Derfor kan du hverken finde mig på Facebook, Twitter eller LinkedIn


Jeg har ikke et billede hvor jeg sidder og ser fredfyldt og kommunikationsfri ud, men jeg ser omtrent sådan her ud, når jeg gør.

Er der noget så kvalmt som mennesker der har forladt sociale medier og nu føler en trang til at fortælle andre hvor autentiske de nu er? 

Den slags hader jeg selv at læse. Men før sommerferien 2017 slettede jeg mine profiler permanent på samtlige sociale medier og flere af jer har spurgt mig hvorfor. Her får du forklaringen. Og nej – jeg er ikke bedre og mere autentisk end du er. Jeg trængte bare selv til ro.

Jeg har været 10 år i “feedet”

I 2007 kom jeg på Facebook første gang (det skrev jeg en kronik til information om, for 5 år siden). Og siden kom Twitter til. I løbet af de sidste 10 år fik jeg samlet en skare på mange tusinde mennesker på de to platforme, som jeg løbende skrev ud til og modtog feedback fra . Jeg har arbejdet professionelt med Facebook-opslag siden 2009 og været en ret flittig debattør i perioder. Så i løbet af de sidste 10 år havde jeg fået flettet arbejde og privatliv sammen i en løbende strøm af billeder, opdateringer, likes og kommentarspor.

Dialogen holdt aldrig pause

Især Facebook og Twitter (LinkedIn blev jeg aldrig rigtigt glad for) blev en stærkt integreret del af min hverdag. Og efterhånden blev alle de mennesker ikke blot en ydre realitet, som jeg skrev til, men internaliseret som en del af min måde at tænke på. Også når jeg ikke var online. Hver gang jeg fik en tanke, en idé eller for eksempel observerede noget som var forkert, dumt, vigtig eller politisk urimeligt, begyndte jeg omgående at formulere det næste oplag i hovedet og kommunikere det ud. Ikke til nogen specifik – men blot at råbe det ud til alle.  I perioder med en intens debat, var dele af min opmærksomhed nærmest konstant optaget af opslag, kommentarer, reaktioner og mangel på reaktioner samt alle de tanker det medførte.

Diagnose: “followersyndrom”

Jeg kalder det “followersyndrom”, når man konstant har en dialog med flere tusinde mennesker. Både på de sociale medier, men ikke mindst inde i hovedet, selvom mobilen er slukket.

Og til sidst fik jeg nok. Det var overraskende nok ikke det evige tjekkeri som gjorde udslaget. Heller ikke enkeltstående begivenheder eller personer (det er ikke din skyld). Men den massive mængde af kommunikation og dialogen der aldrig holdt helt op. Efter 10 år var den konstante kommunikation med tusinder af mennesker uden krop og stemme begyndt at trætte mig. Jeg fik en voldsom trang til at kommunikere mindre. At have fred og at høre hvad jeg selv tænker.

“Det er godt klaret, Anders”

Sådan sagde min nabo, da jeg mødte ham, lige efter at jeg havde sagt farvel  til Facebook. Som om jeg var holdt op med at ryge eller onanere eller noget andet lystpræget, som det krævede stor viljestyrke at holde op med. Men faktum er at der ikke er noget dygtigt ved det. Der er intet savn (ok, det er løgn. Jeg savner s’gu Twitter nogen gange) og det kræver absolut ingen overvindelse. Overvindelse er jo kun noget jeg skulle bruge, da jeg rent faktisk var på især Facebook og skulle undertrykke de konstante impulser til at tjekke.

Hvor du finder mig fremover

Til gengæld er det sværere for dig at følge med i de ting jeg skriver. Og det er et reelt problem at jeg ikke selv kontrollerer mine egne mediekanaler på Twitter og Facebook. Men det må jeg løse – blandt andet ved at være synlig på andre platforme end min egen blog. Men også ved at tage mere direkte kontakt til de rigtige mennesker. man kan jo faktisk også bruge en mobil til at føre samtaler med. Hen ad vejen vil min kommunikation helt sikkert finde nye veje, men lige nu er du her jo. Og der er en god begyndelse.

Tag fat i mig, hvis du har lyst til kaffe eller mangler mig til et foredrag. Du kan f.eks. ringe 61678913. Og ellers må du have en smuk og meningsfuld hverdag, til vi ses igen.

Anders

Share Button
2 replies
  1. Liselotte
    Liselotte says:

    Husk at minde folk om, at Bloglovin også er et ret smart sted at følge (også seriøse) blogs.

    Da du forsvandt fra Facebook, trillede jeg jo bare ind på Bloglovin og fulgte din blog her. Og derfor ser jeg også dit indlæg nu.

    Ps. og tak for det med, at du aldrig har været vild med Linkedin. Så er vi to :)

    Svar
  2. Shanne
    Shanne says:

    Eller tre – LinkedIn er creepy – her føler jeg virkeligt at nogen overtager mit liv og min ret til at være privat. Siger jeg uden nogensinde at have haft en profil der ;)
    Men tænk sig at man som arbejdssøgende mange steder ikke bliver taget i betragtning til job, hvis man ikke er på LinkedIn! Dét er oprørende og værd at kæmpe imod.

    Men jeg savner dig nu på Facebook (derfor er jeg her nu :) ), og håber det lykkes dig at finde en balance der virker for dig samtidigt med, at vi andre kan følge dig bare en lille smule :)

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *