Er der nogen modstand tilbage i den store, slappe og pleasende grød vi kalder Danmark?
Posted by Anders Colding-Jørgensen on februar 3, 2010 under Alt og intet, Demokrati, Psykologi | 
3 Comments to Read
On-demand er over os! Nyheder lige når jeg vil have dem, restauranter der altid har åbent eller bringer ud, underholdning som tilflyder mig på alle devices, flere og flere butikker hvor alt kan klares i underbukser, med en skærm og et kreditkort og busser og metro der kører hvert 5. minut.
Jeg er ved at vænne mig til det friktionsløse samfund, hvor jeg selv er nødt til at opfinde mine fysiske udfordringer og betale for at udøve dem, fordi min hverdag er fuldkommen støvsuget for enhver aktivitet der kan give mig modstand. Hvis bare jeg har penge på kortet, adlyder verden mit mindste klynk. Jeg kan blive kørt til døren med et vink af en hånd, mens jeg lige tjekker nyheder på mobilen, så jeg sikrer at jeg ikke går i mange minutter uden at få et nyhedsfix. Konstant være opdateret om alle de nyheder som aviserne er nødt til at opfinde for at tilfredsstille mit konstant stigende behov.
Jeg er højt oppe i dosis – en gratisavis er forældet lidt over middag, hvor jeg allerede er blevet træt af diskutere dens overskrifter på Twitter. Ud på eftermiddagen sejler jeg fed og oppustet igennem en losseplads af video jeg ikke har bedt om, artikler jeg ikke behøver og social media opdateringer om dit toiletbesøg og din grimme hund.
Og jeg kan allerede se hvor det ender. I den yderste ende af det friktionsløse underholdningssamfund findes jeg som et væsen der forventer at få mine behov dækket NU! Et væsen der betragter en forsinkelse som et nedbrud og som eksploderer med et #FAIL i selvretfærdig harme, hvis den store glatte maskine der mader mig med billeder og næring tillader sig at hoste lidt. Jeg bliver med andre ord til et stort, urimeligt spædbarn.
Men handler livet om at nå fra vugge til grav, så effektivt og friktionsløst som muligt? Jeg vil faktisk gerne have busser der kun kører på bestemte tidspunkter, så jeg bliver tvunget til at stå og tænke over min bevægelse igennem byen. Jeg vil have restauranter der serverer noget bestemt – og ikke bare hvad jeg har fantasi til et forlange. Jeg vil have regnvejr, jeg ikke kan flygte fra. Jeg vil have biografer der viser bestemte film og derfor tvinger mig til at vælge. Jeg vil have en verden der bestemt og uforskammet tillader sig at opføre sig anderledes end jeg lige troede den skulle! Jeg vil have kærlighed, der også gør mig ulykkelig fra tid til anden (ikke for ofte, dog) og nye relationer der presser sig på, når det er mest ubelejligt. Jeg vil have teknologi, der ikke opfylder alle mine behov for at møde andre mennesker. Har du lagt mærke til at du først taler med dine medpassagerere, når toget er forsinket?
Og grin du bare overbærende af min totale mangel på ironi – mit romantiske råb på en verden der er lidt mere beskidt, duftende og uforudsigelig og mindre slap, friktionsløs og infantil. For når du mærker dybt efter, så ved du jo godt at jeg har ret.
Lotte said,
Fint indlæg. Til dit sidste afsnit, så får jeg altså overhovedet ikke lyst til at grine, men har bare lyst til at sige Yes, Anders, du har virkelig en pointe.
Jeg synes også, at der er mange andre aspekter. Fx den slappe og meget fremherskende mentalitet, at der nok er andre, der kæmper for det, der bør kæmpes for, jeg gider i hvert fald ikke.
Måske har vi altid haft det for let, og det er derfor, at vi (ikke alle, tag mine ord med et gran salt) helst vil have, at alt bare kører, som det plejer og egentlig også er ligeglade, så længe vores hverdag er nem. Vores liv er så let og friktionsløst, at vi ikke er opmærksomme på den frihed, vi rent faktisk har og skal værne om. Jeg kommer til at tænke på nogle tanker, jeg gjorde mig som ganske ung, det vil sige for mange mange år siden:
Efter at have tilbragt mine teenageÃ¥r (fra jeg var ni til 19) i Tyskland, som af mange stadig stereotypt anses for autoritært, arbejdsliderligt og hvad ved jeg, flyttede jeg tilbage til Danmark, og det slog mig, hvor ligeglade folk var med “alting”. Danmark, som ifølge mine forældre var bedre pÃ¥ sÃ¥ mange omrÃ¥der (jeg nævner i flæng: sygehusvæsenet, bedre mælk, sødere mennesker og og og) viste sig at være ligegladhedens samfund. Skal vi ind til militæret? SÃ¥ gør vi bare det (uden at tage bevidst stilling til, om man synes, at det er ok). Skal vi passe pÃ¥ vores miljø? Ja, jeg gider i hvert fald ikke gÃ¥ ned med flasker, det kan de andre gøre. Nu har jeg spist min burger, men jeg gider i hvert fald ikke lede efter en skraldespand.
Men Anders, alt dette var tanker, før der overhovedet var noget, der hed IT, så måske har det danske samfund bare altid været sådan?
Ha, nu lyder jeg som en gammel sur mokke – tag en tur pÃ¥ motorvejen og se, hvor mange ligeglade bilister, der kører rundt derude.
Kommer også til at tænke på, at netop fordi det hele er så gnidningsfrit, så bruger vi meget tid på at pille navle og brokke os over bitte-bitte små ting.
Giv os lidt modstand, s̴ bliver vi mere bevidste om vores liv Рog bedre mennesker. For meget modstand tror jeg heller ikke p̴, det har det med at nedbryde.
Søren said,
Herligt nostalgisk indlæg. Kom til at tænke på en lille passage i Gordon Incs Harddisken:
I’m thinking about Jean Baudrillard who once com-
pared our reality to a porn movie. No seduction,
no excitement,nothing! Merely screwing organs in
overexposure. On my way back home passing window
after window filled with dildos, pocket pals and
sexual appliances, I think about a finger. A
finger that runs smoothly across my skin that
shivers from the bare touch. The finger does
nothing. It merely touches.
Fra: Gordon Inc. “Harddisk – seven days
in the nineties (only in Danish)
Søren Holmberg said,
Jeg kan faktisk huske en Steen & Stoffer stribe hvor hans far beklager sig over den travle hverdag og proklamerer at der burde indbygges spildtid i alle maskiner og arbejdsprocesser. Jeg deler faktisk din bekymring, for hvis “instant gratification” bliver normen, hvor er så fordybelsen og horisontudvidelsen. Hvis vi kan vælge præcis de nyheder vi vil have, bliver vi så ikke til “uvidenmennesker” der i virkeligheden kun ved noget om det vi kan lide, men ikke nødvendigvis om det vi har behov for.
Interessant indlæg. Tak!
Add A Comment