“Facebook Steder” er LIVE – og derfor vil du temmelig sikkert bruge det i 2011

Foto: New York TimesBREAKING: Facebook har  for ganske få øjeblikke siden lanceret deres geolokationstjeneste i Danmark under navnet “Facebook Steder” og der er flere gode grunde til at du snart vil begynde at bruge den!

Men lad mig begynde med at slå én ting fast: Facebooks nye tiltag kommer ikke til at forandre verden imorgen, selvom mange evangelister sikkert vil forsøge at få det til at se sådan ud. Til at begynde med er det nemlig altid en lille gruppe af “early adopters” som tager nye teknologier til sig. Når jeg imidlertid taler om at “Facebook Steder” får stor betydning, så er det fordi tjenesten simpelt hen passer perfekt til vores sociale hverdag.

Det gør den bl.a. af følgende grunde:

Geolokation (tings placering i verden) har altid været vigtig

Lige siden det første liv på jorden, har tings placering været livsvigtig: Hvor er der noget jeg kan spise? Hvor er der nogen der kan spise mig? og hvor er der nogen jeg kan have sex med? Og selvom spørgsmålene ser langt mere raffinerede ud idag, så er det stadig helt essentielt for vores overlevelse at vi kan orientere os geografisk. Geolokation er altså ikke en sjov feature ved vores din mobiltelefon, men en essentieel komponent i din overlevelse. For hvad sker der f.eks. hvis du mister mister evnen til at orientere dig ved f.eks. en hjerneskade? Svaret er at  så bliver du komplet uden af stand til at fungere i samfundet og endda låst inde for ikke at blive væk og gøre skade på dig selv. Behovet for viden om geolokation er altså ikke noget der skal opfindes – det ligger i det at være et levende væsen, der kan bevæge sig.

Geolokation har altid været social

Når “geosociale” medier (som blander det geografiske med det sociale) bliver en succes, så er det fordi de udnytter det faktum at geolokation ikke blot handler om at kunne finde rundt, selvom det skam er utroligt vigtigt. Geolokation handler i lige så høj grad om at signalere hvem vi er og hvilken status vi har, til andre. Hvis man for 1000 år siden havde besøgt kongens slot, så var det også dengang utroligt attraktivt at fortælle andre for dermed at signalere social status og opnå anerkendelse. Og hvis vores forfædre havde kunnet “checke ind” på kongens slot med Facebook og vise deres geolokation til alle deres bekendte, ville de i selvfølgelig have gjort det. Geolokation handler altså ikke om mobiltelefoner, men om den vigtige rolle som social status har for os. Og ved at fortælle om vi er i Irma eller Netto, i Tivoli eller Zoologiske have, kan vi udtrykke vores identitet og gøre os unikke som individer. Vi gør det allerede idag med billeder, statusopdatering og de Facebook-sider vi bliver fans af. Nu vil vores check-ind adfærd blive endnu et stærkt værktøj at udtrykke os med.

Vi meddeler konstant vores position til andre med mobilen

At vide hvor vi er at altså helt essentielt for at kunne orientere os i verden og at fortælle andre hvor vi er (og ikke er) er allerede idag en vigtig del af den måde vi kommunikere vores identitet og personlighed på. Og den foretrukne værktøj til at meddele vores position er faktisk allerede i dag mobiltelefonen, som jo er kendetegnet ved at man kan have den med sig fra lokation til lokation. Hvad er det første man fortæller hinanden, hvis telefonen ringer og man er på farten? Hvad begynder en stor del af alle telefonsamtaler i S-toget med? Vi udveksler hvor vi er henne eller er på vej hen. Og senere skriver vi måske en SMS-besked og fortæller at vi nu er nået frem til den café vi aftalte at mødes på. Vi bruger altså allerede nu telefonen til at dele vores geolokation med i hverdagn. Og når telefonen nu selv ved hvor den er henne (37% af alle danskere mellem 15 og 64 har GPS i mobiltelefonen i dag), kan vi gøre det med et tryk på en knap, frem for at skulle stå og fumle med tastaturet eller ringe til folk. Derfor er tjenester som Facebook Steder på mange måder et værktøj vi har ventet på.  Det er naturligvis ikke alle vores lokationsbehov der kan “automatiseres”, men det centrale er at vi allerede bruger mobilen mange af de praktiske og sociale “opgaver”, som Facebook tilbyder at løse med et klik.

På instituttet for Fremtidsforskning arbejder vi med at forstå hvad den nye teknologi får af betydning i løbet af de næste 5-10 år, men på helt kort sigt tør jeg godt vove pelsen og sige at Facebook Steder og lignende geosociale tjenester dækker et behov for at udtrykke vores identitet og finde ting og hinanden og derfor vil glide ind i hverdagen i 2011.

Måske du spørger: Hvorfor i alverden skulle jeg rende omkring og dele min position med andre? Lad mig så stille et modspørgsmål: Hvis jeg for 5 år siden havde foreslået dig at lægge fotografier af din aftensmad på internettet til folk du ikke kendte ret godt, ville du så have syntes det lød som en fed idé? Nej, vel!  Og det er hvad de fleste af os i dag gør, helt naturligt på Facebook, i dag.

Share Button
6 replies
  1. Martin Tychsen
    Martin Tychsen says:

    Tak for en fin artikel.

    Jeg synes man skal tænke sig godt om, hvad angår facebook places.

    Jeg kan sagtens se, at det er smart at udgive where-abouts (som en anden cykelrytter), når man nemt skal finde ens venner osv. Og jeg kan se fordelene for butikker og lignende, når de kan give rabatter, hvis man samler nok venner i ens butik osv.

    Det der bekymrer mig er, at det bliver sværere og sværere at beskytte privatlivet. Hvis man ikke indstiller det, så kan andre faktisk tagge en på en lokation, som man ikke ønsker dele med andre – eller tagge en, uden man er der.

    Heldigvis kan man slå det fra (http://overt.dk/blog/2011/01/facebook-steder-places-undgaa-at-andre-checker-dig-ind/).

    Men en dag vender vi os nok også til, at gud og hver mand ved, hvor vi er… og sikkert også, hvad vi laver :)

    Svar
  2. Pernille Tranberg
    Pernille Tranberg says:

    Hej Anders
    Ja, lokationsbaserede tjenester er dybt fascinerende. Især ud fra et kommercielt synspunkt. Der er rigtig mange muligheder for at tjene penge på tjenester, når vi ved, hvor forbrugerne befinder sig.
    Jeg er dog enig med Martin i, at der er nogle kæmpe bagsider, som vi i vores begejstring ofte glemmer at diskutere. Vores privatliv. Jeg har skrevet en blog om Facebook og at man bør skabe en særlig identitet til det. Det samme kunne man med fordel gøre på Foursquare og andre tjenester.
    http://pernilletranberg.wordpress.com/2011/01/03/create-a-new-identity-for-you-facebook-profile/
    I USA er lokationsbaserede tjenester endnu primært drevet af kommercielle udbydere. Jeg er spændt på om brugerne ender med at være lige så vilde med det.

    mvh Pernille, der hedder noget andet på FB men ikke på Twitter (@pernillet, men Twitter lægger heller ikke op til at blotte sit privatliv som Facebook gør) og ikke på Foursquare (som jeg dog nærmest ikke bruger)

    Svar
  3. alsvik
    alsvik says:

    Det frygtelige ved netop Facebook Steder, er at man på ingen måde er herre over hvor man befinder sig :-)

    Det er f.eks. fuldt ud muligt for mig at chekke min ven ind på Lottes Stripbar, selvom han i virkligheden sidder til et møde med banken.

    Så min ven skal nok lige ændre sine privatindstillinger – for både hvem der skal kunne se hvor han er chekket ind og hvenm der skal kunne chekke ham ind et sted …

    Svar
  4. Niels C. Nielsen
    Niels C. Nielsen says:

    Der er heldigvis en kvik DR-medarbejder, der har været så venlig at lave en lille, letfattelig instruktion i hvordan man ændrer privatlivsindstillingerne:

    http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2011/01/05/145733.htm

    @Pernille: Dit indlæg rejser nogle centrale spørgsmål om, hvordan vi opfatter og konstruerer os selv gennem vores identitet på nettet. Er det f.eks. den professionelle/arbejdsrelaterede identitet på LinkedIn eller twitter der er facaden og den private, afslappede på Facebook der er det reele indhold, omvendt eller lidt af hvert?

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *