Søgetjenester vil drive udbredelsen af lokationsteknologi (altså indtil Facebook slår location til)
Location, location, location. GPS-chips i mobilerne er langsomt men sikkert i gang med at punktere grænsen imellem vores online og offline liv. Rendyrkede “geosociale” tjenester som Foursquare.com er allerede slået massivt an blandt early adopters i Danmark, som går og “chekker ind” alle mulige interessante og uinteressante steder fra deres smartphones. Og det er faktisk netop den slags aktivitet blandt early adopters, man ville forvente at se, hvis man stod foran et massivt nyt teknologisk fænomen, som inden længe vil brage igennem i vores main stream.
Og så er det endda slet ikke de geosociale tjenester som spiller størst rolle på danskernes mobiler lige nu. Under radaren er lokationsteknologi nemlig ved at blive integreret i en lang række af tjenester og applikationer til både smartphones og billigere modeller. Allerede eksisterende tjenester er nemlig lige så diskret begyndt at hente brugerens lokation og bruge den helt naturligt som endnu en filtreringsparameter. Ofte uden at du overhovedet lægger mærke til det. Har du f.eks. prøvet at søge efter en butik med Google på din Nokia-mobil? Prøv engang. Der er en god chance for at du får dem som ligger nærmest, rent geografisk. Google bruger nemlig GPS/Wi-Fi/GSM til at bestemme din fysiske position. Og populære tjenester som Rejseplanen vil også snart spare dig ulejligheden med selv at skulle indtaste din position. (Twitter for Android klistrer automatisk din position på dine tweets. Har du overhovedet opdaget det?)
Disse diskrete GPS-anvendelser handler ofte ikke om at dele vores lokation, men om at bruge den til at filtrere informationer. Så at bruge dem vil ikke kræve de store principielle overvejelser hos os. Ofte vil tjenesterne tænde for din GPS helt automatisk og bruge informationerne til at gøre din netfærden lidt lettere og mere relevant. Og det er disse hverdagsanvendelser af GPS’en som kan være med til at kickstarte markedet for mere innovative GPS-tjenester. For når først vi har vænnet os til at have GPS-chippen slået til, så vil det bare være en helt naturlig forlængelse at sige OK, når f.eks. Facebook om ikke så længe spørger om du vil slå location til dine statusopdateringer og billeder.
Så location-teknologien bliver ikke en revolution, som vi skal forholde os aktivt og reflekteret til. I stedet vil vi bare en dag vågne op og opdage at GPS’en er slået til og vi ikke helt ved hvor længe den har været det. Og hvis vi besøger en tjeneste hvor vi selv skal skrive hvor vi er henne, vil vi finde den dum og irriterende. Når dette er interessant, så handler det om demografien blandt fremtidige brugere. Min gamle mor kunne ikke drømme om at bruge Foursquare – men hvis mobilen spurgte venligt om den skulle slå GPS’en til og give hende de nærmeste søgeresultater, ville hun finde det såre fikst og straks sige ja tak. Og udsigten til diskrete GPS-anvendelser ville også være et godt argument for at lige at sikre at der stod GPS på den næste mobiltelefon hun købte.
Hvor Foursquare og diverse geosociale tjenester bruger lokationen som et aktivt og socialt element, så er det tjenester som Google og Rejseplanen som her i begyndelsen vil trække læsset med at udbrede teknologien til andre end geeks og early adopters. Først når Facebook inden længe får truffet de sidste svære beslutninger om design og privatliv og tilføjer muligheden for at geotagge, tjekke ind eller hvordan de nu lancerer det – vil geosociale tjenester der deler vores lokation blive mainstream.
Kald mig bare Captain Obvious – men hvor Google helt sikkert er det helt oplagte valg når man skal bygge location ind i sine webtjenester, så det er ganske enkelt ikke til at få øje på nogen der både har en udbredelse og viden om vores relationer, som kan true gøre Facebook de næste par år. Her vil kombinationen af lokation+relation+udbredelse gøre Facebook til den mest interessante platform at bygge rene geosociale lokationstjenester på de næste par år.


Add A Comment