Hvis I vil se giraffen?

6 situationer, hvor enhver kan blive til “online-psykopat”

Et emne jeg bliver interviewet rigtigt meget om for tiden, handler om de situationer hvor online-kommunikationen går galt. Både når det foregår i det små – og når det ender med de såkaldte “shitstorms”, hvor virksomheder. politikere eller andre kendte bliver udsat for en voldsom, negativ omtale. Hvor raseri og galde får frit løb og negativiteten bliver udtrykt, delt og liket.

Og når indholdet bliver ubehageligt, negativt og grænseoverskridende, er det oplagt at stille det spørgsmål som mange journalister stiller for tiden: Hvorfor skriver folk så grove ting på nettet? Er det fordi de er onde? Er det så simpelt at der sidder en flok skiderikker og fylder en hel masse, eller er der en mere kompleks forklaring?

Shitstorme skabes ofte af dig og mig

Faktum er faktisk at det overvejende er dig og mig der skriver negative ting på nettet. Nåja – om ikke dig, så i hvert fald dine naboer, kolleger og andre mennesker, du ellers ikke betragter som asociale psykopater. Og det kan også godt være at du ikke ligefrem kommer med dødstrusler, men mon ikke du har prøvet at skrive noget du ikke helt kunne stå ved bagefter? Det skyldes at dine følelser løber af med dig og de sociale filtre der skulle holde dig på plads, fejler. Og forestil dig at være i den anden ende, hvis der lige er 5000 andre, der også lige giver frustrationerne frit løb.

Naturligvis findes der også notorisk negative mennesker – dem vi kalder for “trolls” –  som konstant spreder negative udsagn i debatter og fylder uforholdsmæssigt meget på nettet. Jeg underviste på Journalisthøjskolens efteruddannelse i forrige uge og talte der med redaktøren af Ekstrabladets debatforum, Nationen. Et site der tit fremhæves, når man taler om negativ debatkultur. Han fortalte at de faktisk kun har en lille klike af kværulantiske superbrugere som dukker op i de fleste debattråde og fortsætter deres løbende skænderier, mens flertallet faktisk forsøger at forholde sig til det emne der debatteres. Noget der bare går galt nogen gange.

Der er bl.a. 6 faktorer, der kan medvirke til at netkommunikationen løber af sporet for helt almindelige pæne mennesker:

1) Du bliver vred

Vrede er en kemisk process i kroppen. Når du bliver vred, kan du føle det. Og det du føler er at kamphormoner flyder fra dine kirtler og ud i blodet. Og når det sker, så forandrer din psyke sig. Du bliver mere modig og handlekraftig, men samtidig reduceres din omtanke og tålmodighed. Det kender du sikkert. Det er her du ender med at sige ting du bagefter fortryder og undskylder med et “jeg ved ikke hvad der gik af mig”. Vrede kan også opstå i forbindelse med at du læser noget på nettet, som du f.eks. synes er meget urimeligt eller idiotisk (eller begge dele).

Her sidder du altså i et tidsrum på ganske få sekunder, mens du er i kamphormonernes vold. Og der er faktisk tidsnok til at scrolle ned til kommentarfeltet og skrive en kommentar, hvor din spontane vrede kommer til udtryk uden at blive standset af den omtanke, som almindeligvis redigerer dine udsagn.Vrede følelser og kommentarfelter kan være en ret overvældende voldsom kombination. Især hvis der ikke findes en “delete” knap, du kan bruge når du får tænkt dig om. 

Du kan også opnå den samme effekt, hvis du bare har drukket dig lettere beruset. Og derfor (og fordi du ender med at sende lumre SMS’er til dine ekskærester) er det en fiks idé at være lidt varsom med mobilen, du er på bar.

2) Du er afskåret fra umiddelbar mikrofeedback

I samtaler reguleres og synkroniseres vi hele tiden af bittesmå justeringer i mimik eller modulation. Det kan være musklerne omkring øjnene der trækker sig næsten umærkeligt sammen på dig, når nogen kommer til at sige noget sårende. Eller en pause der bliver 1/2 sekund længere i telefonen. Det opfatter vi intuitivt og kan straks korrigere. Måske forklare os. Måske bare smile eller dreje samtalen hen et lidt mindre anspændt sted. Den slags direkte feedback er central i vores sociale interaktion. Det er et meget fintfølende  instrument der fortæller os nøjagtigt hvor grænsen går. Og det er den slags signaler nogle mennesker med autisme og aspergers kan have svært eller helt umuligt ved at aflæse.

Når du skriver online får du ikke den slags signaler – dine instinkter får derfor ikke noget feedback at arbejde med. Du skal derfor konstant kompensere for den manglende sociale feedback ved at bruge din fornuft. Ved at tænke. Men et socialt filter der kræver tankevirksomhed fungerer meget mere trægt end et “automatisk” eller instinktivt. Vi skal f.eks. huske at skrive en smiley, når vi skriver noget ironisk. Og det glemmer vi ofte. Vi skal også konstant forsøge at regne ud hvilket humør modtageren af vores skriverier er i. Man kan sige at nettet giver os alle en mild aspergers, fordi vi i praksis skal agere uden at have et net af automatisk mikrofeedback i ansigt i stemme til at styre vores kommunikation sikkert i havn hos modtageren.

3) Medier de-humaniserer

Jo længere væk mennesker er fra vores hverdag, jo sværere er det at se dem som rigtige mennesker. Det lyder måske lidt kryptisk. Men hvor du nemt og helt intuitivt kan forstå at dine venner bliver kede af det, hvis du siger noget hårdt, kan det faktisk være sværere for dig, instinktivt, at forstå at mennesker du har set i TV, kan have det nøjagtigt ligesådan.  Du kan derfor finde på at skrive ting til en politiker, du aldrig ville sige til en bekendt. Naturligvis ved du med din fornuft at Pia Kjærsgård også er et menneske, men rent intuitivt kan du have svært ved at fatte at hun ikke bare er noget der findes inde i fjernsynet. Du vil derfor være mindre tilbøjelig til at redigere dine udtalelser, hvis det ikke er en “virkelig” person, der er målet. Hvis du bliver vred på en politiker, ser du politikeren og ikke mennesket bag. Derfor træder din almindelige høflighed og medfølelse ikke automatisk i kraft, på samme måde. Måske du ligefrem lige nu tænker at politikere ikke er underlagt de samme regler. At de selv har været ude om det. Og det kan nemt bringe de mindre venlige sider af dig frem.

4) Du er anonym

Der er stadig debatter hvor vi kan være anonyme – og dermed ikke kan risikere at stå til regnskab for vores udtalelser. Det filter som kan ligge i at vi senere skal stå til regnskab for vores udtalelser (og måske endda få en røvfuld) er derfor væk. Anonyme sites er til gengæld utroligt velegnede, hvis man f.eks. skal rådgive incestofre eller mennesker skal dele viden om deres sygdomme eller problemer. I lande hvor det kan være farligt at stå frem med sine meninger, er anonymitet også en vigtig mulighed at have – men sammen med de andre faktorer, medvirker det bare til yderligere at fjerne de filtre, der ellers holder os på plads og fremmer en civil tone.

5) Modtagere opfatter ofte budskaber anderledes end de er ment

Selve tekstmediet er mangelfuldt når det drejer sig om at formidle ironi, glimt i øjet og mange af de nuancer, som tonefaldet ellers kan kommunikere. Det er derfor i sig selv ofte en mulighed at du skriver noget som egentlig hverken er ment ondt eller hårdt. Måske er du bare meget direkte og kontant – eller du glemmer at skrive nogle venlige fraser til at afbøde en kritik. Det kan opfattes utroligt voldsomt af en modtager, som f.eks. har vovet næsen frem og nu kigger efter reaktioner fra omverdenen. Du kan med andre ord blive en del af noget som opleves som en shitstorm, uden at du overhovedet mener det, hvis blot modtageren opfatter dine udtalelser hårdere og mere negativt end du selv mener dem.

6) Du bliver revet med af pøblen

Den helt klassiske mobbeeffekt er når mange mennesker sammen og giver sig til at latterliggøre eller håne en enkelt. Bare for sjov, ikk? Det er her hvor selv rare mennesker pludselig lader sig rive med af flokken. Det er når en af dine Facebook-venner liker en video med nogen der synger dårligt, har en talefejl eller i det hele taget bare optræder dumt og du ikke kan lade være med også at trykke “like” og måske lige skrive en sjov bemærkning, der viser hvor vittig du er. Det er da så uskyldigt, ikke. De andre gør det da også. Men når nu 50000 andre mennesker også lige ser den, liker og skriver noget morsomt – og nogle måske endda er mindre flinke end du er, så er resultatet meget overvældende for modtageren. Og selvom du jo bare lige klikkede “like”, så er du nu en af de 50000 som står i råbekoret og griner. Og du har også legitimeret de grovere og mere ondskabsfulde kommenterer, som mennesker der er mindre empatiske end dig har skrevet. Du er blevet en del af en tarvelig shitstorm. Selvom du bare lige ville være lidt sjov.

Endnu anden “pøbeleffekt” kan vi se, når mange tusinde mennesker giver sig til f.eks. at skrive meget negative bemærkninger på en minister eller en kendt persons Facebookside. Der kan du meget nemt pludselig finde dig selv i færd med at skrive ting som er lidt mere negative end du måske ville have gjort, hvis du var den eneste der skrev en kommentar. Det skyldes den kendte mekanisme at det at mange andre der gør det, virker spontant medrivende og gør at du måske også selv giver dine holdninger frit løb. Alle andre gør det jo. Det er altid sværere at kaste den første sten.

Vi er alle netpsykopater og online-autister en gang imellem

Konklusionen er at det simpelt hen er for nemt at sige at det altid er en særlig gruppe af psykopatiske netbrugere, som skaber den negative debattone på nettet. Online debat har så mange indbyggede vanskeligheder, som vores instinkter ikke altid kan håndtere. De kræver at vi tænker os om – bevidst forsøger at tage højde for modtageren og at tilpasse vores tone. Og det kan ske for den bedste at vi bliver vrede, glemmer at modtageren har følelser, skriver uhøfligt, sarkastisk eller alt for direkte og måske endda lader os rive med af folkestemningen.  Det kan naturligvis lære os at vi skal tænke os bedre om – men det kan måske også lære os at være lidt mere tilgivende, når andre falder i.