Ingen har brug for internettet – heller ikke selvom vi kalder det for “sociale medier”!

Posted by Anders Colding-Jørgensen on april 14, 2010 under Alt og intet, Facebook, Twitter | 2 Comments to Read

Du har sikkert bemærket at hypen omkring “de sociale medier” er ved at klinge hastigt af i denne tid. Det er f.eks. ved at gå op for de fleste at det godt nok er muligt at kortslutte tyngdeloven og få en hjemmevideo på YouTube til at generere en million besøgende og en masse nye kunder for nul kroner. Men odds’ene for at det sker for netop den video du lægger ud stinker ret fælt. Så fælt at en forretningsstrategi der baserer sig på det fænomen, kun synes realistisk for de allermest enfoldige.

I det hele taget er det, efter at rusen så småt har fortaget sig, ved at være klart for folk at heller ikke i form af de såkaldt “sociale medier”, kan internettet udøve magi og skabe en støre værdi end du egentlig fortjener. Et røvsygt produkt er nemlig også et røvsygt produkt på Facebook og hvis du er kedelig, hemmelighedsfuld eller uærlig – bliver du ikke pludselig  interessant, inddragende og hæderlig af at bruge Twitter.

Den rodebutik vi kalder “sociale medier” er blot internettet i en mere moden form, hvor en masse børnesygdomme er luget ud og ting er lettere at bruge. Det betyder især at de funktioner som privatpersoner kan bruge til at kommentere og dele med er blevet kraftigt forbedret. Disse funktionaliteter er så gamle som webben selv, men i takt med at de bliver mere brugervenlige, bliver de brugt mere og der opstår efterhånden en forventning om at man kan komme til orde, blive hørt og få svar når man kontakter jeres virksomhed online. Vi har altså mere og bedre horisontal dialog. Men det er stadig “bare” internettet I står over for, inde bag alle de shiny begreber.

Historien om organisationen som møder internettet er ikke ny

Da jeg begyndte at arbejde som selvstændig webkonsulent i slutningen af 90′erne, kom jeg ud og talte med en hel masse virksomheder om deres kommende website, som jeg skulle hjælpe dem igang med. En af de ting som jeg tit oplevede var at der ved disse møder sad en eller anden nørd (måske ham som plejede at skifte toner på printeren) som var hevet ind som virksomhedens interne ekspert. Når IT-nørden sad med ved mødet, var det jo fordi at et website blev set som et spørgsmål om computere – det var en almindelig misforståelse i webbens tidlige ungdom, men også en klar forhindring for et godt resultat. At diskutere virksomhedens webstrategi med en IT-tekniker svarer, efter min mening, til at planlægge sin bilferie med sin mekaniker. Disse nørder ville gerne tale om hvilken servertype der var bedst, om man skulle bruge Flash og andre teknologiske ting og fik alt for tit lov at køre løbet, mens ledelsen blev koblet af.

En af de små julelege jeg brugte den gang (og stadig bruger idag, hvis det er nødvendigt) var at bede de tilstedeværende om at prøve at fortælle hvad de gerne ville have ud af vores møde – uden at nævne navnet på en eneste teknologi. Det havde mange påfaldende svært ved i begyndelsen! Men det som ofte hurtigt skete var at nørden blev forvirret og klappede i – og repræsentanterne for ledelsen nu kunne komme på banen med målsætninger som: “Vi vil gerne være påvirke vores image”, “Vi vil gerne have rationaliseringsgevinster”, “Vi vil gerne øge kendskabet til produkt X”, “Vi vil gerne sælge mere”.

Man kan diskutere hvad der er mål og delmål, men alle disse målsætninger handlede om forretning – ikke om teknologi – og det er stadig de eneste interessante mål der er værd at fokusere på. For jeg må hellere afsløre det for dig før andre gør: der er INGEN der har brug for et website. Det ENESTE vi har brug for er forandringer på forretningskritiske parametre. Og det bliver ikke anderledes af at websitet er ejet af andre og du så bare laver en side på Facebook eller en profil på Twitter. Internettet er altid et middel – aldrig et mål i sig selv.

Og hvad betyder det så i relation til Facebook og Twitter? Skal vi nu droppe dem helt?

Det siger jeg ikke at I skal. Men fra at tale om hvordan jeres organisation nu kan lave bedre Facebook og Twitter, skal I altså begynde at tale om hvordan Facebook og Twitter kan lave jeres virksomheder bedre.

Gevinsten skal ikke ses på internettet men i jeres virksomhed. Og som en god øvelse, inden I opretter en side på Facebook og kaster en masse tid efter at poste en masse links til igen nytte, kan I jo prøve at fortælle hvad I forventer at få ud af tilstedeværelsen – uden at nævne selve Facebook med et ord. Hvis I ikke kan sætte mål som handler om forretning og ikke om fans, så skal I måske heller bruge jeres kræfter på noget andet.

For mellem os:  hvis I ikke her sat jer mål som ligger uden for selve internettet – hvordan har I så egentlig tænkt jer at måle om I overhovedet har fået en effekt ud af anstrengelserne?


Add A Comment

Subscribe without commenting