Et par venlige ord til dig, der er bange for “Facebook Steder”
Posted by Anders Colding-Jørgensen on januar 11, 2011 under Facebook, Lokation, Psykologi | 
15 Comments to Read
Efter introduktionen af Facebooks geotagging-funktion, “Facebook Steder” (tidligere kendt som “Places”) har man på diverse netmedier kunne se bekymrede brugere som skynder sig at dele guides til hvordan man slukker for den nye funktion og skjuler sit privatliv mest muligt. Og det er ikke usædvanligt. Man kan nærmest stille sit ur efter de bekymrede indlæg som følger med hver eneste ændring i platformens udformning. Og kort tid efter hver omgang bekymret skriveri, stiger brugen af Facebook markant. Og det tror jeg også vil ske her.
Jeg har faktisk, selvom jeg er partner i et firma som arbejder professionelt med geomarketing, en række store bekymringer omkring Facebook og geotagging. Men de knytter sig ikke specielt til den nye tekniske funktion, men til det faktum at sociale medier skaber en selvreflektion, hvor vi øver stadigt større social kontrol med hinanden og os selv, hele tiden tænker på hvordan vores liv ser ud gennem andres øjne og i det hele taget konstant trækker imod at blive mere ens. Men når det kommer til bekymringerne om misbrug af Facebook Steder, så er de altså forfejlede og vidner om en manglende social og psykologisk forståelse.
Tillad mig her at kommentere nogle af de bekymringer som I fremfører – bl.a. i kommentarerne til mit forrige blogindlæg.
” Folk kan geotagge dig steder du aldrig har været”
En af de ting som har bekymret mange, er muligheden for at den som checker ind et sted, kan vælge at “tagge” andre – uden at spørge dem, således at det fremstår som om de rent faktisk var til stede. Det skulle kunne medføre en stor fare for “falske checkins”, hvilket bl.a. DR har lavet en lille paranoid guide om her. Jeg synes faktisk at den tagging-funktion er dum og lidt ulogisk, men at bekymre sig om misbrug af den, er efter min mening totalt misforstået og et tegn på at man ser på mediet frem for menneskers adfærd. For faktum er at folk hele tiden har kunnet fortælle hvor du er henne, ved f.eks. at tagge dig i en statusopdatering eller et foto eller blot ved at udtale sig på ren tekst. Og de har derfor også hele tiden kunnet lyve om hvor du var. Det er der altså intet nyt i! Så hvis nogen f.eks. geotagger dig et sted du ikke er, så lyver de jo ganske enkelt om hvor du er henne. Og hvis folk gør det mod dig, så er jeg nødt til at fortælle dig at dit problem ikke er at Facebook har introduceret en ny funktion, men at du har folk i dit netværk som lyver om dig.
På det tekniske plan er Facebook Steder en ny funktion, men rent socialt er det kun en automatisering af noget vi allerede gør eller har kunne gøre tidligere. Og de paranoide glemmer at den som ser et check ind af dig i Tivoli i arbejdstiden, jo også godt ved at det ikke nødvendigvis betyder at du rent faktisk er der, da et check ind kan foretages af andre end dig selv. Dermed har et check ind ikke den samme betydning, som det ville have hvis man selv var den eneste der kunne foretage det. Et check ind svarer ganske enkelt til at nogen fortæller hvor du selv eller andre er. Og der bruger vi jo vores almindelige kildekritik. Personligt kan jeg sige at folk der render og lyver om hvor jeg er henne, ikke bliver accepteret i mit netværk – uanset hvilken teknisk funktion de måtte vælge at anvende til det. Så det vil helt naturligt regulere sig selv via social kontrol.
“Folk redigerer deres selvbillede og checker kun ind steder, der giver et urealistisk positivt billede af dem selv”
Som sagt, så tilbyder et check ind ikke flere muligheder for at lyve om geografi end dem vi havde i forvejen. Men at folk redigerer deres geografiske selvfremstilling er ikke en fejl ved Facebook – det er altså selve den psykologiske benzin som driver vores brug af den. På facebook er man på med sit eget navn, og derfor bliver Facebook-profilen et centralt værktøj i den måde vi skaber identitet på. Både over for de svage relationer (gamle skolekammerater etc.) som et typisk Facebook-netværk består af og som vi ikke ser ret tit. Men også over for os selv. Og faktisk er det selve muligheden for at redigere hvilket udsnit af livet man deler med andre, der i det hele taget gør mediet socialt interessant. Hvem ville gå omkring med et kamera i panden og broadcaste ALT man ser på i løbet af en dag? Ved at vælge at vise bestemte udsnit frem for andre, kan vi pludselig anvende Facebook som et socialt legetøj. Hvilket udsnit af virkeligheden vi vælger og måden vi vælger at dele på, bliver en en måde at udtrykke personlighed, humor, temperament og identitet. Det ikke billedet af en solnedgang der fortæller noget om dig – men det at du netop viser en solnedgang og måden du har taget billedet og kommenteret der på, som bliver dit udtryk.
Og nøjagtigt på samme måde er geotagging et socialt legetøj. Og selvfølgelig er der steder vi hellere vi associeres med end andre. Sådan har det været siden tidernes morgen, men det er i selve redigeringen af os, at de sociale udtryk ligger. Forleden checkede jeg min onkel og mig selv ind i Grøften i Tivoli. Nu er sagen den at han sidder i Ilulissat, hvilket jeg først afslørede lidt længere nede i kommentarstrømmen. Har jeg løjet? Eller har jeg leget? Og efter at have checket ind på min og kærestens lokum og flashet og kommenteret det på Twitter, må jeg nu lide den store tort at en anden mand er mayor på mit eget toilet! At se check-ind funktionen som en geografisk sladehank, som man kan komme til at misbruge eller som man bør bruge på en “sandfærdig” måde er at være komplet blind over for hele det sociale og kulturelle lag, som er det der gør medierne sjove. Google Latitude tilbyder allerede idag en mulighed for konstant og relativt nøjagtigt, at brodcaste hvor man er – og den er der jo ingen der gider at bruge.
“Mit feed bliver spammet af folks check-ins”
Nej. Faktum er at du også inden “Facebooks geotagging, konstant blev gjort opmærksom på hvor folk er, har været og er på vej hen og at et et check ind faktisk ofte er den mest diskrete måde at fortælle hvor man er på. Efter at have set en masse der lige testede funktionen de første dage, ser vi faktisk allerede at folk nu, frem for at sige at de arbejder hjemmefra, poster en kommentar med et geotag på. Eller blot checker ind, frem for at skrive at de nu sidder et eller andet sted med en fadbamse i den ene hånd og deres smartphone i den anden. Og hvis du har nogen som kontstant spammer dit feed med ligegyldige checkins, så er dit problem heller ikke her at Facebook har introduceret geotagging, men at du har Facebook-venner der spammer dig med ligegyldigheder. Seriously – hvis Facebook-sider var blevet introduceret i dag, ville de samme kritikere have skreget op om at vi konstant bliver spammet af alle de sider folk tilmelder sig og have udgivet guides om hvordan man slukker for dem i feedet.
Facebook Steder er et redskab til at udtrykke sig med – hverken mere eller mindre. Og som de andre som platformen tilbyder, er de lige så sjove eller irriterende som de mennesker der bruger dem. Og hvis folk i dit netværk udtrykker sig irriterende, er der jo mulighedern for at slukke for dem. Den mest misforståede reaktion er at tro at den mest værdiskabende måde at bruge mediet på er at sætte alle privatlivsindstillingerne på max.
For helt seriøst: hvad fanden laver man så på et socialt medie?
