Glem markedsføring på sociale medier – der er vigtigere ting på spil!

Posted by Anders Colding-Jørgensen on februar 24, 2010 under Facebook, Marketing | 9 Comments to Read

Update: Tjek slides til mit foredrag for IT Forum Midtjylland, baseret på dette indlægs hovedpointe: at sociale medier er et redskab til udvikling – ikke markedsføring!

For 10 år siden talte vi alle om ny økonomi og gammel økonomi og dotcom var et plusord, men selvom vi idag bruger e-handel og webservices langt mere intenst og udbredt end i år 2000, så har disse begreber ikke overlevet og tages kun frem, når man skal forklare hvor meget klogere vi er blevet idag. I 2005-6 talte alle så om web 2.0 og selvom begrebernes indhold nu er en realitet for os alle, så har selve begrebet web 2.0 en noget gammeldags klang i dag.

Næh – idag taler alle om sociale medier som om det er noget nyt at bruge internettet til horisontal kommunikation og at dele brugergeneret indhold og viden. Det er det overhovedet ikke – tvært imod. Allerede i 1985 opstod The Well, som et fuldbårent socialt medium og faktisk lå hele ideen om den ligeværdige adgang til at publicere og producere bag udbredelsen af det tidlige internet. Sociale medier er altså ikke noget nyt – det er igen kun ordet der dukker frem i en kort historisk periode, inden det hele igen bare hedder “internettet”.

Men hvorfor så egentlig beskæftige sig med et felt med sådan et navn i 2010?

Når vi taler om sociale medier, er det ikke på grund af teknologierne , men på grund af udbredelsen. Det fænomen som “Internettet som personlig kanal” er, er nu vokset organisk og har nået en udbredelse hvor det har fået en forretningsmæssig betydning. Og når vi skal arbejde med et udsnit af verden som forretningsområde, er det smart med et navn.

Begrebet sociale medier siger altså mindre om teknologi og mere om mennesker og forretning. For det er nemlig ikke på internettet at dette fremskredne stadium af internettet sætter sine kraftigste spor. Det er i din virksomheds opbygning, kommunikation og produktion. Fremkomsten af internettet har nu nået en udbredelse der gør at vi alle har adgang til at sammenligne dine produkter med sidemandens på et splitsekund. Og derfor lægger vi et pres på din virksomhed for at give os stadigt mere og mere specialiserede ydelser til en lavere pris. Og mens centrum for kommunikationen forrykkes til den enkelte, så bliver dine chancer for at fange os med traditionelle reklamer, stadig ringere.

Derfor er medier som Facebook ikke et mål, men et redskab til at forandre jeres virksomhed!

De fleste virksomheder får ikke ret mange nye kunder ud af at være til stede på Facebook og mange af jer kunne bruge jeres penge og tid bedre andre steder. Så er det sagt! Men hvis man forsøger at måle effekten som om det var markedsføring, misser man ganske enkelt pointen – BIG time!

Facebook er nemlig ikke et mål – Facebook er jeres mulighed for at forvandle jer til fremtidens fleksible og dialogbaserede virksomheder. For både Facebook og de “sociale medier” er faktisk bare internettet – og internettet går ikke væk ved at I ignorerer det! I skal altså ikke være på Facebook fordi I får en målbar effekt på salg og kommunikation – I skal til gengæld vågne op og forstå at de fleste af de virksomheder som fortsætter med at se verden med sig selv som centrum, ikke er her imorgen!

Og til det brug synes jeg faktisk at Facebook er en fin kravlegård, da sitet rummer en hel masse af internettets moderne teknologier som f.eks. mikroblogging og virale delingsmiljøer, som fremtidens succesvirksomheder mestrer på samme måde som vi selvfølgeligt mestrer telefonen idag. Så som ren markedsføringskanal er Facebook altså tvivlsom for mange af jer idag – men som udviklingsplatform for den inddragende og dialogbaserede virksomhed, er medier som Facebook gode og gratis redskaber, hvor I nemt kan måle på antallet af fans, klik og kommentarer, om I er på rette vej.

“De sociale medier” og Facebook er altså potentielt set forandringsagenter for din virksomhed! For at kunne få noget ud af medier som Facebook, Twitter og blogs er I nemlig nødt til at forstå jeres kunders psykologi og behov og at lære at tale med dem. Og det har de fleste af jer i højeste grad  brug for – hvad enten I ved det eller ej.

Og nej, jeg er ikke pludselig blevet evangelist. Men at internettet forandrer vores kommunikation, og sociale liv – og dermed spillereglerne på markederne for erhvervslivet, er for mig helt åbenlyst. Og hvis et begreb som “sociale medier” eller websites som Facebook eller Twitter får din virksomhed til at tage konsekvensen. Så har de da tjent et formål ;o)

  • Jesper Andersen said,

    Spændende indlæg Anders – og jeg er helt enig i dine tanker, men har selv i et stykke tid haft vanskeligt ved at sætte de præcise ord på dem. Nu kan jeg referere til dig, bravo!

