Pervers fantasi: Tænk hvis alle dine sociale relationer varede evigt!

Foto: https://www.facebook.com/robertbabiczForestil dig at nogle fyre i Silicon Valley havde opfundet en tjeneste der gjorde det muligt at vi alle kunne leve evigt. Som gjorde at alle du havde kendt og hørt om, alle bedsteforældre, Nelson Mandelaer, Elvis’er, skolekammerater og alle vi andre, blot blev ved med at være her. Aldrig forsvandt.

Forestil dig den tid du skulle bruge på at gå til fødselsdage, diamantbryllupper (eller hvad det hedder når man har været gift i 300 år), jubilæer og hvor stor en del af din dag der ville gå med at holde kontakten med den konstant stigende mængde af mennesker i dit liv.

Jeg tror at vi alle ville bruge den tjeneste. Hvordan kunne vi lade være? Men jeg tror også at vi ville kunne presses til at indrømme at det var perverst. Jeg mener: mennesker må dø for at der bliver plads til nye. Plads, tid og opmærksomhed er et nulsum spil, bruges den et sted, mangler den et andet, og der er bare ikke nok af nogen af delene, hvis vi alle bare bliver ved med at være her. Døden er brutal – men døden er nødvendig, for at mennesker kan få tid og plads til at leve deres liv.

Forestil dig nu at nogle fyre i Silicon Valley havde lavet en tjeneste der gjorde det muligt at alle sociale relationer du nogensinde havde haft i dit liv kunne vare ved.

At du, i stedet for at skifte dine sociale relationer ud efterhånden som du bevæger igennem livet og kun holde fast på nogle få udvalgte, nu slæbte samtlige mennesker du har haft en eller anden form for relation til, med dig hver eneste dag. Forestil dig at denne tjeneste gjorde det muligt at have en overfladisk interaktion med mange hundrede mennesker, der siger dig så lidt at du ikke kunne drømme om at besøge dem, ringe til dem eller for den sags skyld at lære deres børns navne at kende. Det eneste du kunne var at have små, sporadiske og underligt halvoffentlige udvekslinger med mennesker, helt ude af kontekst. Små blink af “hallo!”, “hej!”, “jeg er på ferie i Maribo!”, “Se, mit barn spiser slik og ser TV!”.

Jeg tror at vi ville bruge den tjeneste. Hvordan kunne vi lade være? Men jeg tror nok at vi ville have en nagende mistanke om at det var perverst. Tænk på den tid du skulle bruge på at holde stort set værdiløse kontakter i live. Alle de følelsesmæssige indtryk, du skulle lade dig voldtage af. Hvor meget du måtte devaluere dit sociale relevanskriterium, for at den tjeneste overhovedet var til at holde ud at bruge. Forestil dig at du så begyndte at bilde dig ind at alle disse forældede og dekonteksualiserede relationer var dit livs primære publikum. At du begyndte at forvride din opmærksomhed væk fra levende og aktuelle relationer i dit liv idag og istedet begyndte at længes efter anerkendelse fra Jonas fra 3.klasse som du aldrig kunne drømme om at dele to øl med. At du måske endda begyndte at bilde dig ind at en binær respons fra en tåget gruppe at sociale spøgelser var lige så meget værd som et smil fra en en kollega, mor, nabo.

Nej. Nu ved jeg godt at jeg er langt ude. Du ved jo godt at de fleste gamle relationer må dø for at der er tid til dem der er vigtige og aktuelle lige nu og her. At det måske ikke er en fejl at du møder en gammel skolekammerat i Brugsen i Tisvilde, siger “hyggeligt at møde dig – vi må altså ses”, og så aldrig ses mere. Og du kunne i hvert fald aldrig finde på at samle hundreder af forældede relationer på en online tjeneste, slæbe dem med dig rundt på mobilen og bruge mange timer hver eneste dag året rundt på at interagere med dem, udelukkende fordi det var muligt.

Har du nu drukket af natpotten igen, Anders?

Selvfølgelig er ovenstående unuanceret og skarpvinklet. Facebook (som jeg jo primært langer ud efter) er brugbart til en masse ting og ikke alle relationer vi dyrker derinde er perversioner eller spild af tid. Mange af de relationer vi dyrker der, sætter oven i købet gang i en masse aktivitet i den fysiske verden også.

Men jeg kan bare ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet: Hvad nu hvis Facebook løser et problem der ikke findes? Hvad nu hvis det i virkeligheden slet ikke er meningen at vi skal holde fast på hundredevis af sociale relationer, selvom det er tiltalende for både følelser og nysgerrighed? Jeg bliver ofte spurgt hvad folk skal gøre for ikke at spilde så meget tid på Facebook. Hvad nu hvis svaret er at du skal tilbage til et mere “naturligt” antal af relationer i dit liv. Af du lider af social overload. Og at du skal vinke farvel til en masse af de mennesker du har kendt – også folk du egentlig godt kan lide – for at du i dit korte liv har tid til de mennesker der er aktuelle i dag? Hvad enten du så vil bruge Facebook til at holde kontakten med dem eller ej.

Hvis vi er venner på Facebook og du egentlig undrer dig over hvorfor, kan du for eksempel begynde med at undfrinde mig.

1 svar
  1. Troels
    Troels says:

    Jeg tror, det kommer sig af en mærkværdig forventning, vi danskere har, om at enhver kontaktforespørgsel skal vi gudhjælpemig reagere på. Når jeg giver social-medie-råd til kunder, så skal jeg 9/10 gange først henover bjerget: “Der er så meget støj på Facebook.”

    Men der er jo kun støj hvis du a) har for mange venner, b) er venner med folk, der skriver om noget, du ikke er interesseret i. Specielt sidstnævnte kommer ofte af, at vi føler os pressede til at være venner med folk on-line, som vi er venner med IRL — selv om hvad de går og laver reelt ikke kunne rage os mindre.

    De har ellers nogenlunde forstået det i udlandet: Du er venner med det, du kan overskue – og du behøver ikke nødvendigvis reagere på alt, du ser. Scroll forbi det til du finder noget, der er interessant.

    Facebook løser ikke, i min optik, “et problem, der ikke findes.” Det gør det bare lettere at få overblik; hvis man altså også udviser lidt redaktionelt overblik selv.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *