Skaber Facebook virkelig misundelse?

Modvirker Facebook misundelse?

Forskertjek: I sidste uge kunne man, i diverse medier verden over, se en historie der handler om at “ny forskning viser at Facebook gør dig misundelig”. F.eks. skriver danske MetroXpres:

“En ny tysk undersøgelser viser, at godt en tredjedel føler misundelse efter en tur på Facebook. Forskerne hævder, at misundelse skabt på Facebook har en negativ effekt på folks glæde.”

Historien tager udgangspunkt i en forskningsartikel, skrevet af Hanna Krasnova, fra Humboldt Universitetet og her til formiddag fik jeg så tid til at læse artiklen (hent den her). Det første der slår mig ved læsningen er at den omtalte tredjedel ikke er antallet af folk, som angiveligt føler sig misundelige, efter at have brugt Facebook. Nej, for direkte adspurgt hvilken følelse folk havde efter deres seneste Facebook-besøg, siger kun sølle 1,2%(!) at de følte misundelse. Først når forskeren derefter anvender en indirekte spørgemetode og beder folk gætte på hvad der kan være en grund til at andre mennesker føler frustration over Facebook, får man 29%  der siger at misundelse nok er årsagen. Selve den indirekte spørgemetode er ret spekulativ i sig selv. Men selv med den mest positive læsning af teksten – er det alligevel ikke 1/3 af Facebook-brugerne, men 1/3 af dem der forlader sitet frustrerede, som er misundelige. Og det er nok en del færre.

Men når man er færdig med at ryste på hovedet over endnu en artikel, som konkluderer noget pressevenligt på et lettere usikkert grundlag (og den her artikel er bestemt ikke værre end mange andre af slagsen), så bliver jeg slået af det påfaldende i at det overhovedet skulle være en nyhedshistorie at man, ved at se andre mennesker have succes på Facebook, kan opleve misundelse! Det ville være noget andet hvis overskriften lød: “Hvis du ser dine venner holde en dyr ferie, have en smuk kæreste eller en lækker bil, så oplever du ingen misundelse hvis blot det sker på Facebook”. For mig at se ville dette  faktisk være den egentlige sensation. For selvfølgelig kan den naturlige følelse misundelse opstå der hvor vi ser andre menneskers succes. Og når en stor del af vores sociale udveksling og “overvågning” sker på Facebook i dag, så kan det vel ikke være anderledes end at netop Facebook er involveret, når følelsen opstår.

Når den slags alligevel kan blive en mediehistorie, så er det nok fordi historien for det første kobler Facebook sammen med noget negativt (det synes uendeligt populært hos journalister, these days). Men vigtigere er det at den kaster vand på den evigt kværnendende forståelsesmølle, der lige nu forsøger at fatte hvad fænomenet Facebook betyder for vores sociale liv.

Derfor får vi mediehistorier som f.eks. handler om at:

  • Det kan skade dit job, hvis din chef ser dig pjække på Facebook.
  • Det kan skabe misundelse at se andres lykke på Facebook.
  • Vi tænker over hvordan vi fremstilles på Facebook
  • osv osv.

Det pudsige er at man faktisk kan fjerne ordene “på Facebook” og finde ind til en lang større sandhed om Facebook; nemlig den at det er blevet platform for så stor en del af vores sociale liv, at de samme mekanismer der gør sig gældende alle andre steder, selvfølgelig også gør sig gældende på Facebook.

  • Det skader dit job, hvis din chef ser dig pjække.
  • Du kan blive misundelig over andres lykke.
  • Du tænker over hvordan du ser ud i andres øjne.

Det har ikke noget som helst med Facebook at gøre, selvom nogle af tingene naturligvis sker i en større skala, hvis du interagerer med 300 mennesker frem for 3. Og også får et andet udtryk hvis det sker på nettet, frem for i Brugsen eller på arbejdspladsen.

For 15 år siden talte folk om hvad det mon betød at man via de såkaldte mobile telefoner, nu kunne ringe til sine børn, lige meget hvor de er. Men det er efterhånden længe siden vi har se sådan en historie. I stedet bruger journalister helt naturligt mobiltelefonen til at ringe og spørge mig om Facebook. Så det mest ironiske er, at når først pressen og vi andre får samlet alle brikkerne til hvad Facebook betyder for vores sociale liv, vil vi se at puslespillet er blankt og at Facebook blot er en del af livet.

Men der er vi ikke nået til endnu, så derfor vil jeg nok, en tid endnu, blive ved med at blive ringet op af journalister, der forsøger at gribe Facebook an som om det var en helt isoleret del af virkeligheden.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *