4 tricks der kan hjælpe dig med at få din butik spredt på geosociale medier

En af mine centrale pointer, som jeg prædiker ved enhver lejlighed, er at medier som Facebook ikke skal forstås som informationssystemer, men som arenaer for selvfremstilling og identitetsskabelse. Og det gælder også den geografiske dimension som  snart bliver åbnet med Facebook Places.

Ud fra en informationsmæssig anskuelse er det for eksempel komplet uforståeligt at folk deler fotografier af deres aftensmad på Facebook. Den informationsmæssige værdi af  sådan et billede er (for alle andre end dem der skal spise med om lidt) stort set nul. Men hvis man i stedet anskuer mediet som et spørgsmål om identitet, så er netop det vi spiser jo en stor del af dem vi er og bliver konstant brugt i fortællingen om os selv. Og set i den sammenhæng er det faktisk ret logisk at vi også på Facebook vil vise andre om vi selv laver sushi eller bedst kan lide en stor beskidt bøf. Hvad vi deler er altså i høj grad styret af hvad det siger om os – og hvilken social status det kan give os.

Et andet af mine centrale budskaber er at virksomheder som vil udnytte denne effekt, med fordel kan skabe interessant indhold som folk kan opnå social status ved at dele og derfor vil sprede for deres egen skyld. Ved at lære at udnytte et allerede eksisterende psykologisk behov: behovet for at lave en selvfremstilling, kan man altså opnå den mest eftertragtede effekt på nettet idag – nemlig den “virale” spredning.

Men hvordan anvender man den viden når det drejer sig om fysiske steder? Eller: hvordan kan vi give folk lyst til at “checke ind” (vise med mobiltelefonen at de er der lige nu) i vores butikscenter, på vores café eller i vores idrætsanlæg?

En af de handlinger som virkelig kan give social status er at vise andre at vi har fundet noget interessant. Det er f.eks. hvad 90% af aktiviteten på Twitter handler om. Denne psykologiske effekt er drivkraften bag det meste  word of mouth spredning. For hvem vil ikke være den der først deler noget som alle andre derefter begynder at sprede? Hvis du laver noget godt, skidt, komisk, humoristisk eller anderledes, så vil folk elske at dele det – aggresivt! Og hvis det foregår via Facebook, kan folk snart dele din location i samme hug.

Hvis du allerede i dag har en forretning som tilbyder god kvalitet og uovertruffen service  eller fantastiske priser, så behøver du ikke at læse videre. Du vil blive delt uden at foretage dig noget som helst. Ganske enkelt fordi alle elsker at dele kvalitet og gode tilbud. Men for alle jer der bare vil have et hurtigt fix, uden egentlig at lave noget fundamental om, så er her 4 ting du kan have i baghovedet, når du gerne vil have at folk deler din lokation.

1) Folk er dovne og fantasiløse, så du kan faktisk hjælpe dem på vej.

Hvis du gerne vil have spredt et godt tilbud, så skal du gøre det nemt at dele, rent lavpraktisk. Det er ikke godt nok at have et dine gode tilbud stående med små bogstaver i et vindue hvor reflektioner og modlys gør det umuligt at tage et foto og sende videre og folk derfor selv er nødt til at skrive det ned. Eller endnu værre – hvor folk skal ind og spørge i butikken! Husk at folk sender alt videre som kan fremme deres sociale status. Dit budskab, bliver deres budskab. Det behøver ikke at være noget de selv har købt eller prøvet. Lav derfor skilte eller mere fantasifulde opslag med lidt kant, som er godt belyste og hvor forbipasserende kan komme tæt nok på til at at tage et godt billede.

2) Ram din målgruppe midt i nostalgien

Følelser og valg er knyttet uløseligt sammen. Forskning viser at hvis du bliver skadet i dine “affektive” centre (stederne i hjernen hvor følelser aktiveres), er du ude af stand til at træffe en masse af hverdagens små valg. Hvordan skal du f.eks. vælge imellem en leverpostejmad og en spegepølsemad, hvis du ikke kan føle mere for det ene end det andet? Man kan ikke regne sig frem til svaret logisk, for begge dele er blendet gris med for meget salt. Omtrent på samme irrationelle måde fungerer en del af vore valg på mobilen. For hvordan vælger vi om vi skal checke ind det ene sted eller det andet? Eller om vi skal dele lokationen på den ene butik frem for den anden? Det handler oftest om at vi får aktiveret nogle følelser. Og i den sammenhæng er associationer til vores barndom bare et af de mest effektivt midler til at aktivere følelser. Derfor er f.eks. legetøjsobjekter fra vores barndom bare en klassiker når det drejer sig om at ramme følelserne og aktivere “drive by” geotagging!

Se f.eks. billedet af den store Playmobilmand. Fundet på nettet og taget af én som bare lige måtte dele billedet. Tænk lige over det.

3) Brug humor konsekvent og bliv uimodståelig at dele

Hvis du laver noget sjovt eller interessant i forbindelse med din butik etc, så kan folk gøre den humor til deres egen, ved at tage et billede af det og sende det videre. Hvad sker der hvis du tænke dit steds steds fysiske fremtoning strategisk som et objekt til deling? Så kan du ende med at give din butik et navn som ganske enkelt er uimodståeligt at dele. Det skal naturligvis ikke være så sjovt at det er meningsløst. Men denne butik ville jeg altså have svært ved ikke at kigge ind i, hvis jeg vidste at den lå i nabolaget. Og det er også en af dem jeg kunne finde på at tage et billede af og dele med venner, hvis jeg kom forbi. Og hvis jeg deler den fra en GPS-mobil, kan alle se hvor denne interessante butik ligger henne.

Her har nogle unge mennesker faket et splatter scenarie på åben gade.

4) Og så kommer vi ikke uden om viral “geo-spam” (eller hvad man skal kalde det)

En spam-style måde skabe omtale på er ved at begynde at introducere kunstige eller planlagte elementer for at gøre sit sted socialt interessant. Det kan være ved at vi begynder at installere helt overdrevne objekter i det fysiske rum, i håb om at folk vil elske at sladre om dem. Man kan nemt forestille sig at effektjageriet fra de virale film, som bare handler om at skabe flest mulige seere, flytter ud i det fysiske rum.

Hvis man ikke kan lave noget værdifult, kan man i hvert fald lave noget som alle taler om og deler. Lige meget om det så bare er fordi det er klamt, vildt, latterligt, grimt eller alt alt for meget og om det bare får en masse mennesker til at trampe igennem dit sted, uden at lægge penge eller skabe værdi. Så bliv ikke overrasket hvis virkeligt påfaldende ting begynder at dukke op i din omverden. De er der for at du skal have lyst at vise dem og andre skal få lyst til at komme forbi og se dem.

Hvornår mon vi ser de første geovirale bureauer, som tager betalt for hvor mange mennesker de kan få til at checke ind et sted – og ikke skyr nogen midler for at få dem til det?

Og hvornår mon vi ser den første geotigger der står foran en butik og spørger om du vil være rar at checke ind her, så han kan få til en bid brød af butiksejeren?

Share Button
0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *