Skruer Facebook ned for visningerne for at booste indtægterne?

Hvis du har arbejdet bare en lille smule med Facebook, på et professionelt plan, har du nok hørt om at Facebook ikke viser alle din Facebook-sides opdateringer til alle din sides fans. Facebook har nemlig nogle algoritmer, som sorterer hvilke opdateringer, dine fans får at se.

Hvis du f.eks. har en skotøjsbutik og har skaffet 1000 likes/fans på din butiks Facebook-side og du derpå skriver en opdatering om at I har udsalg i næste uge, så vil det ikke være samtlige 1000 fans, der får opdateringen vist i deres newsfeed. Det vil måske snarere være 250. Resten skjuler Facebook ganske enkelt opdateringen for, med mindre de selv går ind på din side og kigger. Og det gør de færreste vel ret tit. Det er jo ikke rigtigt pointen ved Facebook-sider.

Facebook forklarer at dette er for at gøre oplevelsen bedre for brugerne, som ikke skal have deres newsfeed fyldt med så mange opdateringer, at de ikke kan følge med og det hele bliver til støj. Og den forklaring har, i flere år, fået lov at stå stort set uimodsagt. Hvem kan da være imod at Facebook forsøger at skærme os imod information overload? Derfor er det rigtigt interessant når en tidligere annoncekonsulent hos Facebook, i forbindelse med lanceringen af deres seneste designopdatering (som de begyndte at rulle ud i foråret 2013 og som langt fra er rullet ud til alle endnu), i marts 2013 udtalte til DR:

– Da jeg arbejdede hos Facebook, havde vi statistikker, som viste, at mange brugere simpelthen først forlader newsfeedet, når de havde set samtlige tilgængelige historier, siden sidst de loggede på. Derefter sidder brugerne og opdaterer, indtil nye historier dukker op.

– Det er ikke en god brugeroplevelse at “løbe tør” for indhold. Det svarer til kun at kunne se på DR’s pauseskærm, når man havde håbet på en god film.

Denne oplevelse – af at løbe tør for indhold og sidde og “reloade” til der kommer noget nyt, er åbenbart noget der er udbredt og kan ses i Facebooks brugerlogs. At der ikke er nyt indhold, siden jeg tjekkede sidst, er også noget jeg kan genkende fra min egen brug af Facebook. Men at vi kan løbe tør for indhold stemmer jo ikke overens med at vores feed samtidigt angiveligt er så voldsomt trafikeret at Facebook er nødt til at skjule opdateringer fra virksomheders Facebook-sider for os, for vores egen brugeroplevelses skyld. Sider som vi  vel at mærke selv har valgt at følge.

Hvordan kan man forstå dette paradoks?

Hvis dette paradoks skal give mening, skal man se på hvad Facebook lever af. Da Sheryl Sandberg kom ind som COO i foråret 2008, tog Facebook en strategisk beslutning: Forretningsmæssigt var Facebook ikke primært et socialt værktøj. Facebook var et annoncemedie. At sælge annoncer, som er indlejret “diskret” i indholdet, var hvad Facebook skulle tjene penge på.

Facebook tilbød virksomheder at de kunne oprette en gratis Facebook-side til deres forretning. Når brugerne så går ind på f.eks. skotøjsbutikkens Facebook-side, får de så vist annoncer for andre virksomheder ude i højre side. Og det er jo en kendt forretningsmodel. Facebook har siden fundet ud af at når først virksomheder har oprettet en Facebook-side, skal de jo også have nogen brugere ind på siden. En Facebook-side med 57 fans er jo ikke noget man tør vise frem. Derfor begyndte de at tilbyde at virksomheder kan annoncere efter fans til deres side på Facebook. Også ret straight forward. Det kan man vælge at gøre eller lade være.

Seneste annoncetiltag er så at virksomheder kan “booste” deres statusopdateringer. Det betyder at man kan betale for at ens opdateringer bliver set af så mange af ens fans som muligt. Og her begynder det at blive interessant. For hvis en virksomhed bare kan oprette en gratis side, fortælle andre om den og begynde at sende opdateringer til dem, er der jo intet behov for dette annonceformat. Men hvad nu hvis man begyndte at begrænse visninger af virksomhedernes opdateringer til deres fans? Hvis man f.eks. forklarede at man, som en service til de sagesløse fans (som jo altså vel at mærke selv har valgt at følge disse sider), var nødt til at skjule en stor del af disse opdateringer? Så ville mange virksomheder måske vælge lige at smide et par kroner efter at sikre at deres posts også bliver vist. Nu har de jo kastet en del ressourcer efter at være på Facebook allerede. Pludselig har man en knap, man kan skrue på. Jo mere man skruer ned for de såkaldte “organiske” visninger (dem der bare finder sted, uden annoncekroner involveret), jo flere annoncekroner kan man forvente at tjene. Og så giver paradokset pludselig mening. Facebook kan nemlig tjene formuer på at begrænse virksomhedernes visninger. men ren profit er jo sjældent et klædeligt motiv. Men at skåne brugerne for en masse kommercielt indhold, er såre sympatisk. Hvilken forklaring tror de de vælger?

Jeg aner, som de fleste mennesker, ikke hvad Facebooks direktion tænker. Men artikler som denne, peger på at Facebook er begyndt at “råde” virksomheder til at bruger flere penge på annoncer, da Facebook desværre er nødt til at skjule virksomhedernes opdateringer til deres egne fans, for “brugerens skyld”.

Det betyder på dansk at hvis du opretter en Facebook-side for at samle dine kunder og snakke med dem (eller hvad det nu hedder), så er der bygget ind i Facebooks forretningsmodel at du skal betale for at de alle ser dit indhold. Og det er der måske en del små handlende etc, der ikke var klar over. Der er megen forarget tale om det kritisable i at Facebook bruger brugernes statusopdateringer og andre data til at sælge annoncer. Men for mig at se er Facebooks adfærd over for f.eks. små virksomheder, langt mere problematisk.

Facebook viser nemlig ejerne af Facebook-siden, hvor mange mennesker der har set en given opdatering. Og altså i praksis, hvor få der har set den. Så når først Facebook har fået en virksomhed til at oprette en “gratis” Facebook-side, er det bare at sætte en algoritme til at finde ud af, hvor langt de skal skrue ned for din sides visninger, før du finder det fristende at hive dankortet frem og booste dine posts.

Det kan naturligvis være at jeg tager fejl, men spørg dig selv: Oplever du egentlig at der er alt for meget indhold i din Facebook-feed – eller kunne du i virkeligheden sagtens tænke dig mere. I sidste tilfælde, kan du jo spørge dig selv, hvorfor Facebook så synes at de er nødt til at skjule indhold for dig, fra sider du selv har valgt at følge.