Matematikopgaven.dk – 100% drevet af ildsjæle på både teknik og indhold
Min svoger er en af den slags skolelærere man bare håber ens børn er heldige at få. For det første er han fagligt dygtig – men allervigtigst, så er Jens en ildsjæl. For ham er undervisningen ikke bare et job, der skal klares for at han kan betale huslejen, men et spørgsmål om identitet, faglig stolthed og så selvfølgelig eleverne.
Jens laver en masse af sine undervisningsmaterialer selv. Og i juleferien, mens vi en sen nat sad og tømte svigerforældrenes køleskab for øl, fik vi en snak om hvordan det var oplagt at Jens og andre ligesindede lagde opgaverne på nettet, så andre undervisere kunne få glæde af dem.
Jeg har arbejdet med pædagogiske webprojekter siden 1995 og har hørt RIGTIGT mange ildsjæle fortælle om internetbaserede formidlingsprojekter der lå lige til højrebenet – men som aldrig nåede længere end til den visionære tågesnak. Dette tilfælde viste sig dog hurtigt at være markant andereldes. Jens var nemlig allerede gået i gang og havde lagt ca. 200 opgaver ud på https://dropbox.com/, hvor elever og kolleger allerede idag kan downloade dem.
Og hvorfor er det så at Dropbox ikke er et glimrende værktøj?!
Dropbox er et fildelingsværktøj, hvor man downloader en klient og derefter løbende kan få adgang til en delte filer, arrangeret i velkendte mappestrukturer som løbende holdes opdateret over nettet. Det er med andre ord et skidesmart værktøj. Problemet er at det er et værktøj til at dele filer – ikke til at formidle indhold. Man skal altså læse ud fra et filnavn, om opgaven er relevant for én selv. Og hvis man nu har nogle kommentarer, som kan have glæde for andre, så er der ingensteder at gøre af dem. Eventuel “kollektiv” viden går altså tabt.
Et fildelingsværktøj som Dropbox er med andre ord ret genialt som supplement til øvrige aktiviteter – men som et selvstændigt formidlingsværktøj er det ikke ret effektivt. Og hvad gør man så, når budgettet er minimalt? Man tager fat i formidlingsværktøjernes svar på schweizerkniven – Wordpress! Og når man sætter en fagligt dygtig ildsjæl sammen med det rigtige værktøj, sker der ting og sager.
Vi valgte et nemt og sigende domænenavn, matematikopgaven.dk, købte et webhotel hos One.com. Jeg smed en wordpress-installation på, valgte et skin og flikkede et logo sammen. Efter at have rettet logoet lidt til på baggrund af Jens’ feedback, var sitet i luften. Valget faldt på en Creative Commons licens som giver mulighed for alle former for afledte værker – bare ikke kommerciel udnyttelse. Efter et forsøg med Google-reklamer, blev de droppet igen (de var grimme og irrelevante). Endelig tilføjende jeg GD Star – et ratingsystem jeg også bruger på Virkeligheden.dk. Det er uden nogen sammenligning det mest konfigurerbare plugin til Wordpress jeg nogensinde har set.
Alt i alt er sitet nu i luften, 100% drevet af ildsjæle. Og når den slags lykkes på en eftermiddag – for den pris et discount-webhotel koster, så er det bare skønt. Og det måtte jeg derfor lige dele med dig ;o)
Tusind tak til folk som Jens Rodsten – OG folkene bag Wordpress (måtte ære og nøgne kvinder tilkomme de gode nørder) for at I gør den slags muligt!
Se sitet her: http://matematikopgaven.dk og del det straks med alle matematiklærere du kender ;o)


Add A Comment