    :-) Jesper

  • Kasper Hamann said,

    Fedt indlæg!

    Så mangler vi bare at komme ud til alle virksomheder og få spredt budskabet!

    Håber du med dit opråb for mange læsere.

    Det er desværre for tit vi hører “jeg vil gerne lave en facebook kampagne, den skal køre i 3 måneder”.. Nej det vil du ikke. Du vil i dialog med dine kunder via de relevante sociale medier.

    Glæder mig til at læse mere

    //Kasper Hamann

  • Dennis H. Narvedsen said,

    WOW… Hold kæft hvor har du ret. Enkelt og ligetil. Og så har du bare ramt sømmet lige på hovedet.

    Forsøger selv hver eneste dag at forklare lige netop de her ting til de virksomheder der tror at Facebook og andre sociale medier, blot er en ny markedsføringskanal. Men nu henviser jeg dem bare hertil for du får da lige skåret det ud i pap.

    Rigtig god artikel.

  • Nikolaj Bomann Mertz said,

    Super spændende indlæg!

    Jeg synes din vinkel er interessant, men er sikker på at man kan få noget stort ud af det, hvis man virkelig giver det tid og kræfter.

    Men hvis man er en lille iværksætter virksomhed, så kan det måske bedre betale sig at fokusere på andre mere målbare marketingsforetag?

  • Potter said,

    Facebook som kravlegård ;)

    Jeg er stort set enig. Men mit største problem med “sociale medier” er, at det er en masse betegnelse.

    Kunsten med sociale medier er, at finde det netværk, hvor du kan bidrage med noget – til dem der allerede er der – og dem der måtte komme.

    Sociale medier handler om netværk – personlige relationer. Og det er her jeg synes mange virksomheder fejler. Det er et personligt medie – og det kræver at virksomhederne tænker helt anderledes. Og det har de godt nok svært ved….

    Facebook som kravlegård – ja, i forhold til funktioner. Jeg kan ikke se det som et oplagt socialt medie. Det er alt for stort og rodet… privat og personligt.

    På den anden side, så er der ingen der opdage hvis du som virksomhed nosser i det på Facebook ;)

    Men super indlæg….

  • Flemming said,

    hvis jeg kikker i min omgangskreds er facebook ved at være noget slatten, nyhedens interesse er ved at være væk.

    jeg er helt enig i indlæget

    noget andet. Hvordan får i jeres ansigt på kommentarer?

  • Steffen Kirkegaard said,

    Jeg husker tilbage i 1995 hvor Carsten Graff sagde en masse om hvad virkede og hvad ikke virkede at vi alle havde fået for meget internet allerede efter de første 2 år. IT var ikke godt vi skulle mødes irl.

    Du siger det samme, og får credit for det her. Men du ser ikke potentialet. Du lyder som om du kun vil sige det dårlige det er jo populistisk ikke fremadrettet.

    Sorry men for mig Anders lyder du som Carsten Graff for 15 år siden.

  • Stig Jonstrup Pedersen said,

    Kære Anders

    Tak for et tankevækkende og inspirende oplæg torsdag aften. Mere er der ikke at sige i den sag…

  • Lars Fischer said,

    Jamen, Internettet *er* jo et socialt medie. Som du skriver, har det i mange år været om ikke hele pointen, så dog en væsentlig driver for både udvikling af teknologierne og vores (eksperimentelle) brug af dem. Internettet er spændende fordi det giver nye muligheder for kommunikation og relation mellem mennesker.

    Det er jo ikke for sjov, at e-mail var den første Killer App på Internettet (eller ARPAnet, som det var dengang), at USENET optog så mange, osv osv. Web2.0 har flyttet teknologierne, men motivationen er den samme.

    Som Potter siger, så handler det nok så meget om, hvor man kan gøre en forskel. Og der er det en erfaring over snart mange år, at de fleste vælger deres egen lille niche, community, eller hvad man nu vil kalde det. USENET var ikke én stor enhed, The Well var ikke én familie, og facebook er ikke en grå masse – det er alt sammen instrumenter, der bliver brugt til at skabe mindre fora og interesse-fællesskaber, hvor idéer udveksles og vokser og hvor relationer bygges, ofte i ret små grupper.

    Det nye ved Web2 (hvis der er noget) er, at det giver en grad af integration, så jeg kan tage min twitter community med over i foursquare og ind på min blog på wordpress, og derved lade relationerne bygge på hinanden.

    Men kunsten for en virksomhed er stadig at finde måder at gøre dette til et målrettet redskab og ikke bare tidsfordriv.

Add A Comment

Subscribe without commenting