Invitation: De geosociale tjenester er fremtiden – men hvilken fremtid?
Sponsor: Instituttet for Fremtidsforskning
Prøv at være fremtidsforsker for en aften og designe én af fire mulige fremtider, når LocationLab inviterer til det første arrangement, torsdag d. 23. september kl. 17. på IT Universitetet!
Links: Tilmeld dig på Facebook | Facebook page.
I efteråret afholdes på ITU en lille og uformel serie af arrangementer under titlen “Locationlab”. De er et inspiratorisk forum for alle os som interesserer os for lokationsbaserede tjenester, geosociale medier eller hvad vi nu ender med at kalde dem. Første “meetup” giver dig mulighed for at lege fremtidsforsker og designe mulige fremtider for lokationsteknologien.
Hvordan kan man sige noget om fremtiden?
Den basale idé i fremtidsforskning er at fremtiden er ubekendt, men at det alligevel er muligt at forholde sig til den ved en blanding af analyse og poetisk frihed. Vi kan idag identificere nogle megratends som vi med sikkerhed kan sige vil have betydning for fremtiden i den nærmeste årrække – f.eks globalisering og teknologiske fremskridt. Men for at vi ikke bare skal forsøge at lave en fremskrivning af vores nuværende forestillinger om verden, kan vi desuden opstille nogle “ubekendte faktorer” som åbner op for forskellige fremtider.
To ubekendte: Økonomi og privatliv
Jeg har til lejligheden tilladt mig at forudsætte en forenklet model af fremtiden, som kan variere inden for to akser: privatlivsaksen og den økonomiske akse.
Privatlivsaksen (Social – Privat)
- På privatlivsaksen kan vi enten forestille os at det i fremtiden vil være vigtigere for os at dele informationer end at holde dem private. Eller vi kan forestille os at vi vil hæge om vores privatliv, selvom det måske begrænser vores udnyttelse af teknologien.
Økonomiaksen (Betaling – Gratis)
- Får Apple m.fl. held til at vænne os til at alt på nettet koster penge eller vil firmaer som Google og open source -bevægelsen medvirke til et marked drevet af reklamefinansiering og nørdede ildsjæle?
Hvis vi skulle se på virkeligheden for mobiltjenester som helhed i dag, ville vi nok placere os et sted i det mørkegrønne felt i koordinatsystemet. Men hvad hvis vi nu bliver tvunget til at se på de 4 mere ekstreme positioner (markeret med tallene 1-4)? Så bliver vi forhåbentligt kastet ud hvor inspirationen bor.
Hvis man f.eks. forestiller sig at lokationsteknologi blev brugt i offentlig service, hjemmepleje, markedsføring eller underholdning, så er det nok ret tydeligt for de fleste at det ikke ville blive brugt på samme måde i en fremtid hvor alle ubekymret deler alle informationer og er vænnede til f.eks. mikrobetaling (fremtid 1) og i en fremtid hvor alle tjenester skal financieres ad anden vej og hvor vores primære overvejelser går på at holde vores position skjult for andre (fremtid 4).
Vær med til at skitsere 4 bud på hvordan “markedet” ser ud om 5 år!
Når vi mødes på ITU, vil vi, efter en introduktion til legen, dele os i 4 grupper, som skal arbejde med hver sin fremtid og forhåbentligt vil kappes om at levere det mest flabede og veltænkte output. Vi vil ikke levere lange analyser men istedet have det sjovt og være kreative og forsøge at besvare spørgsmål som:
- Hvad er den meste populære geo-tjeneste om 5 år i jeres fremtid?
- Hvilket lovforslag relateret til lokationsteknologi er lige blevet vedtaget?
- Hvilken historie kører om lokationsteknologi i Ekstra Bladet?
Det endelige oplæg, som vil indeholde flere detaljer, får I på dagen.
Nu er der kun tilbage at tilmelde dig eventen på Facebook og at joine den dertil hørende Facebook page.


Hjemstavnen vender tilbage! – nu som geosocial tjeneste? « Charlotte S H Jensen said,
[...] links: Program for seminaret “På sporet af den tabte tid” Meetup om geosociale tjenester (vir… Artikel på information om hjemstavn (også [...]
Niels Chr. Nielsen said,
Fremragende initiativ, nu sørger I vel også for at have nogle geografer med (er desværre selv forhindret)?
V.H. Niels
Marco D'Andrea said,
Meget spændende arrangement, som får mig til at tænke på et lignende foredrag fra Instituttet for Fremtidsforskning, der behandlede samme megatrends under begrebet Anarconomy.
Til de interesserede kan man hente en rapport om Anarconomy fra Instituttet fra Fremtidsforskning her: http://www.cifs.dk/doc/medlemsrapporter/MR0309DK.pdf
Glæder mig til at følge resultaterne fra Locationlab projektet.
Mvh. Marco
Add A Comment