For et par år siden fandtes på Facebook en gruppe som hed Statuspolitiet. Her udspandt statusopdateringernes guldalder sig i nogle hektiske måneder af 2008. Siden har kommunikationsformen ikke været specielt hip. Det er de allersidste danskere så ved at opdage nu.

Statuspolitiets medlemmer var sådan en blanding af klummeskribenter, litteraturstuderende og folk som en gang havde været i DR2 eller drømte om at komme det. Indholdet var tilsvarende delikat. Det handlede nemlig udelukkende om at nogen havde fundet en statusopdatering på Facebook og postet den på gruppen med sine egne smarte og intelligente kommentarer. Og så kunne folk så enten ignorere eller bifalde gennem diverse klik eller endnu flere listige formuleringer.

Gruppen udviklede sit eget liv og fremstod efterhånden mere og mere bizar, når man som udenfor stående en gang imellem kiggede ind (måske fordi man havde fået et hint om at man selv var omtalt). Man kunne nærmeste høre medlemmerne vrinske i selvrefererende fryd når nogen netop citerede Nikolaj Steen på den HELT rigtige kæk-smarte-uden-dog-at-gøre-ham-sur-måde eller bare nailede en eller andens sproglige eller eksistentielle ubehjælpsomhed.

Gruppen blev lukket da den begyndte at lide af degeneration og sprogligt indavl og deltagerne blev efterfølgende hyldet ved et live event på det ultrabrune sted MOJO, hvor Statuspolitiets ukronede dronning, Andrea Hejlskov, samtidigt holdt reception for sin nye Facebook-roman. Et sted som ganske belejligt både gav en mulighed for at snobbe nedad kulturelt, samtidig med at det dækkede behovet for billige fadøl, da folk i denne vores øverste sproglige elite jo sjældent har nogen penge.

Siden blev Facebook-opdateringen som kunstart ligesom aldrig det samme. Som parykmodens skiften i 1600-tallet, skiftede også moden blandt nutidens pudrede poeter og smagsdommere, som f.eks. nu istedet følger @copenhipster på Twitter eller måske endda har fået rigtigt arbejde.

Tilbage står så, på en elitær isflage, folk som Christoffer Boserup Skov, som i et befriende uelitært sammensurium af samfundsanalyse, idiosynkrasier og fremtidsspekulationer (og faktisk ikke mere end ca.3 år for sent), ser sig omkring og opdager at poeterne for længst har søgt nye græsgange og han nu står omgivet af vulgære mennesker, som bruger mediet som det var tænkt – nemlig til at holde hverdagsrelationer i live gennem alle de små informationer som ikke passer ind ret mange andre steder.

Men Christoffer kan faktisk være glad. Inden han skrev sin artikel på K-forum, anede ingen i kongeriget hvem han var. Men fordi han ramte enhver journalists trang til at slå noget stort og populært ihjel, blev hans egne antagelser om ting og sager citeret som nyheder. Det vil med garanti ikke ske for denne post, som tillader sig noget så kedeligt som at sætte ting i perspektiv og fortælle at ting ikke har ændret sig dramatisk for nyligt.

Sagen er den kedelige at Facebook ikke er en digtsamling eller et poststystem, som man skal bedømme på de indholdsmæssige kvaliteter af de informationer der deles. Det ved de flest af os egentlig godt. Og hvis man tror at man kan forstå hvad der foregår på mediet gennem en tekstanalyse, så svarer det til at prøve at forstå relationer mellem teenagere ved udelukkende at læse deres SMS-beskeder.

Faktisk handler Facebook ikke ret meget om informationer overhovedet. Og det skyldes mediets særkende: det er “forankret” i virkeligheden. For 5 år siden kunne man ofte høre journalister sige ting som “Internettet er et helt anonymt medie, hvor man kan eksperimentere med køn og alder og ingen ved hvem der i virkeligheden er i den anden ende”. Men hvis du lægger mærke til det, har vi ikke hørt det sagt for nyligt. Det er faktisk fordi Facebook har slået det anonyme internet ihjel.

Nu er store dele af internettet forankret i vores øvrige virkelighed. Vi er på med vores eget navn, med vore egne venner/bekendte/whatever og dermed sker der noget helt centralt: internettet går fra at være et informations-økosystem, til at være en “arena” for liv, selvfremstilling, identitet eller hvad man nu vil kalde det. For alt hvad vi foretager os på Facebook, får jo betydning for hvordan vi fremstår.

Så Facebook er virkeligheden, og derfor anvender vi fladen til at sende små hverdagssignaler om os selv, som vi elles gør i hverdagen. Der er ingen der har brug for at vide hvad du fik til aftensmad, men du kan meget vel selv have lyst til at signallere at netop det hjemmebagte brød eller det der flotte fad med sushi lige er dig. Sammen med den musik du elsker, en tur på genbrugscentralen eller det faktum at du selv skifter vinduesviskere på din bil.

Det betyder netop ikke at alt dette er interessant for alle. Tvært imod. Det betyder at Facebook blot er en del af virkeligheden og ligesom i andre områder af virkeligheden vil der være nogle som enormt gerne vil vise mor og alle os andre hvor dygtige de er til den smarte skriftlige formulering – og som vil finde mennesker som ikke kan være lækre på skrift enormt kiksede (nej, det har ikke et klap med socialgrupper at gøre, men det har andre vist drillet nok med).

Christoffer – at der findes mennesker du finder kedelige er altså ikke noget Facebook har opfundet. Men indtil du bliver så gammel at du bare kan slukke for høreapparatet mens kedelige folk taler, synes jeg at du skal nyde at du faktisk bare kan slukke for folk på Facebook, ligesom der sikkert er mange der allerede har slukket for dig og mig.