Facebook ændrer internettet fra en global informationsøkonomi til en lokal identitetsøkonomi
Posted by Anders Colding-Jørgensen on september 28, 2011 under Facebook, Individet, Psykologi, Samfund | 
9 Comments to Read
Med Facebooks indførelse af ”tidslinjen”, som viser et mere samlet billede af vores online-aktiviteter, bliver en forståelse af identitetsøkosystemer vigtigere end nogensinde før, for det er nøglen til at forstå hvorfor indhold deles online og hvorfor individer og forbrugere handler som de gør.
Med Facebooks afskaffelse af anonymiteten online, handler internettet ikke længere primært om informationer, men om identitet. Og vi skal ikke længere forstå internettet som et postkontor, hvor indhold sendes omkring, men som en åben arena for vores identitet og selvfremstilling. En arena som er en lige så legitim del af virkeligheden som hjem, arbejdspladser, gadeliv og samfundets andre sociale flader.
Prøv at huske 5 år tilbage. Den gang var den almindelige beskrivelse af internettet at det var et komplet anonymt sted. På nettet kunne man frit eksperimentere med køn, alder og profession, da ingen anede hvem der sad i den anden ende. ”On the internet, no one knows you’re a dog”, lød en humoristisk talemåde i den periode vi i dag kan se tilbage på som det anonyme internet.
I internettets anonyme fortid oprettede man sig på alverdens webtjenester (som f.eks. MySpace), med et alias – et helt unikt brugernavn som skjulte hvem der befandt sig i den anden ende af netforbindelsen. Man kunne ikke hedde noget som en anden brugere på sitet allerede hed, ligesom man ikke kunne finde andre mennesker man kendte i forvejen, med mindre man fik deres brugernavn eller kendte deres email adresse.
Har du lagt mærke til at vi ikke har hørt internettet omtalt som et anonymt sted, i de sidste 5 år? Det er ikke længere en grundantagelse hos journalister og diverse æggehoveder at man er fri til at være hvem man vil på nettet. Det anonyme internet er stort set blevet forvist til netbanker og pornosites. På resten af internettet forventer vi nu i stadigt stigende grad at vi ved hvem der er i den anden ende.
Dette fænomen skyldes fremkomsten af én eneste amerikansk webtjeneste, nemlig Facebook.com, som lige fra dag 1 har haft som eksplicit betingelse at man skal oprette sig med sit rigtige navn. Også selvom det jo ville medføre at der kunne være flere der hed det samme.
Det er min påstand at dette ene træk, det rigtige navn, er selve nøglen til at Facebook er blevet så udbredt som det er, med (iflg. Facebook selv) 700 millioner aktive brugere. For når man ikke længere må være anonym, dækker sitet nemlig et behov, som stort set alle mennesker i moderne samfund har, nemlig behovet for at holde kontakten til alle de mennesker man når at stifte bekendtskab med på sin vej igennem uddannelsessystemer, flytninger og ansættelser. De såkaldt ”svage sociale bånd”.
Prøv selv at huske din første oplevelse med Facebook. Du beslutter dig for at give skidtet en chance og logger på, taster navnet på en gammel skolekammerat ind… og ser pludselig vedkommende sidde og kigge på dig. Med lidt større vom, lidt mindre hår og 20 år ældre, men helt umiskendeligt Carsten, Bjarne eller Ida, som du ikke har set i et halvt liv. I det øjeblik holder Facebook op med at være et legetøj og bliver i stedet løsningen på et problem som ingen andre værktøjer i menneskets historie har løst; nemlig at holde styr på alle de svage sociale bånd, et moderne samfund producerer.
Men i det øjeblik vi træder ud af det anonyme, skifter internettet karakter. For de flestes vedkommende var internettet tidligere et informationsøkosystem, hvor man distribuerede en masse indhold imellem mere eller mindre anonyme brugere via websites og emails. Vi talte om et informationssamfund. Men hvad sker der, når vi pludselig har online relationer med hundredevis af mennesker, som rent faktisk ved hvem vi er og som vi også har haft fysiske relationer med?
I det øjeblik kan vi ganske enkelt ikke forstår hvad der foregår, ved at bruge en informationsmetafor og se internettet som et gigantisk postsystem. For når alle kan se os og ved hvem vi er, er internettet er nu i langt højere grad blevet en arena for vores identitet og selvfremstilling. De ting vi foretaget os får betydning for hvordan andre opfatter os – og dermed for hvordan vi opfatter os selv.
Facebook = virkeligheden. Det giver ikke længere nogen mening at skelne. Det er jo selvfølgelig en anden virkelighed end fodboldklubben, men vi kan forstå Facebook med den samme logik som vi forstår virkeligheden i øvrigt. Det betyder f.eks. at vi konstant lægger et socialt filter ned over de ting vi foretager os online. Fotos, links, videoer og statusopdateringer skal hænge sammen med vores selvopfattelse og ideelle selvfremstilling over for resten af verden. Vi deler indhold for at skabe og vedligeholde et ideelt (eller i det mindste acceptabelt) billede af os selv. Som når du deler det stykke musik eller den artikel, der lige er dig. Vi bruger tid på at dokumentere særligt udvalgte udsnit af vores hverdag, som vi synes fortæller den rigtige historie om os selv. På at spekulere på hvordan det sted vi opholdes os lige nu vil se ud, når vi formidler det i den store sociale arena. Jeg har aldrig set et billede af en opvask på Facebook, men en hel masse af smukke vellykkede måltider, vandreture i bjergene, solnedgange på terrassen, glade børn der leger og eftermiddage med fadøl i Nyhavn. Vi bruger informationer som aldrig før, men de indgår nu som en del af den nye online identitetsøkonomi.
Kilde: Min Facebook-ven Henrik
Den bedste måde at illustrere forskellen på informationsøkonomi og identitesøkonomi på er faktisk med det fotografi af aftensmaden, som mange deler på Facebook. Hvis jeg for 5 år siden havde foreslået dig at dele et billede af din aftensmad på internettet, ville du nok have rystet på hovedet. I en informationsøkonomi, vil det nemlig ikke give nogen mening at bruge tid på at dele et foto af en portion mad på internettet – med mindre man da vedlægger en opskrift.
Men nu har de fleste vel efterhånden prøvet det og i en identitetsøkonomi giver det også kæmpestor mening. For det siger utroligt meget om os som individer, om vi nu er til hjemmelavet speltbrød eller en stor beskidt bøf bearnaise.
