“Du synes dårligt om dette blogindlæg” eller: Hvorfor det modsatte af et “like” ikke er et “dislike”

Igår modtog jeg en invitation til en Facebook-applikation. Det var til appen “Dislike It!” – en app, som foruden at være det rene fup (Facebook tillader ikke at applikationsudviklere laver om på brugerfladen), tilbyder at installere en ny “dislike” knap, lige ved siden af din “like” knap. Som det ses på billedet. 

Hvor vidt Facebook burde have en sådan knap, har været et evigt tilbagevendende spørgsmål til mig fra journalister, siden Facebook blev main stream. Og min holdning er at det vil være en dårlig idé – men måske ikke af de grunde du tror.

Den simple måde at forstå en sådan knap på: “Dislike som en slags fuckfinger”

Som illustrationen viser, så forstår udbyderne af appen – og mange med dem – en dislike-funktion som det modsatte af en like-funktion. Hvor man med et like kan give udtryk for at man synes godt om et billede eller en statusopdatering, kan et dislike altså give mulighed for at tilkendegive at man ikke synes om det billede eller link, der lige blev postet. Hvor et like er en opmuntring til at fortsætte med at poste det du poster, er et dislike en opfordring til at ophøre med det. Et like er altså en god ting at få – et dislike er en dårlig. Enkelt sagt.

Denne antagelse at effekten af et dislike er den negative ækvivalent til effekten af et like, er forførende symmetrisk, men den er bare ikke ret anvendelig. Et like og et dislike er nemlig ikke de  plus/minus-modsætninger, de umiddelbart fremstår som. Sprogligt set er de måske modsætninger, men psykologisk er de det ikke. De er de snarere to sider af samme sag!

Det modsatte af et “like” er  et “non-like”

Hvis like og dislike var hinandens modsætninger, ville de jo principielt set kunne ophæve hinanden. 10 personer der dislikede et billede af dine børn, ville blive udlignet af 10 der likede det. Og det tør jeg godt garantere at du ikke ville synes. Hvis du får 10 likes og 10 dislikes, oplever du altså ikke automatisk en neutral “gennemsnitsfølelse”. Det er meget mere sandsynligt at du ville opleve blandede følelser på samme tid (og at de negative ville fylde mest).

Hvis du derimod forventer en god håndfuld likes ved billedet af dine børn, men kun får et par stykker, vil du sandsynligvis opleve det som netop den lunkne mellembedømmelse. Det er fordi de modsatte af et like ikke er et dislike. Det modsatte af et like er at ikke få et like. Et non-like, hvor du måske kunne have forventet ét. Det skyldes primært at et like for længst er ophørt med at være en entydig, normativ tilkendegivelse af at man synes godt om f.eks. et billede. Det er blevet en del af en langt mere kompleks interaktionskultur. Sandheden er jo at vi ofte trykker like, ved ting der egentlig ikke interesserer os det fjerneste. Og at vi gør def af et utal af forskellige årsager – ofte flere på samme tid. Der kan være tale om at vi gerne vil give en opmuntring. At vi gerne vil vise underdanighed. At vi gerne vil modtage likes selv. Og så naturligvis at vi reelt synes at billedet af dine børn er smukt.

Et like fungerer altså mere som en valuta i en anerkendelsesøkonomi, end som en konkret positiv dom, vi fælder over andres indhold. Og når man begynder at tale om valutaer og dermed om belønninger, så træder der nogle særlige og yderst velkendte mekanismer i gang. For i denne belønning, ligger der et centralt element af positiv feedback, som er hovedkomponenten i den psykologiske værdi af et like. Den væsentligste følelse et like skaber hos dig er altså ikke (primært) at du oplever større tilfredshed med det billede, der lige har fået “positive anmeldelser”, men at du føler dig mere tilfreds med dig selv og dine relationer, fordi du lige har fået et skud anerkendelse.

Hvad betyder det for forståelsen af “dislike”?

Hvis et like ikke kun er noget som tilkendegiver positiv en dom over et stykke indhold, men i langt højere grad er blevet til en abstrakt valuta i en anerkendelsesøkonomi, er der jo ingen grund til at et eventuelt dislike ikke også skulle kunne blive det. Og det tror jeg faktisk lynhurtigt det ville blive.

For jeg tror ikke der er et udtalt behov for at kunne komme med “negativ feedback” på budskaber. Allerede i dag kan vi jo sagtens give negativ feedback i kommentarfelterne, men de fleste har sikkert prøvet at tage sig selv i at skrive noget negativt, fordi vi ikke har lyst til at fremstå sure eller aggressive. Det er den sociale kontrol, der træder i kraft. Facebook er ikke anonymt og det i sig selv lægger en meget stærkere dæmper på negative budskaber, end fraværet af dislike-knap.

Hvad jeg til gengæld tror, er at dislike-knappen kan komme til at fungere som en positiv feedback, på negative budskaber. Forestil dig at du skriver “min cykel er blevet stjålet”. I dag kan et like ikke helt anvendes som positiv feedback på sådan et udsagn, vel? Men det ville et dislike kunne. Du ville altså logge på Facebook en time senere og med glæde kunne konstatere 25  dislikes på din negative opdatering. Måske du lige ville prøve at skrive noget negativt om vejret eller statsbanerne – og måske være heldig at få flere dislikes. Pludselig ville et dislike være en attraktiv form for feedbak, der positivt ville belønne dig for at skrive negative ting. Prøv så at forestille dig en valgkamp, hvor kandidaterne kæmper om at opnå flest dislikes på deres budskaber om modstanderne.

Og det er detfor, jeg er imod dislike knappen. Ikke fordi jeg er imod muligheden for at nedgøre andres indhold – for den mulighed har vi altid haft og bruger den sjældent. Og hvis jeg begyndte at nedgøre mine venners indhold, ville det lynhurtigt blive skjult for mig – eller jeg ville blive slettet som ven. Jeg er imod den, fordi den i stedet kan ende som endnu en anerkendelsesvaluta, som fremmer negativ adfærd. En positiv opmuntring til dig for at poste brok, nedgørelser og anden destruktiv kommunikation, som er lige så stærk som et like i dag er det.

Det er en ofte brugt talemåde, når det handler om adfærdsvanskelige børn, at “negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed” og på nettet er der oven i købet utroligt mange muligheder for at misforstå hinanden og at komme til at optræde afstumpede og sårende. I den sammenhæng synes jeg faktisk  ikke at vi behøver en at indbygge en belønning som er psykologisk skræddersyet til at fremme negativitet.

Og hvis du virkelig gerne vil vise at du ikke synes om et billede af dine venners børn, kan du jo fortsætte med at gøre som du gør i dag: ignorere det. Det vil have omtrent den effekt, som mange tror at en dislike funktion vil have. Det har adfærdspykologien vidst i mere end 50 år. Enhver der har prøvet at poste et billede af sine børn og ikke få nogen likes, ved hvad jeg taler om.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *