Availability heuristics: Læs om Anne Sofie – og bliv en (lidt) sikrere bilist

Jo lettere du kan huske historien, jo mere bange vil du nemlig være for at køre, mens du ser på mobilen

Screengrab fra: dr.dk

Aavailability heuristics: Når du bruger de situationer du lettest kan huske, til at vurdere sandsynlighed ud fra.

Frit forenklet efter Kahneman, 2013

Det er efterhånden nogle år siden jeg læste den igennem, men et af de afsnit jeg bedst kunne lide, i Daniel Kahnemans Thinking – fast and slow fra 2013, er det der handler om availability heuristics. For det første byder det på nogle virkeligt nørdede eksperimenter, som er lækre at læse for en psykolog (i hvert falde denne). For det andet ser selve begrebet, availability heuristics, både inspirerende og nyttigt.

Kort fortalt går denne mentale “tommelfingerregel” ud på at mennesker, da vi ofte har utroligt svært ved at vurdere reel sandsynlighed i hverdagen, i stedet anvender den modstand det kræver at hente et associeret minde frem, til at vurdere hvorvidt der er sandsynlighed for at noget bestemt vil ske for os.

Altså: jo lettere det er for os at genkalde et tilfælde hvor X er forekommet i fortiden (jo højere mental availability), jo større vil vi vurdere at sandsynligheden er for at X forekommer i fremtiden.

Og det bringer mig til artiklen her om Anne Sofie, der kom alvorligt til skade på grund af mobiltjekning under bilkørsel. Hvis du gerne vil påvirke din adfærd eller bare blive endnu bedre vaccineret imod lige at tjekke under kørsel, skal du læse denne artikel grundigt og forsøge at leve dig ind i den, hvis du kan.

Sådan aktiverer du dine egne availability heuristics, ved at læse artiklen:

  • Jo mere du læser af den (f.eks. mere end bare overskriften og det første afsnit), jo mere viden om casen – men også flere følelser og indre billeder, vil du få.
  • Jo mere viden og jo flere følelser og associationer, jo bedre og lettere vil du kunne huske historien om en konkret pige der led skade, på grund af mobiltjekning under bilkørsel.
  • Availability heuristics siger at du bruger denne “tommelfingerregel”: Jo lettere du kan huske en konkret historie om en pige der blev invalid på grund af mobiltjekning under bilkørsel, jo højere vil du vurdere risikoen for at du selv kan komme til skade ved mobiltjekning under bilkørsel.
  • Jo farligere du tror det er for dig (og andre trafikanter), jo mere sandsynligt er det at du vil tænke dig om en ekstra gang, næste gang mobile bipper fristende, mens du kører 130 på motorvejen.

Det journalistiske availability paradoks

Her sker der noget interessant, når vores availability baserede vurdering af sandsynlighed møder de journalistiske medier

Journalistikken fungerer stort set modsat: Jo mere sjældent forekommende en historie er, jo mere interessant er den (alt andet lige) for journalister. Jo mere interessant historien er for journalister, jo flere historier kommer der om den. Og jo flere historier vi læser om et fænomen (for eksempel vold på Nørrebro), jo højere vil vi omvendt vurdere sandsynligheden for at blive overfaldet på Nørrebro.

Men sandheden kan faktisk være det modsatte. Hvis det virkelig var hverdagskost at man blev overfaldet på Nørrebro, ville aviserne faktisk skrive mindre om det og vi ville vurdere sandsynligheden af at det forekom. Man kan altså sige at vores sandsynlighedsvurdering lader sig “fordreje” af pressens dækning.

Der er naturligvis altid andre faktorer der indgår i vores sandsynlighedsberegninger. Jeg tror for eksempel ikke på enhjørninger, blot fordi jeg hører en masse historier om dem. Men availability heuristics kan give os et fingerpeg om hvordan hvordan man skal kommunikere et budskab, så det påvirker adfærd. Og her er artiklen om Anne Sofie ikke dårlig – især hvis folk lige læser mere end overskriften.

Note: Jeg hverken mener eller antyder at det dermed i virkeligheden er ufarligt af tjekke mobilen, mens man kører bil. Det er blot det eksempel der gav inspiration til dette indlæg. Det er tværtimod skidefarligt og hamrende uansvarligt at køre bil, mens du glor på mobilskærmen. Læser du dette mens du kører bil, skal du altså straks smide mobilen fra dig og koncentrere dig om trafikken.

Tak for opmærksomheden.

Skriv et svar