Digitaliseringens paradoks: Jo bedre vores teknologi bliver – jo mere intolerante bliver vi.

Foto: Alex Buck

Indlægget har tidligere været bragt som kronik på altinget.dk

Når danskere rejser til fattige dele af Afrika, får mange et kulturchok.

De møder elnet, veje, transport og offentlig forvaltning, som fungerer meget dårligere end hjemme i Danmark. Man kan ikke altid regne med, at toget kommer på minuttet – eller endsige samme dag, ligesom man kan risikere, at strømmen forsvinder uden varsel.

Men det største kulturchok er at møde de mennesker, som lever i den dårligt fungerende hverdag og derfor burde være stressede og dybt utilfredse. De er vant til et liv med lange ventetider, korruption og upræcist fungerende omgivelser. Derfor er de ofte tilfredse, når tingene virker – og tager det forbavsende afslappet, når det ikke gør.

Til sammenligning er vi danskere så forvænte med, at alt fungerer, at selv en lille afvigelse fra en køreplan eller en sløv 4G-forbindelse kan gøre os frustrerede og hidsige. Vi skal ikke opleve ret store afvigelser fra normalen, før vi går på de sociale medier og raser, nedladende og sarkastisk, og høster en masse likes for det. ”Hvis det var mig, der drev DSB, ville jeg kraftedeme tage højde for, at der falder visne blade på skinnerne hvert efterår” (Nej, det ville du ikke – for det er skide svært i praksis).

For et par år siden kunne man opleve forældre – altså voksne mennesker – i blindt raseri over Føtex på Facebook. Føtex havde nemlig lanceret en kampagne, hvor kunderne fik gratis samlekort med dyremotiver, når de handlede. Når forældrene rasede på sociale medier, var det, fordi det angiveligt var svært for deres børn at samle samtlige kort i serien og dermed få deres album helt fyldt. Det er lidt svært at forestille sig sådan et drama udspille sig i Mogadishu, ikke?

At en gennemsnitsdansker er mere intolerant end gennemsnitsborgeren i Somalia, er ikke genetisk. Det er et spørgsmål om tilvænning. En af hemmelighederne bag menneskeartens udbredelse er nemlig, at vi kan vænne os til livet og hverdagen de fleste steder på kloden. Man kan sige, at vores nervesystemer er i stand til at skabe en indre tilstand af normalitet, selv på udfordrende steder.

Det er, når vores forventninger til det normale svigtes, at vi bliver frustrerede og utilfredse. Når man lige ser bort fra livstruende tilstande som sult og vold, er der nemlig ingen objektiv menneskelig målestok for, hvornår vi oplever frustration og utilfredshed. Målestokken justeres efter omgivelserne, der hvor vi lever vores liv. På samme måde er intolerance ikke en fejl ved det menneskelige design. Det er nervesystemet, der reagerer på, at omgivelserne ikke opfører sig optimalt.

Den ironiske konsekvens af dette er, at vi ikke bliver lykkeligere eller mere tilfredse af, at verden omkring os begynder at opføre sig mere præcist. Vi vænner os nemlig lynhurtigt til det nye normale. Jo mere præcise og umiddelbart behovstilfresstillende vores omgivelser bliver, jo mere intolerante bliver vi til gengæld over for selv små afvigelser. Og her har især computere og internettet været med til at vænne os til en ultrapræcis verden.

Hvis man lynhurtigt kan slå korrekte stavemåder op, kender man dem og bliver mindre tolerant over for andres stavefejl. Hvis man er vant til at kunne kontakte andre og få svar inden for sekunder eller minutter, bliver det direkte utåleligt at skulle vente på et svar til dagen efter. Og hvis man konstant færdes i en verden, som kan beskrives ned i præcise minuttal, bliver man helt naturligt mere intolerant over for afvigelser på selv få minutter. Hvis du for eksempel er vant til, at noget sker i begyndelsen af ugen, er tirsdag helt fint og onsdag acceptabelt. Men hvis du forventer, at noget sker klokken 09:17, er 09:43 langt ud over det acceptable.

Og vi har slet ikke nået vores intolerances maksimum. For det første betyder en stadig større digitaliseringsgrad, at flere og flere af vores forhold kommer ind i det ‘præcises domæne’. Når processer bliver digitaliserede, bliver minuttal, grader, pris og afstande noget, man kan beskrive nøjagtigt og kommunikere ud til brugere og borgere. For 10 år siden ville en taxi, der kom efter otte minutter, have været et rent hit. Men når jeg for eksempel får en besked om, at min taxi vil ankomme om fire minutter, bliver det pludselig til en fejl at den så først ankommer om otte.

For det andet betyder en helt ny type af software – nemlig den, der er baseret på machine learning (eller ”kunstig intelligens”) – at skubbe yderligere til vores oplevelse af det normale. Forenklet sagt kan machine learning få computere til at kigge efter mønstre – f.eks. i din adfærd. Og når først en computer har lært, hvad du kan bedst lide, er næste skridt at begynde at tilbyde dig stadigt mere personaliserede ydelser, tjenester og brugerflader.

Når lærende algoritmer begynder at styre den verden du møder, får du ikke bare dine behov tilfredsstillet inden for få minutter. Så bliver din hverdag fuld af tjenester, der smyger sig om dine behov som våd latex. Som aldrig giver dig noget, der ikke tilfredsstiller dig. Og som kender dine behov, før du selv gør, og tilfredsstiller dem perfekt og uden nogen registrerbar forsinkelse.

I begyndelsen vil det være utroligt lækkert. Men snart vil dit nervesystem være justeret, og det vil også bare være normal hverdag. På samme måde som din højt teknologiserede og præcise hverdag i dag føles. Til gengæld vil du nu gå på Facebook i raseri over, at den sidste film, du så på Netflix ikke var den bedste og sjoveste film, du nogensinde havde set, at du skal vente 1½ sekund på, at din selvkørende taxi samler dig op, eller at der er 17 og ikke 13 birkes på dit rundstykke. Hvis du vil skabe verdens mest intolerante folkefærd, skal du bare gøre vores verden stadigt mere præcis, minutiøst beskrevet – og konstant sikre dig, at folk får feedback på, hvor de er i processen.

Hvis du i stedet vil have lykkelige borgere, skal du ikke gøre deres verden mere præcis, med mindre du kan levere en 100 procent præcis ydelse til dem hvert sekund, resten af deres liv. Det er muligt, at det kilder dejligt i DJØFFEN at sende en SMS med det præcise klokkeslæt, en ydelse bliver leveret på. Men hvis du vil gøre mennesker mere tilfredse med deres hverdag, skal du faktisk gå den modsatte vej og vænne mennesker til, at verden er lidt mindre nøjagtig – for så vil langt flere faktisk blive mere fejltolerante og mindre frustrerede og hidsige. Måske du ligefrem skal smide den store viser væk nogle gange.

Og når du overvejer at bruge kunstig intelligens til at mandsopdække dine borgere og ansatte 100 procent i ethvert af livets forhold, skal du lige have i baghovedet, at ingen bliver lykkeligere af det på længere sigt, på trods af at salgstalen lyder fantastisk.

Til gengæld skaber du mennesker, hvis verden bryder sammen, blot de støder på den mindste uregelmæssighed. Og de mennesker vil jeg ærligt talt meget nødigt have, at mine børn skal møde på Facebook.

Share Button
0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *