Derfor er jeg ikke bange for filterbobler

Filter bubble

Et af tidens populære begreber, når man skal kritisere vores brug af medier, er begrebet ”filterbobler”. Begrebet henviser til den effekt der opstår, når f.eks. Googles søgninger eller Facebooks nyhedsfeed, begynder at ”lære” vores præferencer at kende og give os mere af de vi i forvejen søger efter og filtrere resten fra. Resultatet af filterbobler er at vi ikke bliver udsat for synspunkter og viden der udfordrer os, men bliver fastholdt i en boble – også kaldet et ekkokammer – fyldt med vores egne holdninger og folk der deler dem.

Men findes disse bobler virkelig? Får vi virkelig færre forskellige holdninger at se. Og færre end hvad, i givet fald?

Hvad angår eksistensen af Google’s filtre, så er der forskellige påstande. Forsøg fra f.eks. Jacob Weisberg fra webmagasinet Slate, tyder på at effekten er meget begrænset, hvis den overhovedet eksisterer. Andre, som f.eks DuckDuckGo, har angiveligt registreret store forskelle på, hvad forskellige mennesker får ud af at søge på de samme søgeord. Du kan jo selv gøre dem forsøget efter: Kontakt et antal af dine bekendte, med helt forskellig beskæftigelse og politisk observans og bed dem søge efter ord som f.eks. ”afgifter”, ”kvinder” og ”muslimer” og sende dig et skærmdump. Hvis der findes et filter, burde de få resultater der er forskellige fra hinanden og mere ens indbyrdes..

Men selvom Google sorterer i dine søgeresultater, skaber det ikke nødvendigvis en boble.

Når det drejer sig om nyheder og holdninger, er et effektivt mig-filter nemlig ret svært at realisere i praksis. Der opstår nemlig konstant helt nye nyheder og nyhedskategorier, som de automatiske algoritmer ikke har nogen chance for at kende og kategorisere.  De samme nyhedskilder kan bringe synspunkter fra mange forskellige ender af f.eks. det politiske spektrum, så systemerne kan ikke bare bruge kildesortering.

Og der er også andre problemer med at lave filterbobler i praksis.

En implicit antagelse om filterbobler er f.eks., at vi primært er interesserede i, og derfor vil opsøge, holdninger vi er enige i. Det er jo hele fundamentet for filterteorier. Men det er bare ikke sådan vi bruger nyheder. Et aktuelt eksempel Inger Støjbergs udmeldinger i flygtningedebatten. De har været læst, og utvivlsomt også Googlet, af mange mennesker der ikke just er enige i dem. Det har de fordi vi ikke kun interesserer os for de synspunkter vi er enige i. Vi er faktisk også er interesserede i at læse om holdninger vi finder urimelige eller forkerte. Det er vi for at holde øje med hvad ”fjenden” laver og at kunne kritisere dem – eller bare blive forargede. Hvis en algoritme skulle lære af min adfærd i den seneste måned, ville den rent logisk lære at jeg interesserer mig for hvad Inger Støjberg siger og fortælle mig mere af samme skuffe. Næppe noget der kan siges at lukke mig inde i en boble med ligesindede.

”If the news is that important, it will find me”

En anden filterteoretisk antagelse er at nyheder primært er noget vi søger efter. Et efterhånden nyklassisk citat inden for medieforskning lyder ”If the news is that important, it will find me”. Det stammer fra en undersøgelse blandt unge, som The Intelligence Group foretog i 2008. Citatet refererer til det faktum at en stor del af de nyheder vi læser, selv ”finder os” på sociale medier – uden at vi har søgt efter dem. Og en pointe der ofte bliver misset er, at selvom Facebooks nyhedsfeed helt åbenlyst forsøger at sortere i nyhedsstrømmen, ud fra vores præferencer, så består sådan et nyhedsfeed jo ikke kun af indhold og holdninger, der ukritisk deles fordi folk er enige i dem. Oftest er det stik modsatte tilfældet; holdninger deles af folk som er vrede eller forargede over dem. Så netop fordi jeg i mit Facebook feed har en overvægt at veluddannede mennesker med centrum-venstre holdninger, så vil jeg blive præsenteret for mange holdninger der afviger totalt fra dem jeg selv deler. Udelukkende fordi mine ligesindede også er uenige i dem. Her kan man jo indvende at jeg ikke kan forholde mig objektivt til disse holdninger, da de bliver ”framet” i en negativ (og ofte satirisk) kontekst, men selvom det sikkert skaber en vis bias, så er det et faktum at jeg konstant bliver præsenteret for artikler, blogindlæg og videoer fra et meget bredt spektrum af kilder, omhandlende et bredt spektrum af holdninger. Flere end jeg nogensinde tidligere er blevet præsenteret for.

Bobler er ganske enkelt svære at lave i virkeligheden

Der er, med andre ord, nogle kæmpestore problemer forbundet med at skabe og holde os indespærrede i  sådanne bobler, selvom det var noget man ønskede. Et meget tydeligt eksempel på hvor svært det er at sortere tekster, video og andet indhold ud fra algoritmer, kan vi f.eks. se på Netflix, som praler af sine intelligente databehandling og algoritmer. Jeg har lige tjekket mine ”top picks” (dem som Netflix mener jeg vil foretrække at se) i dag, og de indeholder blandt andet 2 teenagefilm, et par engelske tv-krimiserier fra 90’erne og nogle action b-film. Ikke ligefrem et udtryk for at Netflix har lært mig at kende. Lav selv testen.

Jeg er selv det stærkeste filter

Der finder dog en meget voldsom filtrering sted i min strøm af medier og nyheder, nemlig den jeg selv foretager. Jeg opsøger nemlig ikke et repræsentativt udsnit af kilder og holdninger til ethvert emne og det gør du næppe heller. Ikke fordi teknologien forhindrer det, men fordi jeg ikke har lyst. Vi mennesker er nemlig tilbøjelige til at søge vores eksisterende holdninger bekræftet og at søge sammen med mennesker der ligner os selv. Vi er også tilbøjelige til at synes at mennesker der mener det samme som vi gør, er mere troværdige. Det kaldes ”confirmation bias”. Det er f.eks. også derfor jeg læser information og ikke en anden avis. Så selvom vi nu forestillede os at vi på en eller anden teknisk måde blev udsat for et meget bredere spektrum af holdninger, end dem vi ser i dag, så ville vi næppe føle at det gjorde os mere oplyste eller demokratiske. Vi ville i stedet se en stor del af dem som ”støj” og forsøge at sortere dem fra.

Men selvom mennesket er et meningsflokdyr, så er faktum at vi i dag udsættes for langt flere forskellige holdninger og er langt mere empowered end vi f.eks. var de jeg voksede op i 70’ernes København. Her talte alle om det som Danmarks Radio havde sendt aftenen før og hvis vi ville have informationer om et specifikt emne, måtte vi på biblioteket og håbe de havde en bog om emnet. For slet ikke at tale om vores mulighed for at rette journalister der laver fejl eller kigge politikerne i kortene. Så faktum er at vi i dag har alle muligheder for at få adgang til alle synspunkter. At vi alligevel foretrækker at omgås og blive bekræftet af ligesindede er ikke noget vi kan give Google og Facebook skylden for.

 

Share Button
0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *