Er du på Foursquare? Så deltag i undersøgelsen og få fri adgang til alle dens resultater!

Hvordan bruger vi Foursquare? Virker “badges”? Hvor er det OK at tjekke ind?

Hvis du er Foursquare-bruger kan du bidrage til en lidt større forståelse af vores grænser og adfærd på Foursquare. Jeg har designet et mindre spørgeskema, som berører nogle af de spørgsmål jeg er faldet over. De burde både være nemme og interessante at svare på, så jeg håber at du vil deltage.

Velkommen til et stykke demokratisk “forskning”.

Undersøgelsens resultater holdes ikke ind til kroppen, men er frigivet under Creative Commons licens. Du kan se resultaterne, når du har besvaret spørgeskemaet.

Hvem står bag?

Anders Colding-Jørgensen

Mit navn er Anders Colding-Jørgensen. Jeg er psykolog (cand. psych.) med speciale i netadfærd og sociale medier. Jeg er desuden ekstern lektor i medievidenskab ved IT Universitetet og holder en masse foredrag.

På det seneste er jeg begyndt at undersøge de geosociale medier og andre lokationsbaserede tjenester. Derfor denne undersøgelse

Share Button

Et nærmere kig på Foursquares badges – som de er og som de burde være

Foursquare badgesJeg  er som ny bruger gået i gang med at afprøve den geosociale tjeneste, Foursquare.com. Og jeg må indrømme at jeg så sent som igår var skeptisk over for konceptet “badges”. Selv er jeg totalt “badge blind” – jeg  ser dem overhovedet ikke. Men efter at have fået mailreaktioner og kommentarer  som netop fremhæver spildelen og badges som et nøgleelement, har jeg kigget lidt grundigere på fænomenet.

Og et nærmere kig på Foursquare’s “badges” afslører et potent symbolsk lag med mange muligheder som nærmest skriger på at blive udnyttet.

Badges er små duelighedsmærker som Foursquare automatisk belønner dig med, når du tjekker ind forskellige steder. Man får typisk de første for blot at have tjekket ind 10 eller 25 forskellige steder. Badges indgår altså ved første øjekast i et simpelt belønningssystem, hvor tildelingen af nye badges løbende, som reaktion på konkrete handlinger vil opmuntre til øget brug. Mit gæt er at i den funktion vil badges virke som forstærkende faktor for nye brugere – specielt dem som ikke har stor erfaring med den slags tjenester. Et “explorer” badge (efter 10 checkins)  kan ganske enkelt fortælle at alt er ok og at man bruger tjenesten korrekt. Se en liste over badges her >>

#1 Badges har ingen afsender

Når jeg selv har svært ved at tænde på badges, skyldes det primært at de ikke har nogen betydning for mig. De badges jeg har fået er helt generiske og jeg har intet forhold til de mennesker som har “udstedt” dem. Foursquare er selv aktivt interesserede i at få virksomheder til at bruge deres platform og har “solgt” badges til Bing og CNN. Men disse brands og andre af Foursquares egne specialbadges virker ofte ikke uden for USA, som må nøjes med generiske badges. Det er omtrent lige så interessant som at få et kærestebrev fra kommunen, som har været trykt i 100.000 eksemplarer.

#2 Sådan kan du selv påvirke badge-systemet

For at Foursquare badges skal fungere uden for USA, er det nødvendigt med en mulighed for at brugerne selv kan påvirke systemet med deres lokale informationer. I den nuværende version af Foursquare, kan brugerne faktisk selv kode om et givent “venue” (som de brugeroprettede lokationer hedder på Foursquare) f.eks. er en banegård eller et museum. Da nogle badges automatisk udløses af f.eks. 3 besøg på en banegård, kan man altså være med til at bestemme hvilke steder som trigger hvilke badges. Du finder dine indstillinger under http://foursquare.com/history.

Et tip: Hvis du ændrer indstillingerne med med listen af badges herover i baghovedet, burde du kunne kode dine egne venues med relevante kategorier og sikre at din virksomhed kvalificerer til XX-badge – og derpå fortælle dine besøgende det.

#3 Sådan burde du kunne påvirke badge-systemet

Det som kunne gøre badges mere interessante for mig, ville være at de var oprettet af andre brugere. Hvis alle kunne oprette et badge, ville det naturligvis medføre en hel masse crap, som poppede op hvor andre havde bestemt det. Men hvis Foursquare indførte at man selv kunne bestemme hvem man modtog badges fra, ville det sandsynligvis begræse badge-spam og istedet åbne mulighed for en masse nye hyperlokale anvendelser. For hvad nu hvis du fik badges for at tjekke ind som frivillig hos den lokale Røde Kors butik? Eller for at tjekke ind i økoforretninger? Hvis badges blev “sociale”, ville det åbne muligheder for mange former for markedsføring. Men det ville især gøre badges til et social element, frem for noget arbitrært, som dumper automatisk ud til alle brugere. Jeg kan nemt forestillig mig en skattejagt man kunne lave, hvis du lader være at fortælle folk alt om hvad der udløser de forskellige badges. Eller en elskovssyg ungersvend som lægger lyserøde rosen-badges ud til sin elskede. Og en masse lokale virksomheder, som kunne lave noget relevant og lokalt.

#4 Sådan kunne badges blive mere psykologisk relevante

Den eksisterende badge-model er baseret på en kvantitativ tilgang. Man får badges for sin trafik, så at sige. Denne model medfører at jeg og alle andre der begynder at tjekke ind får sort set de samme badges – i hvert fald i begyndelsen. Og det er ikke ret socialpsykologisk interessant, da den form for kvantitativ belønning i bedste fald kun fungerer som faktor i et internt belønningssystem. Men hvad nu hvis badges blev lidt mere kvalitative? At de forsøgte at sige noget om den enkeltes måde at bruge tjenesten på – i forhold til andres? Hvis man skulle konstruere en form for badges som var mindre primitive, burde det være badges som hurtigt skilte os ud fra andre. Hvis brugeren f.eks. ret tidligt fik at vide at han var livsnyder, powershopper eller arbejdsnarkoman, baseret på en analyse af alle checkins, ville det kunne gøre vores Foursquare brug til et endnu mere interessant spørgsmål om identitet – både indadtil og udadtil.

Det interessante badge ville altså kunne inddrage alle mine checkins i nogle mere sigende badges – istedet for kun at give mig en bunke generiske badges, repræsenterende et antal checkins. Også den rytme vi tjekker ind med, de venues vi opretter og de shouts vi deler, vil kunne danne datamæssig baggrund for nogle mere “intelligente” badges.

#5 derfor får vi ikke funky badges imorgen

En sådan ændring ville generere et hav af nyt badge-indhold, så måske man ville være nødt til at ophæve badgets status som permanent. Man kunne forstille sig at badges blev dynamiske, så de f.eks. kunne forsvinde, når man ikke længere opfylder deres betingelser – eller at de kunne ændre sig. Og også at man kunne slette de badges som var sjove i sidste måned. På den måde ville dine badges sige noget om dig nu og ikke være en skraldespand for gamle begivenheder. Hvis man vil ændre systemet, vil det få effekt på mange områder af tjenesten – og sådan ændring ved det helt fundamentale forstår jeg godt at Foursquare tøver med. Lige som med Twitter, så holder Foursquare sig til kerneydelsen og ved kun alt for godt at deres brugere kan være væk imorgen, hvis de pludselig laver nogle radikale forandringer som bliver upopulære. Vi vil derfor nok se at Foursquare vil introducere nye tiltag omkring badges, relativt langsomt og velovervejet.

#6 Hvis nu badges var lidt mere som Google

Badges er altså en måde at signalere sin adfærd til andre og sig selv på. At gøre badges sociale og lukke op for brugeroprettede badges, vil givet medføre en eksplosion i antallet af badges. Men det kan også medvirke til at gøre Foursquare forretningsmæssigt interessant uden for USA. Deres nuværende “salg” af badges til f.eks. CNN og Microsoft ser ud til at foregå på en ret gammeldags måde, som Mærsk eller IBM ville have været stolte af.  Men hvad hvis de blev mere som Google end som IBM, og lukkede op for at vi kunne påvirke tjenestens “belønningssystem” selv – fra vores browser? Måske det kunne blive deres kommercielle gennembrud. Jeg kender i hvert fald en masse mennesker som ville begynde at skabe badges med det samme.

Update 30.6: Den Foursquare brugerundersøgelse, som lige nu afvikles her på sitet, viser lige nu at 54% af de adspurgte “kunne tænke sig at oprette deres eget bade”!

Share Button

Min første måned som geosocial på Foursquare – og de første tanker om psykologien bag

I snart en måned har jeg prøvet den geosociale tjeneste Foursquare.com på min nye Android smartphone (en HTC Desire – anskaffet til lejligheden). Jeg har også interviewet nogle mere garvede Foursquare-brugere (tak til jer) og giver her mit første og helt personlige take på nogle af de psykologiske faktorer som er på spil, når man går og afgiver sin position løbende via tjenesten.

Når jeg kalder Foursquare en geosocial tjeneste, er det fordi der sådan set kun er 2 dimensioner der har nogen form for relevans: den geografiske & den sociale (eller steder og mennesker eller hvor og hvem). Men selvom tjenesten er ret simpel, er det altså nogle af de helt centrale parametre for vores navigation i verden, som her kombineres.

Oprettelse af steder – en potentielt social handling

Nogen har oprettet "Starbucks University Village" og en bruger har tjekket ind

Nogen har oprettet "Starbucks University Village" og en bruger har tjekket ind

På Foursquare “tjekker man ind”. Det vil sige at tjenesten ikke foretager sig noget af sig selv, men at man på et givet sted kan vælge at klikke “jeg er her lige nu”. Og det er faktisk ikke den egentlige fysiske lokation man “tjekker ind på”. På Foursquare skal brugerne nemlig selv oprette steder at tjekke ind på – de såkaldte “venues”. Et venue er et sted som har et navn og en betydning for nogle mennesker – hvilket en adresse som Nørrebrogade 30 ikke har for ret mange og et geografisk koordinat som 55.678238,12.567968 har for endnu færre.

Alle venues er oprettet af brugerne og kan være restauranter og firmaadresser, men også folks hjem eller steder som “Metroen mod Vanløse” er typiske venues. Vi tjekker altså ind på stednavne som giver konkret mening for os. Og i realiteten behøver vi faktisk slet ikke at være i nærheden af de steder vi tjekker ind! Foursquare bruger altså lokation til at filtrere i data som er genereret af brugerne. Og det er i sig selv et socialt lag, hvor man kan kappes om at skrive den mest interessante og catchy beskrivelse af et venue.

Hvis oprettelsen af venues skulle have en større psykologisk betydning, skulle det være muligt at se hvem der har oprettet et venue. Så ville det blive til en social faktor at flashe hvor mange der checker ind på det venue man har oprettet. Jeg er imidlertid enig med Foursquare i deres valg af at skjule navnet på den som opretter et venue. Hvis opretteren var synlig, ville vi måske være utilbøjelige til at checke ind hvis en person man ikke brød sig om, havde oprettet venuet. Det kunne meget nemt medføre at man oprettede sit eget venue, hvilket igen føre til at der blev oprettet (endnu) flere venues for det samme sted – med dårlige data for tjenestens brugere til følge.

Lokationshistorik for kendt dansk foredragsholder, som rejser en del... og lever af kaffe og fastfood? ;o)

Vores spor bliver en del af vores identitet

Det er ikke nogen nyhed at de steder vi kommer siger noget om hvem vi er. På Foursquare bliver vores checkins til et spor af venues, som til sammen bidrager til vores online identitet. På samme måder som vores opdateringer, fotos og de links vi deler gør det. Prøv at se på de to eksempler på feeds her på siden. De screendumpet fra mine “venner” på Foursquare (I ved hvem I er) og tegner to ret forskellige personer.

Både valget af venues og opdateringsrytmen viser forskelligt temperament og handlemønster på de to feeds’ ejere. Disse informationer er sigende, men selvfølgelig ikke repræsentative. Først når vi lægger vores øvrige viden om folks personlighed og adfærd til, tilføjer disse informationer vigtige nuancer til vores billede af folk. Og selvom vi godt kan lide at tro at vi er rationelle i vores valg, så er det netop den slags subtile informationer som kan afgøre hvordan vi vælger at handle over for folk.

Lokationshistorik for en af mine yngre Facebookvenner - som er på Roskilde, ser det ud til.

Vi iscenesætter os aktivt med vores position

Med vores lokationshistorie åbner vi altså endnu en dimension af vores online identitet. Men da vi selv vælger hvor vi checker ind, bliver vores valg af checkin derfor “sociale valg” på linje med statusopdateringer og tweets. Vores lokationsdata er imidlertid mere diskrete og af en anden type end opdateringer og mikroblogging. Lokationsdata er implicitte – modsat en statusopdatering, giver lokationsdata nemlig ikke megen mening uden at man kender personen der bevæger sig. Det er derfor du sikkert allerede har forsøgt at gætte hvem den kendte foredragsholder i øverste feed-eksempel er.

Selv har jeg oplevet at jeg i nogle tilfælde har været i tvivl om hvor vidt jeg ønskede at checke ind et sted eller ej. Det som afgjorte hvad jeg valgte, var min bevidsthed om hvordan det ville kunne tolkes af andre brugere. Jeg oplevede for eksempel at jeg checkede ind på Aros i sidste uge, fordi jeg gerne lige ville have at det blev synligt at jeg bevæger mig omkring i landet. Når jeg om et par uger besøger Stockholm og Polen, vil jeg ganske givet også checke ind et par gange undervejs – da det giver et billede af bevægelse, som jeg gerne vil associeres med.

Vi kan flashe vores fysiske sociale netværk, hvilket angiver vores sociale status

Det er lettere at kontakte hinanden online end at mødes fysisk. Derfor har de fleste af os en masse online-venner vi aldrig har mødt (eller kun møder sjældent). At mødes fysisk kræver både tid og planlægning og det er derfor en større social gestus at vælge at mødes med folk end at skrive med dem. At have adgang til at mødes fysisk med interessante mennesker er derfor socialt attraktivt – og her er Foursquare en diskret måde at gøre sin sociale eksklusivitet synlig på. Jeg har personligt mærket hvordan det påvirkede min opfattelse af en person, at jeg så at vedkommende var tjekket ind hjemme hos en anden af mine “venner”. Og jeg har også selv oplevet at det spillede ind på min adfærd, hvem der ellers var checket ind på det sted jeg opholdt mig.

På Foursquare kan man altså flashe sine fysiske relationer eller undlade at tjekke ind, alt efter hvor meget social status der er i at tjekke ind hos andre. Hvis folk vælger at tjekke ind på dit sted, kan det altså være et regn på respekt – eller på at de vil låne af din sociale status.

Hannen (m/k) afmærker sit territorium

På Foursquare bliver den bruger der har tjekket ind flest gange på et venue automatisk “mayor” af det sted. Jeg har den sidste måned interviewet et par (mandlige) Foursquare-brugere om deres forhold til mediet og flere af dem udtrykker at det tilfredsstiller en trang til at “pisse territoriet af”, når man er mayor af steder som banegården, rådhuspladsen og kendte caféer. Med listen af mayorships, tilføjes en liste over de steder man besøger oftest, til vores identitet online, men samtidigt bliver mayorens ansigt vist hver gang andre checker ind på samme venue. Ingen andre ansigter ses (se eksempel til højre). Det er i sig selv en ret dominerende position at give en enkelt bruger i brugerfladen.

På dette eksempel er der desuden vist et “spacial mayor offer”. De særlige venue-bestemte tilbud er ikke slået igennem herhjemme endnu. Men de er måske heller ikke så psykologisk interessante i denne sammenhæng. Det som er værdifuldt at forstå hvad der driver os til at gå og tjekker ind og bliver mayors uden at få noget håndgribeligt for det.

Badges - virker de på dig?

Badges - virker de på dig?

Virker badges på dig?

På Foursquare optjener man desuden en række “badges”, efterhånden som man bruger tjenesten oftere og tjekker ind flere steder.  Jeg kan se disse badges som et gimmick, som kan give en mindre adfærdspsykologisk forstærkning og opmuntring for brugeren og vise andre hvor erfaren en given bruger er. Men jeg bruger dem ikke til noget selv og tillægger dem langt mindre betydning end viden om hvem vi er sammen med, hvor vi kommer ofte og hvor vi har været for nylig. Faktisk tror jeg at man kunne fjerne dem uden at det ville betyde ret meget for nye brugere.

Jeg har set undersøgelser der viser at badges indgår i intereaktionsdesignet – men det kræver jo at man betragter dem som noget bare lidt værdifuldt at opnå. Så der er noget jeg gerne vil vide fra Foursquare-brugere:

  • Bruger du badges?
  • Hvad bruger du dem til?

Kommenter gerne, for jeg fatter dem ikke helt ;o)

UPDATE 29/6: Har nu fået kigget nærmere på “badges” – læs mere i dette blogindlæg

Share Button

Søgetjenester vil drive udbredelsen af lokationsteknologi (altså indtil Facebook slår location til)

Location, location, location. GPS-chips i mobilerne er langsomt men sikkert i gang med at punktere grænsen imellem vores online og offline liv. Rendyrkede “geosociale” tjenester som Foursquare.com er allerede slået massivt an blandt early adopters i Danmark, som går og “chekker ind” alle mulige interessante og uinteressante steder fra deres smartphones. Og det er faktisk netop den slags aktivitet blandt early adopters, man ville forvente at se, hvis man stod foran et massivt nyt teknologisk fænomen, som inden længe vil brage igennem i vores main stream.

Og så er det endda slet ikke de geosociale tjenester som spiller størst rolle på danskernes mobiler lige nu. Under radaren er lokationsteknologi nemlig ved at blive integreret i en lang række af tjenester og applikationer til både smartphones og billigere modeller. Allerede eksisterende tjenester er nemlig lige så diskret begyndt at hente brugerens lokation og bruge den helt naturligt som endnu en filtreringsparameter. Ofte uden at du overhovedet lægger mærke til det. Har du f.eks. prøvet at søge efter en butik med Google på din Nokia-mobil? Prøv engang. Der er en god chance for at du får dem som ligger nærmest, rent geografisk. Google bruger nemlig GPS/Wi-Fi/GSM til at bestemme din fysiske position. Og populære tjenester som Rejseplanen vil også snart spare dig ulejligheden med selv at skulle indtaste din position.  (Twitter for Android klistrer automatisk din position på dine tweets. Har du overhovedet opdaget det?)

Disse diskrete GPS-anvendelser handler ofte ikke om at dele vores lokation, men om at bruge den til at filtrere informationer. Så at bruge dem vil ikke kræve de store principielle overvejelser hos os. Ofte vil tjenesterne tænde for din GPS helt automatisk og bruge informationerne til at gøre din netfærden lidt lettere og mere relevant. Og det er disse hverdagsanvendelser af GPS’en som kan være med til at kickstarte markedet for mere innovative GPS-tjenester. For når først vi har vænnet os til at have GPS-chippen slået til, så vil det bare være en helt naturlig forlængelse at sige OK, når f.eks. Facebook om ikke så længe spørger om du vil slå location til dine statusopdateringer og billeder.

Så location-teknologien bliver ikke en revolution, som vi skal forholde os aktivt og reflekteret til. I stedet vil vi bare en dag vågne op og opdage at GPS’en er slået til og vi ikke helt ved hvor længe den har været det. Og hvis vi besøger en tjeneste hvor vi selv skal skrive hvor vi er henne, vil vi finde den dum og irriterende. Når dette er interessant, så handler det om demografien blandt fremtidige brugere. Min gamle mor kunne ikke drømme om at bruge Foursquare – men hvis mobilen spurgte venligt om den skulle slå GPS’en til og give hende de nærmeste søgeresultater, ville hun finde det såre fikst og straks sige ja tak. Og udsigten til diskrete GPS-anvendelser ville også være et godt argument for at lige at sikre at der stod GPS på den næste mobiltelefon hun købte.

Hvor Foursquare og diverse geosociale tjenester bruger lokationen som et aktivt og socialt element, så er det tjenester som Google og Rejseplanen som her i begyndelsen vil trække læsset med at udbrede teknologien til andre end geeks og early adopters. Først når Facebook inden længe får truffet de sidste svære beslutninger om design og  privatliv og tilføjer muligheden for at geotagge, tjekke ind eller hvordan de nu lancerer det – vil geosociale tjenester der deler vores lokation blive mainstream.

Kald mig bare Captain Obvious – men hvor Google helt sikkert er det helt oplagte valg når man skal bygge location ind i sine webtjenester, så det er ganske enkelt ikke til at få øje på nogen der både har en udbredelse og viden om vores relationer, som kan true gøre Facebook de næste par år. Her vil  kombinationen af lokation+relation+udbredelse gøre Facebook til den mest interessante platform at bygge rene geosociale lokationstjenester på de næste par år.

Share Button

Tillykke, Thor! Twitter og Facebook i Folketinget er et udtryk for at Danmark er blevet en “IT-nation”

I disse dage kan man se Folketingets formand udtrykke frustration over at tingets medlemmer bruger Twitter og Facebook under debatter og øvrigt arbejde i tinget. Men faktisk burde han istedet være stolt og begejstret – for det viser faktisk at skiftende regeringers målsætninger om at Danmark skal være en “førende IT-nation”, er ved at lykkes.

[Update: For ikke at lyde som en lallende internet-evangelist, må jeg nok hellere lige præcisere at jeg ikke i sig selv ser det som et særligt interessant mål at vi i Danmark opdrages til at være storforbrugere af amerikanske nettjenester på asiatisk hardware. Det svarer til at sige at vi bliver en “førende fødevarenation”, bare vi æder nok kogte ris og cheeseburgers. Det kan aldrig være et mål i sig selv at vi skal være forbrugere. Skal vi være førende på nogle bare nogenlunde meningsfulde parametre, må det snarere være områder som innovation i det offentlige eller eksport af software & services.

Så udtrykket “Danmark som førende IT-nation” lægger jeg op i bunken af floskler, sammen med dem om “Danmarks skal have universiteter i verdensklasse”.  At se den slags trends udelukkende ud fra et snævert nationalt perspektiv er ærligt talt også lidt provinsielt.

Men siden 90’erne har det  jo været skiftende regeringers mål at vi skulle øge brugen af IT i samfundet. Det er grunden til at jeg ønsker Thor P tillykke i denne blogpost. Og tør nu øjnene, Thor. Det kan godt være at vi ikke kan købe hele verden – men nu kan vi i hvert fald tweete til den, når vi sidder på lokum. ]

Man skal passe på med hvad man ønsker sig – man risikerer at få det. Og når Thor P bliver så frustreret over at nettet nu er trængt ind i folketingssalen, kunne det tyde på at han (og andre forargede politikere) overhovedet ikke havde forstået hvor store konsekvenser det kan have at formulere brugen af IT som et samfundsmæssigt mål. For hvordan havde Thor P egentlig forestillet sig at et førende IT-samfund så ud?

At se Folketingets formand forsøge at bekæmpe brugen af internettet er som at se en mand forsøge at afværge en tsunami med sin paraply. Men Thor P og regeringen bør faktisk være jubelglade for og stolte over at politikerne nu er i direkte dialog med befolkningen og hinanden via internettet. Det er nemlig et meget klart symptom på at Danmark er gennemsyret af IT og internet.

Politikere er jo ikke kun politikere – de er også borgere. Og disse borgere har taget teknologien til sig og finder det helt naturligt at bruge den i alle sammenhænge. Også når de arbejde med politik. Og at det kan betale sig for dem tyder jo på at der også uden for folketingssalen findes mange mennesker som både bruger nettet konstant og gerne vil diskutere med politikerne.

Faktum er at visionen er ved at blive til virkelighed; en voksende del af danskerne bruger internettet på mobilen i næsten alle deres vågne timer og har adgang til viden og netværk konstant. Det bruger nogle danske politikere nu til at styrke kontakten med borgere og hinanden og inddrage deres vælgere og modstandere i den politiske detbat og proces. Så i stedet for at være frustrerede, burde vores politikere være begejstrede – af flere grunde: Twitter og Facebook i Folketinget er nemlig  ikke bare et symptom på en stor udbredelse af internet og teknologi i mange danskeres hverdag. Det ser også ud til at have bragt liv og frisk luft til den politiske debat og at flytte holdningen fra politikerlede til politikerinteresse.

Jeg siger ikke at bruge af medier altid er et gode. Og hvis det på længere sigt betyder at folketingets politikere bliver holdningsløse videreformidlere af pøbelens luner, vil det bestemt ikke være en forbedring af vores demokrati. En konstant fumlen med mobilen i vigtige debatter vil desuden heller ikke vil skabe skarpe og fokuserede debattører. Men grænserne imellem intern og ekstern bliver udfordret af internettet. Det er en mega-trend som alle organisationer lige så godt kan forholde sig til – før som siden.

Og hvis man står over for en tsunami, så er det måske ikke en paraply, men en helikopter man har brug for.

Share Button

På geosociale medier er begrebet overvågning totalt forældet

Forleden spiste jeg frokost med en advokat for en dansk forbrugerorganisation og vi kom ind på lokationsbaserede tjenester. Hun udtrykte stor bekymring den overvågning og de krænkelser af privatlivets fred, som hun mente ville blive konsekvensen, når vi i stigende grad begynder at afgive vores geografiske position med mobiltelefon.

Det er en bekymring jeg ofte hører – især fra mennesker som ikke helt forstår psykologien bag vores brug af netmedier i 2010. Vel er overvågning (forstået som den situation hvor mennesker skjult betragter aspekter af andre menneskers liv- med eller uden onde hensigter) et problematisk fænomen, man skal tage alvorligt. Men hvis man forsøger at forstå vores brug af geosociale medier udelukkende ud fra en overvågningsdiskurs, så er man perfekt rustet til ikke at fatte en brik af hvad der foregår.

Det allerstørste problem med overvågningstænkningen er at den indeholder en analytisk præmisse, som ganske enkelt er forældet i relation til danskernes mediebrug. I en overvågningstænkning er det nemlig den som betragter andres position som er subjektet (altså den som foretager sig noget). Den som bliver overvåget er reduceret til et passivt objekt (altså den som nogen foretager sig noget med). Denne tænkning passer fint til de situationer hvor man sætter en GPS-chip på sin bil eller sin gamle bedstemor, for at kunne finde dem når de bliver væk. Men den giver absolut ingen forklaringer på hvorfor vi selv vælger at fortælle andre hvor vi er henne.

Og at vi selv aktivt vælger at fortælle andre om vores position, kommer til at være tilfældet i helt overvejende grad, med de nye geosociale medier. Vi gør det jo allerede hele tiden i dag. Er du i tvivl, så se på dit Facebook feed – der fortæller du selv og alle dine venner konstant hvor I er henne – og med hvem. I er på restaurant, på Roskildefestival, i skole, med kæresten, på skiferie eller nede på molen med et glas hvidvin og en engangsgrill. Vi fortæller om det, fordi de steder vi færdes har fortalt en stor del af historien om hvem vi er, så længe der har været mennesker til. At fortælle hvor vi er henne er altså ikke noget der kan forstås som selvstændigt fænomen. Det har intet med GPS eller mobiltelefoner at gøre. At meddele vores geografiske position er en forlængelse af vores sociale identitet, som allerede idag har en stor online-komponent for mange af os.

Den største trussel for os i langt de fleste tilfælde, vil derfor ikke være at vi bliver overvåget – men at ingen gider at se hvor vi er henne!

Share Button