Har I en politik for (sociale) medier på skolen – eller er elever og undervisere overladt til sig selv?

Snapchat

Om 5 år vil alle uddannelsessteder have en politik for brug af smartphones og medier i skoletiden, ligesom de har retningslinjer for mobning, stoffer, fremmøde og anden adfærd. Og dem der ikke har, vil blive beskyldt for at lade deres lærere og elever i stikken.

I auditorier og klasselokaler landet over kæmper smartphones, computerspil, sociale medier og undervisere lige nu en stille kamp om elevernes opmærksomhed – og det er ikke alle steder undervisningen vinder. Samtidig rapporterer stadigt flere elever at de bliver stressede af at blive afbrudt så tit (af medierne – ikke af underviserne) og forskning viser at de mange forstyrrelser kan gå ud over indlæring og resultater i skolen.

Dagens undervisere står i et dilemma. På den ene side forventes de nemlig at inddrage digitale læringsmidler i undervisning i stigende grad – her er det altså ønskeligt at eleverne bruger deres computere mere. På den anden side er disse læringsmidler – ikke mindst på de skoler hvor man praktiserer “bring your own device” placeret et museklik væk fra elevernes leg, sjov, underholdning og ikke mindst det sociale netværk, hvis accept de unge bliver stadigt mere afhængige af. Det skaber fristelser og forstyrrelse som kræver en enorm selvdisciplin at modstå. Derfor oplever mange underviserer paradoksalt nok at de også ønsker at eleverne vil bruge deres computere og skærme mindre. Og istedet koncentrere sig om at være til stede i undervisningen.

Derfor er en mediepolitik (eller hvad man nu egentlig skal kalde sådan én) nødvendig:

Mange undervisere er usikre på håndteringen af elever der bruger deres skærme til andet end undervisning

Når jeg taler med undervisere, efter et af mine mange foredrag eller under lærerworkshops, er det mest slående at de faktisk ikke har ret meget til fælles. Ofte lyder det faktisk som om de slet ikke har talt sammen om problemerne, men går og forsøger at tackle dem alene. Nogle undervisere skærer igennem og beder eleverne klappe computerne i, når de skal høre efter. De oplever det som uproblematisk at håndtere. Andre afsætter længere tid end en opgave egentlig tager, fordi de forsøger at indregne at eleverne lige skal se en youtube video eller skrive beskeder. Atter andre bruger Facebook som slik, som eleverne får lov at få, hvis de lader være at forstyrre i timerne. Atter andre vælger at det vigtigste er at de har en god relation til eleverne – noget der kan blive svært, hvis man forsøger at lægge hindringer i vejen for at de kan tjekke mobilen i timerne. Og nogle mener at det er underviserens opgave at være så spændende at høre på, at eleverne vælger at følge med, frem for at glo på skærmene.

Men fælles for mange skoler og gymnasier er at eleverne oplever at der ikke findes fælles regler og klare signaler om hvordan man forvalter sin opmærksomhed i relation til de mange digitale fristelser. For lærernes vedkommende betyder det at de står med rollen som “bussemand”, hvis de vælger at indføre mere restriktive regler end eleverne får andre steder. Det kan skabe en masse støj og gøre at lærerne føler at de ikke har “ryggen dækket” som en underviser formulerede det for nyligt.

Hvad kan en mediepolitik give?:

At eleverne allerede ved indmeldelse får at vide hvilke krav der stilles til koncentration og mediebrug på jeres uddannelsessted

Det bør ikke være op til de enkelte undervisere at opstille rammerne for god mediebrug. Det kræver viden om pædagogik og psykologi og er ikke noget alle er klædt på til at beslutte. Desuden skal underviserne ikke stå med ansvaret for at sætter grænser alene. De skal have “ryggen dækket” af skolen/gymnasiet. Desuden kan mange eleverne have godt af nogle retningslinjer, som kan guide deres adfærd, uanset hvilke lærere de har. Det kan både handle om klasselokalet og om at fortælle hvordan den gode lektielæsning foregår. Eller ikke foregår. Når hele uddannelsesinstitutionen er gennemsyret af en viden og holdninger til at det f.eks. ikke er muligt at multitaske, sender det et langt stærkere signal end hvis det er noget nogle af lærerne siger en gang imellem.

En lokal mediepolitik inddrager forskelligheder og mennesker

En mediepolitik betyder ikke at alle elever nødvendigvis skal gøre det samme i alle fag og på alle skoler. Det stiller jo helt naturligt forskellige krav til tænkningen af have matematik og at have billedkunst. I nogle fag er det helt nødvendigt at forlange koncentration i længere stræk – ganske enkelt fordi det er den eneste måde at forstå stoffet på. I andre fag er debatten på nettet måske en oplagt tekst at studere. Desuden er forskellige skolers elever ikke altid lige ressoucestærke. Skoler med mange sociale problemer skal måske have en anden politik end skoler med meget ressourcestærke elever. Forskellige undervisningssteder har også forskellig historie og kultur. Det skal en god mediepolitik afspejle. Ved at udvikle en lokal politik, på baggrund af generel viden om læring, psykologi og opmærksomhed, kan man også sikre at stedets undervisere bliver hørt og ikke oplever at noget bliver trukket end over hovedet på dem. Min erfaring er at der rundt omkring findes mange gode strategier hos de enkelte lærere, som mange kolleger kunne drage nytte af.

Relateret foredrag “HVORDAN HÅNDTERER VI SMARTPHONES OG SOCIALE MEDIER I KLASSERUMMET?

Sæt mediepolitik på dagsordenen på jeres næste pædagogiske dag

Nu tilbyder jeg også at hjælpe jer igennem processen med at udvikle en politik for brug af computere, sociale medier og smartphones på jeres skole, gymnasium, uddannelsessted eller universitet.

Som psykolog kan jeg foretage en undersøgelse blandt eleverne, observere på nogle af de kritiske undervisningssituationer og sætte et program for jeres pædagogiske dag, som leder jer igennem de kritiske dilemmaer og kombinerer oplæg fra mig, med oplæg fra jer og viden om jeres egne elever. Jeg medbringer forskellige elementer til en mediepolitik, som vi kan tage udgangspunkt i, så vi ikke starter på bar bund.

Ring 61678913 eller kontakt mig, hvis du vil vide mere

Share Button
2 replies
  1. Ilse Bjerregaard
    Ilse Bjerregaard says:

    Meget vigtigt ndsatsområde, du har fat i her. Og lærere og forældre er på bar bund og skubber hele tiden aben over på de andre.
    Hvad er din kommentar til de lærere/pædagoger, der ikke vil begrænse brugen af fx iPads i frikvartererne og i DUS-/SFO-tiden, med henvisning til at det er forældrenes ansvar?

    Svar
  2. Anders Colding-Jørgensen
    Anders Colding-Jørgensen says:

    Helt generelt mener jeg at det er problematisk at pålægge nogen et ansvar, de ikke kan håndhæve. En god politik for brug af mobiler i frikvarteret kan jo også indeholde nogle retningslinjer for hvad der egentlig er forældrenes ansvar og hvad der er skolens.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *