Her ser du fremtiden for lokationsbaseret markedsføring

Mens mediebureauer,  social-media-kræmmere og andet godtfolk i disse dage kridter skoene for at komme i position til sælge lokationsbaserede kampagner til de store brands i det marked det opstår med især Facebooks indtog på location-scenen, vil en stor del af markedet faktisk ikke blive flyttet rundt af dem – men af dig og mig og din mor.

Her ser du bageren i Sankt Peders Stræde i København, som fremviser et af de mest effektive reputation aktiver igennem alle tider – nemlig en kø der rækker helt ud på gaden. Og det bedste ved det billede er at det “eneste” de har gjort for at skaffe den kø  er at de har bagt lækkert brød og/eller ydet en god service. Og det leder mig direkte hen på det bedste råd jeg giver virksomheder i relation til sociale medier. Du får det lige gratis her: Hvis du gerne vil have at folk anbefaler dig – så lav for fanden noget anbefalelsesværdigt!

Selvfølgelig vil de første supermarkedskæder og diverse brands allerede i julehandlen 2010 flytte en del af deres budget over på lokationsbestemte kampagner (jeg kan ikke udelukke at jeg vil sige ja til at rådgive en enkelt eller to af dem selv) og lokationsbestemte annoncer vil da også tilbyde endnu en dimension i retning af at gøre onlineannoncer endnu mere præcise, relevante og dermed værdiskabende.

Men alle disse aktiviteter er omkostningstunge, fordi de kræver inddragelse af reklamebureauer, mediebureauer og mediefirmaer med speciale i f.eks. Facebook. Og de vil have svært ved at sætte dagsordenen. For disse styrede kommercielle aktiviteter vil ofte ende med at fremstå kunstige og småpinligt leflende i forhold til den naturlige og autentiske aktivitet som foregår når mennesker bare flasher de ting de godt kan lide. For lad os lige huske på hvad det er der får os til at dele vores position på geosociale medier, set fra et psykologisk perspektiv:

  • At være den første de fortæller andre om noget godt eller værdifuldt. Det er ganske enkelt en af de stærkeste drivkræfter. Og husk: det behøver faktisk ikke at være et sted vi selv har prøvet. Vi behøver bare at have fornemmelsen af at vi kan opnå andres anerkendelse ved at dele et sted, så vil vi være tilbøjelige til at gøre det. Det er den drivkraft der gør at du deler et blogindlæg du kun har læst den første femtedel af. Men det er også drivkraften bag f.eks. at “tjekke ind” (vise sin position) hos den gode bager.
  • At advare andre om noget dårligt. At være den som advarer andre om et dårlig sted, er både en meget sund drift og et middel til at opnå andres anerkendelse igennem den omsorg de føler vi viser dem. Forskning viser at både anbefalinger og advarsler er stærke drivkræfter i at få os til at dele indhold med andre. I dette tilfælde er det en stærk drivkraft for at fortælle hvor den elendige bager ligger!
  • At opnå social status! Hvis vi gennem at forbinde os med et sted kan signalere at vores identitet har nogle særligt positive træk, vil vi være særligt tilbøjelige til at dele vores position. Vi viser heller når vi sidder på noma end når vi sidder på kommunens inkassokontor. Denne drift kalder jeg geosnobbing og tror at netop behovet for at signalere identitet vil være en af de stærkeste drivkræfter for deling af positioner, nøjagtigt på samme måde som den er en central drivkraft i deling af statusopdateringer og fotos på Facebook idag.

I praksis vil sidstnævnte faktor betyde at rosset først tjekker ind i stor stil, når bageren virkelig har opnået status eller er blevet kult. Og vi vil da se at folk går en omvej for lige at kunne tjekke ind hos den der lækre bager og vise hvilken formidabel smag de har.

Men sådan har de jo altid været! Vi vil gerne fortælle folk om de bedste og værste steder og ses de fede steder selv! Og det er netop min pointe! Med geosociale medier kan hele det game bare blive synligt for tusindvis på et øjeblik og det vil, i sin mest positive konsekvens, både belønne den gode bager og lægge et meget større pres på den ringere bager for at tage sig sammen, når man nemt kan se at bageren 5 gader væk er elsket af alle.

Alt er altså nyt – fordi omtalen skalerer helt vildt. Og alt er det samme, fordi alle elsker at fortælle hvor den fede bager ligger – det har intet med GPS eller mobiltelefoner at gøre. At man så har dejlig megen tid til at tjekke ind med mobilen, når man står og venter i sådan en kø, gør det så bare endnu mere sandsynligt at folkene i bagerkøen herover, vil sladre om hvor de er, når Facebook slår location til om ganske kort tid  ;o)

1 svar
  1. Mofling
    Mofling says:

    Jeg tror dog at der vil gå noget tid før det for alvor slår igennem med tjenester som Gowalla og Foursquare, man kan se på Twitter som eksempel, Hr og Fru Leverpostej bruger ikke Twitter og tænker mest på det som et sted hvor Kanye West tuder, Paris Hilton viser sine tasker (høhø) kort sagt ikke noget for dem.

    Jeg tror du har helt ret med lokationsbaseret Facebook dog.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *