“Men jeg har da ikke lagt et foto af min pik på Facebook, endnu.”

Har været bragt som kronik i Information, i en let redigeret udgave.

facebook_5

Det begyndte med en email i din indbakke: “[Navn på gammel skolekammerat, du egentlig aldrig brød dig om] invited you to join Facebook.”

“Hvad i alverden er Facebook?” tænkte du.

Nå, lige der var Facebook i hvert fald en tiltrængt overspringshandling, så du bed på. Og det kriblede måske umærkeligt i baghovedet, da du trådte ud af anonymiteten og oprettede dig med dit virkelige navn – og ikke med ét eller andet kryptisk alias! Men snart loggede du af igen og glemte alt om det. Så meget var der jo ikke at foretage sig på Facebook, den gang i den tidlige begyndelse.

Men allerede et par måneder senere var Facebook nu blevet noget alle talte om. Aviserne skrev begejstrede David og Goliath-historier om den lille nye MySpace-killer og du havde fået en ny hobby. Et par gange dagligt loggede du nemlig ind på Facebook.com fra din computer, for at se om der skulle være kommet en ny friend request. Og de få sekunder fra du opdagede en ny venneanmodning, til du fik set hvem den var fra, var frydefulde og løfterige. For hvem kunne det mon være som smigrede dig med deres interesse? Måske det var én med høj status? Måske én du kunne få sex med? I sjældne tilfælde var det måske begge dele, men oftere var det bare Lars fra parallelklassen, som blev stablet oven i vennebunken, efter at du havde studeret hans foto, hvor han sad og smilede – lidt federe og en hel del mere tyndhåret end for 25 år siden. Det fyldte jo alt sammen. Og selvom du aldrig kunne drømme om at indrømme det, var du nu begyndt at føle dig ganske lidt bedre end mennesker med færre Facebook-venner end dig selv.

Facebook blev snart en tumleplads for de sprogsmarte, som skrev vittige statusopdateringer i 3.person: “Anders Colding-Jørgensen er ikke nær så selvglad, som de fleste andre ville være i hans sted.” Og de mindre kreative kastede virtuelle snebolde efter hinanden eller gav hinanden en elektronisk Olfert. En dag opdagede du at man kunne dele sine fotos – og modtage andres anerkendelse for dem! Og nu blev Facebook pludselig rigtigt spændende. Men ak – mere spændende ville det jo være, hvis du kunne få lidt flere mennesker du kendte der ind og se dine billeder (nå, ja – og uploade deres egne). Så du blev evangelist. En Facebook-pusher, som over for kolleger og ved enhver familiesammenkomst, forklarede de endnu ikke frelste hvor smart Facebook var – og hvorfor det netop ville være så storartet og værdifuldt for dem, hvis de kom på Facebook og begyndte at dele deres babyfotos der, frem for at sende dem rundt på email. Ja, grin bare unger, men det var der faktisk folk der gjorde den gang.

Og snart begyndte dit netværk af Facebook-venner at blomstre, efterhånden som du fik samlet gamle skolekammerater, naboer og ekskærester op. Nu var nye venneanmodninger en sjældenhed. Til gengæld fik du nu likes, kommentarer og beskeder. Og du fik Facebook på mobilen, så du lige kunne dele et foto eller opdatere din status, mens du ventede på bussen.

Og her til morgen vågner du så op og opdager pludselig at Facebook er blevet en helt integreret del af dit liv. Du opdager at det nu er helt normalt for dig at dele et billede af din aftensmad på internettet, med folk du ikke har mødt i flere år (om nogensinde) og at den almindeligste måde at ønske dine bekendte tillykke med deres børns studenterhuer eller fødsel på, er ved at klikke på et lille link, under et foto.

Og du opdager at du nu har fået en lille stemme inde i hovedet, som konstant afprøver hvordan en solnedgang, en punkteret cykel eller en stavefejl på et prisskilt bedst kunne kommenteres, hvis du nu delte et foto af det på Facebook. Udsigten til en abstrakt form for anerkendelse har forvandlet dig til dit hverdagslivs instruktør, scenograf og stylist. Intet er for småt og kun ganske lidt er stadig for privat, til at blive forvandlet til et medieprodukt og solgt for en håndfuld likes.

“Hvis jeg lige lægger min grovhakkede pølsemad på den skårede tallerken ” og måske skubber lidt til den, så man kan se mine glade, snavsede børn lege i baggrunden. Sådan ” KLIK”.

Og du opdager, med et ganske lille stik i hjertet, at det er længe siden du har været i ekstase, fordi du hver gang du kommer i nærheden af noget stort, smukt og overvældende, straks giver dig til at fotografere det, reflektere over den snedigste kommentar og fumle med deleknapperne på din smartphone – hvis du altså har 3G-dækning. Hvis ikke, bander du som en tyrk over dit latterlige teleselskab og deres grænseløse talentløshed i et tekno rage, som ironisk nok er det tætteste du kommer virkelig ekstase, these days.

Og din dagligstue er blevet et tyst gravkammer, hvor de voksne sidder med blikket fastlåst på små firkantede tavler med Facebook på og konstant tjekker om nogen måske skulle have delt en video med en lille gris der spiller klaver eller måske endda har fundet nogle helt almindelige mennesker som har gjort deres bedste og alligevel fejlet: “Se lige den idiot synge en sang, der lyder dumt!” (Du synes godt om dette).

Og du deler artikler du ikke selv har læst og andre klikker like uden at læse dem heller. For hvem fanden læser egentlig hele artikler længere? Og når du tjekker Facebook mens du ser fjernsyn eller hører dine børn fortælle hvad de har lavet i skolen, glæder du dig over hvor god du er til at multitaske, selvom enhver 1. års studerende i psykologi ved, at menneskehjernen ikke kan multitaske. Det er noget computere gør.

Og en dag opdager du at Facebooks løbende, drypvise strøm af anerkendelse og underholdning er blevet hovedleverandør af impulser til din hjernes belønningscentre og at du ikke længere helt har kontrol over hvor tit du tager smartphonen frem og tjekker. Det er her du begynder at underrapportere (det betyder lyve) når du skal fortælle hvor tit du egentlig er på Facebook, fordi du skammer dig over dit kontroltab og dit stadig mere umådeholdne forbrug.

Og du udvikler et ambivalent og skyldpræget forhold til Facebook – som du også har gjort til alle andre nemme fix i dit liv. TV, sukker, rødvin, tjald. Som det forhold du havde til onani, da du var 14. Du lover måske dig selv, ikke at sidde og glo på den dumme skærm så tit. Og du begynder at opstille små benspænd for dig selv, der indebærer at du ikke tager din smartphone med i soveværelset eller på lokum. Eller at du skal prøve at læse dette blogindlæg til ende, før du belønner dig selv med et skud Facebook.

Men Facebook er som crack-kokain og du kan ikke stå imod ret længe. Og hvad nu hvis der virkelig er kommet noget vigtigt? Det kan jo være at nogen har liket billedet du har uploadet. Det af dine børn der ser TV, din kat der sover i en anatomisk uvirkelig stilling eller af dit hjemmebagte speltbrød! Og du tjekker Facebook igen ?EUR” og du skammer dig igen. Og du begynder at udvikle en digital spiseforstyrrelse. Og hvor går man hen med den slags? Du begynder at tørre din stigende medieskyld af på dine børn. De skal i hvert fald ikke lide af skærm! Og du forklarer dem at det nok er dejligt – men også ganske slemt – at de nyder deres YouTube-videoer og computerspil og at du derfor nok hellere må lægge begrænsning på deres skærmtid.

Og Facebook bliver en brik i den socialisering til et protestantisk samfund, der handler om at alt der er lækkert, nok også er syndigt. Og at du aldrig ?EUR” ALDRIG skal nyde livets hurtige fix uden skam.

Og du læser dette. Og du forstår. Og du spørger psykologen hvad du skal gøre. Men jeg kan ikke hjælpe dig, for jeg har det selv sådan. Det er min egen historie der står her over. Jeg indrømmer det! Det eneste jeg kan sige for at trøste dig er at du bare skal vente 10 år. Så vil det her være de gode gamle dage. Den gang vi stadig havde fordybelse, autentisk nærvær og tid til vores børn. Den gang, før verden gik af lave, maskinerne tog over og alting begyndte at gå så stærkt.

God sommer

Share Button
15 replies
  1. Torben Heikel Vinther
    Torben Heikel Vinther says:

    Virkelig super artikel! Jeg føler mig ramt på den fede måde, for jeg skammer mig slet ikke over at være en såkaldt powerbruger af Facebook. Men hvorfor bruger du ikke Facebook Comments på din blog, så jeg kan få lov til at sprede min kommentar over det hele? Er det et reguleret forsøg på at holde lidt afstand til Facebook? :-) Også god sommer til dig.

    P.S. Jeg likede først artiklen efter at jeg havde “kæmpet” mig hele vejen igennem :-?

    Svar
  2. Nete Kaasen
    Nete Kaasen says:

    Nete Kaasen SYNES GODT OM din artikel og Torbens kommentar. Jeg følte mig såmænd også ramt, men på den gode måde.

    Der er RIGTIGT meget genkendeligt i din artikel, og antallet af træk på smilebåndet kan ikke tælles på én hånd længere.

    Jeg er også powerbruger af Facebook. Det er en meget væsentlig del af mit job som community manager. Men jeg bruger det også rigtigt meget selv. Jeg skammer mig dog langt fra.

    Anerkendelse er da en rar “bi-ting” på Facebook, men for mig fungerer min timeline mere som et visionboard, hvor jeg over for mig selv dokumenterer min hverdag. Så kan jeg på lortedage (Dem der opstår i mit hoved en gang i mellem!) kigge på min facebook og tænke: Hvad f… har du at være utilfreds over? Dit liv har masser af fedt indhold og prøv at se alle de dejlige mennesker, som gider kigge med i dit liv og som hver dag også inspirerer dig.

    Det er da heller ikke uvæsentligt, at jeg via Facebook, kan være i kontakt med mennesker, som jeg aldrig “IRL” ville få set eller talt med, fordi de bor langt væk og ikke lige ville blive prioriteret ind i en travl hverdag, fordi familie, job, sport og nære venner vil blive prioriteret først.

    Den dag facebook giver anledning til skam, dårlig samvittighed og selvlede i et omfang der overstiger forholdet 1:10 i forhold til alt det sjove, gode og positive, så bliver der lukket ned.

    Men tak for en god og meget tankevækkende artikel.

    Ps. Jeg har delt! ;-)

    Svar
  3. Just Fruergaard
    Just Fruergaard says:

    Genialt indlæg. Godt skrevet, og jeg har selvfølgelig liket det og delt det på FB. Jeg føler heldigvis ingen skyld ved mit “over”forbrug af Facebook… som du selv skriver… This is the world today, and i can handle it :-)

    Svar
  4. Marcel Fuursted
    Marcel Fuursted says:

    Sindssygt godt beskrevet artikel!! Den rammer på både godt og ondt (“Hahahaha – det er mig, det dér :D” og “”Shit – det er jo mig…”)

    Jeg overvejer om jeg skal dele den på Twitter – men det kribler ekstra meget for at dele den på FB istedet :)

    Svar
  5. Camilla Kyndesen
    Camilla Kyndesen says:

    Tja, jeg var cirka halvvejs igennem artiklen, før jeg greb mig selv i at sidde og overveje, hvordan jeg bedst deler den på Facebook…

    Godt skrevet og tankevækkende – tak for det!

    Svar
  6. Jon Kjær Nielsen
    Jon Kjær Nielsen says:

    Tak.

    Kan blive grebet af skam og lidt vrede/frustration, men når jeg tænker dybere over det falder der ro på. For så vågner den kulturradikale i mig, og jeg accepterer at det nu er sådan tingene har udviklet sig, fagre nye verden kan vi jo ikke stoppe, og det finder nok rette balance.

    “Jamen Hans Christian, børnene!”
    Et område har jeg det svært med. Jeg er 35, og får jeg børn er det nok inden der er gået ti år. Forældre er noget man kan være uden at læse Manualen, for vi har jo selv prøvet det. At blive opdraget. I talløse generationer har vi groft som der blev gjort mod os, og vi giver menneskets sociale arv videre, på godt og ondt. Men Facebook og andre sociale medier med al deres revolutionspotentiale er opfundet efter jeg blev voksen, så hvordan regulerer man det for en 10-årig? Jeg ved det ikke, for jeg har ikke prøvet det. Skal børn opfordres til at lege med de andre børn på vejen, eller skal de bare have en hurtig forbindelse? Nogen må have skrevet en manual…

    Svar
  7. Kamilla Olsen
    Kamilla Olsen says:

    Én af de mest velskrevne artikler jeg har læst!!
    Kunne nikke genkendende til stort set det hele – også skammen i en grad, hvor man ikke, ikke engang overfor veninderne, vil indrømme man lige er inde forbi facebook og se om der er sket noget nyt.. Jeg har dog valgt at have lukket profil og er ikke bleg for at smide en blokering på de FB-venner der opdaterer tilpas FOR meget eller dagligt deltager i konkurrencer!!

    Mht deling af artiklen, så overvejer jeg lige lidt endnu, hvor den ender?! (FB, bloggen eller twitter), men deles det skal den. SÃ… godt skrevet!!
    Mvh Kamilla

    Svar
  8. Karen
    Karen says:

    Virkelig velformuleret artikel. Og jeg kan følge dig i mange af dine holdninger. Jeg har tilfældigvis lige afleveret en specialeopgave om emnet psykologi på uni, og jeg har undersøgt megen forskning og teori om feltet, så jeg kan sige, at generelt har alle ikke den samme oplevelse af mediet. Faktisk er ideen om det faldende nærvær og en nærmest sørgelige amageddon billede af det gode socialliv lidt for pessimistisk – det er i øvrigt jo også relativt ift. alder, type, introvert vs. ekstrovert etc., men jeg tager hatten af for din smukke beretning om din egen opfattelse og erfaring :)

    Svar
  9. Brian Reinhold Jensen
    Brian Reinhold Jensen says:

    Selvom artiklen snart er et halvt år gammel, så holder den 100% endnu.
    Jeg har netop gennemført en jul hvor mange sad og kiggede under bordet og tjekkede deres smartphones, og hvor der var billeder af tallerknernes indhold på Facebook, før stegen nåede op til mig.

    Svar
  10. Henrik
    Henrik says:

    Hvor har jeg og min familie været det sidste 1 1/2 år?! Nå jo – netop i færd med at leve det liv og den hverdag du så fint beskriver i artiklen….. Men hvordan er det gået med alle “kritikerne” siden da? Mon det er blevet “bedre”, status quo eller “værre”?? Jeg følte mig ramt op til flere gange, og gjorde mig netop samme tanker som mange andre… Hvordan får jeg bedst budskabet ud uden at udstille mig selv for meget – kun for at vise kun holdning og ikke blotte mine egne laster :-)

    God og meget aktuel artikel – tror jeg :-)

    Svar
  11. Kenneth Schrøder
    Kenneth Schrøder says:

    Sindsygt sjovt og vildt flashback. Selvom det er en gammel artikel efterhånden, holder den hele vejen.
    Jeg holdte mig fra facebook i lang tid, da jeg mente det bare var endnu en trend på nettet, som jeg i hvert fald ikke skulle være en del af. Men da jeg blev ringet op af en gammel klassekammerat fra folkeskolen, fordi de var ved at arrangere en klassefest, blev jeg tvunget til at oprette en profil, da al kommunikationen ville forgå derinde.
    Resten af historien med facebook beskriver du helt klart! :)

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *