Vil Facebook fejle med deres nye “frictionless sharing”?

Posted by Anders Colding-Jørgensen on december 24, 2011 under Facebook, Google, Individet, Lokation, Psykologi | 2 Comments to Read

De seneste opdateringer fra Facebook er værd at holde øje med, hvis man er interesseret i psykologien bag vores yndlingsmedie. De rejser nemlig et meget interessant spørgsmål: Vil Zuckerberg & Co endnu en gang få succes med at flytte vores grænser for privatliv og kommunikation, eller har de denne gang ramt en mur der er stærkere – nemlig vores behov for at have kontrol over vores online identitet?

I løbet af december, har din Facebook-profil skiftet udseende. Du har fået en såkaldt “timeline”, der viser alle dine opdateringer på en samlet og mere overskuelig måde. Men selvom din timeline er en stor designmæssig forandring, er den stadig mest kosmetisk. Det er et af Facebooks andre nye tiltag, nemlig den såkaldte “friktionsløse deling” (frictionless sharing), der udgør den mest radikale fornyelse. Friktionsløs deling går ganske enkelt ud på at du én gang for alle åbner for at et website eller en tjeneste kan dele dine aktiviteter og at alt du derefter foretager dig – f.eks. læser på Washington Post eller lytter til på musiktjenesten Spotify, automatisk bliver delt med dine Facebook-venner. Hermed antager Facebook at det næste skridt for os er at begynde at dele alt automatisk – at vi ønsker at afskaffe den “friktion”,der indtil nu har været forbundet med at dele på Facebook. Min påstand er imidlertid at denne friktion ikke bare er et besvær, som man kan blive sparet for, men rummer selve nøglen til Facebooks succes.

Indtil nu har al deling på Facebook været en aktiv handling

Det er foregået ved at vi selv klikkede share, like eller hvad det ellers har heddet gennem tiden. Ved at lade os vælge hvert enkelt sted, billede og website vi ønskede at dele, blev Facebook en flade vi kunne bruge til at redigere, iscenesætte og på andre måder have kontrol over det billede vores venner og netværk fik af os. Nøjagtigt på samme måde som i alle andre områder af virkeligheden, kunne vi vise et billede af os selv vi ønskede. Og sammen med det faktum at vi er på Facebook med vores eget navn og vores netværk, har denne delingsfilosofi gjort Facebook til vores foretrukne værktøj til konsolidering og formidling af virkeligheden online.

Facebook handler altså ikke primært om at afrapportere alt hvad vi gør, men om at vise hvem vi ønsker at være. Vi er ikke forpligtede til at dele et billede af vores opvask og vores grimme brune gryderetter på Facebook, men kan i stedet vise et billede af vores nybagte boller og hjemmelavede sushi. Og selvom mennesker er komplekse og deler af et utal af grunde, så hænger de ting vi deler altid på én eller anden måde sammen med det billede folk får af os. Vi sidder ikke (altid) og planlægger at dele noget, for at skabe et bestemt billede af os selv. Men vi har altid i baghovedet at folk danner en opfattelse af os, bl.a. på baggrund af de ting vi deler. Det er det jeg kalder identitetsøkonomi. Og netop her er Facebook faktisk ikke forskellig fra andre aspekter af virkeligheden.

Hvis din Facebook-profil var en bogreol…

Prøv at forestille dig en situation fra den fysiske verden: Du får gæster til middag. Når de ankommer til dit hjem, byder du dem velkommen og placerer dem i stuen med et glas vin, mens du går ud og ser til maden. Og mens du rører i sovsen, giver dine gæster sig til at kigge sig omkring i stuen og deres øjne falder før eller siden på bogreolen, hvor de giver sig til at studere de titler du har stående. Det ved du godt de gør, så derfor har du ikke stillet alle bøger du nogensinde har ejet i reolen. Og du har sikkert heller ikke læst alle de bøger du har stående. Selvom jeg ikke vil påstå at den eneste grund til at du har bøger stående fremme i stuen er at påvirke folks indtryk af dig, så har du sikkert et publikum  i baghovedet, når du bestemmer hvilke bøger der skal i reolen og hvilke der ikke skal.

Men prøv nu at forestille dig at din bogreol nu begyndte at opføre sig anderledes. At du ikke selv satte bøger i den, men at alt du nogensinde har læst, automatisk blev stillet op i reolen. Alle selvhjælpsbøger, alle pornoblade, alle dårlige kærlighedsromaner, alle bøger om fysiske og psykiske lidelser du har lidt af, automatisk fløj op på hylderne til skue for dine middagsgæster. Var det en reol du ville have stående fremme i stuen? Næppe.

Men netop sådan kan man faktisk forstå forskellen på gammeldags deling og den nye friktionsløse, som Facebook for nyligt har introduceret. Og dermed mister Facebook en væsentlig funktion.

Derfor vil frictionless sharing fejle

Når deling bliver automatisk, mister vi vores mulighed for at bruge fladen til at kommunikere og designe vores online identitet med. Hvis vi ikke selv har styr på grænsen imellem privat og offentlig, bliver mediet ganske enkelt mindre interessant som socialt værktøj. Det handler ikke kun om privatliv og overvågning, men om at det er vores udvælgelse af verden – de bøger vi viser, det tøj vi tager på og de møbler vi køber, som rammer et helt fundamentalt behov for os.

Inden jeg skrev dette indlæg, stillede jeg følgende spørgsmål på Facebook:

Ovenstående helt uvidenskabelige survey på Facebook, viser ikke nogen overvældende interessefor automatisk deling, men det behøver jo bare at være et udtryk for at vi endnu ikke er blevet opdraget til at gøre det.

Når jeg alligevel vover pelsen og spår frictionless sharing en meget begrænset succes (sandsynligvis begrænset til nogle få typer af tjenester), frem for at blive den næste store ting, er det altså fordi det strider imod det princip der, efter min opfattelse, styrer vores brug af Facebook; nemlig vores mulighed for at udvælge små udsnit af virkeligheden og bruge dem til at skabe og formidle et billede af os selv.

Vi deler jo ikke et billede af en solnedgang for at dokumentere at solen også går ned i dag. Vi gør det fordi netop denne udgave af en solnedgang, set fra vores sommerhus, sendt en smuk feriedag hvor vi laver bål med ungerne, siger alt hvad vi kan ønske at fortælle os selv og andre om det liv vi lever. Tænk hvis Facebook i stedet automatisk lavede en opdatering hver eneste gang du så solen gå ned? Ville det være værdifuldt? Eller ville de virkeligt betydningsfulde solnedgange i dit liv drukne i mængden?

Det er faktisk i langt højere grad Google’s end Facebook’s stil at automatisere vores online aktiviteter. Eksempelvis har Google i 3 år haft en tjeneste der hedder Google Latitude, som i realtid kan vise hvor vi (eller i hvert fald vores mobiltelefoner) er henne. Tjenesten er langt mere friktionsløs end Facebook Places, hvor men selv skal checke ind. Men hvilken af de to tjenester bruger du selv?

Kan du huske den gang virksomheder skulle “være sociale” på internettet?

Posted by Anders Colding-Jørgensen on december 12, 2011 under Facebook, Fremtid, Samfund, Twitter | 4 Comments to Read

Om ganske få år vil vi se tilbage på årene omkring 2010 og den boble i internettets historie, vi kaldte den “sociale” revolution. Det var for eksempel den gang enhver virksomhed med respekt for sig selv havde, eller ønskede sig,  en “Facebook-strategi”.

Vi vil snart læse rapporter som forsøger at sammentælle hvor mange millioner kroner danske virksomheder spildte på at forsøge at holde Facebook-sider i live til ære for ganske få hundrede brugere, med alle de distraktioner fra forretningsmæssige mål, det kostede. Andre rapporter vil påvise at virksomheder som brugte penge på at få deres forretningsprocesser automatiseret, frem for at forsøge at lave “dialog” med mennesker på Facebook,  tjente flere penge og oplevede større vækst.

Det vil blive almindeligt blandt journalister at nævne “dot com” og “sociale medier” i samme sætning og de få cases hvor det rent faktisk lykkedes virksomheder at skabe et “viralt” fænomen og tjene penge på det, vil blive omtalt som de undtagelser de var – og ikke som de strålende eksempler til  inspiration og efterfølgelse, som de fremstod som, da hypen stod på.

En eller anden forfatter vil snart slå igennem på at skrive en bog der påpeger det helt åbenlyst irrationelle i at forsøge at kommunikere med et massemarked ved hjælp af manuel samtale. Pludselig vil vi alle kunne se det åbenlyse modsætningsforhold imellem at kunderne angiveligt skulle være vilde med at have dialog med virksomheder – og at  ingen gad at være aktive på netop vores  firmas Facebook-side. Og vi vil sige at vi da egentlig hele tiden godt kunne se at dialog skalerer elendigt, er dyrt at reproducere og for det meste meget sjældent skaber de psykologiske reaktioner som skal til for at vi køber noget.

Vi vil alle blive fortrolige med latterliggørende letkøbte eksempler på hvor lidt værdiskabende “dialog” er i forhold til smarte processer. F.eks.: “Hvad vil du helst: have en SMS når din taxi er kommet eller en dialog med folkene der driver taxiselskabet?” eller “Skal din grønthandler bruge sin tid på at skaffe friske grøntsager eller på at tale om de gamle med dig?”. Hvis man vil have kommunikationsfolk til at fnise, skal man bare sige “KPI og Facebook” i samme sætning.

Men det betyder ikke at små kommentarfelter og thumbs-up mekanismer vil blive opgivet. Vi opgav jo heller ikke e-handel, blot fordi dot-com boblen sprang. Men vi vil se disse som små add ons – ikke som hjørnesten i vores kommunikationsstrategi. Når nogen fortæller at de arbejdede som “social media manager ” i 2011, vil vi høre “I 2011 var jeg ansvarlig for kommentarfelterne i vores virksomhed”. Vi vil stadig se community managers – men vi vil se dem hos de virksomheder som har communities – ikke som et forsøg på at fremmane et community, hvor der intet findes.

Nogle vil decideret føle det som om de vågner efter en lang søvn – eller en brandert – når de pludselig igen klart kan se at interaktionen med markedet for 99% vedkommende foregår – og hele tiden har foregået – med penge. At de sprang på Facebook, forført af en massepsykose – drevet af frygten for at gå glip af noget. At måden de drev disse Facebook-sider på, udsprang fra deres eget personlige behov for anerkendelse – mere end af noget der ligner et forretningsmæssigt sigte.

“Men Anders, gav dialogen ikke virksomhederne en masse vigtig viden om deres kunder?”

Nej! Dialogen på de sociale medier blev konstant forvrænget af at kunderne skulle tænke på hvordan de så ud i andres øjne. Derfor blev nogle former for kundefeedback undertykt. Andre blev twistet så afsenderen så bedre, smartere, mere uskyldig eller mere gavmild ud. Repræsentativiteten var med andre ord til dumpekarakter efter selv de slappeste kriterier for undersøgelse. Der var jo en grund til at ikke engang analysebureauerne brugte Facebook som platform da hypen var størst. De informationer man får er så biased at de ikke kan bruges til ret meget. Som stifteren af et større analysebureau formulerede det for mig: Sociale netværk er ikke en population – de er en happening!

Vi vil se tilbage på den “sociale bølge” med en vis overbærende sympati. De mest positive vil se perioden som et nødvendigt terapeutisk rum for markedet, fordi den faktisk lærte nogle mennesker at de virksomheder de arbejder i også skal have nogle informationer tilbage fra markedet. Og at disse kan fås uden at købe dyre fokusgrupper og surveys hos analysebureauer. Også selvom de metoder der blev brugt, i sig selv fungerede ret ringe – om overhovedet.

De lidt mere kyniske vil se bølgen som et pausefænomen – som kunne opstå og drive innovation og forbrug i det tomrum der opstod indtil vi blev i stand til at udforme egentlige smarte systemer, som bruger computere (og ikke højtuddannet arbejdskraft), til at drive en mere intelligent udveksling imellem virksomheder og marked.

De mest samvittighedsfulde social media konsulenter vil måske endda skamme sig og i deres stille sind overveje at ringe og sige undskyld til den medicinalvirksomhed, de fik lokket til at bruge et par millioner om året på at lave en social media afdeling hvor mennesker med 5 års universitetsuddannelse sad og læste og udfyldte kommentarfelter på Facebook, frem for f.eks. at bruge dem på at lave mere intelligente emballager.

Personligt vil jeg nok huske 2012 som året hvor jeg rejste rundt og holdt foredrag om det sociale hype og hvad der kommer bagefter de sociale medier. Er du interesseret i at høre mere eller at booke et foredrag, så ring 61678913.