Forskning: Er Facebook relationernes svar på onani og tomme kalorier?

Posted by Anders Colding-Jørgensen on april 11, 2011 under Facebook, Psykologi | 6 Comments to Read

 
Psykologer og adfærdsbiologer opererer med en distinktion imellem vores handlingers mål og formål. Målene er dem vi selv oplever og handler på, formålene er de overlevelsesmæssige faktorer som handlingerne skal fremme. Et eksempel: når vi har sex, sker det ofte fordi vi oplever en drift  imod målet, nemlig udløsning. Selve handlingen har det formål at føre arten videre, men det oplever vi ikke direkte. Derfor kan vi f.eks. snyde vores krop med udløsning som ikke fører til forplantning.

Når vi spiser, har vi ligeledes et oplevet mål, som styrer os. Målet er nemlig at opretholde et højt blodsukker. Falder blodsukkeret, føler vi os sultne og spiser. Formålet er at sikre at vores krop kan overleve på både kortere og længere sigt – bl.a. ved at vi sammen med sukkeret indtager alle de næringsstoffer vi har brug for. Men vi kan ikke mærke formålet – kun målet. I dag kan vi isolere druesukkeret og for eksempel drikke Faxe Kondi og derpå opleve mæthed. Da målet er opfyldt, ophører vi med at indtage næring og kroppens formål, kroppens overlevelse, bliver kun delvist opfyldt – da vi jo kun får sukkeret og ikke alle de mange andre næringstoffer vi har brug for.

Når man spiser sig mæt i sukker som ikke også indeholder det fulde spektrum af næringsstoffer, taler vi om tomme kalorier. Og det kan føre til mangelsygdomme hvis man udelukkende snyder sit system til at opleve mæthed med f.eks. sodavand.

Men hvad nu hvis sociale medier også er en slags tomme kalorier, som opfylder en masse oplevede mål, men ikke formår at tjene et dybere formål ved menneskelige relationer, nemlig at holde os fysisk sunde og raske?

Aric Sigman påstår i sin artikel i tidsskriftet Biologist, “Well Connected?: The Biological Implications of ‘Social Networking” (Sigman, 2009) at manglende direkte social interaktion kan påvises at hænge sammen med en lang række fysiske forandringer hos mennesker.

Sigman gennemgår i artiklen en lang række forskningsdata som bl.a. påviser hvordan mennesker med mindre social kontakt kan opleve mindre modstandskraft over for influenza (men også en mindre risiko for at blive smittet, må man formode) men også en markant øget risiko for demens og blodpropper. For eksempel udløser fysisk berøring og kram stoffet “oxytocin” hos mennesker – et stof som kan medføre nedsat risiko for hjerte-kar sygdomme.

Sigman går så vidt som til at inddrage undersøgelser som viser at en del af vores genom (209 gener) rent faktisk er socialt påvirkeligt og at vi i yderste konsekvens kan påvirke vores arvemasse ved at ophøre med at være fysisk sociale med hinanden.

Sigman påstår ikke direkte at sociale medier fører til sygdom, men påviser hvordan den direkte interaktion i konstant stigende grad bliver erstattet af eletronisk interaktion og hvordan manglende interaktion kan føre til fysiske forandringer. Hans forskning bygger altså på undersøgelse af manglende social kontakt i det hele taget – og ikke på at ens sociale kontakt i stigende grad bliver dækket af sociale netværkstjenester. Man kan derfor kritisere ham for ikke at undersøge i hvor høj grad det er sundere  at have adgang til at kommunikere med mennesker via nettet end slet ikke at have noget at kommunikere med.

Men én ting ligger fast – for under alle omsændigheder mister vi den fysiske berøring ved at mødes på Facebook frem for på Cafeen. Vi mister krammene, lugtene, mimiken samt de følelsesmæssige reaktioner der kommer af at være tvunget til at respondere nu og her, frem for f.eks. at kunne slukke PC’en og besvare en kommentar når vi lige synes vi har lyst.

Og hvis vi antager at vi kan få dækket en lang række oplevede mål med interaktionen, nemlig at opnå anerkendelse, socialt tilhørsforhold, informationer og underholdning, ved at tjekke Facebook, men at vi samtidig bliver fysisk dårligere ved at undvære fysisk kontakt, så er det altså ikke meget sundere at dække sine sociale behov på Facebook end det er at drikke sig mæt i Faxe Kondi.

At journalister er nogle sensationshungrende populister, ændrer ikke ved at at der ER unge der “visner” foran skærmen!

Posted by Anders Colding-Jørgensen on april 8, 2011 under Facebook, Psykologi, Samfund | 3 Comments to Read

Det er altid frusterende, når man opdager at pressen igen har overvinklet en historie om noget inden for ens fagområde. Og når journalisten så oven i købet har ignoreret én og i stedet spurgt et eller andet andet æggehoved (når man nu selv helt åbenlyst er så meget klogere) bliver det kun værre. Så kan man skrive en oprørt berigtigelse på sin egen blog (så kan de lære det) men det er lissom ikke helt det samme.

Sådan havde jeg det f.eks. da det anerkendte videnskabelige tidskrift, MetroXpress, for et par år siden bragte en artikel som, på et latterligt spinkelt grundlag, konkluderede at Facebook “skaber ensomhed hos børn”. En artikel som oven i købet helt ukritisk blev citeret i Radioavisen. Kloge mig havde ingen spurgt!! Det fik mig til, omgående, at skrive et blogindlæg med titlen “Facebook modvirker ensomhed hos unge” og sende linket til både Metro Xpress og radioavisen. Naturligvis uden så meget som et svar. Nuancerede historier om at verden ikke er ved at gå af lave er bare ikke særligt interessante for en journalist uden for juletiden.

“De tal kan man ikke konkludere en skid ud fra”

Og forleden blev jeg så (for gud ved hvilken gang) kontaktet af en journalist med et dommedagsærinde. Vinklen var at børn nu brugte al deres tid i ensomhed foran computeren. Jeg bad om at få tilsendt tallene bag og min reaktion da journalisten fremsendte de brugte tal fra Skolebørnsundersøgelsen 2010 (som ses her til højre), var ordret: “De tal kan man ikke konkludere en skid om børns netbrug ud fra”. Man er velkommen til at kontakte journalisten og få det verificeret. Journalistens pointe var at der var sket et drastisk fald i tallene i de to øverste spørgsmål i løbet af de år, hvor undersøgelsen har været gentaget (hvad der var sket med de nederste, fik jeg beklageligvis ikke spurgt om – men mon ikke de havde sporet en stigning?). Men dette var grundlaget for at konkludere at alle unge derfor vælger fysiske fællesskaber fra og sidder alene foran computeren i tilsvarende mere tid.

Lige til dumpekarakter

Hvis en af mine specialestuderende have konkluderet noget så bombastisk på baggrund af disse tal og brugt det som en den centrale argumentation i opgaven, ville vedkommende have lænet sig op ad en dumpekarakter. Primært af to årsager: For det første baserer de sig på selvrapportering, som generelt er en dårlig måde at måle noget på, da der altid vil være svar der er mere socialt acceptable end andre til forskellige tider. For det andet er  selve spørgsmålene utroligt specifikke og derfor dårlige til at måle det man formodentligt er interesseret i at måle – nemlig graden af fysisk socialt samvær.

Der kan derfor være mange andre faktorer som kan spille ind på svarene:

• Hvad nu hvis det bare er blevet mere acceptabelt at fortælle at man tilbringer tid alene?
• Hvad nu hvis selve begrebet “venner” har ændret sig siden spørgsmålene blev designet, fra at betyde “jævnaldrende” til nu at være reserveret til de få særlige, som er mere end bare sociale relationer?
• Hvad nu hvis man kun er sammen med disse rigtige venner tre hverdage om ugen, fordi man er til teater, idræt, politik osv resten af tiden?
• Og hvad nu hvis de unges liv, lige som deres forældres, er blevet mere fragmenteret og at de i det hele taget har tilværelse fyldt op en masse spændende sociale aktiviteter som ikke lige indebærer dem man kalder “venner” i 2011 ?

Det store dilemma: Vil man ud med et budskab, eller vil man have alle nuancer med?

Alle disse overvejelser fortalte jeg journalisten. Men jeg har ingen illusioner. Jeg kender efterhånden dagspressen godt nok til at vide at den slags forbehold med få undtagelser vil blive vinklet ud. Når jeg alligevel valgte at udtale mig i dette tilfælde, er det fordi enhver der gider at åbne øjnene, kan konstatere at der rundt omkring rent faktisk findes menesker (unge og voksne) som sidder alene ved computeren og lever en stor del af deres sociale fritidsliv gennem nettet. Og mange af dem bliver ulykkelige, når de flytter hjemmefra og fortsætter den adfærd – og får aldrig fysisk kærlighed, endsige sex. Jeg sender tit forespørgsler om unge og sociale medier videre til Malene Charlotte Larsen (som jeg gjorde med Klubværelsen på P1 i forrige uge) men det her handler faktisk om et vigtigt socialpsykologisk problem for folk i alle aldre – ikke kun de unge. Så den tog jeg selv.

Så med det klokkelkare forbehold at jeg ikke på nogen måde ville tages til indtægt for at alle danske unge sad mere foran skærmen (for det aner vi ikke om de gør på baggrund af den undersøgelse!!) ville jeg gerne bidrage til Berlingskes artikel med forskningsbaseret viden om hvad det kan betyde for os, hvis man hører til dem der udelukkende er sociale via skærmen. Det ville jeg også da  TV2 Nyhederne senere spurgte.

Og man kan faktisk sige noget om hvad det gør for os, hvis vi primært oplever den form for ikke-kropslig og meget smalspektret socialitet. Se f.eks. Aric Sigmans noget poppede, men alligevel uigendrivelige gennemgang af de biologiske symptomer der korrelerer med social deprivation. En artikel jeg blandt mange andre forskningsartikler har brugt da jeg underviste i internetpsykologi på kandidatuddannelsen i psykologi på KU for et par år siden.

Her er mine centrale pointer om mennesker som vælger at have størstedelen af deres socialitet gennem nettet:

1. Det kan for det første være for nemt og friktionsfrit at mødes online. Vi risikerer i mindre grad at tabe ansigt og vi kan i mange situationer langt hurtigere komme væk, hvis samtalen bliver konfliktfyldt. Hvis man gerne vil opdrage unge til at kunne læse mere komplicerede sitationer, løse konflikter og at stå til regnskab for deres handlinger, så kan de ganske enkelt komme til at mangle nogle kompetencer, hvis de for nemt kan logge af konflikterne. Vi kan ganske enkelt få børn der skrider hjem til computeren, hvis det bliver for besværligt ude i meat-space.
2. Sociale medier tilbyder desuden en meget smalspektret socialitet. Dermed mener jeg at de naturligvis er en valid del af vores sociale liv – men medieret kontakt mangler, pr. definition, noget af den dybde og mange af de facetter – ikke mindst mimik, latter, lidenskab osv, som et direkte møde har. Og det er ikke et problem for de fleste af os – men hvis man hører til dem der sidder online hele sin fritid, så kommer man til at mangle facetter at det sociale liv. Det er ikke forskningsbaseret – det er common sense. Psykologi for høns.
3. Hvis man aldrig lærer at håndtere de mere rodede relationer som fysiske møder indebærer – helt ned til det mere banale “skal man kramme eller give hånd her?”, men i stedet tyr til den nemmere og mere friktionsfri online socialitet, så giver det sig selv at som tiden går, så har vi ikke en ung, men en voksen og snart en midaldrende person, som foretrækker at mødes med andre på nettet. Og der begynder de biologiske symptomer at indfinde sig. Altså hvis man vel hører til den gruppe mennesker der vælger det besværlige fysiske møde fra. Det er kun dem jeg udtaler mig om – her og andre steder. Hvis nogen kan påvise at det er uden konsekvenser at høre op med at se andre mennesker, så smid lige et link herunder.

