Farvel til kanalerne fra YouSee – lav din laptop om til en TV box!

Denne artikel er forældet: I dag kører vi, ligesom så mange andre Netflix og HBO Nordic på Apple TV. DR’s kanaler streamer vi fra iPad’en. Det er helt klart den bedste løsning af alt, vi har testet. Men vi har stadig ikke TV Kanaler. Dem går vi aldrig tilbage til.

Kender du det, at du endnu en gang sidder og zapper kanaler på dit TV, i håb om at finde noget der kan underholde dig – hvad som helst! Selvfølgelig gør du det. I hvert fald hvis du ser TV på den gammeldags måde. 

Er du som mig, har du også prøvet at sidde, efter familien var lagt i seng, og zappet hjernedødt omkring med remoten, mens du blev mere og mere utilpas og træt af dig selv. Måske du har følt dig dræbende utilfredsstillet over igen at bliver afpresset til at sidde og glo på den samme Dolmio-reklame, mens du forsøger at se den sidste halvdel af  “How I met your mother” eller resten af en film, du faldt over. Måske du endda, i et øjebliks klarsyn, har spurgt dig selv hvorfor fanden du spilder dit liv med at grave smuler af underlødigt snavs ud fra en strøm af intelligensfornærmende og stressende reklamer. Det har jeg i hvert fald.

Forleden dag døde så den boks, som føder mit TV med kanaler fra YouSee og jeg blev nødt til rent faktisk at tænke over hvad jeg putter i TV’et. Min første tanke var et købe en ny box. De første dage gjorde jeg dog intet ved sagen – og efter at have opdaget hvordan det føles når ens hjem ikke længere er fyldt med støjen af dårligt TV, blev beslutningen truffet. Vi skal aldrig mere tilbage til tv-kanaler, der vælter ind i vores stue, som en kulørt kloak. Vi havde i forvejen det sidst år, lejet en del videoer direkte over nettet og set TV på computeren – så vi besluttede at afbestille YouSee og tage vores TV ud på internettet for alvor.

I dag ser vi programmer fra DR, BBC og mange andre udbydere, direkte på TV’et. Vi bladrer i tusindvis af spillefilm og videpodcasts og har endda nu hver sin remote control på vores mobiltelefoner, som virker til en stor del af indholdet. Selvom vi stadig kan tage DR’s kanaler, så fylder videopodcasts og film størstedelen af vores forbrug. Og reklamerne er helt væk! Det hele kører på en laptop, som er sat til TV’et og selvom der nogen gange er lidt ting der driller, er det et helt ubetinget hit i vores hjem. Derfor vil jeg dele mine erfaringer med dem der måske kan bruge dem.

Jeg vil helt sikkert investere i noget lidt mere professionelt udstyr hen ad vejen – men dette har været en meget billig måde at teste internet-tv på. Jeg ville selv gerne have haft en guide der hjalp mig igang på en Windows-laptop. Så her er den.

Denne blogpost er ikke en gennemgang af alle de muligheder der findes – det er bare mine egne erfaringer, som andre måske kan få glæde af.

1) Hardware – begynd med din Windows laptop, så du kan prøve om du kan lide det!

Jeg bruger i dag en helt almindelig laptop som Tv-box. Den er sluttet til internettet, har fået noget specialsoftware på og er koblet til TV’et med et stik. Min laptop har en HDMI udgang, til at trække signalet fra PC til TV. HDMI er en moderne, digital forbindelse og ikke alle PC’er har sådan en. Man kan dog sagtens bruge andre udgange, som f.eks. den VGA-udgang, som enhver laptop er forsynet med (og som oftest bruges til at slutte en projector til PC’en). Hvor en HDMI-forbindelse både har lyd og billede, har VGA-udgangen ikke lyd. Man skal derfor trække et lille lydkabel (det samme der bruges til PC-højttalerne) hen til den forstærker der skal bruges. Lad ikke nørderne skræmme dig – den løsning vil være god nok at teste med. Du skal naturligvis se hvad der findes af stik på dit TV, men hvis du ikke har HDMI på din PC og der findes VGA-indgang på dit TV, skal du bare ned og købe et VGA-til-VGA kabel hos din TV forhandler. Køb det gerne så langt at du kan sidde i en behagelig stol, mens du roder med det. Har du en trådløst mus, kan du klare en stor del af betjeningen fra sofaen uden tastatur.

