Da mobilen døde, kom jeg i tanke om at jeg sagtens kan finde hjem fra Ballerup

I forrige uge skulle jeg til et møde i Ballerup, nordvest for København og satte mig derfor ud i Hondaen. Jeg fortalte rutinemæssigt adressen til Google Maps, trykkede “naviger” og satte mobilen i forruden.

“Om 200 meter – drej til venstre”. Googles navigation finder stort set altid den hurtigste vej til målet. Ingen tvivl om det. I dag ville Google have mig ud på Helsingørmotorvejen, dernæst ad motorvej E47 imod Rødby og, efter et smut på Frederikssundsmotorvejen, ind på ringvejen til Ballerup.

Det så ud som på den blå streg herunder.

Googles vej til ballerup

Så den tur kørte jeg, uden at stille spørgsmål ved ruten. Som den lydige bruger af Google’s algoritmer, som jeg er. Det var jo den hurtigste. Og hurtigt er godt. Men jeg opdagede dog én ting. Det begyndte hurtigt at føltes stressende at skulle være opmærksom på forskellige afkørsler fra motorveje jeg ikke plejede at køre ad. Og efterhånden som vi kom ret langt vestpå, begyndte jeg oven i købet at tabe orienteringen (er det her virkelig vejen til Ballerup?) og måtte stole blindt på stemmen fra mobilen. Jeg ankom til Ballerup – fra en anden vinkel end jeg plejede – og gik til mit møde.

Jeg tvinges til at bruge min hjerne

Da jeg skulle hjem igen hjem var min mobil løbet tør for strøm. Og selvom jeg satte den i cigarettænderens oplader, fik den ikke strøm nok til at køre Googles navigation. Derfor var jeg nødt til selv at finde vej. Og ved at tænke mig hurtig om og følge et par skilte på vejen, kom jeg hurtigt ud på Frederikssundsvej og indad mod København. Det var en vej jeg egentlig kendte godt – og da den gik lige ud næsten hele vejen, var den meget ustressende og gav min hjerne fri til at tænke på andre ting end at være konstant opmærksom på ikke at misse en afkørsel.

Den vej så for øvrigt sådan her ud:

Den lige vej hjem igen

Men hvad skete der egentlig her?

Hvorfor kørte jeg egentlig en ubehagelig vej til Ballerup, frem for en mere behagelig vej, som jeg godt vidste eksisterede? Det var ikke fordi jeg havde specielt travlt og derfor havde brug for en hurtig “smutvej”. I mit tilfælde var forklaringen den simple at det var hvad jeg plejer at gøre. Jeg plejer at lade Google tænke for mig, fordi det er lettere end selv at skulle finde vej. Og på trods af at jeg faktisk kun behøver at blive guidet, når jeg kører komplet fremmede steder hen. Og ofte kun det sidste stykke. Har jeg tillagt mig den vane at begynde de fleste ture hvor jeg ikke lige kender slutadressen, med at lade Google tage sig af navigationen.

Jeg har altså vænnet mig til at lade en algoritme tænke for mig, selvom jeg ofte ikke behøver det. Bare fordi det er MEGET let for min hjerne. Og resultatet er ikke sjældent at jeg derfor foretager mig ting, jeg egentlig ikke selv ville have valgt og ikke helt bryder mig om. Nu kan du jo her indvende at Googles algoritmer jo snart vil lære at jeg foretrækker en lidt længere, men mere afslappede (og måske også lidt mere interessante) vej, frem for den hurtigste. Og at det problem derfor vil bedre sig. Men det ændrer ikke ved at jeg er ved at vænne mig af med at tænke selv – og lader en computer overtage.

Og lige nu giver det bare en lidt uskøn køretur, som ikke er tænkt til mennesker, men produceret af algoritmer der leder efter at sammensætte korte ruter. Men hvad nu når jeg nu om få år har overladt det til Google at finde ud af om jeg er sund og rask, fordi de holder styr på de sundhedsdata, min mobiltelefon og andre sensorer producerer? Og hvad når algoritmer fortæller mig hvilke film jeg har lyst til at se (nåja – det gør de allerede. Jeg tænder ikke engang for en film, der kun har fået 1 stjerne på Netflix), hvilke mennesker jeg bør ses med, hvilke madvarer jeg bør spise og hvor mange?

Det er besværligt at tænke selv – men egenskaber du ikke træner, dem mister du. Så hvis du eksempelvis gerne vil være et menneske som er i stand til at overskue geografien omkring dig, eller selv mærke om du er i god form, så er det måske allerede i dag på tide at du ikke ukritisk lader algoritmer vælge for dig.

Og når du synes at dine børn er egenrådige og ikke vil adlyde, skal du måske ikke forsøge at gøre dem medgørlige, men i stedet styrke deres evne til at stole på at de selv ved hvad de vil. For evnen til at tænke selv, kommer måske til at være med til at afgøre hvem der klarer sig godt i fremtidens samfund. Og hvem der bare bliver lydige får, hvis adfærd man kan ændre ved at dreje på en knap et sted i Silicon Valley.

Video: Foredrag fra foråret 2016, hvor jeg blandt andet taler om hvordan din dovne hjerne vil elske at lade algoritmer tænke for dig…

Er du interesseret i et foredrag om emnet, så ring 61678913 eller kontakt mig her

Share Button
1 svar
  1. Karen Melchior
    Karen Melchior says:

    Tak for overvejelserne. Interessant at det var mere stressende at følge Googles guidede kørevejledning. Jeg tror det er sundt stadig at tænke selv for det meste. Det betyder man skal lægge telefonen fra sig og være opmærksom på sine omgivelser og det er nok kun godt.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *