Sociale netværk findes ikke i virkeligheden!

Hvis du er et artigt og velopdragent barn af din tid, vil du finde denne overskrift åbenlyst absurd. Selvfølgelig findes sociale netværk da!! Vi kan jo se dem overalt!!

Det sociale netværk som eksplicit og implicit  forståelsesramme for menneskelige relationer går sin sejrsgang over hele den vestlige verden i disse år. Men det du ser, når du ser sociale netværk er faktisk ikke eksisterende sociale netværk. Du ser mennesker. Det sociale netværk er måden du ser dem på.

Ideen om “det sociale netværk” er nemlig en mental og sproglig konstruktion som er knyttet uløseligt til vores tid og som også en dag vil være forældet, som ideen om hekse, klassesamfund, adel og basisgrupper. Og selvom det kan være svært at forestille sig, vil vores børnebørn en dag ryste overbærende på hovedet over den gang vi lod os nøje med at forstå os selv som ensartede prikker i et diagram og lydigt hoppede ned i ensartede kasser i såkaldte “sociale netværkstjenester”.

For selve begrebet dækker ikke over noget objektivt konstaterbart. I stedet lægger begrebet et særligt syn på mennesker og relationer ned over os som bruger det. Nemlig antagelsen: Alle mennesker er fundamentalt “konfigureret” ens og derfor kan de optræde sammen, som “noder” i det samme netværksdiagram. Denne abstraktion er noget helt unikt som knytter sig til netværkstækningen. At alle mennesker er “analytisk ligeværdige” og altså kan betegnes med den samme type af prik i et netværksdiagram eller skabelon i en netværkstjeneste, er ikke en objektiv konstatering, men en yderst værdiladet påstand som ikke har være gældende på ret mange andre historiske tider og som, når man ser på os som mennesker, heller ikke har noget åbenlyst empirisk grundlag.

Men hvorfor taler alle så om sociale netværk idag?

Den mest åbenlyse årsag er at idéen om sociale netværk passer utroligt godt til fragmenterede og mobile samfund. Når man taler om flere mennesker som interagerer på tværs af geografiske rum, virksomheder, familier og vennekredse, så er netværksmetaforen med sin elasticitet og sin manglende præcision det perfekte sproglige værktøj til at fange vores flygtige interaktionsmønstre. Det “sociale netværk” lader os etablere et narrativ om samvær og sammenhæng som vil alle har brug for. Og det er jo sundt nok.

Da socialantropologen John Barnes i begyndelsen af 50’erne fandt på begrebet, var det faktisk et kontroversielt begreb. Barnes kom fra det meget klassedelte Storbritannien. Og i et samfund hvor mennesker bestemt ikke var ens, var netværkstanken direkte subversiv. Set i det lys er det sociale netværk nærmest undfanget som et anti-elitært begreb, som tilbød mennesket en fortælling om større lighed end den som klassesamfundet kunne byde på.

Men prisen for denne lighed er også en ensartethed, som vi ikke kan undslippe, hvis vi “tror på sociale netværk”. Der er f.eks. ikke længere ret mange som stiller spørgsmål ved at vi alle skal oprette os med samme type Facebook-skabelon, have de samme Twitter-profiler og på andre måder passe ind i de ensartede kasser vi bliver opfordret til udtrykke os selv igennem. Det sociale netværksmenneske er ganske enkelt bare hyperkompatibelt med databaser. Computere  elsker ensartede datatyper og ved at fokusere på mennesker og relationers enshed, får vi med andre ord en hel masse foræret. Vi får computeren som et socialt værktøj. Og det er svært at sige nej til.

Men sidst og ikke mindst, lever vi i en tid og hvor det bliver stadig mere farligt at træde uden for normen. Hvor det er mistænkeligt at være anderledes, hvis man da ikke lige er det på en måde som kan kommercialiseres og gavne betalingsballancen. Og i sådan en tid kan jeg simpelt hen ikke forestille mig en mere nyttig og betryggende antagelse om menneskelige relationer, end den der siger at du skal være kompatibel og at det er farligt hvis du ikke kan fungere som en prik på linje med alle andre prikker i et netværksdiagram.

Så hvis du vil være sikker på at du altid er nem at stable og ikke stikker ud, så husk at “det sociale netværk” altid hjælper dig til at fokusere på det vi alle har til fælles og aflede opmærksomheden fra de farlige skævheder.

Og husk især at sociale netværksmedier som Facebook er her for at hjælpe dig til at kategorisere din personlighed på samme måder som alle andre…. så de eneste spørgsmål du behøver at stille dig selv er få og små.

Share Button
3 replies
  1. Trine-Maria
    Trine-Maria says:

    Spændende? Vi er alle lige store – og små pænt afrundede noder helt uden kanter og linierne er pæne og lige og ikke indviklede og snoede som hos nornerne?

    I samfundsdebatten tænker jeg nogle gange på at jeg savner Poul Henningsen, Dan Turell, Elsa Gress – den slags mennesker som virkede mere sammensatte og som kunne gøre interessante observationer om os andre set lidt på afstand af den store fæle normalitet …

    Gad vide om Elsa Gress ville være på Facebook – og hvad ville hun mene om møderne mellem mennesker der? Og hvad med Dan Turell – kunne han have brugt Twitter til noget?

    Svar
  2. Mads
    Mads says:

    Rigtigt,…og så alligevel. Instinktivt, når vi tager akademiker huerne på, så er det sociale netværk en konstruktion. Men der kunne være andre måder at tænke det på: Jeg tænker specifikt på system teorien og Luhmanns udsagn “es gibt Systeme” – systemer “findes” – de er ikke bare analytiske værktøjer.

    Problemet med konstruktivismen er vel at “vi kan blive ved” med at dekonstruere – lissom vi kan dekonstruere “sociale netværk” kan vi begynde at dekonstruere “menneske” som et produkt at oplysningsfilosofien… etc. etc.

    Hvis vi går ud fra at virkeligheden eksisterer (´scuse the pun),må vi forsøge at finde ud af hvad det er der opretholder den meningsfuldt, – dette kunne være kommunikation, fx. mellem mennesker eller systemer. Dernæst kan vi spørge ind til hvordan denne kommunikation praktisk er foranstaltet (gennem hvilke medier), fx. medier der funktionelt er netværk.

    Du går udfra at netværkssystemet beskriver eller forsøger at beskrive psykiske systemer. Det jeg mener er at noderne i et socialt netværk er ikke mennesker – de skal heller ikke forestille mennesker – de er systemer der er opretholdt af deres forbindelse til andre noder i netværket. Det sociale netværk er ikke et netværk af mennesker, men et kommunikationssystem der er med til at opretholde andre sociale systemer.

    Derfor er det lidt uretfærdigt at sige at system tænkningen lissom “udraderer” forskelligheder – at den ikke beskriver mennesket tilstrækkeligt nuanceret. Hvis vi antager at netværks systemet kun beskriver kommunikationer (og altså ikke psykiske systemer) eller en skelnen mellem mulig/ikke-mulig kommunikation, bliver netværkssystemet mindre normativt og farligt.

    Jeg er enig med dig i at brugergrænseflader etc. etc er normative og konstruerer flade individer, om man vil. Der er et helt sub-felt indenfor etikken der beskæftiger sig med den slags problematikker – hvordan man former individet i brugergrænsefladen, – men det er et helt andet “system” de leger med – der er koden rigtig/forkert, ikke forbindelse/ikke-forbindelse…

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *