Det er altid frusterende, når man opdager at pressen igen har overvinklet en historie om noget inden for ens fagområde. Og når journalisten så oven i købet har ignoreret én og i stedet spurgt et eller andet andet æggehoved (når man nu selv helt åbenlyst er så meget klogere) bliver det kun værre. Så kan man skrive en oprørt berigtigelse på sin egen blog (så kan de lære det) men det er lissom ikke helt det samme.
Sådan havde jeg det f.eks. da det anerkendte videnskabelige tidskrift, MetroXpress, for et par år siden bragte en artikel som, på et latterligt spinkelt grundlag, konkluderede at Facebook “skaber ensomhed hos børn”. En artikel som oven i købet helt ukritisk blev citeret i Radioavisen. Kloge mig havde ingen spurgt!! Det fik mig til, omgående, at skrive et blogindlæg med titlen “Facebook modvirker ensomhed hos unge” og sende linket til både Metro Xpress og radioavisen. Naturligvis uden så meget som et svar. Nuancerede historier om at verden ikke er ved at gå af lave er bare ikke særligt interessante for en journalist uden for juletiden.
Procent som er sammen med venner 4-5 hverdage om ugen:
11-årige piger: 21 %
drenge: 28 %
13-årige piger: 26 %
drenge: 25 %
15-årige piger: 19 %
drenge: 23 %
Procent som er sammen med venner mindst 5 aftener om ugen:
11-årige piger: 4 %
drenge: 6 %
13-årige piger: 8 %
drenge: 11 %
15-årige piger: 11 %
drenge: 15 %
Procent som taler i telefon, sms’er eller e-mailer med venner hver dag:
11-årige piger: 51 %
drenge: 40 %
13-årige piger: 68 %
drenge: 56 %
15-årige piger: 68 %
drenge: 59 %
“De tal kan man ikke konkludere en skid ud fra”
Og forleden blev jeg så (for gud ved hvilken gang) kontaktet af en journalist med et dommedagsærinde. Vinklen var at børn nu brugte al deres tid i ensomhed foran computeren. Jeg bad om at få tilsendt tallene bag og min reaktion da journalisten fremsendte de brugte tal fra Skolebørnsundersøgelsen 2010 (som ses her til højre), var ordret: “De tal kan man ikke konkludere en skid om børns netbrug ud fra”. Man er velkommen til at kontakte journalisten og få det verificeret. Journalistens pointe var at der var sket et drastisk fald i tallene i de to øverste spørgsmål i løbet af de år, hvor undersøgelsen har været gentaget (hvad der var sket med de nederste, fik jeg beklageligvis ikke spurgt om – men mon ikke de havde sporet en stigning?). Men dette var grundlaget for at konkludere at alle unge derfor vælger fysiske fællesskaber fra og sidder alene foran computeren i tilsvarende mere tid.
Lige til dumpekarakter
Hvis en af mine specialestuderende have konkluderet noget så bombastisk på baggrund af disse tal og brugt det som en den centrale argumentation i opgaven, ville vedkommende have lænet sig op ad en dumpekarakter. Primært af to årsager: For det første baserer de sig på selvrapportering, som generelt er en dårlig måde at måle noget på, da der altid vil være svar der er mere socialt acceptable end andre til forskellige tider. For det andet er selve spørgsmålene utroligt specifikke og derfor dårlige til at måle det man formodentligt er interesseret i at måle – nemlig graden af fysisk socialt samvær.
Der kan derfor være mange andre faktorer som kan spille ind på svarene:
- Hvad nu hvis det bare er blevet mere acceptabelt at fortælle at man tilbringer tid alene?
- Hvad nu hvis selve begrebet “venner” har ændret sig siden spørgsmålene blev designet, fra at betyde “jævnaldrende” til nu at være reserveret til de få særlige, som er mere end bare sociale relationer?
- Hvad nu hvis man kun er sammen med disse rigtige venner tre hverdage om ugen, fordi man er til teater, idræt, politik osv resten af tiden?
- Og hvad nu hvis de unges liv, lige som deres forældres, er blevet mere fragmenteret og at de i det hele taget har tilværelse fyldt op en masse spændende sociale aktiviteter som ikke lige indebærer dem man kalder “venner” i 2011 ?
Det store dilemma: Vil man ud med et budskab, eller vil man have alle nuancer med?
Alle disse overvejelser fortalte jeg journalisten. Men jeg har ingen illusioner. Jeg kender efterhånden dagspressen godt nok til at vide at den slags forbehold med få undtagelser vil blive vinklet ud. Når jeg alligevel valgte at udtale mig i dette tilfælde, er det fordi enhver der gider at åbne øjnene, kan konstatere at der rundt omkring rent faktisk findes menesker (unge og voksne) som sidder alene ved computeren og lever en stor del af deres sociale fritidsliv gennem nettet. Og mange af dem bliver ulykkelige, når de flytter hjemmefra og fortsætter den adfærd – og får aldrig fysisk kærlighed, endsige sex. Jeg sender tit forespørgsler om unge og sociale medier videre til Malene Charlotte Larsen (som jeg gjorde med Klubværelsen på P1 i forrige uge) men det her handler faktisk om et vigtigt socialpsykologisk problem for folk i alle aldre – ikke kun de unge. Så den tog jeg selv.
Så med det klokkelkare forbehold at jeg ikke på nogen måde ville tages til indtægt for at alle danske unge sad mere foran skærmen (for det aner vi ikke om de gør på baggrund af den undersøgelse!!) ville jeg gerne bidrage til Berlingskes artikel med forskningsbaseret viden om hvad det kan betyde for os, hvis man hører til dem der udelukkende er sociale via skærmen. Det ville jeg også da TV2 Nyhederne senere spurgte.
Og man kan faktisk sige noget om hvad det gør for os, hvis vi primært oplever den form for ikke-kropslig og meget smalspektret socialitet. Se f.eks. Aric Sigmans noget poppede, men alligevel uigendrivelige gennemgang af de biologiske symptomer der korrelerer med social deprivation. En artikel jeg blandt mange andre forskningsartikler har brugt da jeg underviste i internetpsykologi på kandidatuddannelsen i psykologi på KU for et par år siden.
Her er mine centrale pointer om mennesker som vælger at have størstedelen af deres socialitet gennem nettet:
- Det kan for det første være for nemt og friktionsfrit at mødes online. Vi risikerer i mindre grad at tabe ansigt og vi kan i mange situationer langt hurtigere komme væk, hvis samtalen bliver konfliktfyldt. Hvis man gerne vil opdrage unge til at kunne læse mere komplicerede sitationer, løse konflikter og at stå til regnskab for deres handlinger, så kan de ganske enkelt komme til at mangle nogle kompetencer, hvis de for nemt kan logge af konflikterne. Vi kan ganske enkelt få børn der skrider hjem til computeren, hvis det bliver for besværligt ude i meat-space.
- Sociale medier tilbyder desuden en meget smalspektret socialitet. Dermed mener jeg at de naturligvis er en valid del af vores sociale liv – men medieret kontakt mangler, pr. definition, noget af den dybde og mange af de facetter – ikke mindst mimik, latter, lidenskab osv, som et direkte møde har. Og det er ikke et problem for de fleste af os – men hvis man hører til dem der sidder online hele sin fritid, så kommer man til at mangle facetter at det sociale liv. Det er ikke forskningsbaseret – det er common sense. Psykologi for høns.
- Hvis man aldrig lærer at håndtere de mere rodede relationer som fysiske møder indebærer – helt ned til det mere banale “skal man kramme eller give hånd her?”, men i stedet tyr til den nemmere og mere friktionsfri online socialitet, så giver det sig selv at som tiden går, så har vi ikke en ung, men en voksen og snart en midaldrende person, som foretrækker at mødes med andre på nettet. Og der begynder de biologiske symptomer at indfinde sig. Altså hvis man vel hører til den gruppe mennesker der vælger det besværlige fysiske møde fra. Det er kun dem jeg udtaler mig om – her og andre steder. Hvis nogen kan påvise at det er uden konsekvenser at høre op med at se andre mennesker, så smid lige et link herunder.
Hurra for LIVE TV
Et af de medier der inviterede mig til at udtale mig var Go’ Aften Danmark (direkte link er vist defekt – find det indlæg der hedder “Tweens og teenagere visner foran skærmen”) . Og LIVE TV er jo fedt! Her kan man nemlig ikke redigere mine forbehold ud – så her fik jeg mulighed for at fortælle at der var tale om en meget unuanceret undersøgelse og at der skal reel forskning til, før vi kan konkludere at der er et generelt problem. Desuden fastslår jeg at det faktisk er hele familien der måske skal tænke over hvor meget vi lader skærme fylde i vores liv – og ikke gøre det til et spørgsmål om børn alene.
Og lad mig slå det helt fast: Jeg elsker internettet, er powerbruger af sociale medier og mener professionelt at sociale medier løser en masse helt konkrete behov for os socialt, ligesom det skaber en berigende transparens i samfundet og et masse nye forretningsmuligheder. Jeg er også helt enig med de forskere som påpeger at der sker en stor bevægelse af ”online -> offline” relationer. Men jeg kan også med egne øjne se at skærme fylder stadigt mere i vores liv – ikke kun i børnenes, men i vores allesammens. Og jeg kan også i min hverdag se mange unge som sidder alene på facebook, aften efter aften.
Så da jeg så blev ringet op af en journalist der gav mig mulighed for at tale til befolkningen om dem – selvom jeg vidste at jeg ville blive vinklet hårdt. Så valgte jeg at slå til!
PS: Jo Morten – Dunbars tal er noget vås. Sorry!
En af dem der ikke blev spurgt og derfor selv måtte skrive om det var Morten Bay, som i sit rant lige får rodet sig ud i at skrive at jeg nok ikke ved hvad jeg taler om (baseret på en meget grundig gennemgang af alt jeg har skrevet, antager jeg venligt). Helt specifik ser han sig dog sur på en detalje i et af mine seneste blogindlæg her på Virkeligheden.dk, nemlig Det du tror er dit Facebook-netværk, udgøres i virkeligheden mest af alt af din egen fantasi, hvor jeg formaster mig til at aflive et af de hyperteoretiske nonsenstal, som blogger og skribenter i mangel af sand viden har kastet deres kærlighed på – nemlig det såkaldte “Dunbars tal”. Det er ikke et præcist tal. Det er fremkommet ved en blanding af studier af primater og læsning af teori. Det er fremkommet ved at studere gruppelignende netværk – ikke egocentriske, som dem vi har på Facebook. Og endelig er det så vidt jeg kan se, aldrig blevet anvendt til noget som helst af betydning i praksis.
I Min blogpost (blogpost – ikke videnskabelige artikel!) påstår jeg at det ualmindeligt veldokumenterede tal for menneskelig korttidsopmærksomhed nok er en mere brugbar grænse. Blogposten er det populærevidenskabelige resultat af en 4 timer lang samtale om emnet jeg havde med psykolog og Ph.D Henrik Skovlund fra DPU, hvor vi forsøgte at forstå de sociale relationer på Facebook i lyset af begreber som “abstrakt socialitet” (ud fra bl.a. George Herbert Meads begreb “den generaliserede anden”) og kognitive begreber som attention span og korttidshukommelse. Take it or leave it.
Morten fortæller at Facebook’s sociologer har lavet undersøgelser i stil med den som Dunbar selv brugte (skal jeg forstå det sådan at de studerede primater?) og at de “konkluderede nogenlunde det samme”. Jeg har langt fra læst al forskning der er lavet om emnet, men dog en del (hvoraf det meste er udført på amerikanske collegestuderende). Jeg har også læst diverse optællinger fra Facebook der viste at vi på daværende tidspunkt i gennemsnit havde ca 150 venner men kun interagerede med et mindre antal – men den slags kvantitative optællinger regner jeg ikke med at Bay har valgt at forplumre en god akademisk argumentation på et højt niveau med. Og en egentlig sociologisk undersøgelse der bekræfter at Dunbars nummer eksisterer og har relevans på Facebook har jeg desværre misset.
Morten, smider du ikke lige et link til den i kommentarfeltet?
Sidst jeg så en af dommedagsundersøgelserne, der skulle vise, at danske børn sidder og isolerer sig bag skærmen, da ledte jeg forgæves efter tal om hvorvidt de er alene eller sammen med andre, når de er på computeren. Min erfaring fra egen børneflok er nemlig at de ofte er to eller flere om at være på Facebook og andet, og det gælder både pigerne og drengene. Men det er nok ikke så god en historie som det andet…
Dermed ikke sagt at mange unger ikke godt kunne trænge til at komme mere ud og bevæge sig, men det er en helt anden historie.
Mvh Lise
Kære Anders,
Jeg har lige smidt en slags undskyldning i kommentarfeltet på bloggen på b.dk. Jeg burde ikke have angrebet din troværdighed på baggrund af et enkelt blogindlæg, men jeg blev simpelthen så irriteret over artiklens unuancerede budskab og ikke mindst journalisternes mildest talt løgnagtige præsentation af, hvad der står i rapporten, at jeg greb efter ethvert argument, jeg kunne finde for at sabotere dens troværdighed. Det gik ud over dig – det skulle det ikke.
Jeg vil dog godt lige adressere et par ting i dit blogindlæg ovenfor. Du kører med rette lige et ad hominem-argument om, at jeg er irriteret over, at jeg ikke selv blev spurgt. Fair nok – jeg kørte jo også ad hominem på dig.
Men tro mig, det er ikke derfor, jeg blev irriteret. Mest fordi, jeg jo bor i Californien og har mit virke her, og alene det at journalisten skulle have forstyrret min nattesøvn for at stille mig spørgsmålene (deadlinehensyn og blablabla) er nok til at jeg er glad for at jeg ikke blev spurgt.
Jeg er dog meget stor fan af Malene Charlotte Larsens forskning på området, måske fordi hendes og mine egne undersøgelser peger i samme retning. Hun har et Ph.d.-speciale i præcist det her emne, og derfor undrer det mig, at hun ikke bliver spurgt. Jeg anser hende – med al respekt for dit virke – for at være den førende forsker på området i Danmark. Jeg har beskæftiget mig med det her emne siden 2005, og jeg har aldrig hørt dit navn nævnt i forbindelse med unge og netværkssamfundet, så derfor var jeg sådan lidt “hvorfor hulen spørger de en fyr, der allermest minder om alle de der såkaldte “sociale medie-eksperter”, som medierne flyder over med lige nu, i stedet for at spørge en seriøs forsker.”
Nu, hvor jeg har kigget lidt nærmere på dig, kan jeg godt se, at du har noget at have det i. Så undskyld den overfladiske afvisning af dine evner.
Og så til det mere seriøse:
Nu ved jeg ikke, hvor meget, du har læst af Robin Dunbar, men Dunbars nummer er et gennemsnitstal. Og han er selv den første til at sige, at det ikke er et tal, man kan bruge som en “øvre grænse” eller lignende.
Når jeg synes, du slipper lidt let fra at afvise Dunbar i dit blogindlæg, er det fordi, du manglede den argumentation, du leverer i ovenstående, men også fordi Dunbars nummer kun refererer til personer, man har en “fornuftig” relation til. Altså folk, man kan ringe op og tale med uden at skulle forklare, hvem man er. Dunbar snakker jo ikke om venner, men om relationer.
Det, som Facebook-undersøgelsen (link til Economist-artikel herunder) viste, inspireret heraf, er at gennemsnitstallet for “Facebook-venner” (altså ikke rigtige venner, men relationer) er 120. Men der er, ligesom Dunbar-nummeret, tale om et gennemsnitstal, og der er folk, der har langt flere, eller langt færre venner end som så. Så i den forstand kan man ikke bruge hverken Dunbars eller Facebooks tal til noget som helst.
Men der, hvor både Dunbar og Facebooks undersøgelse, der bakker ham op, bliver interessant, er når man nuancerer billedet og kigger på, hvor mange af de 150/120, der er en TÆT relation til, altså et reelt venskab. Og der kommer både Dunbar og Facebook-undersøgelsen tæt på, hvad du selv siger omkring de få relationer, vi i virkeligheden kan rumme.
Min pointe er, at du i denne sammenhæng angriber Dunbar, samtidig med at du bekræfter hans egentlige tese.
Mht. dine teser om folk, der vælger at have det meste af deres socialitet online: Jeg er enig i alle dine pointer. Enhver, der har været uvenner med sin kæreste over en dum kommunikationsfejl, der er sket på grund af den manglende, nonverbale kommunikation på IM og SMS, ved hvad du taler om. Og det er klart, at der findes socialt hæmmede mennesker i netværkssamfundet, akkurat som der gjorde i industrisamfundet.
Der, hvor vi er uenige, er at netværkssamfundet nødvendigvis skaber flere af den slags mennesker. Jeg tror tværtom, der bliver skabt færre. Dels fordi, man gennem oplevelser som det ovenstående kæreste-eksempel som helt almindeligt menneske finder en naturlig grænse, men også fordi, sociale og nye medier giver mulighed for ekspansion af det FYSISKE rum.
Mimi Ito har vist dette i sin forskning, som hun populært illustrerer med et eksempel, hvor to mennesker er på et stævnemøde. Hvor man i industrisamfundet kun ville have haft det fysiske møde, udvider netværksmennesket det fysiske møde med dialog før og efter mødet:
Før mødet kan man f.eks. opleve sms-udvekslinger om, hvilet tøj man har på det sted, stævnemødet foregår, eller om der er noget af maden på stedet, man er allergisk overfor.
Efter stævnemødet fortsætter dialogen måske om ting, man diskuterede under stævnemødet.
Det hele er i een, flydende, konstant dialog, som Christian Licoppe betegner det. Det, du kalder for at hjernen bliver “snydt” til at tro at den har en fysisk tilstedeværelse, kalder han altså for en ændret måde at føre interpersonel kommunikation på, der ikke er afbrudt, men konstant.
Det er bestemt en ændret måde at tænke socialisering på i forhold til industrisamfundet. Det er vi meget enige i. At der er sket en stor forandring (som jeg jo ikke mener har ret meget med sociale medier at gøre, jeg argumenterer i Homo Conexus for, at det er sådan, vi mennesker er fra naturens hånd, men at vi har forsøgt at bestride det gennem bl.a. industrialiseringen), er der ingen tvivl om.
Men jeg synes, du indtager en uretfærdigt negativ holdning til denne forandring, og giver luft til skræmmekampagner og frygten for det nye, når du siger, at hjernen bliver “snydt”.
Hvis neurovidenskaben og den seneste biologiske forskning har ret, så er der tale om en tilbagevenden til en tilstand, hvor vi er mere i pagt med vores natur, når vi ikke forsøger at isolere og afbryde/opdele en dialog, der burde være konstant, blot fordi vores tidligere civilisationsform krævede det.
Jeg mener, at man kan erstatte NOGET fysisk samvær med “forbundet” samvær, der er ikke fysisk. Men der er en grænse, ligesom der er en fysisk grænse for, i hvor store grupper man kan opløse tidslighed og stedslighed via Mikro-koordination (altså, når man ikke laver aftaler, men i stedet koordinerer løbende f.eks. via SMS, hvornår man skal mødes, etc.)
At visse dele af den sociale funktion kan erstattes af netværksforbundet, ikke-fysisk samvær, er ikke det samme som at hjernen “snydes” og at det ikke-fysiske samvær ikke har en stor værdi.
Kombinationen af fysisk og ikke-fysisk samvær skaber, hvis man skal tro Mark Granovetter, en mulighed for en konstant udvikling af ens sociale sfære, og dermed sin identitet, hvor de svage led kan blive til stærke led og vice versa. Det står i modsætning til industrisamfundet, hvor vi var pinedød nødt til at acceptere f.eks. vores familier som vores nærmeste netværk, også selvom vores personlige udvikling blev hæmmet af de værdier og normer, familien stod for.
Med andre ord skaber indførelsen af ikke-fysisk samvær på linje med fysisk samvær en mulighed for at realisere selvet på en langt mere frigjort måde, fordi man både kan trække på relationer, der er svage som stærke (Det skrev Granovetter allerede om i 1973)
Så jeg synes, det er for let at afskrive ikke-fysisk socialisering som at “hjernen bliver snydt”. Måske var det ikke det, du sagde til journalisten (deres troværdighed har jeg ikke meget til overs for), men hvis det står til troende, er vi altså meget uenige.
At der er danske unge, der visner, bliver vi aldrig uenige om. Men det har bare ikke noget med hverken sociale medier eller netværkssamfund at gøre. Det har at gøre med, at forældre og offentlige institutioner ikke lever op til deres ansvar. Og sådan har det altid været. Jeg mener ikke – og det viser Skolebørnsundersøgelsen heller ikke noget om – at det er blevet værre med årene.
Her er linket til Economist-artiklen: http://www.economist.com/node/13176775?story_id=13176775
Hej Morten
Undskyldning godtaget. Pressen er en skøge. Jeg har gen-smidt en blogpost der forklarer den biologiske baggrund for mit Berlingske citat: http://virkeligheden.dk/2011/er-sociale-medier-relationernes-svar-pa-tomme-kalorier/
/anders