2) TV-Software – XBMC (tænk på Run DMC, når du skal huske hvad det hedder)

TV-software lægger en brugerflade “oven på” Windows, der føles mere som et TV. Jeg har valgt at bruge XBMC, som er et open source mediacenter (som den slags software hedder). Andre tilsvarende systemer der findes er Plex (gik ned hele tiden) og Boxee (kan ikke hente DR). XBMC blev oprindeligt  udviklet til Xbox, men kan nu køre på et utal af boxe – inclusive en laptop. Der findes mange brugerskabte udvidelser (plug ins), som kobler din PC sammen med indhold fra en kilde på internettet. F.eks. kan man hente DR’s indhold, incl live kanaler og podcasts, direkte ind på dit mediacenter, ved at installere et par gratis udvidelser. Der findes en masse andet indhold og XBMC kan også nemt bruges til at hente din musik- eller filmsamling ind fra din PC eller fra enhver anden PC på dit netværk. Jeg er for længst holdt op med at eje musik og film og have det liggende og fylde på min harddisk, så de dele har jeg ikke prøvet. men de skulle virke tip top. Ingen af de mediacenter-pakker jeg har prøvet, virkede uden problemer. Især når man skal installere brugerskabte plugins og skins (brugerflader) kan nogle virke bedre end andre. Men når man har fundet det setup der virker, burde fejl og nedbrud være sjældne. Pointen ved XBMC er at du ikke behøver at sidde med et klodset tastatur, men kan bruge en trådløs mus, eller en windows fjernbetjening til det hele.

Man henter ganske enkelt XBMC, installerer og vælger sine plugins (som giver indhold at vælge imellem) og et “skin” (der bestemmer udseendet på din Tv-skærm). Så er man kørende.

Tip: Se Tommy Winthers guide til XBMC og installation af plugins!

3) Opret en Windows bruger der hedder “TV”

Da jeg bruger PC’en til andre ting end TV og som sagt endnu ikke har fået indkøbt en dedikeret “box” til at køre TV fra, har jeg i stedet valgt at oprette en selvstændig bruger på min computer, der hedder TV. Når jeg skal bruge min laptop til TV, sætter jeg den i stikket og aktiverer brugeren TV, så kører resten automatisk. På “TV”, har jeg tilpasset windows til fjernsynsbrug.

  • Jeg har sat en opløsning der passer til mit fjernsyn (1920×1080)
  • Har indstillet til store ikoner, så alt ikke ser småt og gnidret ud
  • Jeg har sat computeren til ikke at gå i dvale, når jeg lukker låget på den.
  • Jeg har også sat den windows-profil til automatisk at starte XBMC, så snart man åbner brugeren. Det har jeg gjort ved at trække en genvej hen til den mappe i startmenuen, som enten hedder “start” eller “startup”. Alt der smides her, starter når din windows-bruger logger på.

Når jeg starter brugeren TV, går min pc altså automatisk i TV-mode og starter medicenteret op. Allerede nu burde du kunne se DR og andet indhold på en nem måde og styre med en mus eller piletasterne på tastaturet.

4) Unblock-us og Netflix  – Sådan får du adgang til 100.000 filmtitler og serier for $13/md

I USA er man nået en del længere med filmudlejning online end i Danmark. Her har man i årevis tilbudt tjenester der er for film, hvad Spotify og Wimp er for musik. Nemlig tjenester der, for at fast månesligt beløb, giver dig adgang til en gigantisk mængde indhold. Disse kan sagtens køre på din PC, men desværre er tjenesterne ikke tilgængelige på det danske marked. Hvis man prøver at gå på f.eks. Netflix fra en computer i Danmark, kan man ganske enkelt ikke bruge tjenesten. Men heldigvis er det muligt at få sin computer til at opføre sig som om den står i USA – uden at det går ud over båndbredden. Det gøres ved at købe adgang til en amerikansk netadresse (IP-adresse). Det kan man sikkert selv nørde sig til. Men vhsi man som jeg slet ikke gider at bruge tid på at være teknisk, kan man vælge at købe adgang til tjenesten Unblock-us. Der lejer du en amerikansk DNS-adresse. Den er veldokumenteret og ved at hente et lille stykke software, fungerer alt automatisk. Man har 7 dages prøveperiode og derefter betaler man $5 om måneden. I samme sekund du har aktiveret tjenesten, tror Netflix at du kommer fra USA og lukker op for 30 dages prøveperiode. Tjenesten koster $8/md derefter. Du kan være igang med at se spillefilm efter 2 minutter. Din nye webadresse giver også adgang til indhold fra BBC’s iPlayer (selvom BBC ligger i Storbritannien?!?)  og meget mere end jeg her haft tid til at prøve. Du kan få BBC’s iPlayer ind i XBMC, men det er en lille smule nørdet. Brug dette plugin.

5) Indhold der ikke virker i XBMC, lægges som genveje på skrivebordet

Det er ikke alt indhold som virker direkte i XBMC (eller som jeg har fundet plugins til endnu). Det gælder f.eks. The Daily Show og Filmstriben.dk. Faktisk virker Netflix også mere bøvlet i XBMC end bare ved at gå direkte ind på deres site. I de tilfælde lægger jeg bare genveje til hvert site, direkte på skrivebordet på min Windows-bruger, TV. Det er ikke super elegant, men ved at slukke for XBMC og klikke på genvejen med den trådløse mus, er man hurtigt henne og bladre i det indhold man vil se. Og i praksis virker det nemt nok – det meste kan klares med trådløs mus. Lige nu har vi genveje liggende til:

  • Filmstriben.dk – se 5 gratis film fra bibliotekerne om måneden
  • Voddler – lej de film der er for nye til at komme på Netflix
  • The Daily Show – dagens fix er påkrævet
  • Netflix – det virker nemmere end at bruge gennem XBMC, hvor det kan være svært at komme tilbage igen, når man først har påbegyndt en film.

6) Brug mobilen som fjernbetjening

Mange af de skins (brugerflader) der findes til XBMC, er ikke beregnede til mus, men til noget der opfører sig mere som en fjernbetjening. Derfor blev XBMC lidt nemmere at bruge, da vi supplerede den trådløse mus på sofabordet, med en fjernbetjening på hver vores Android mobiltelefoner. Da det hele er open source, er der også her mange at vælge imellem. Ingen er dog helt fantastiske.  Jeg lagde især vægt på muligheden for at bladre i menuer og en god back-knap og valgte derfor at bruge denne XBMC Remote Control, indtil der dukker noget bedre op. En af fordelene ved remote på mobilen er at kæresten og jeg har én hver og at vi ikke har endnu en dims liggende og flyde. Ulempen er at det er ret nørdet at sætte op. Ikke mindst hvis man har et tråsløst netværk, hvor tv-computerens netadresse skifter hver gang den tændes. Remoten virker nemlig ved at ens mobil logger på det lokale netværk og derefter kobler sig på TV-maskinen via dens IP adresse og sender kommandoer til XBMC. Hvis den skifter hele tiden, kan mobilen ikke finde din PC. Hvis du ikke er lidt nørdet, er vi du nok foretrække en standard Windows fjernbetjening eller at købe en særskilt TV-box (som f.eks Apple TV), hvor der følger en fjernbetjening med. Dem ved jeg ikke noget om endnu, da jeg endnu ikke har valgt en decideret TV-box. Måske nogen vil droppe lidt info om gode remotes i kommentarfelterne?

Sådan gør du (kun for nørder):

  1. Installer XBMC Remote COntrol eller lignende på mobilen
  2. Log den på det samme netværk som din TV-PC
  3. Gå ind i XBMC og find settings > network
  4. Sæt hak ved “allow control of XBMC via HTTP”
  5. Husk hvilken port der bruges typisk “80” eller “8080”
  6. Vælg et brugernavn og password
  7. Find det sted der skriver hvilken IP-adresse din TV-computer har på lokalnetværket. Hedder typisk noget med “192.168.1.xxx”.
  8. Luk XBMC Remote Control op på din mobil
  9. Gå ind i indstillinger og indtast IP-nummer, port og bruger/password
  10. Nu burde du kunne fjernbetjene din XBMC fra mobilen (reguler lyden fra mobilens lydknap)

wireless Router-nørderier

Hvis din PC konstant får ny adresse, skal du logge på routeren (typisk via http://192.168.1.1/) og vælge at give din PC den samme IP-adresse hver gang. det gøres ved at logge ind på routeren, koble din PC’s MAC adresse sammen med en fast lokal IP adresse. Hos mig får min PC nu IP: 192.168.1.7 hver gang den går på nettet. Nu kan mobilen altid finde den.

7. Få dit Panasonic-TV til at starte direkte op på din computer hver gang

Når det hele skal være nemt, gælder det om at fjerne unødige klik fra processen. Når jeg åbner PC’en og logger på som brugeren “TV”, starter XBMC automatisk. Når jeg tænder remoten på mobilen, finder den automatisk mit TV-software. Men når jeg tænder mit TV. skal jeg selv ind og indstille den på at vise min PC på skærmen. Et irriterende step! Løsningen på mit TV er at finde den knap der hedder -/V (fandtes bag en klap nederst). Holde -/V inde mens jeg trykkede på “AV” på fjernbetjeningen 3-4 gange. Nu kommer der en “hemmelig” menu frem, hvor jeg kan aktivere “HOTEL MODE” (du kan også slå fjernbetjeningen fra her – pas på med det). Her vælger jeg at den nu skal starte direkte på PC’en hver gang. Hos mig hedder den indgang HDMI1. Gem og forlad menuen.

Når jeg nu skal se TV gør jeg følgende.

  1. Tænder TV
  2. Tænder PC og logger ind som “TV”
  3. Tænder remote på mobilen

That’s it! Det virker og med BBC, Netflix og meget meget mere, koster det mig $13 (kr. 73,50) om måneden. Dropper du de udenlandske kanaler er det gratis. Men selv dem kan du teste gratis i 7 dage!

PS: I går fandt min kæreste ud af at grunden til at vores TV-box holdt op med at virke, var at jeg havde revet et stik ud henne bag en kommode, da jeg støvsugede i sidste uge. Måske er der alligevel en større mening med rengøring?

2 replies
  1. Jesper
    Jesper says:

    Hej Anders

    når du åbner XBMC op, og du foreksempel gerne vil se dr1, eller et andet program. så kan jeg ikke få det til at vise det på fuld stræm, hvad kan det være? ved du det…
    kan godt se det i lille stræm, men der er 2 bokse foran TV kanalen mens det kører.

    Ser frem til at høre fra dig

    Hilsen Jesper

    Svar
    • Anders Colding-Jørgensen
      Anders Colding-Jørgensen says:

      Hej Jesper

      Det er jeg slet ikke nørdet nok til at kune svare på ;) Held og lykke med det.

      /Anders

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *