Må jeg være på Google Latitude med din teenagedatter?

Mobil GPS er på vej fra at være et fænomen for nørder, til at blive alment udbredt. Analysegiganten Gartner forudser at 75% af alle mobiltelefoner der sælges på markeder som det danske (developed markets) om et år vil have GPS. Selv tror jeg at det bliver ret svært overhovedet at sælge en mobiltelefon uden GPS i Danmark om et år. Ikke mindst når Facebook tænder for lokationsteknologien og sparker en massiv efterspørgsel igang.

??n måde at forstå udbredelsen af lokationsteknologi på er at se det som en nedbrydelse af grænsen imellem online og offline. Facebook har allerede afviklet det anonyme internet og fået os alle på nettet med vores rigtige navn og netværk. Og med mobil GPS i alle tjenester, vil denne “forankring” i virkeligheden blive yderligere udviklet. Hvor vi lige nu kan læse om en restaurant, en butik eller en anden person og derefter selv skal koble et fysisk sted på, vil informationerne nu kunne dukke op når vi står der.

Man kan se det som om nogen “tænder lyset” og vi pludselig kan se hvor de mennesker vi skriver med befinder sig. Det vil give et langt større overblik og kan i mange tilfælde få den positive konsekvens at vi kan få meget mere ud af vores omgivelser og andre mennesker. Måske vores løsere bekendte viser sig at være lige i nærheden og har lyst til at mødes? Måske vi vil begynde at se hinanden oftere In real Life? Men hvor en nedbrydning af grænsen imellem vores online liv og den fysiske verden vil være berigende i mange tilfælde, må vi erkende at det også vil medføre nogle sikkerhedsproblemer der får internettets nuværende til at ligne børnesygdomme.

I dag er en stor del af de farer vi kan komme ud for online, nogle som vedrører vores digitale verden. Det kan dreje sig om tyveri af vores digitale identitet, netbank, Nigeriabreve eller computervira. De kan koste os penge og besvær, men det hele foregår som regel på computeren. Når grænsen imellem online og offline nedbrydes yderligere, vil vores fysiske liv ikke kunne undgå at blive inddraget også. Et allerede kendt eksempel er at indbrudstyve kan bruge viden om vores position til at se om der er fri bane til at begå indbrud hos os, men vi er trods alt voksne mennesker, der kan aflæse en situation og ret hurtigt lære at beskytte os online. Det er desværre først når vores børn og unge begynder at broadcaste deres position, at de helt farlige situationer kan opstå.

For hvor tidligere historier om misbrug, voldtægter og lignende har handlet om at børn og unge har bevæget sig ud fra hjemmet og derpå har bevæget sig hen for at møde misbrugere og pædofile, så skal der nu kun et nemt og uskyldigt klik til, før vores børn og unge kan slå lokationsteknologien til og blive “geosociale” med en troværdig fremmed på f.eks. Arto – og dermed i allerværste fald vise potentielle skadevoldere hvor de befinder sig. Og hvis lokationen deles løbende (som den f.eks. gør i Google Latitude), er de ikke bare synlige i øjeblikket, men også når de går fra skole dagene efter – og når de cykler hjem fra fest en mørk fredag aften.

Jeg skriver ikke dette for at skabe panik, men for at gøre det helt klart at internet og fysisk liv nu flyder sammen og vi i den kommende tid må gentænke vores hverdag på en hel masse områder. Lokationsteknologi vil bringe os tætter sammen, på godt og ondt. Men vi må også forberede os på at opleve historier hvor lokationsteknologien er blevet misbrugt til at skade andre – og hvor den efterfølgende vil blive opfattet som potentielt livsfarlig og lagt for had.

Det er i spændingsfeltet imellem frygt og nytteværdi at du og jeg i fremtiden bliver nødt til at tage stilling til lokationsteknologien, for alt tyder på at den snart vil ramme vores hverdag som en tsunami – på samme måde som internettet og mobiltelefonen har gjort det før den.

Læs også:

Share Button
2 replies
  1. Christian Bering
    Christian Bering says:

    Google er heldigvis opmærksomme på at et værktøj som Latitude kan medføre privatlivsproblemer. Derfor er der mulighed for at dele en forskellig grad af detalje med forskellige personer (f.eks. kan man indstille så Arto-kontakten kun kan se ens placering på by-niveau). Man får også tilsendt regelmæssige påmindelser om at man deler sin placering, så det ikke sker ubevidst. Så længe at privatliv tænkes med i opsætningen har brugeren i det mindste en chance for at tage stilling.

    Svar
  2. Anders Colding-Jørgensen
    Anders Colding-Jørgensen says:

    Helt enig, Christian. Det er helt basalt for en voksen person som bruger sociale medier hjemmevant og måske oven i købet arbejder med det til dagligt. Men for en person på 13år, som er beruset af alle de muligheder ens nye mobil giver, er det måske ikke helt indlysende at man skal slukke for den feature der gør det sjovt og at mobilen så i øvrigt broadcaster ens position, selvom man måske ikke er klar over det.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *