykologi | 
De fleste af os har efterhånden en GPS-chip i vores mobil. Hvis ikke vi har, så har vi det med meget stor sandsynlighed i den næste mobil vi køber (Iflg Gartner vil 75% af alle mobiler solgt i 2011 have GPS indbygget!). Så når Facebook nu bevæger sig ind på det “geosociale” felt, hvilket de forventes at annoncere på deres udviklerkonference i disse dage, og dermed kombinerer mennesker med lokationer, så kan det komme til at ændre vores sociale liv fundamentalt!
Det kan måske lyde som en nørdet detalje. “Nå ja – det er da smart nok at man kan vise sin position med sin mobiltelefon”. Men min interesse er ikke nørdet. Jeg ser nemlig en række mulige psykologiske konsekvenser, som er spændende og rækker en hel del dybere end man umiddelbart kan forestille sig ved første øjekast. Jeg tror at lokationsteknologier vil nå en kritisk masse snart – ikke mindst hjulpet af Facebook. Det helt kritiske øjeblik bliver når vi vænner os til at have vores GPS tændt konstant og at afgive vores position til vores netværk løbende frem for punktvis. Men allerede når lokationstjenesterne bliver main stream, vil betydningen blive enorm!
Jeg derfor har samlet nogle mulige scenarier fra din nærmeste fremtid:
1. Det er slut med at spørge “hvor er du henne?” når du ringer
Siden telefonen blev mobil, har vi ringet op og spurgt hinanden: “hvor er du?”. Vores position er altså alene i sin nøgne form af stor betydning for os – og snart vil det være lige så naturligt at vise position som at vise telefonnumeret på den der ringer op (hvilket vi heller ikke altid har gjort). F.eks. mobilen ringer og viser teksten ”Jørgen – 1,2 km fra dig” samt et lille oversigtskort.
2. Du vil begynde at lade social status lede dine skridt
Forestil dig følgende: Du har valget imellem at gå på Jensens Bøfhus eller at gå på Meyers Deli. Du har faktisk mest lyst til det første, men der er jo lidt mere status i det sidste. Og det passer jo bedre med at du gik i Botanisk Have igår og at du valgte at kigge efter nye bukser i Pisserenden, frem for i Field’s. Du kan jo lade helt være med at være geosocial idag, men dine online-venner kommer jo så mange spændende steder, så du vil ikke stå tilbage. Du går på Meyers og spiser noget mad du ikke forstår, mens du tænker på fritter og all-you-can eat regnbue-is.
Hvis du troede at snobberi og præsentation af det ideelle liv havde toppet med at poste billeder af skiture, solnedgange og hvidvin på terrasen på Facebook, så kan du tro om igen. Det næste store statusgivende element bliver din position og hvor du måske nu hele tiden har i baghovedet hvordan det du foretager dig vil blive modtaget af dine venner på Facebook, vil du have i baghovedet, hvilken geografisk placering der vil give bedst status. Og du vil måske lige gå en omvej ad en mere statusgivende rute, for lige at kunne tjekke ind og tagge din position der.
3. Du vil bruge en masse ord på at “frame” dine positioner
Dine positioner kan ikke altid stå alene og det er derfor ikke uvæsentligt at du selv kan øve indflydelse på folks fortolkning af dem – at “frame” dem. Derfor vil du begynde at skrive en masse om egne og andres positioner og lade andet være usagt. Du vil være nødt til at distancere dig ironisk fra nogle steder og redegøre for hvorfor du ikke er andre. Nedenstående blev postet på Twitter af Andreas Johannsen (#4sq henviser til tjenesten Four Square):
Nu var det kun en bøssebar, men hvad nu hvis det havde været Fisketorvet? ;o) Du kan i hvert fald regne med at vi snart allesammen vil begynde at tale om vores geografiske position og at det bliver en aktiv dimension i vores sociale netværksaktiviteter.
4. Der åbnes helt nye muligheder for markedsføring via f.eks. Facebook og Google ads.
Hvis jeg fik en 5′er for hver gang nogen begejstret har fortalt mig om et banebrydende nyt forretningskoncept de selv har fundet på, som går ud på at matche brugerens lokation med målrettede annoncer, så havde jeg til at købe en ny telefon. Men overvej lige konsekvenserne af at det faktisk kan være lige om hjørnet nu:
- Annoncøren kan målrette sine annoncer og vise et godt tilbud til mennesker som har stået mere end X sekunder foran butiksvindue Y. Så har du stået og savlet over den sidste nye Playstation, så er det måske lige en 10% rabat og et link til en webshop, du skal have, når du igen sidder ved din PC.
- Cross media marketing: Det store billede på en out door giver en psykologisk “impact” som er større end den som små online-annoncer kan give, men til sammen kan man forvente en større effekt. Annoncøren på f.eks. kan målrette annoncerne på nettet, så de rammer folk som er gået forbi en outdoor annonce mere end 10 gange. På den måde kan en lille annonce maksimere effekten af den store og desuden koble et link på til H&M’s Facebook-side eller webshop (hvis de har sådan én).
- Dynamiske outdoor-reklamer. Det kræver ikke ret stor opgradering af outdoor-medierne (en storskærm og en PC der er koblet på Google Adsense) før de kan begynde at vise annoncer der er baseret på dine præferencer. Og andre lokationer. Hvis du lige har været i biografen og se The Wolfman, vil ovenstående outdoor H&M reklame med Benicio Del Toro nok ramme ret godt plet. Google har allerede et komplet overblik over hvad biograferne viser hvornår!
- Hvilken værdi tror du annoncører har af at vide om du er sammen med venner, er et sted for første gang, lige har været et bestemt andet sted, er ude for første gang idag, tit går i Tivoli, kun besøger storcentre i weekenden, er på værtshus 3 timer hver dag osv. osv?
- “Men jeg vil da aldrig lade min mobil fortælle hvor jeg er henne!” Jo! Det tror jeg faktisk at du vil. For ellers vil du gå glip af de rabatter som tilbagevendende kunder får de steder du handler. Og du vil ikke kunne bruge den reklamefinancierede wi-fi som din by tilbyder! Og endelig vil du manuelt skulle fortælle dine Facebook-venner hvor du er. Det er ikke ret subtilt og so 2010!
Den geografiske dimension vil åbne mulighed for at dine omgivelser kan reagere på dig og det varer ikke længe før du husker tilbage på den gang man selv var nødt til at fortælle hvor man var henne, på samme måde som du idag ser på fænomener som telefonbøger og virksomheder som ikke har et website.
Du har sikkert tænkt på mange eksempler selv og er velkommen til at dele her
Posted by Anders Colding-Jørgensen on april 14, 2010 under Facebook, Psykologi, Samfund |
Facebook er smart! Det er en effektiv platform for deling af links, billeder og video med minimalistiske kommentarfunktioner. Platformen er kendt af store og små, har flere millioner brugere og er nem at bruge rent teknisk.
Den er med andre ord et tæskegodt bud på den kommunikationsplatform som mange virksomheder har ventet på: nemlig platformen som kan rive mure ned og give direkte adgang til at lade viden, fortællinger og brugerindput flyde til og fra organisationen. Facebook kan skabe transparens ind til de processer hvor brugerne kan bidrage til at gøre produkter og ydelser mere konkurrencedygtige og selve dialogen er nem at gå til og fra og billig at deltage i. Og så er det gratis.
Men hvorfor i alverden er det så at så utroligt få offentlige og private virksomheder får nogen som helst nævneværdig værdi ud af at bruge platformen?!
Det kan umiddelbart synes som en gåde – eller som om at alle virksomheders kommunikatører er idioter. Men kun til man ser nærmere efter. For de selv samme forretningsprocesser som trænger til transparens og brugerinput, er også med til at modvirke at kommunikationen kan finde sted.
For hvad nytter det at vi tager et medie i brug som kan skabe dialog og transparens og inddrage brugere, hvis vores forretningsprocesser ellers foregår som de gjorde for 20 eller 50 år siden? Hvis I f.eks. er en offentlig forvalting er jeres forståelse af sagsbehandling måske at man inviterer borgerne ind i et lille lokale én ad gangen, lukker døren snakker med dem om stort set identiske emner, indtil I har været allesammen igennem. Med en sådan samlebånds-forståelse af sagsbehandling, kan det være svært at se Facebook som andet end et lidt spøjst nyhedsbrev. I ville måske skrive ting som “Husk at forvaltningen holder påskeferie i næste uge”. Og hvis jeg talte om transparens, så ville I måske synes at det lød lidt tåbeligt og abstrakt og ønske at jeg snart holdt kæft.
Men hvad nu hvis I besluttede at I ville skabe en langt bedre og mere gennemsigtig sagsbehandling som måske mindede mindre om en fabrik og mere om en workshop? Hvis I ønskede at inddrage borgerne som andet og mere end kunder i butikken? Så ville I måske se Facebook som et sted man kunne lægge sin ikke-personfølsomme sagsbehandling, så folk i lignende situationer kunne deltage, eller nyde godt af svarene. Eller hvor man løbende kunne få hurtige forslag og lodde stemningen omkring nye tiltag osv osv. Selvfølgelig er Facebook for primitivt til andet end de mest simple processer – men du forstår sikkert eksemplet.
Så hvis jeres indre processer er bygget op som industrisamfundets samlebånd, skal I ikke regne med at få stor værdi ud af at invitere til bred dialog og inddragelse på Facebook. Hvis jeres organisation er topstyret og ekspertcenteret, skal I ikke regne med at få værdi ud af at spørge folk til råds om noget på Facebook. Og hvis I ikke er indstillede på at lukke folk ind til de dele af jeres organisation som virkelig har betydning, skal I heller ikke forvente at folk gider at beskæftige sig med jer på Facebook.
Man behøver jo ikke at være organisationspsykolog for at se at hvis I klistrer nye og inddragende kommunikationsværktøjer på en lukket og gammeldags organisation, så ender I som de fleste andre organisationer der er på Facebook idag. Uden at få nogen nævneværdig værdi ud af besværet.
Husk det nu: Værdien findes ikke på internettet men i jeres organisation og dagligdag. I skal altså ikke bruge jeres organisation til at lave god Facebook, men (måske – alt efter hvilken type organisation I er) bruge Facebook til at lave en bedre organisation!
Posted by Anders Colding-Jørgensen on under Facebook, Google, Lokation, Psykologi |
For en god uges tid siden var den store historie i andedammen, og især blandt kommunikationsfolk, at en medarbejder hos partiet Venstre, nemlig kommunikationsmedarbejderen Ditte Okman, havde kastet omkring med grove svinere imod ansatte på Christiansborg og en række journalister mm. i sin Facebook-status.
På samme tidspunkt dukkede en video op, som viste amerikanske soldater (vore allierede) i færd med munter nedslagtning af civile fra en helikopter i en forstad til Baghdad. Man kunne have forestillet sig at disse videoer havde stjålet opmærksomheden fra Okmans grovheder og måske medført et krav fra offentligheden om en større debat om vores krigsindsats og baggrunden for at vi idag stadig er en krigsførende nation – med allierede, hvoraf nogle opfører sig som kliniske psykopater.
Men det var Okman som klart løb med al opmærksomheden. En person som opfører sig som en rejekælling og står på et hjørne og råber banale uforskammetheder af sig, har altid være bedre sladrestof end komplekse geopolitiske forhold. Og er der noget som folk der arbejder med kommunikation desuden ikke kan stå for at kloge sig om, så er det når andre i kommunikationsfolk kvajer sig med deres kommunikation.
Det bemærkelsesværdige ved den (i øvrigt komplet banale) Okman-case, var imidlertid at den fandt sted nu og ikke for et eller to år siden. Facebook er nemlig ikke et nyt medie længere og det er ofte når vi tager nye medier i brug, at vi bliver overrumplet af deres konsekvenser.
Da skriftsproget blev alment udbredt, skulle man pludselig huske på at ens tanker rent faktisk kunne blive liggende i lokalet, efter man var gået – og dermed blive læst af andre. Med telefonen, skulle man vænne sig til at den man troede man talte med, i realiteten kunne være en helt anden. Eller at der kunne være medhør på og svigermor kunne høre at man kaldte hendes julegave hæslig. Med fremkomsten af email, skulle man vænne sig til at et forkert klik kunne sende en privat besked til en forkert person, at den man mailede med, måske havde en 3. person på BCC. Eller at den rare dame man skrev med, måske i virkeligheden var en skurkagtig mand der sad i Nigeria.
En lidt mere pikant variant sås da en af mine venner (du ved hvem du er) havde bedt Microsoft Messenger om automatisk at fortælle alle sine venner hvilken musik han hørte i Windows Mediaplayer lige nu og pludselig syntes at høre en sang der hed ”horny teen amateur gets fucked.avi”.
På Facebook skal vi jo lære at mennesker kigger med – også selvom de måske aldrig selv skriver noget og dermed virker usynlige for os. Og når vi så vælger at danne elektronske relationer til dem vi drikker fyraftensbajere og går til receptioner med, så er grænsen imellem privatliv og arbejde ikke hvad den har været. Det kom helt bag for folk for et par år siden, men takket være en masse gode folk og firmaer, som har lavet guides om Facebook’s privatlivsindstillinger, kombineret med den generelt stigende erfaring med mediet, er det efterhånden almindelig viden at man selv har et ansvar for at beskytte sine opdateringer – ellers er de i realiteten offentlige. Og hvis man blander private relationer med jobrelaterede, så kan de fleste kommunikationsmedarbejdere idag finde ud af at inddele folk på forskellige lister som ikke allesammen har adgang til at se det samme. Kunne de det ikke før, kan de det i hvert fald nok nu.
Men helt aktuelt tænkte Ditte Okman (en professionel kommunikationsmedarbejder!!) angiveligt ikke på at det hun skrev faktisk røg ud til hendes journalistvenner og andre sladrehanke, hvoraf nogle så gjorde hvad alle gode venner gør: solgte historien til pressen. Det gode ved den slags cases er at de fremskynder offentlighedens opdragelse og gør det mindre sandsynligt at netop det sker igen. Men hvad bliver så det næste?
Vil du være ekspertlækker, så begynd at tale om geo-sociale medier
Iflg. Gartner vil 75% af alle solgte mobiltelefoner næste år indeholde GPS. Vi får allerede nu avanceret lokationsteknologi smidt i nakken, men vi har stadig ikke set den store udbredelse af lokationsbaserede tjenester. Det er stadig mest “early adopters” som eksperimenterer med de geosociale medier på deres iPhones. Men det er kun et spørgsmål om tid – måske meget kort tid – før folk i hobetal begynder at benytte sig af de GPS-chips, som ligger i deres mobiler. Det kræver kun at teknologien lige får det sidste nøk i retning af kompatibilitet og ensartethed – og dermed danner grobund for nogle tjeneste som kan samle os allesammen på samme måde som email eller Facebook gør idag.
Når først det hele virker, så vil folk begynde at stole på tjenesterne og lægge forretningskritiske og sociale processer ind på dem. Og når vi først vænner vores familie til at de kan finde os – eller får løn efter hvor ofte vi opholder os et bestemt sted, så vil disse tjenester ikke længere være noget vi tænder en gang imellem – men noget der står tændt hele tiden. De geosociale medier står over for at forandre vores verdensbillede igen – snart vil det være slut med at ringe op og spørge hinanden “hvor er du?”.
Og når det sker, vil det lige tage os et år eller to at følge med. Og så er det at vi glemmer at vores mobil sladrer om hvor vi er henne til vores venner. Og så er det at din gode ven Michael Jeppesen pludselig står helligt frem og sladrer om at du slet ikke var til det møde på Island som du sagde du var, men at du måske var taget på ferie med din famlie. Eller at du var på Christiania, på værtshus, hos din ex eller på bøssebar.
Så kære journalist i by og på land: hvis du vil være helt fremme på beatet med de nye teknologiers betydning for os, så er det NU du skal begynde at tale om hvad de nye geosociale medier kommer til at betyde for vores hverdag.
For om to år ved vi det nemlig allesammen.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on under Alt og intet, Facebook, Twitter |
Du har sikkert bemærket at hypen omkring “de sociale medier” er ved at klinge hastigt af i denne tid. Det er f.eks. ved at gå op for de fleste at det godt nok er muligt at kortslutte tyngdeloven og få en hjemmevideo på YouTube til at generere en million besøgende og en masse nye kunder for nul kroner. Men odds’ene for at det sker for netop den video du lægger ud stinker ret fælt. Så fælt at en forretningsstrategi der baserer sig på det fænomen, kun synes realistisk for de allermest enfoldige.
I det hele taget er det, efter at rusen så småt har fortaget sig, ved at være klart for folk at heller ikke i form af de såkaldt “sociale medier”, kan internettet udøve magi og skabe en støre værdi end du egentlig fortjener. Et røvsygt produkt er nemlig også et røvsygt produkt på Facebook og hvis du er kedelig, hemmelighedsfuld eller uærlig – bliver du ikke pludselig interessant, inddragende og hæderlig af at bruge Twitter.
Den rodebutik vi kalder “sociale medier” er blot internettet i en mere moden form, hvor en masse børnesygdomme er luget ud og ting er lettere at bruge. Det betyder især at de funktioner som privatpersoner kan bruge til at kommentere og dele med er blevet kraftigt forbedret. Disse funktionaliteter er så gamle som webben selv, men i takt med at de bliver mere brugervenlige, bliver de brugt mere og der opstår efterhånden en forventning om at man kan komme til orde, blive hørt og få svar når man kontakter jeres virksomhed online. Vi har altså mere og bedre horisontal dialog. Men det er stadig “bare” internettet I står over for, inde bag alle de shiny begreber.
Historien om organisationen som møder internettet er ikke ny
Da jeg begyndte at arbejde som selvstændig webkonsulent i slutningen af 90′erne, kom jeg ud og talte med en hel masse virksomheder om deres kommende website, som jeg skulle hjælpe dem igang med. En af de ting som jeg tit oplevede var at der ved disse møder sad en eller anden nørd (måske ham som plejede at skifte toner på printeren) som var hevet ind som virksomhedens interne ekspert. Når IT-nørden sad med ved mødet, var det jo fordi at et website blev set som et spørgsmål om computere – det var en almindelig misforståelse i webbens tidlige ungdom, men også en klar forhindring for et godt resultat. At diskutere virksomhedens webstrategi med en IT-tekniker svarer, efter min mening, til at planlægge sin bilferie med sin mekaniker. Disse nørder ville gerne tale om hvilken servertype der var bedst, om man skulle bruge Flash og andre teknologiske ting og fik alt for tit lov at køre løbet, mens ledelsen blev koblet af.
En af de små julelege jeg brugte den gang (og stadig bruger idag, hvis det er nødvendigt) var at bede de tilstedeværende om at prøve at fortælle hvad de gerne ville have ud af vores møde – uden at nævne navnet på en eneste teknologi. Det havde mange påfaldende svært ved i begyndelsen! Men det som ofte hurtigt skete var at nørden blev forvirret og klappede i – og repræsentanterne for ledelsen nu kunne komme på banen med målsætninger som: “Vi vil gerne være påvirke vores image”, “Vi vil gerne have rationaliseringsgevinster”, “Vi vil gerne øge kendskabet til produkt X”, “Vi vil gerne sælge mere”.
Man kan diskutere hvad der er mål og delmål, men alle disse målsætninger handlede om forretning – ikke om teknologi – og det er stadig de eneste interessante mål der er værd at fokusere på. For jeg må hellere afsløre det for dig før andre gør: der er INGEN der har brug for et website. Det ENESTE vi har brug for er forandringer på forretningskritiske parametre. Og det bliver ikke anderledes af at websitet er ejet af andre og du så bare laver en side på Facebook eller en profil på Twitter. Internettet er altid et middel – aldrig et mål i sig selv.
Og hvad betyder det så i relation til Facebook og Twitter? Skal vi nu droppe dem helt?
Det siger jeg ikke at I skal. Men fra at tale om hvordan jeres organisation nu kan lave bedre Facebook og Twitter, skal I altså begynde at tale om hvordan Facebook og Twitter kan lave jeres virksomheder bedre.
Gevinsten skal ikke ses på internettet men i jeres virksomhed. Og som en god øvelse, inden I opretter en side på Facebook og kaster en masse tid efter at poste en masse links til igen nytte, kan I jo prøve at fortælle hvad I forventer at få ud af tilstedeværelsen – uden at nævne selve Facebook med et ord. Hvis I ikke kan sætte mål som handler om forretning og ikke om fans, så skal I måske heller bruge jeres kræfter på noget andet.
For mellem os: hvis I ikke her sat jer mål som ligger uden for selve internettet – hvordan har I så egentlig tænkt jer at måle om I overhovedet har fået en effekt ud af anstrengelserne?
2. Du vil begynde at lade social status lede dine skridt