Hurra for LIVE TV

Et af de medier der inviterede mig til at udtale mig var Go’ Aften Danmark (direkte link er vist defekt – find det indlæg der hedder “Tweens og teenagere visner foran skærmen”) . Og LIVE TV er jo fedt! Her kan man nemlig ikke redigere mine forbehold ud – så her fik jeg mulighed for at fortælle at der var tale om en meget unuanceret undersøgelse og at der skal reel forskning til, før vi kan konkludere at der er et generelt problem. Desuden fastslår jeg at det faktisk er hele familien der måske skal tænke over hvor meget vi lader skærme fylde i vores liv – og ikke gøre det til et spørgsmål om børn alene.

Og lad mig slå det helt fast: Jeg elsker internettet, er powerbruger af sociale medier og mener professionelt at sociale medier løser en masse helt konkrete behov for os socialt, ligesom det skaber en berigende transparens i samfundet og et masse nye forretningsmuligheder. Jeg er også helt enig med de forskere som påpeger at der sker en stor bevægelse af  ”online -> offline” relationer. Men jeg kan også med egne øjne se at skærme fylder stadigt mere i vores liv – ikke kun i børnenes, men i vores allesammens. Og jeg kan også i min hverdag se mange unge som sidder alene på facebook, aften efter aften.

Så da jeg så blev ringet op af en journalist der gav mig mulighed for at tale til befolkningen om dem – selvom jeg vidste at jeg ville blive vinklet hårdt. Så valgte jeg at slå til!

PS: Jo Morten – Dunbars tal er noget vås. Sorry!

En af dem der ikke blev spurgt og derfor selv måtte skrive om det var Morten Bay, som i sit rant lige får rodet sig ud i at skrive at jeg nok ikke ved hvad jeg taler om (baseret på en meget grundig gennemgang af alt jeg har skrevet, antager jeg venligt). Helt specifik ser han sig dog sur på en detalje i et af mine seneste blogindlæg her på Virkeligheden.dk, nemlig Det du tror er dit Facebook-netværk, udgøres i virkeligheden mest af alt af din egen fantasi, hvor jeg formaster mig til at aflive et af de hyperteoretiske nonsenstal, som blogger og skribenter i mangel af sand viden har kastet deres kærlighed på – nemlig det såkaldte “Dunbars tal”. Det er ikke et præcist tal. Det er fremkommet ved en blanding af studier af primater og læsning af teori. Det er fremkommet ved at studere gruppelignende netværk – ikke egocentriske, som dem vi har på Facebook. Og endelig er det så vidt jeg kan se, aldrig blevet anvendt til noget som helst af betydning i praksis.

I Min blogpost (blogpost – ikke videnskabelige artikel!) påstår jeg at det ualmindeligt veldokumenterede tal for menneskelig korttidsopmærksomhed nok er en mere brugbar grænse. Blogposten er det populærevidenskabelige resultat af en 4 timer lang samtale om emnet jeg havde med psykolog og Ph.D Henrik Skovlund fra DPU, hvor vi forsøgte at forstå de sociale relationer på Facebook i lyset af begreber som “abstrakt socialitet” (ud fra bl.a. George Herbert Meads begreb “den generaliserede anden”)  og kognitive begreber som attention span og korttidshukommelse. Take it or leave it.

Morten fortæller at Facebook’s sociologer har lavet undersøgelser i stil med den som Dunbar selv brugte (skal jeg forstå det sådan at de studerede primater?) og at de “konkluderede nogenlunde det samme”. Jeg har langt fra læst al forskning der er lavet om emnet, men dog en del (hvoraf det meste er udført på amerikanske collegestuderende). Jeg har også læst diverse optællinger fra Facebook der viste at vi på daværende tidspunkt i gennemsnit  havde ca 150 venner men kun interagerede med et mindre antal – men den slags kvantitative optællinger regner jeg ikke med at Bay har valgt at forplumre en god akademisk  argumentation på et højt niveau med. Og en egentlig sociologisk undersøgelse der bekræfter at Dunbars nummer eksisterer og har relevans på Facebook har jeg desværre misset.

Morten, smider du ikke lige et link til den i kommentarfeltet?