Hvem sætter nu grænser for internettet?

Forleden var jeg inviteret i Deadline for at kommentere på en artikel i New York Times, som satte fokus på den miljøbelastning de datacentre, som vi til dagligt tænker på som “skyen” udgør. Som psykolog var jeg bedt om at forholde mig til de faktorer, der gør at folk føler trang til at gemme en masse billeder og andre informationer.

Men da jeg kastede en opdatering om emnet ud på Facebook, som jeg tit gør når jeg ved jeg skal i TV og kommentere på et eller andet, opdagede jeg hurtigt at samtalen i kommentarfelterne sprang fra at handle om datacenter og miljøforbrug til også at handle om hvor meget vi er online – og om hvad de store netgiganter gør med vores data. Det fik mig til at se problematikken i et lidt større perspektiv: nemlig som en del af en større modreaktion mod internettet og vores konstante online tilstedeværelse.

Sådan en bølge har faktisk gode forudsætninger for at ramme os nu. Vi er nemlig nået der til hvor teknologien nu endelig indfrier mange af de løfter vi er blevet givet de sidste 10-15 år. Vi kan nu faktisk få kontakt med hinanden, når vi vil. Vi kan være på nettet hele tiden (hvis vi da ikke har Telenor) og vores smartphones kan vise film, købe billetter, tage billeder og holde os i konstant kontakt med hinanden, ligesom bredbåndsforbindelser og udbydere nu gør det muligt at se film i HD over nettet og at købe adgang til al musik der er udgivet i hele verden. Godt og vel. Og så kan vi jo gemme ting lynhurtigt på nettet, så vi ikke behøver at tænke på hvor de ligger.

Så hvor vi før altid har haft teknologien til at sætte begrænsninger for os og lægge en dæmper på nettets indmarch i vores liv og hverdag, så er der i dag ingen givne grænser mere. Vi kan alt – hele tiden. Og det betyder at vi nu for første gang selv står med ansvaret for at sætte grænser. For at finde ud af hvor meget CO2 det er OK at bruge på data. Hvor tit vi egentlig skal tjekke vores sociale netværk. Hvor stor en del af vores liv vi skal uploade til skyen.

Og netop dette tror jeg kommer til at være et helt centralt tema for vores os alle de næste par år. at forstå og forhandle hvor grænsen egentlig går, nu vi selv har ansvaret for den. Jeg tror derfor at vi meget snart vil en masse eksperimenter som skal udforske hvor grænsen for nettet går og hvordan vi administrerer den. Vi har allerede set folk som synes at det er en god løsning at optræde under pseudonym på Facebook. Det vil i praksis gøre mediet ubrugeligt og jeg spår det ingen fremtid. Men det er en del af den grænseeksperimenterende bølge. Vi ser folk der dropper deres smartphones eller beslutter at hjemmet skal være computerfri zone. Og vi ser som sagt nu også artikler, som fortæller dig at du måske er et miljøsvin, hvis du bare gemmer løs på nettet. Journalisthøjskolen har tid for opgaveskrivning og de emner de tager op er som regel et meget godt pejlemærke for hvad der er på dagsordenen. De to seneste journaliststuderende der ringede til mig i sidste uge og ville have et interview, ville gerne skrive om internetafhængighed. Et fænomen stort set ingen spurgte mig om for bare et år siden.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *