Har I virkelig arbejdet med digitale vaner?

Jeg hører rigtigt ofte folk tale om “digitale vaner” – men det betyder ikke nødvendigvis at de taler om digitale vaner

Advarsel: Indeholder referencer til glutenholdige fødevarer!

Under en af sommerens sociale sammenkomster, kom jeg til at sidde ved siden af en gymnasielærer. Som vi sad der med hver sin portion spidstegt økologisk pattegris, salat med perlespelt og rødvin i papkrus, kom vi hurtigt til at tale om arbejde. Det er jo sådan et dejligt emne, fordi det på den ene side er personligt, men samtidig er relativt ufarligt (med mindre man da arbejder steder som Skat eller Danske Bank).

Da jeg  fortalte at jeg lige har udgivet en selvhjælpsbog om vores digitale vaner, fortalte hun begejstret at de også netop havde arbejdet med digitale vaner på hendes gymnasium. Det pirrede naturligvis min faglige nysgerrighed og jeg spurge hvordan de havde arbejdet med emnet. Vaner kan nemlig være et lidt vanskeligt emne at formidle til unge på en interessant måde.

Hendes svar overraskede mig imidlertid. Hun fortalte nemlig at de havde talt om hvordan kommercielle virksomheder som Instagram og SnapChat lever af vores opmærksomhed. De havde også talt om hvordan stoffer i hjernen får os til at tjekke mobilerne konstant. Hun sagde “digitale vaner” mange gange – men det eneste hun ikke talte om var faktisk digitale vaner. Altså den særlige form for ubevidste læring, der er på spil, når vi får lært os selv at tjekke mobilen hver gang vi er på lokum, sætter os i sofaen eller vores arbejde føles lidt svært.

Det er selvfølgelig utroligt vigtigt at de unge forstår deres egen rolle i opmærksomhedsøkonomien. Det kan også være både spændende og oplysende at få ”afsløret” nogle af de mekanismer, virksomhederne bruger til at  gøre sociale medier særligt dragende.

Og selvom det, fra et psykologisk perspektiv, er noget komplet vås at bruge kemiske signalstoffer som dopamin eller oxytocin som universalforklaring på vores digitale ”tjekkeadfærd”, er det ligeledes meget vigtigt at fortælle de unges at deres dybeste behov for stimuli, samhørighed, anerkendelse og identitet er helt centralt placeret i techvirksomheders forretningsmodeller.

Den viden bør være pensum på ethvert gymnasium.

Der er bare ét enkelt problem ved de emner: de fortæller os at vi skal tage os i agt for vores egen instinktive digitale adfærd – men de fortæller intet om hvordan man gør det. De kan altså, i bedste fald, gøre de unge motiverede til at ændre deres adfærd, men der er desværre ikke nogen direkte sammenhæng imellem menneskers motivation og deres evner til at ændre deres vaneadfærd.

Vi bliver ikke bedre til at håndtere vores egen digitale tjekkeadfærd, bare fordi man får os til at hade den.

For at ændre vaneadfærd, er de nemlig først nødt til at forstå hvad en vane er. Vaner er nemlig en specifik måde at lære på. Til dagligt forstår de fleste nok læring som en bevidst handling. Den finder sted når vi f.eks. lærer om  det periodiske system og (forhåbentligt) kan genkalde os det vi har lært, når vi senere får brug for det. Vaner er en anderledes måde at lære på, som vi har til fælles med andre organismer, der har en hjerne.

Når vi lærer gennem vaner, er opgaven at aflaste vores bevidsthed, ved at flytte de processer vi gentager mange gange, ud i ”udkanten” af bevidstheden, hvor vi kan aktivere dem med simple impulser, frem for med bevidste beslutninger.

Det helt klassiske eksempel er bilkørsel. Som nye bilister skal vi tænke bevidst over alle bevægelser vi foretager os. Koble ud, bremse, aktivere blinklys. I den fase kan vi ikke samtale imens. Hele vores bevidsthed er optaget af at køre bil. Men da det er en situation vi kommer i ofte – og pedaler, blinklys og gearstang altid opfører sig på samme måde, kan vi gøre bilkørsel til en vane.

Det opleves som at vores hænder og føder bare ”ved” hvad de skal gøre, når vi f.eks. kommer til et trafiksignal eller skal skifte vejbane. Når vi når dertil at vores bilkørsel er blevet en vane, kan vi begynde at have samtaler med sidemanden eller tænke på hvad vi skal have til aftensmad, imens vi kører. Vaner er altså en forudsætning for at vi kan anvende såkaldt højere tænkning, når vi f.eks. kører bil.

Vaner hjælper os igennem velkendte situationer. Hvis du har prøvet at samtale med en der kører bil, kan du opleve at der pludselig sker noget uventet i trafikken. En bil der skifter bane eller vejarbejde, der ikke plejer at være der. I samme sekund – ofte midt i en sætning – hører jeres samtale op og føreren bruger hele sin bevidste opmærksomhed på at få bilen igennem sitationen. Så snart trafikken bliver normal og vanerne kan tage over, kan samtalen fortsætte.

Havde vi ikke vaner, ville vi altså skulle bruge store mængder af opmærksomhed på at køre bil, hakke løg og binde snørebånd og ville være rigtigt dårlige til at holde sociale funktioner kørende eller planlægge vores liv. Vaner er altså serious business.

Men vaner er også blinde. De skelner ikke imellem det der er godt for dig og det der er skadeligt. Hvis en adfærd giver dig en eller anden form for gevinst, kan du gøre den til en vane. Det kræver blot at du står i den samme situation, igen og igen. En smøg efter hvert måltid, en kage på vej hjem fra arbejde, et kig på mobilen hver gang du keder dig. Alt kan gøres til en vane. Det kræver blot at du gør det igen og igen.

Det som gør vaner til en kæmpe fordel,  nemlig at de kan flytte din adfærd uden for din bevidsthed – er den selvsamme mekanisme der gør dem så svære at ændre. For hvordan ændrer man en adfærd, man ikke tænker over?

Svaret er at man begyndet at ”trække adfærden ind i bevidstheden igen”. Og første skridt er at man lærer at forstå hvordan vaner opfører sig, hvad der aktiverer dem og hvordan man ændrer dem. Og netop derfor er det så vigtigt at vi holder op med at kaste ordet ”digitale vaner” omkring og begynder at give elever (og os selv) en reel vaneforståelse.

For selvom vanebegrebet ikke er perfekt og ufejlbarligt, er det i hvert fald bedre end at gå omkring og kalde folk dopaminjunkier og give dem skærmskyld. Du kan jo spørge dig selv hvor effektivt de budskaber du har hørt om at Facebook ”hacker din hjerne” har hjulpet dig med at styre din digitale tjekkeadfærd indtil nu. Nej, vel?

Sagen er at det ikke nytter meget at prøve at ændre din digitale adfærd, uden at forstå de digitale vaner der styrer den. Får du til gengæld taget godt fat på dine digitale vaner, skal din adfærd nok følge med.

Du kan læse om vaner mange steder. Èt af dem er min bog, Hov, et egern!, som netop er udkommet på Gyldendal. Den handler helt specifikt om at forstå dine egne digitale vaner – og at ændre dem (hvis du har lyst).

Bogen kan også opleves LIVE – her er foredraget :)

2 Comments

Add Yours

Glimrende artikel. Skal snart blive lidt mere bevidst om min brug af mobilen. Har nu fået aktiveret “Digital Balance” på min Huawai som afslører, hvor meget jeg er på Facebook! Arrrgh.

Hej Dorthe og tak. Det kan være en fin motivation at se hvor meget tid man bruger, men hvis du skal ændre din adfærd, er den slags sammentællinger desværre ikke meget værd. For de fortæller ikke hvordan man ændrer adfærd – de kan nok mest give skyld :)

Af samme grund ser jeg det også som en gratis omgang når tech-virksomheder tilbyder den slags målere. På den ene side virker de ansvarlige – på den anden side fortsætter folk med at tjekke løs, indtil de får konkrete værktøjer til at ændre deres vaner (eller bliver så frustrerede at de smider deres dimser ud).

Skriv et svar