Mens mediebureauer, social-media-kræmmere og andet godtfolk i disse dage kridter skoene for at komme i position til sælge lokationsbaserede kampagner til de store brands i det marked det opstår med især Facebooks indtog på location-scenen, vil en stor del af markedet faktisk ikke blive flyttet rundt af dem – men af dig og mig og din mor.
Her ser du bageren i Sankt Peders Stræde i København, som fremviser et af de mest effektive reputation aktiver igennem alle tider – nemlig en kø der rækker helt ud på gaden. Og det bedste ved det billede er at det “eneste” de har gjort for at skaffe den kø er at de har bagt lækkert brød og/eller ydet en god service. Og det leder mig direkte hen på det bedste råd jeg giver virksomheder i relation til sociale medier. Du får det lige gratis her: Hvis du gerne vil have at folk anbefaler dig – så lav for fanden noget anbefalelsesværdigt!
Selvfølgelig vil de første supermarkedskæder og diverse brands allerede i julehandlen 2010 flytte en del af deres budget over på lokationsbestemte kampagner (jeg kan ikke udelukke at jeg vil sige ja til at rådgive en enkelt eller to af dem selv) og lokationsbestemte annoncer vil da også tilbyde endnu en dimension i retning af at gøre onlineannoncer endnu mere præcise, relevante og dermed værdiskabende.
Men alle disse aktiviteter er omkostningstunge, fordi de kræver inddragelse af reklamebureauer, mediebureauer og mediefirmaer med speciale i f.eks. Facebook. Og de vil have svært ved at sætte dagsordenen. For disse styrede kommercielle aktiviteter vil ofte ende med at fremstå kunstige og småpinligt leflende i forhold til den naturlige og autentiske aktivitet som foregår når mennesker bare flasher de ting de godt kan lide. For lad os lige huske på hvad det er der får os til at dele vores position på geosociale medier, set fra et psykologisk perspektiv:
At være den første de fortæller andre om noget godt eller værdifuldt. Det er ganske enkelt en af de stærkeste drivkræfter. Og husk: det behøver faktisk ikke at være et sted vi selv har prøvet. Vi behøver bare at have fornemmelsen af at vi kan opnå andres anerkendelse ved at dele et sted, så vil vi være tilbøjelige til at gøre det. Det er den drivkraft der gør at du deler et blogindlæg du kun har læst den første femtedel af. Men det er også drivkraften bag f.eks. at “tjekke ind” (vise sin position) hos den gode bager.
At advare andre om noget dårligt. At være den som advarer andre om et dårlig sted, er både en meget sund drift og et middel til at opnå andres anerkendelse igennem den omsorg de føler vi viser dem. Forskning viser at både anbefalinger og advarsler er stærke drivkræfter i at få os til at dele indhold med andre. I dette tilfælde er det en stærk drivkraft for at fortælle hvor den elendige bager ligger!
At opnå social status! Hvis vi gennem at forbinde os med et sted kan signalere at vores identitet har nogle særligt positive træk, vil vi være særligt tilbøjelige til at dele vores position. Vi viser heller når vi sidder på noma end når vi sidder på kommunens inkassokontor. Denne drift kalder jeg geosnobbing og tror at netop behovet for at signalere identitet vil være en af de stærkeste drivkræfter for deling af positioner, nøjagtigt på samme måde som den er en central drivkraft i deling af statusopdateringer og fotos på Facebook idag.
I praksis vil sidstnævnte faktor betyde at rosset først tjekker ind i stor stil, når bageren virkelig har opnået status eller er blevet kult. Og vi vil da se at folk går en omvej for lige at kunne tjekke ind hos den der lækre bager og vise hvilken formidabel smag de har.
Men sådan har de jo altid været! Vi vil gerne fortælle folk om de bedste og værste steder og ses de fede steder selv! Og det er netop min pointe! Med geosociale medier kan hele det game bare blive synligt for tusindvis på et øjeblik og det vil, i sin mest positive konsekvens, både belønne den gode bager og lægge et meget større pres på den ringere bager for at tage sig sammen, når man nemt kan se at bageren 5 gader væk er elsket af alle.
Alt er altså nyt – fordi omtalen skalerer helt vildt. Og alt er det samme, fordi alle elsker at fortælle hvor den fede bager ligger – det har intet med GPS eller mobiltelefoner at gøre. At man så har dejlig megen tid til at tjekke ind med mobilen, når man står og venter i sådan en kø, gør det så bare endnu mere sandsynligt at folkene i bagerkøen herover, vil sladre om hvor de er, når Facebook slår location til om ganske kort tid ;o)
“Places” er navnet på Facebooks nye lokationsfunktion, som snart kommer til Danmark og som giver dig mulighed for at dele din fysiske placering med dine Facebook venner. Funktionen blev lanceret i onsdags og er allerede aktiv i USA. Inden længe vil den komme til Danmark (og sikkert hedde “steder”) – og især én funktionalitet vil skabe problemer.
I perioden op til lanceringen af Facebook Places, havde der blandt “social media nørderne” på nettet verseret rygter om tiltaget i mange måneder. Der havde ikke mindst været en del spekulationer om hvordan Facebook mon ville udforme og integrere funktionaliteten i deres platform. Et af de centrale spørgsmål var om Facebook ville lave en GPS-funktion der broadcastede brugerens position konstant, som i f.eks. Google Latitude, eller ville de gøre som f.eks. Foursquare.com og lave en tjeneste hvor brugeren selv kunne checke ind – d.v.s. afgive sin position drypvis, når hun selv har lyst.
De fleste gæt gik på den sidste version – altså en form for check-in tjeneste. Ikke mindst fordi det er en hel del mere diskret end en tjeneste der automatisk deler alle steder du opholder dig. Og ganske rigtigt – Facebook Places var da også udformet som en check-in tjeneste da den blev lanceret onsdag. Men der var også tilføjet en funktionalitet, som ikke var ventet, men så alligevel er ret logisk når man kender Facebooks måde at fungere på.
Man kan nemlig ikke kun checke sig selv ind, når man opholder sig et sted – man kan også checke sine Facebook-venner ind! Og det er faktisk “very Facebook”. For på samme måde som man kan “tagge” Facebook-venner i sine billeder på Facebook, kan man nu “tagge” andre på det fysiske sted man opholder sig. I praksis betyder det at hvis jeg f.eks. ser at du kommer forbi samme fest som jeg er til, kan jeg “tagge” dig og dermed i praksis fortælle alle dine venner at du også er her. Eller jeg kan tagge dig i forvejen, når jeg ved at du er på vej. Eller måske bare fordi jeg synes du burde have været her. Eller fordi jeg i min brandert troede jeg så dig. Sagen er at det pludselig ikke længere dig selv der har kontrol over din geografiske fremtræden.
Og hvorfor er det nu et problem?
Det er det naturligvis fordi vi i hele vores liv har været vænnet til at vi selv havde frihed til at iscenesætte vores geografiske liv. Vi er vant til at vi kan fortælle at vi har været steder vi ikke var – og ikke mindst at vi kan benægte at have været forskellige steder hvis det skulle passe os. Og det er faktisk helt almindeligt at vi fortæller forskellige versioner af vores geografiske færden til et forskelligt publikum.
Et ofte brugt eksempel på den problematik er at vi fortæller arbejdsgiveren at vi er syge, men senere på dagen bliver tjekket ind i den lokale bowlinghal af nogle venner. Den situation kan vi jo undgå ved at fortælle alle vi bowler at vi faktisk er sygemeldte og at de ikke skal tagge os – men det kan jo være at vi ikke har lyst til at fortælle at vi faktisk bedrager vores arbejdsplads. Og hvad gør vi så? Nåja – vi kan da bare lade være med at lyve os syge – så er der vel intet problem, kunne man mene. Men forestil dig nu at du er inviteret til en fest og din bedste veninde ikke er. Du vil ikke såre hende og fortæller derfor intet om det – men næste dag ser hun på Facebook at du er tagget ved samme fest. Her er der ikke tale om at du snyder nogen, men bare at du har lyst til selv at iscenesætte din geografiske fortælling.
Hvad enten der er tale om afsløring af snyd eller mere subtile sociale hensyn, så er faktum at den nuværende udgave af Places fratager dig kontrollen med din geografiske historie. Og det er lige meget om du så slukker din mobil – andre vil kunne tagge dig alligevel. Du behøver faktisk ikke at være til stede.
Men kan man ikke allerede idag ødelægge folks dækhistorier på Facebook med billeder etc?
Jo – det kan man naturligvis – men det er faktisk meget sværere at opdage, fordi folk selv skal lave koblingen imellem billeder, tid og sted mentalt. Med et værktøj som places, bliver det helt transparent. I praksis vil Facebooks nyhedsfeed ikke kun skrive “Anders blev tagget i et billede” (som man skal ind og se og derefter tyde) men “Anders var på Palles Bodega“. Smak – intet at være i tvivl om.
Det er grunden til at det temmeligt sikkert vil være denne tagging-funktionalitet der skaber de første skandaleoverskrifter om Facebook Places. Ikke mindst fordi funktionen skriger efter misbrug. Hvem bliver f.eks. den første som tagger Lene Espersen på Palles Bodega, næste gang der er møde i Arktisk Råd?
En af mine centrale pointer, som jeg prædiker ved enhver lejlighed, er at medier som Facebook ikke skal forstås som informationssystemer, men som arenaer for selvfremstilling og identitetsskabelse. Og det gælder også den geografiske dimension som snart bliver åbnet med Facebook Places.
Ud fra en informationsmæssig anskuelse er det for eksempel komplet uforståeligt at folk deler fotografier af deres aftensmad på Facebook. Den informationsmæssige værdi af sådan et billede er (for alle andre end dem der skal spise med om lidt) stort set nul. Men hvis man i stedet anskuer mediet som et spørgsmål om identitet, så er netop det vi spiser jo en stor del af dem vi er og bliver konstant brugt i fortællingen om os selv. Og set i den sammenhæng er det faktisk ret logisk at vi også på Facebook vil vise andre om vi selv laver sushi eller bedst kan lide en stor beskidt bøf. Hvad vi deler er altså i høj grad styret af hvad det siger om os – og hvilken social status det kan give os.
Et andet af mine centrale budskaber er at virksomheder som vil udnytte denne effekt, med fordel kan skabe interessant indhold som folk kan opnå social status ved at dele og derfor vil sprede for deres egen skyld. Ved at lære at udnytte et allerede eksisterende psykologisk behov: behovet for at lave en selvfremstilling, kan man altså opnå den mest eftertragtede effekt på nettet idag – nemlig den “virale” spredning.
Men hvordan anvender man den viden når det drejer sig om fysiske steder? Eller: hvordan kan vi give folk lyst til at “checke ind” (vise med mobiltelefonen at de er der lige nu) i vores butikscenter, på vores café eller i vores idrætsanlæg?
En af de handlinger som virkelig kan give social status er at vise andre at vi har fundet noget interessant. Det er f.eks. hvad 90% af aktiviteten på Twitter handler om. Denne psykologiske effekt er drivkraften bag det meste word of mouth spredning. For hvem vil ikke være den der først deler noget som alle andre derefter begynder at sprede? Hvis du laver noget godt, skidt, komisk, humoristisk eller anderledes, så vil folk elske at dele det – aggresivt! Og hvis det foregår via Facebook, kan folk snart dele din location i samme hug.
Hvis du allerede i dag har en forretning som tilbyder god kvalitet og uovertruffen service eller fantastiske priser, så behøver du ikke at læse videre. Du vil blive delt uden at foretage dig noget som helst. Ganske enkelt fordi alle elsker at dele kvalitet og gode tilbud. Men for alle jer der bare vil have et hurtigt fix, uden egentlig at lave noget fundamental om, så er her 4 ting du kan have i baghovedet, når du gerne vil have at folk deler din lokation.
1) Folk er dovne og fantasiløse, så du kan faktisk hjælpe dem på vej.
Hvis du gerne vil have spredt et godt tilbud, så skal du gøre det nemt at dele, rent lavpraktisk. Det er ikke godt nok at have et dine gode tilbud stående med små bogstaver i et vindue hvor reflektioner og modlys gør det umuligt at tage et foto og sende videre og folk derfor selv er nødt til at skrive det ned. Eller endnu værre – hvor folk skal ind og spørge i butikken! Husk at folk sender alt videre som kan fremme deres sociale status. Dit budskab, bliver deres budskab. Det behøver ikke at være noget de selv har købt eller prøvet. Lav derfor skilte eller mere fantasifulde opslag med lidt kant, som er godt belyste og hvor forbipasserende kan komme tæt nok på til at at tage et godt billede.
2) Ram din målgruppe midt i nostalgien
Følelser og valg er knyttet uløseligt sammen. Forskning viser at hvis du bliver skadet i dine “affektive” centre (stederne i hjernen hvor følelser aktiveres), er du ude af stand til at træffe en masse af hverdagens små valg. Hvordan skal du f.eks. vælge imellem en leverpostejmad og en spegepølsemad, hvis du ikke kan føle mere for det ene end det andet? Man kan ikke regne sig frem til svaret logisk, for begge dele er blendet gris med for meget salt. Omtrent på samme irrationelle måde fungerer en del af vore valg på mobilen. For hvordan vælger vi om vi skal checke ind det ene sted eller det andet? Eller om vi skal dele lokationen på den ene butik frem for den anden? Det handler oftest om at vi får aktiveret nogle følelser. Og i den sammenhæng er associationer til vores barndom bare et af de mest effektivt midler til at aktivere følelser. Derfor er f.eks. legetøjsobjekter fra vores barndom bare en klassiker når det drejer sig om at ramme følelserne og aktivere “drive by” geotagging!
Se f.eks. billedet af den store Playmobilmand. Fundet på nettet og taget af én som bare lige måtte dele billedet. Tænk lige over det.
3) Brug humor konsekvent og bliv uimodståelig at dele
Hvis du laver noget sjovt eller interessant i forbindelse med din butik etc, så kan folk gøre den humor til deres egen, ved at tage et billede af det og sende det videre. Hvad sker der hvis du tænke dit steds steds fysiske fremtoning strategisk som et objekt til deling? Så kan du ende med at give din butik et navn som ganske enkelt er uimodståeligt at dele. Det skal naturligvis ikke være så sjovt at det er meningsløst. Men denne butik ville jeg altså have svært ved ikke at kigge ind i, hvis jeg vidste at den lå i nabolaget. Og det er også en af dem jeg kunne finde på at tage et billede af og dele med venner, hvis jeg kom forbi. Og hvis jeg deler den fra en GPS-mobil, kan alle se hvor denne interessante butik ligger henne.
Her har nogle unge mennesker faket et splatter scenarie på åben gade.
4) Og så kommer vi ikke uden om viral “geo-spam” (eller hvad man skal kalde det)
En spam-style måde skabe omtale på er ved at begynde at introducere kunstige eller planlagte elementer for at gøre sit sted socialt interessant. Det kan være ved at vi begynder at installere helt overdrevne objekter i det fysiske rum, i håb om at folk vil elske at sladre om dem. Man kan nemt forestille sig at effektjageriet fra de virale film, som bare handler om at skabe flest mulige seere, flytter ud i det fysiske rum.
Hvis man ikke kan lave noget værdifult, kan man i hvert fald lave noget som alle taler om og deler. Lige meget om det så bare er fordi det er klamt, vildt, latterligt, grimt eller alt alt for meget og om det bare får en masse mennesker til at trampe igennem dit sted, uden at lægge penge eller skabe værdi. Så bliv ikke overrasket hvis virkeligt påfaldende ting begynder at dukke op i din omverden. De er der for at du skal have lyst at vise dem og andre skal få lyst til at komme forbi og se dem.
Hvornår mon vi ser de første geovirale bureauer, som tager betalt for hvor mange mennesker de kan få til at checke ind et sted – og ikke skyr nogen midler for at få dem til det?
Og hvornår mon vi ser den første geotigger der står foran en butik og spørger om du vil være rar at checke ind her, så han kan få til en bid brød af butiksejeren?
Klokken er 02:15 dansk tid da Facebooks LIVE stream af deres pressekonference går igang. Siden pressekonferencen blev annonceret for ganske få dage siden, har luften været tyk af rygter om at Facebook nu endelig ville annoncere at de introducerer lokationsteknolog på deres platform, som i dag bruges af ½ milliard mennesker.
Og det er da også et nyt produkt, kaldet Facebook Places, som bliver annonceret. Places er en feature som tager udgangspunkt i det kraftigt voksende antal GPS baserede mobiltelefoner og giver mulighed for at dele steder med dine Facebook venner. Places er integreret i Facebook platformen på samme måde som Facebook-sider og events og fokuserer primært på at binde mennesker og steder sammen omkring “livets væsentlige begivenheder”.
Til lejligheden har Facebook fået produceret denne lækre og ganske sukkersøde reklamefilm som i løbet af de næste døgn vil gå verden rundt. Vær ganske vis på det:
Facebook Places bliver først rullet ud i USA, men skal du kigge efter den her, skulle den rulle ud på Facebook’s smartphone-side først: http://touch.facebook.com. Techcrunch var så vidt jeg ved det første site som fangede et glimt af Places på den adresse og twittede om det. Så de får et link til deres post her. Desuden skulle der komme iPhone understøttelse ud før der kommer Android. Gad vide hvilken mobiltelefon Zuck selv har ;o)
Zuckerberg virkede ikke helt sikker på hvordan udrulningen vil forløbe, men angiveligt burde man snart kunne se places globalt fra web, men kun aktivt bruge tjenesten på mobilen i USA. Lad os nu se hvordan det løbe af stabelen.
For udviklere er det interessant at et API der giver mulighed for at læse fra Places burde gå LIVE imorgen (også kun i USA?) og API’er som giver mulighed for at skrive og opdatere er i lukket beta lige nu.
Mobil GPS er på vej fra at være et fænomen for nørder, til at blive alment udbredt. Analysegiganten Gartner forudser at 75% af alle mobiltelefoner der sælges på markeder som det danske (developed markets) om et år vil have GPS. Selv tror jeg at det bliver ret svært overhovedet at sælge en mobiltelefon uden GPS i Danmark om et år. Ikke mindst når Facebook tænder for lokationsteknologien og sparker en massiv efterspørgsel igang.
Én måde at forstå udbredelsen af lokationsteknologi på er at se det som en nedbrydelse af grænsen imellem online og offline. Facebook har allerede afviklet det anonyme internet og fået os alle på nettet med vores rigtige navn og netværk. Og med mobil GPS i alle tjenester, vil denne “forankring” i virkeligheden blive yderligere udviklet. Hvor vi lige nu kan læse om en restaurant, en butik eller en anden person og derefter selv skal koble et fysisk sted på, vil informationerne nu kunne dukke op når vi står der.
Man kan se det som om nogen “tænder lyset” og vi pludselig kan se hvor de mennesker vi skriver med befinder sig. Det vil give et langt større overblik og kan i mange tilfælde få den positive konsekvens at vi kan få meget mere ud af vores omgivelser og andre mennesker. Måske vores løsere bekendte viser sig at være lige i nærheden og har lyst til at mødes? Måske vi vil begynde at se hinanden oftere In real Life? Men hvor en nedbrydning af grænsen imellem vores online liv og den fysiske verden vil være berigende i mange tilfælde, må vi erkende at det også vil medføre nogle sikkerhedsproblemer der får internettets nuværende til at ligne børnesygdomme.
I dag er en stor del af de farer vi kan komme ud for online, nogle som vedrører vores digitale verden. Det kan dreje sig om tyveri af vores digitale identitet, netbank, Nigeriabreve eller computervira. De kan koste os penge og besvær, men det hele foregår som regel på computeren. Når grænsen imellem online og offline nedbrydes yderligere, vil vores fysiske liv ikke kunne undgå at blive inddraget også. Et allerede kendt eksempel er at indbrudstyve kan bruge viden om vores position til at se om der er fri bane til at begå indbrud hos os, men vi er trods alt voksne mennesker, der kan aflæse en situation og ret hurtigt lære at beskytte os online. Det er desværre først når vores børn og unge begynder at broadcaste deres position, at de helt farlige situationer kan opstå.
For hvor tidligere historier om misbrug, voldtægter og lignende har handlet om at børn og unge har bevæget sig ud fra hjemmet og derpå har bevæget sig hen for at møde misbrugere og pædofile, så skal der nu kun et nemt og uskyldigt klik til, før vores børn og unge kan slå lokationsteknologien til og blive “geosociale” med en troværdig fremmed på f.eks. Arto – og dermed i allerværste fald vise potentielle skadevoldere hvor de befinder sig. Og hvis lokationen deles løbende (som den f.eks. gør i Google Latitude), er de ikke bare synlige i øjeblikket, men også når de går fra skole dagene efter – og når de cykler hjem fra fest en mørk fredag aften.
Jeg skriver ikke dette for at skabe panik, men for at gøre det helt klart at internet og fysisk liv nu flyder sammen og vi i den kommende tid må gentænke vores hverdag på en hel masse områder. Lokationsteknologi vil bringe os tætter sammen, på godt og ondt. Men vi må også forberede os på at opleve historier hvor lokationsteknologien er blevet misbrugt til at skade andre – og hvor den efterfølgende vil blive opfattet som potentielt livsfarlig og lagt for had.
Det er i spændingsfeltet imellem frygt og nytteværdi at du og jeg i fremtiden bliver nødt til at tage stilling til lokationsteknologien, for alt tyder på at den snart vil ramme vores hverdag som en tsunami – på samme måde som internettet og mobiltelefonen har gjort det før den.
Rygterne om at Facebook snart vil begynde at udnytte det stigende antal mobiler med indbygget GPS, har været tiltagende i mange måneder. Og netop i disse timer siger det varmeste rygte på nettet at Facebook, på en annonceret pressekonference idag klokken 4:30 pm (Silicon valley tid), vil annoncere ny funktionalitet, der tillader brugere at dele deres fysiske placering med hinanden.
Hvad enten Facebook går “location” eller ej i dag, er Facebook helt sikkert på vej med et lokationsteknologisk tiltag. Og når det sker, vil det lige så stensikkert få en betydning der når langt ud over Facebooks eget website. Ikke kun fordi deres lokationstjeneste vil gøre det muligt for 3.parts udviklere at lave lokationsberigede Facebook-applikationer, men fordi Facebook har en halv milliard brugere og dermed kritisk masse til at skabe teknologisk verdenshistorie!
For hvor lokationsbaserede og -berigede tjenester idag er noget for de såkaldte “innovators” og “early adopters” (læs: nørder) og mange mennesker i dag har en GPS chip i mobilen, uden overhovedet at ane det, så vil en introduktion af lokationsteknologi på Facebook med ét ryk skubbe GPS-teknologien ind i mainstream – til den “almindelige” bruger!
Helt konkret vil et GPS-tiltag fra Facebooks side betyde at mange millioner af “helt almindelige” internetbrugere pludselig vil stille sig selv og deres mobiltelefon et spørgsmål: har mobilen GPS? GPS-teknologi vil med ét gå fra at være “nice to have” for nørderne til “need to have” for masserne, når millioner af mennesker skal have ny mobiltelefon. Vi kan f.eks. forvente at se Facebook blive brugt som lokkemad i reklamer for mobiltelefoner og telefonselskaber i stor stil. Facebook vil dermed blive et ekspreslokomotiv for udbredelsen af GPS-enablede mobiltelefoner – en såkaldt “killer application”. Og med den eksplosivt forøgede udbredelse af GPS-teknologi, vil endnu flere eksisterende services kunne se en forretningsmæssig idé i at lokationsberige deres nuværende tjenester, som f.eks. aok.dk og rejseplanen.dk allerede gør idag. Og i kølvandet på Facebook vil vi se en tsunami af nye tjenester, der leger med vores position og kombinerer den med informationskilder og sociale relationer på måder vi slet ikke kan fantasere os til idag.
Facebook som ekspresslokomitiv for location-markedet
Så alt imens Facebook uddanner os til at bruge vores position til sjove og nyttige formål og skaber et øget behov for GPS-mobiler, vil det stigende antal GPS-mobiltelefoner og nye tjenester på sin side gøre andre tjenester på location-markedet interessante og tilgængeligt for det kundesegment, som Everett Rogers i sin meget udbredte model herover (kaldet the Technology Adoption Lifecycle), kalder “early majority”. Dette segment er kendetegnede ved at være alle os ikke-nørder, der godt gider at prøve noget nyt – men først når det er virker, er gennemtestet og ellers kan bruges til noget sjovt eller fornuftigt uden ret meget besvær.
Early majority segmentet er her der skabes en kritisk masse som på et tidspunkt trækker resten af forbrugerne med. En early majority bruger vil ofte skulle forklare hvorfor hun bruger en ny teknologi. Men hvis man ser på det næste segment som Rogers kalder “Late majority”, så udgøres det af de brugere som ikke selv kaster sig over ny teknologi, men en dag bare vågner op og køber den, fordi de ellers konstant skal forklare hvorfor der ikke bruger den! Når early majority har skabt grundlag for at en masse nye lokationstjenester kan løbe økonomisk rundt, så ser late majority altså pludselig at billetbestilling, mødebooking, rabatsystemer og sociale netværk bare ikke fungerer ordentligt, hvis ens mobiltelefon ikke har GPS.
Se som eksempel på Facebook selv. For 3 år siden skulle man redegøre for hvorfor man brugte Facebook. I dag skal man forklare hvorfor man ikke bruger Facebook. Det er fordi Facebook har nået en kritisk masse og vi nu ser størstedelen af folks festfotos og invitationer etc være der. Det er altså ikke længere et spørgsmål om at vælge Facebook til, men om at vælge det fra!
Folk som følger bloggen her ved at jeg plejer at være den sure gamle mand der ikke ret nemt falder på halen over teknologi og sociale medier. Og når jeg svinger mig op til at kalde Facebooks tiltag en begivenhed af historisk betydning, er det fordi det meget vel kan fylde early majority segmentet op på rekordfart og dermed trække resten med. Og det forhold kan inden for ganske få år ændre hverdagen markant for folk i vores del af verden. For position handler ikke om teknologiske features – position det er en af de vigtigste omdrejningspunkter for menneskelig interaktion og har været det så længe der har været mennesker. Virkningerne af GPS-evolutionen kan efter min mening kun undervurderes og vil skabe nye problemstillinger inden for sociologi, politik, offentlig service, forretning og ikke mindst psykologi.
Så derfor sidder jeg lige nu og ser frem til om internettet måske går en smule amok ved 22-tiden i aften. For det her handler altså om meget mereend Facebook.
Prøv at være fremtidsforsker for en aften og designe én af fire mulige fremtider, når LocationLab inviterer til det første arrangement, torsdag d. 23. september kl. 17. på IT Universitetet!
I efteråret afholdes på ITU en lille og uformel serie af arrangementer under titlen “Locationlab”. De er et inspiratorisk forum for alle os som interesserer os for lokationsbaserede tjenester, geosociale medier eller hvad vi nu ender med at kalde dem. Første “meetup” giver dig mulighed for at lege fremtidsforsker og designe mulige fremtider for lokationsteknologien.
Hvordan kan man sige noget om fremtiden?
Den basale idé i fremtidsforskning er at fremtiden er ubekendt, men at det alligevel er muligt at forholde sig til den ved en blanding af analyse og poetisk frihed. Vi kan idag identificere nogle megratends som vi med sikkerhed kan sige vil have betydning for fremtiden i den nærmeste årrække – f.eks globalisering og teknologiske fremskridt. Men for at vi ikke bare skal forsøge at lave en fremskrivning af vores nuværende forestillinger om verden, kan vi desuden opstille nogle “ubekendte faktorer” som åbner op for forskellige fremtider.
To ubekendte: Økonomi og privatliv
Jeg har til lejligheden tilladt mig at forudsætte en forenklet model af fremtiden, som kan variere inden for to akser: privatlivsaksen og den økonomiske akse.
Privatlivsaksen (Social – Privat)
På privatlivsaksen kan vi enten forestille os at det i fremtiden vil være vigtigere for os at dele informationer end at holde dem private. Eller vi kan forestille os at vi vil hæge om vores privatliv, selvom det måske begrænser vores udnyttelse af teknologien.
Økonomiaksen (Betaling – Gratis)
Får Apple m.fl. held til at vænne os til at alt på nettet koster penge eller vil firmaer som Google og open source -bevægelsen medvirke til et marked drevet af reklamefinansiering og nørdede ildsjæle?
Hvis vi skulle se på virkeligheden for mobiltjenester som helhed i dag, ville vi nok placere os et sted i det mørkegrønne felt i koordinatsystemet. Men hvad hvis vi nu bliver tvunget til at se på de 4 mere ekstreme positioner (markeret med tallene 1-4)? Så bliver vi forhåbentligt kastet ud hvor inspirationen bor.
Hvis man f.eks. forestiller sig at lokationsteknologi blev brugt i offentlig service, hjemmepleje, markedsføring eller underholdning, så er det nok ret tydeligt for de fleste at det ikke ville blive brugt på samme måde i en fremtid hvor alle ubekymret deler alle informationer og er vænnede til f.eks. mikrobetaling (fremtid 1) og i en fremtid hvor alle tjenester skal financieres ad anden vej og hvor vores primære overvejelser går på at holde vores position skjult for andre (fremtid 4).
Vær med til at skitsere 4 bud på hvordan “markedet” ser ud om 5 år!
Når vi mødes på ITU, vil vi, efter en introduktion til legen, dele os i 4 grupper, som skal arbejde med hver sin fremtid og forhåbentligt vil kappes om at levere det mest flabede og veltænkte output. Vi vil ikke levere lange analyser men istedet have det sjovt og være kreative og forsøge at besvare spørgsmål som:
Hvad er den meste populære geo-tjeneste om 5 år i jeres fremtid?
Hvilket lovforslag relateret til lokationsteknologi er lige blevet vedtaget?
Hvilken historie kører om lokationsteknologi i Ekstra Bladet?
Det endelige oplæg, som vil indeholde flere detaljer, får I på dagen.
Hvis der er noget der er demokratisk og sympatisk, så er det sociale medier. Man kan høre det på navnet alene og når man ser nærmere på de sites man almindeligvis forbinder med betegnelsen – Facebook, YouTube, Twitter – så er de gratis og alle som bruger dem er helt ligestillede.
På den baggrund kan man kun konkludere at sociale medier er frisættende og en gave til demokratiet. Med sociale medier er det ikke kun magthavere og elite som kan komme til orde. Nu kan vi alle blive hørt – helt gratis.
Og hvis man ligner mig, er ovenstående faktisk helt korrekt. Jeg er indfødt netbruger, har en høj uddannelse og er relativt god til både at stave og formulere mig på skrift. For mig er nettet alt det. Lige nu sidder jeg f.eks. i mine boksershorts med en stor kop kaffe og skriver til de ca. 200 mennesker (de fleste af jer har jeg aldrig mødt), som ifølge Google Analytics vil læse denne blogpost i løbet af de næste 24 timer. Om lidt vil jeg trykke “publish” og dele et link på Twitter (og hvis jeg har skrevet noget klogt, vil folk dele det for selv at virke kloge ;o).
[ Update: Når man kaster med tal, skal de værre korrekte. Dette indlæg blev kun besøgt af 112 mennesker siden det blev skrevet igår ]
Og det bliver bedre endnu; for når journalister mangler eksperter til at kvalificere deres artikler og TV-indslag, så søger de på nettet og finder fra tid til anden mig, som nu i kraft at min brug af sociale medier får adgang til at udtale mig i de etablerede medier også. Alt sammen får jeg for lidt strøm, en sjat båndbredde og nogle få gram Irmakaffe. Det ville være helt utænkeligt uden internettet og især de sociale medier.
Så sociale medier er demokratiske medier som giver alle en stemme i debatten. Hvis de altså er som dig og mig. Og her er det jo næsten lidt kedeligt at være den der må breake et faktum: for en stor del af befolkningen forholder det sig nemlig ikke sådan. Hvor sociale medier giver mulighed til os der er sprogligt stærke, så er disse muligheder ikke-eksisterende for mennesker som ikke er trygge ved internettet, ikke er ret gode til at stave eller bare ikke er vant til at formulere sig på skrift. Og det er faktisk en meget stor del af befolkningen – hvis ikke den største.
For disse mennesker står sociale medier nærmest som en skamstøtte over deres manglende evner til at kommunikere og deltage i samfundsdebatten. For medierne er jo sociale – så alle har jo lige mulighed, ikke? Der er jo ikke længere nogen magtstrukturer som holder deres stemme tilbage,vel? Forkert! Det er en gammel sandhed at de steder hvor der finder mest uretfærdighed sted (med undtagelse af diktaturer) er de steder hvor der ikke er formelle strukturer. Hvis du befinder dig i en sammenhæng hvor alle lissom kan komme til orde og der ikke findes formelle magtstrukturer, så kan du være stensikker på at den allermest benhårde og nådesløse magtudøvelse er på spil her. Nemlig den hvor de som kan formulere sig og tiltrække sig opmærksomhed får al magten på bekostning af de som ikke kan. Prøv at se dig om i studenterpolitiske sammenhænge, i netværk, i mødesituationer. Sammenhænge hvor der ikke findes formelle magtstrukturer er altid de stærkes domæne.
Og sådan er det også på de såkaldt “sociale” medier. For hvor navnet antyder at disse medier er rare og demokratiske (hvem vil da modsige at socialt=godt?) er sandheden at de er de stærkes legeplads, hvor de knapt så stærke må lide den tort at blive ignoreret og de svage er ikke-eksisterende. Dermed ligner disse medier alt andet i vores samfund som er underlagt markedskræfterne og præget af frihed og uendelige muligheder, men som samtidig producerer tabere, underklasse og kun giver fantastiske muligheder til de få som har evner og netværk i orden.
Sociale medier er også demokratiske – men de er ikke mere retfærdige end noget som helst andet i vores kapitalistiske samfund. Så når du vælger at bruge sociale medier i din dialog, vælger du altså at underkaste dialogen de frie markedskræfter og giver magten til os som kan bruge ordet på bekostning af folk som ikke kan.
Igår blev jeg kontaktet af TV2-Nyhederne, som ville lave et indlæg om Facebooks planer om at tilbyde en panik-knap, til børn og unge. Knappen skal give børn og unge en nem mulighed for at rapportere krænkende og mistænkelig adfærd på Facebook. Som sædvanligt for nyheds-TV, fik jeg få sekunder og redaktionen udvalgte den mest poppede af mine udtalelser. I denne blogpost vil jeg prøve at nuancere sagen lidt.
Desværre var dette ikke et af de bedst researchede indslag, jeg har set i Nyhederne. I indslaget fremgår det nemlig at der er tale om en ny funktionalitet, som Facebook vil tilbyde alle deres brugere. Realiteten er imidlertid at der er tale om et tiltag som udelukkende retter sig imod britiske brugere og som desuden tilbydes som en applikation, som brugerne kan vælge at installere – og altså ikke en udbygning af Facebooks funktionalitet. Du kan se applikationen her.
Applikationens udbydes i samarbejde med organisationen CEOP og dens fremkomst på det britiske marked, skal ses i lyset af et pres fra politi og offentlighed for at “gøre noget” efter at en ung pige, Ashleigh Hall, blev myrdet af en person hun måske havde mødt på Facebook. Frustrerede borgere og ikke mindst en masse politifolk, oplevede efter mordet en helt forståelig trang til at gøre noget. Derfor lagde de pres på Facebook for at få en CEOP-knap installeret på sitet. Facebook nægtede og som kompromis blev en applikation udviklet. Men det er min opfattelse at dette tiltag desværre ikke vil gøre nogen særlig forskel i relation til Facebook. At applikationen har mere symbolsk end reel betydning, kan også ses ved at der stort set bare er tale om en webside, som vises “inde i” Facebook.
Man skal ikke glemme at en stor del af de organisationer som laver et godt stykke arbejde for at hjælpe og beskytte vore børn, desværre ofte er nødt til at ride på en folkestemning af skræk og forfærdelse, for at få opmærksomhed og bevillinger til at fortsætte deres arbejde. I den kontekst vil jeg gerne tage hatten af for det marketingarbejde som CEOP har gjort. Sjældent er en så simpel app blevet markedsført så effektivt.
Den sociale kontrol er den vigtigste på Facebook
Fra britisk politi og myndigheders side har det været fremført som argument for en Facebook-alarmknap, at der allerede finde lignende funktioner på sites som MySpace.com – men at drage den sammenligning er et udtryk for en vis uvidenhed. MySpace og Facebook er nemlig helt forskellige medier! Hvor MySpace er et anonymt medie som primært bruges til at finde nye kontakter, er Facebook et såkaldt forankret (ikke-anonymt) medie, som primært anvendes til at opsamle eksisterende kontakter. I mange tilfælde er børn og unge f.eks. venner med deres forældre og andre familiemedlemmer på Facebook. Dermed er det muligt at se både netværk og eventuelle fælles bekendte på de folk man får henvendelser fra. Det er derfor – alt andet lige – den sociale kontrol fra ligemænd og netværk, som spiller en stor rolle på Facebook, hvor det er ret besværligt at opbygge en eventuel “falsk” identitet.
Guns don’t kill people – people kill people!
Facebooks opbygning som forankret medie er naturligvis ingen garanti imod at kriminelle og andre psykopater kan møde ofre der. Den slags garantier findes nemlig slet ikke nogen steder. Men at give Facebook “skylden” er ikke ret logisk og nok snarere et udtryk for symbolpolitik og den hype alle nye medier er genstand for, end et udtryk for skarp analyse. Offer og gerningsmand har sikkert skrevet SMS’er til hinanden i forbindelse med at de skulle mødes. Skriver man derfor advarsler på mobiltelefoner? Deres møde har ganske givet kun været muligt fordi hjulet var opfundet – skal der derfor stå advarsler på busbilletter eller cykler? Facebook fik ikke den 17-årige Ashleigh Hall til at lyve for sine forældre og tage med en fremmed hjem. Og hvis man mener det, er den yderste logiske konsekvens at slå ned på alle redskaber som giver unge mulighed for at møde fremmede mennesker.
Den bedste forebyggelse er stadig tid og opmærksomhed
Men hvad får så en ung person til at vælge at mødes med en person som er dobbelt så gammel? Jeg vil meget nødigt såre eller anklage forældrene i den konkrete sag, men det er en gammel sandhed i psykologien at unge som ikke bliver set i tiltrækkelig grad af deres forældre, kan begynde at søge den voksenkontakt hos andre voksne. Unge som ikke oplever en god voksenkontakt, kan desuden ret nemt udvikle et lavere selvværd end jævnaldrende – og det er netop kombinationen af lavt selvværd og hunger efter at “blive set” af voksne, som skaber udsatte unge. Unge som kan blive så glade og smigrede over voksnes interesse på nettet, at de overhører alle advarsler. Hvis man hele sit liv har længtes efter at høre at man var fantastisk, vil man går langt for at tro på at det er sandt og for at det ikke skal holde op. Unge som er blevet set, rummet og sat grænser for, vil ikke have det “hul indeni” som gør dem modtagelige for voksne fremmede. Det bedste du OVERHOVEDET kan gøre for dine børn er derfor at være sammen med dem hele barndsommen. Ikke blot når de bliver teenagere (og oftest har et stort behov for at frigøre sig fra forældrene) og at give dem viden om at omgås fremmede – den samme viden som jeg fik i begyndelsen af 70′erne. Den gang der ikke fandtes internet – men alligevel fandtes børnelokkere.
Facebook har faktisk markedets stærkeste privatlivsindstillinger
Jeg hører mange klager over Facebooks manglende sikkerhed – men jeg vil gerne udfordre dig og bede dig vise mig en tjeneste der har privatlivsindstillinger som er bare halvt så detaljerede og udbyggede som Facebooks. Jeg medgiver at Facebook har lavet nogle kæmpe fuck-ups – ikke mindst da de valgte at nulstille alle privatlivsindstillinger i forbindelse med en opdatering for nogle måneder siden. Men det ændrer ikke på at disse indstillinger jo ikke kan beskytte en kontaktsøgende teenager, hvis han eller hun vælger at ignorere dem.
Den hårde realitet er at der altid har eksisteret charmerende psykopater og at nogle unge piger og drenge frivilligt er gået med deres drabsmænd siden tidernes morgen. Det er ikke internettets skyld – og det er ikke internettets, men forældrenes, ansvar at ruste de unge bedst muligt. Og selv med de bedste forholdsregler vil den slags mord vedblive med at finde sted fra tid til anden. Stillet over for den slags kolde facts, kan jeg godt forstå at man vælger råbe op og kræve panikknapper – men det bliver de bare ikke mere meningsfulde eller effektive af.
Hvordan bruger vi Foursquare? Virker “badges”? Hvor er det OK at tjekke ind?
Hvis du er Foursquare-bruger kan du bidrage til en lidt større forståelse af vores grænser og adfærd på Foursquare. Jeg har designet et mindre spørgeskema, som berører nogle af de spørgsmål jeg er faldet over. De burde både være nemme og interessante at svare på, så jeg håber at du vil deltage.
Velkommen til et stykke demokratisk “forskning”.
Undersøgelsens resultater holdes ikke ind til kroppen, men er frigivet under Creative Commons licens. Du kan se resultaterne, når du har besvaret spørgeskemaet.
Hvem står bag?
Mit navn er Anders Colding-Jørgensen. Jeg er psykolog (cand. psych.) med speciale i netadfærd og sociale medier. Jeg er desuden ekstern lektor i medievidenskab ved IT Universitetet og holder en masse foredrag.
På det seneste er jeg begyndt at undersøge de geosociale medier og andre lokationsbaserede tjenester. Derfor denne undersøgelse
Jeg er som ny bruger gået i gang med at afprøve den geosociale tjeneste, Foursquare.com. Og jeg må indrømme at jeg så sent som igår var skeptisk over for konceptet “badges”. Selv er jeg totalt “badge blind” – jeg ser dem overhovedet ikke. Men efter at have fået mailreaktioner og kommentarer som netop fremhæver spildelen og badges som et nøgleelement, har jeg kigget lidt grundigere på fænomenet.
Og et nærmere kig på Foursquare’s “badges” afslører et potent symbolsk lag med mange muligheder som nærmest skriger på at blive udnyttet.
Badges er små duelighedsmærker som Foursquare automatisk belønner dig med, når du tjekker ind forskellige steder. Man får typisk de første for blot at have tjekket ind 10 eller 25 forskellige steder. Badges indgår altså ved første øjekast i et simpelt belønningssystem, hvor tildelingen af nye badges løbende, som reaktion på konkrete handlinger vil opmuntre til øget brug. Mit gæt er at i den funktion vil badges virke som forstærkende faktor for nye brugere – specielt dem som ikke har stor erfaring med den slags tjenester. Et “explorer” badge (efter 10 checkins) kan ganske enkelt fortælle at alt er ok og at man bruger tjenesten korrekt. Se en liste over badges her >>
#1 Badges har ingen afsender
Når jeg selv har svært ved at tænde på badges, skyldes det primært at de ikke har nogen betydning for mig. De badges jeg har fået er helt generiske og jeg har intet forhold til de mennesker som har “udstedt” dem. Foursquare er selv aktivt interesserede i at få virksomheder til at bruge deres platform og har “solgt” badges til Bing og CNN. Men disse brands og andre af Foursquares egne specialbadges virker ofte ikke uden for USA, som må nøjes med generiske badges. Det er omtrent lige så interessant som at få et kærestebrev fra kommunen, som har været trykt i 100.000 eksemplarer.
#2 Sådan kan du selv påvirke badge-systemet
For at Foursquare badges skal fungere uden for USA, er det nødvendigt med en mulighed for at brugerne selv kan påvirke systemet med deres lokale informationer. I den nuværende version af Foursquare, kan brugerne faktisk selv kode om et givent “venue” (som de brugeroprettede lokationer hedder på Foursquare) f.eks. er en banegård eller et museum. Da nogle badges automatisk udløses af f.eks. 3 besøg på en banegård, kan man altså være med til at bestemme hvilke steder som trigger hvilke badges. Du finder dine indstillinger under http://foursquare.com/history.
Et tip: Hvis du ændrer indstillingerne med med listen af badges herover i baghovedet, burde du kunne kode dine egne venues med relevante kategorier og sikre at din virksomhed kvalificerer til XX-badge – og derpå fortælle dine besøgende det.
#3 Sådan burde du kunne påvirke badge-systemet
Det som kunne gøre badges mere interessante for mig, ville være at de var oprettet af andre brugere. Hvis alle kunne oprette et badge, ville det naturligvis medføre en hel masse crap, som poppede op hvor andre havde bestemt det. Men hvis Foursquare indførte at man selv kunne bestemme hvem man modtog badges fra, ville det sandsynligvis begræse badge-spam og istedet åbne mulighed for en masse nye hyperlokale anvendelser. For hvad nu hvis du fik badges for at tjekke ind som frivillig hos den lokale Røde Kors butik? Eller for at tjekke ind i økoforretninger? Hvis badges blev “sociale”, ville det åbne muligheder for mange former for markedsføring. Men det ville især gøre badges til et social element, frem for noget arbitrært, som dumper automatisk ud til alle brugere. Jeg kan nemt forestillig mig en skattejagt man kunne lave, hvis du lader være at fortælle folk alt om hvad der udløser de forskellige badges. Eller en elskovssyg ungersvend som lægger lyserøde rosen-badges ud til sin elskede. Og en masse lokale virksomheder, som kunne lave noget relevant og lokalt.
#4 Sådan kunne badges blive mere psykologisk relevante
Den eksisterende badge-model er baseret på en kvantitativ tilgang. Man får badges for sin trafik, så at sige. Denne model medfører at jeg og alle andre der begynder at tjekke ind får sort set de samme badges – i hvert fald i begyndelsen. Og det er ikke ret socialpsykologisk interessant, da den form for kvantitativ belønning i bedste fald kun fungerer som faktor i et internt belønningssystem. Men hvad nu hvis badges blev lidt mere kvalitative? At de forsøgte at sige noget om den enkeltes måde at bruge tjenesten på – i forhold til andres? Hvis man skulle konstruere en form for badges som var mindre primitive, burde det være badges som hurtigt skilte os ud fra andre. Hvis brugeren f.eks. ret tidligt fik at vide at han var livsnyder, powershopper eller arbejdsnarkoman, baseret på en analyse af alle checkins, ville det kunne gøre vores Foursquare brug til et endnu mere interessant spørgsmål om identitet – både indadtil og udadtil.
Det interessante badge ville altså kunne inddrage alle mine checkins i nogle mere sigende badges – istedet for kun at give mig en bunke generiske badges, repræsenterende et antal checkins. Også den rytme vi tjekker ind med, de venues vi opretter og de shouts vi deler, vil kunne danne datamæssig baggrund for nogle mere “intelligente” badges.
#5 derfor får vi ikke funky badges imorgen
En sådan ændring ville generere et hav af nyt badge-indhold, så måske man ville være nødt til at ophæve badgets status som permanent. Man kunne forstille sig at badges blev dynamiske, så de f.eks. kunne forsvinde, når man ikke længere opfylder deres betingelser – eller at de kunne ændre sig. Og også at man kunne slette de badges som var sjove i sidste måned. På den måde ville dine badges sige noget om dig nu og ikke være en skraldespand for gamle begivenheder. Hvis man vil ændre systemet, vil det få effekt på mange områder af tjenesten – og sådan ændring ved det helt fundamentale forstår jeg godt at Foursquare tøver med. Lige som med Twitter, så holder Foursquare sig til kerneydelsen og ved kun alt for godt at deres brugere kan være væk imorgen, hvis de pludselig laver nogle radikale forandringer som bliver upopulære. Vi vil derfor nok se at Foursquare vil introducere nye tiltag omkring badges, relativt langsomt og velovervejet.
#6 Hvis nu badges var lidt mere som Google
Badges er altså en måde at signalere sin adfærd til andre og sig selv på. At gøre badges sociale og lukke op for brugeroprettede badges, vil givet medføre en eksplosion i antallet af badges. Men det kan også medvirke til at gøre Foursquare forretningsmæssigt interessant uden for USA. Deres nuværende “salg” af badges til f.eks. CNN og Microsoft ser ud til at foregå på en ret gammeldags måde, som Mærsk eller IBM ville have været stolte af. Men hvad hvis de blev mere som Google end som IBM, og lukkede op for at vi kunne påvirke tjenestens “belønningssystem” selv – fra vores browser? Måske det kunne blive deres kommercielle gennembrud. Jeg kender i hvert fald en masse mennesker som ville begynde at skabe badges med det samme.
Update 30.6: Den Foursquare brugerundersøgelse, som lige nu afvikles her på sitet, viser lige nu at 54% af de adspurgte “kunne tænke sig at oprette deres eget bade”!
I snart en måned har jeg prøvet den geosociale tjeneste Foursquare.com på min nye Android smartphone (en HTC Desire – anskaffet til lejligheden). Jeg har også interviewet nogle mere garvede Foursquare-brugere (tak til jer) og giver her mit første og helt personlige take på nogle af de psykologiske faktorer som er på spil, når man går og afgiver sin position løbende via tjenesten.
Når jeg kalder Foursquare en geosocial tjeneste, er det fordi der sådan set kun er 2 dimensioner der har nogen form for relevans: den geografiske & den sociale (eller steder og mennesker eller hvor og hvem). Men selvom tjenesten er ret simpel, er det altså nogle af de helt centrale parametre for vores navigation i verden, som her kombineres.
Oprettelse af steder – en potentielt social handling
Nogen har oprettet "Starbucks University Village" og en bruger har tjekket ind
På Foursquare “tjekker man ind”. Det vil sige at tjenesten ikke foretager sig noget af sig selv, men at man på et givet sted kan vælge at klikke “jeg er her lige nu”. Og det er faktisk ikke den egentlige fysiske lokation man “tjekker ind på”. På Foursquare skal brugerne nemlig selv oprette steder at tjekke ind på – de såkaldte “venues”. Et venue er et sted som har et navn og en betydning for nogle mennesker – hvilket en adresse som Nørrebrogade 30 ikke har for ret mange og et geografisk koordinat som 55.678238,12.567968 har for endnu færre.
Alle venues er oprettet af brugerne og kan være restauranter og firmaadresser, men også folks hjem eller steder som “Metroen mod Vanløse” er typiske venues. Vi tjekker altså ind på stednavne som giver konkret mening for os. Og i realiteten behøver vi faktisk slet ikke at være i nærheden af de steder vi tjekker ind! Foursquare bruger altså lokation til at filtrere i data som er genereret af brugerne. Og det er i sig selv et socialt lag, hvor man kan kappes om at skrive den mest interessante og catchy beskrivelse af et venue.
Hvis oprettelsen af venues skulle have en større psykologisk betydning, skulle det være muligt at se hvem der har oprettet et venue. Så ville det blive til en social faktor at flashe hvor mange der checker ind på det venue man har oprettet. Jeg er imidlertid enig med Foursquare i deres valg af at skjule navnet på den som opretter et venue. Hvis opretteren var synlig, ville vi måske være utilbøjelige til at checke ind hvis en person man ikke brød sig om, havde oprettet venuet. Det kunne meget nemt medføre at man oprettede sit eget venue, hvilket igen føre til at der blev oprettet (endnu) flere venues for det samme sted – med dårlige data for tjenestens brugere til følge.
Lokationshistorik for kendt dansk foredragsholder, som rejser en del... og lever af kaffe og fastfood? ;o)
Vores spor bliver en del af vores identitet
Det er ikke nogen nyhed at de steder vi kommer siger noget om hvem vi er. På Foursquare bliver vores checkins til et spor af venues, som til sammen bidrager til vores online identitet. På samme måder som vores opdateringer, fotos og de links vi deler gør det. Prøv at se på de to eksempler på feeds her på siden. De screendumpet fra mine “venner” på Foursquare (I ved hvem I er) og tegner to ret forskellige personer.
Både valget af venues og opdateringsrytmen viser forskelligt temperament og handlemønster på de to feeds’ ejere. Disse informationer er sigende, men selvfølgelig ikke repræsentative. Først når vi lægger vores øvrige viden om folks personlighed og adfærd til, tilføjer disse informationer vigtige nuancer til vores billede af folk. Og selvom vi godt kan lide at tro at vi er rationelle i vores valg, så er det netop den slags subtile informationer som kan afgøre hvordan vi vælger at handle over for folk.
Lokationshistorik for en af mine yngre Facebookvenner - som er på Roskilde, ser det ud til.
Vi iscenesætter os aktivt med vores position
Med vores lokationshistorie åbner vi altså endnu en dimension af vores online identitet. Men da vi selv vælger hvor vi checker ind, bliver vores valg af checkin derfor “sociale valg” på linje med statusopdateringer og tweets. Vores lokationsdata er imidlertid mere diskrete og af en anden type end opdateringer og mikroblogging. Lokationsdata er implicitte – modsat en statusopdatering, giver lokationsdata nemlig ikke megen mening uden at man kender personen der bevæger sig. Det er derfor du sikkert allerede har forsøgt at gætte hvem den kendte foredragsholder i øverste feed-eksempel er.
Selv har jeg oplevet at jeg i nogle tilfælde har været i tvivl om hvor vidt jeg ønskede at checke ind et sted eller ej. Det som afgjorte hvad jeg valgte, var min bevidsthed om hvordan det ville kunne tolkes af andre brugere. Jeg oplevede for eksempel at jeg checkede ind på Aros i sidste uge, fordi jeg gerne lige ville have at det blev synligt at jeg bevæger mig omkring i landet. Når jeg om et par uger besøger Stockholm og Polen, vil jeg ganske givet også checke ind et par gange undervejs – da det giver et billede af bevægelse, som jeg gerne vil associeres med.
Vi kan flashe vores fysiske sociale netværk, hvilket angiver vores sociale status
Det er lettere at kontakte hinanden online end at mødes fysisk. Derfor har de fleste af os en masse online-venner vi aldrig har mødt (eller kun møder sjældent). At mødes fysisk kræver både tid og planlægning og det er derfor en større social gestus at vælge at mødes med folk end at skrive med dem. At have adgang til at mødes fysisk med interessante mennesker er derfor socialt attraktivt – og her er Foursquare en diskret måde at gøre sin sociale eksklusivitet synlig på. Jeg har personligt mærket hvordan det påvirkede min opfattelse af en person, at jeg så at vedkommende var tjekket ind hjemme hos en anden af mine “venner”. Og jeg har også selv oplevet at det spillede ind på min adfærd, hvem der ellers var checket ind på det sted jeg opholdt mig.
På Foursquare kan man altså flashe sine fysiske relationer eller undlade at tjekke ind, alt efter hvor meget social status der er i at tjekke ind hos andre. Hvis folk vælger at tjekke ind på dit sted, kan det altså være et regn på respekt – eller på at de vil låne af din sociale status.
Hannen (m/k) afmærker sit territorium
På Foursquare bliver den bruger der har tjekket ind flest gange på et venue automatisk “mayor” af det sted. Jeg har den sidste måned interviewet et par (mandlige) Foursquare-brugere om deres forhold til mediet og flere af dem udtrykker at det tilfredsstiller en trang til at “pisse territoriet af”, når man er mayor af steder som banegården, rådhuspladsen og kendte caféer. Med listen af mayorships, tilføjes en liste over de steder man besøger oftest, til vores identitet online, men samtidigt bliver mayorens ansigt vist hver gang andre checker ind på samme venue. Ingen andre ansigter ses (se eksempel til højre). Det er i sig selv en ret dominerende position at give en enkelt bruger i brugerfladen.
På dette eksempel er der desuden vist et “spacial mayor offer”. De særlige venue-bestemte tilbud er ikke slået igennem herhjemme endnu. Men de er måske heller ikke så psykologisk interessante i denne sammenhæng. Det som er værdifuldt at forstå hvad der driver os til at gå og tjekker ind og bliver mayors uden at få noget håndgribeligt for det.
Badges - virker de på dig?
Virker badges på dig?
På Foursquare optjener man desuden en række “badges”, efterhånden som man bruger tjenesten oftere og tjekker ind flere steder. Jeg kan se disse badges som et gimmick, som kan give en mindre adfærdspsykologisk forstærkning og opmuntring for brugeren og vise andre hvor erfaren en given bruger er. Men jeg bruger dem ikke til noget selv og tillægger dem langt mindre betydning end viden om hvem vi er sammen med, hvor vi kommer ofte og hvor vi har været for nylig. Faktisk tror jeg at man kunne fjerne dem uden at det ville betyde ret meget for nye brugere.
Jeg har set undersøgelser der viser at badges indgår i intereaktionsdesignet – men det kræver jo at man betragter dem som noget bare lidt værdifuldt at opnå. Så der er noget jeg gerne vil vide fra Foursquare-brugere:
Location, location, location. GPS-chips i mobilerne er langsomt men sikkert i gang med at punktere grænsen imellem vores online og offline liv. Rendyrkede “geosociale” tjenester som Foursquare.com er allerede slået massivt an blandt early adopters i Danmark, som går og “chekker ind” alle mulige interessante og uinteressante steder fra deres smartphones. Og det er faktisk netop den slags aktivitet blandt early adopters, man ville forvente at se, hvis man stod foran et massivt nyt teknologisk fænomen, som inden længe vil brage igennem i vores main stream.
Og så er det endda slet ikke de geosociale tjenester som spiller størst rolle på danskernes mobiler lige nu. Under radaren er lokationsteknologi nemlig ved at blive integreret i en lang række af tjenester og applikationer til både smartphones og billigere modeller. Allerede eksisterende tjenester er nemlig lige så diskret begyndt at hente brugerens lokation og bruge den helt naturligt som endnu en filtreringsparameter. Ofte uden at du overhovedet lægger mærke til det. Har du f.eks. prøvet at søge efter en butik med Google på din Nokia-mobil? Prøv engang. Der er en god chance for at du får dem som ligger nærmest, rent geografisk. Google bruger nemlig GPS/Wi-Fi/GSM til at bestemme din fysiske position. Og populære tjenester som Rejseplanen vil også snart spare dig ulejligheden med selv at skulle indtaste din position. (Twitter for Android klistrer automatisk din position på dine tweets. Har du overhovedet opdaget det?)
Disse diskrete GPS-anvendelser handler ofte ikke om at dele vores lokation, men om at bruge den til at filtrere informationer. Så at bruge dem vil ikke kræve de store principielle overvejelser hos os. Ofte vil tjenesterne tænde for din GPS helt automatisk og bruge informationerne til at gøre din netfærden lidt lettere og mere relevant. Og det er disse hverdagsanvendelser af GPS’en som kan være med til at kickstarte markedet for mere innovative GPS-tjenester. For når først vi har vænnet os til at have GPS-chippen slået til, så vil det bare være en helt naturlig forlængelse at sige OK, når f.eks. Facebook om ikke så længe spørger om du vil slå location til dine statusopdateringer og billeder.
Så location-teknologien bliver ikke en revolution, som vi skal forholde os aktivt og reflekteret til. I stedet vil vi bare en dag vågne op og opdage at GPS’en er slået til og vi ikke helt ved hvor længe den har været det. Og hvis vi besøger en tjeneste hvor vi selv skal skrive hvor vi er henne, vil vi finde den dum og irriterende. Når dette er interessant, så handler det om demografien blandt fremtidige brugere. Min gamle mor kunne ikke drømme om at bruge Foursquare – men hvis mobilen spurgte venligt om den skulle slå GPS’en til og give hende de nærmeste søgeresultater, ville hun finde det såre fikst og straks sige ja tak. Og udsigten til diskrete GPS-anvendelser ville også være et godt argument for at lige at sikre at der stod GPS på den næste mobiltelefon hun købte.
Hvor Foursquare og diverse geosociale tjenester bruger lokationen som et aktivt og socialt element, så er det tjenester som Google og Rejseplanen som her i begyndelsen vil trække læsset med at udbrede teknologien til andre end geeks og early adopters. Først når Facebook inden længe får truffet de sidste svære beslutninger om design og privatliv og tilføjer muligheden for at geotagge, tjekke ind eller hvordan de nu lancerer det – vil geosociale tjenester der deler vores lokation blive mainstream.
Kald mig bare Captain Obvious – men hvor Google helt sikkert er det helt oplagte valg når man skal bygge location ind i sine webtjenester, så det er ganske enkelt ikke til at få øje på nogen der både har en udbredelse og viden om vores relationer, som kan true gøre Facebook de næste par år. Her vil kombinationen af lokation+relation+udbredelse gøre Facebook til den mest interessante platform at bygge rene geosociale lokationstjenester på de næste par år.
I disse dage kan man se Folketingets formand udtrykke frustration over at tingets medlemmer bruger Twitter og Facebook under debatter og øvrigt arbejde i tinget. Men faktisk burde han istedet være stolt og begejstret – for det viser faktisk at skiftende regeringers målsætninger om at Danmark skal være en “førende IT-nation”, er ved at lykkes.
[Update: For ikke at lyde som en lallende internet-evangelist, må jeg nok hellere lige præcisere at jeg ikke i sig selv ser det som et særligt interessant mål at vi i Danmark opdrages til at være storforbrugere af amerikanske nettjenester på asiatisk hardware. Det svarer til at sige at vi bliver en "førende fødevarenation", bare vi æder nok kogte ris og cheeseburgers. Det kan aldrig være et mål i sig selv at vi skal være forbrugere. Skal vi være førende på nogle bare nogenlunde meningsfulde parametre, må det snarere være områder som innovation i det offentlige eller eksport af software & services.
Så udtrykket "Danmark som førende IT-nation" lægger jeg op i bunken af floskler, sammen med dem om "Danmarks skal have universiteter i verdensklasse". At se den slags trends udelukkende ud fra et snævert nationalt perspektiv er ærligt talt også lidt provinsielt.
Men siden 90'erne har det jo været skiftende regeringers mål at vi skulle øge brugen af IT i samfundet. Det er grunden til at jeg ønsker Thor P tillykke i denne blogpost. Og tør nu øjnene, Thor. Det kan godt være at vi ikke kan købe hele verden - men nu kan vi i hvert fald tweete til den, når vi sidder på lokum. ]
Man skal passe på med hvad man ønsker sig – man risikerer at få det. Og når Thor P bliver så frustreret over at nettet nu er trængt ind i folketingssalen, kunne det tyde på at han (og andre forargede politikere) overhovedet ikke havde forstået hvor store konsekvenser det kan have at formulere brugen af IT som et samfundsmæssigt mål. For hvordan havde Thor P egentlig forestillet sig at et førende IT-samfund så ud?
At se Folketingets formand forsøge at bekæmpe brugen af internettet er som at se en mand forsøge at afværge en tsunami med sin paraply. Men Thor P og regeringen bør faktisk være jubelglade for og stolte over at politikerne nu er i direkte dialog med befolkningen og hinanden via internettet. Det er nemlig et meget klart symptom på at Danmark er gennemsyret af IT og internet.
Politikere er jo ikke kun politikere – de er også borgere. Og disse borgere har taget teknologien til sig og finder det helt naturligt at bruge den i alle sammenhænge. Også når de arbejde med politik. Og at det kan betale sig for dem tyder jo på at der også uden for folketingssalen findes mange mennesker som både bruger nettet konstant og gerne vil diskutere med politikerne.
Faktum er at visionen er ved at blive til virkelighed; en voksende del af danskerne bruger internettet på mobilen i næsten alle deres vågne timer og har adgang til viden og netværk konstant. Det bruger nogle danske politikere nu til at styrke kontakten med borgere og hinanden og inddrage deres vælgere og modstandere i den politiske detbat og proces. Så i stedet for at være frustrerede, burde vores politikere være begejstrede – af flere grunde: Twitter og Facebook i Folketinget er nemlig ikke bare et symptom på en stor udbredelse af internet og teknologi i mange danskeres hverdag. Det ser også ud til at have bragt liv og frisk luft til den politiske debat og at flytte holdningen fra politikerlede til politikerinteresse.
Jeg siger ikke at bruge af medier altid er et gode. Og hvis det på længere sigt betyder at folketingets politikere bliver holdningsløse videreformidlere af pøbelens luner, vil det bestemt ikke være en forbedring af vores demokrati. En konstant fumlen med mobilen i vigtige debatter vil desuden heller ikke vil skabe skarpe og fokuserede debattører. Men grænserne imellem intern og ekstern bliver udfordret af internettet. Det er en mega-trend som alle organisationer lige så godt kan forholde sig til – før som siden.
Og hvis man står over for en tsunami, så er det måske ikke en paraply, men en helikopter man har brug for.
Forleden spiste jeg frokost med en advokat for en dansk forbrugerorganisation og vi kom ind på lokationsbaserede tjenester. Hun udtrykte stor bekymring den overvågning og de krænkelser af privatlivets fred, som hun mente ville blive konsekvensen, når vi i stigende grad begynder at afgive vores geografiske position med mobiltelefon.
Det er en bekymring jeg ofte hører – især fra mennesker som ikke helt forstår psykologien bag vores brug af netmedier i 2010. Vel er overvågning (forstået som den situation hvor mennesker skjult betragter aspekter af andre menneskers liv- med eller uden onde hensigter) et problematisk fænomen, man skal tage alvorligt. Men hvis man forsøger at forstå vores brug af geosociale medier udelukkende ud fra en overvågningsdiskurs, så er man perfekt rustet til ikke at fatte en brik af hvad der foregår.
Det allerstørste problem med overvågningstænkningen er at den indeholder en analytisk præmisse, som ganske enkelt er forældet i relation til danskernes mediebrug. I en overvågningstænkning er det nemlig den som betragter andres position som er subjektet (altså den som foretager sig noget). Den som bliver overvåget er reduceret til et passivt objekt (altså den som nogen foretager sig noget med). Denne tænkning passer fint til de situationer hvor man sætter en GPS-chip på sin bil eller sin gamle bedstemor, for at kunne finde dem når de bliver væk. Men den giver absolut ingen forklaringer på hvorfor vi selv vælger at fortælle andre hvor vi er henne.
Og at vi selv aktivt vælger at fortælle andre om vores position, kommer til at være tilfældet i helt overvejende grad, med de nye geosociale medier. Vi gør det jo allerede hele tiden i dag. Er du i tvivl, så se på dit Facebook feed – der fortæller du selv og alle dine venner konstant hvor I er henne – og med hvem. I er på restaurant, på Roskildefestival, i skole, med kæresten, på skiferie eller nede på molen med et glas hvidvin og en engangsgrill. Vi fortæller om det, fordi de steder vi færdes har fortalt en stor del af historien om hvem vi er, så længe der har været mennesker til. At fortælle hvor vi er henne er altså ikke noget der kan forstås som selvstændigt fænomen. Det har intet med GPS eller mobiltelefoner at gøre. At meddele vores geografiske position er en forlængelse af vores sociale identitet, som allerede idag har en stor online-komponent for mange af os.
Den største trussel for os i langt de fleste tilfælde, vil derfor ikke være at vi bliver overvåget – men at ingen gider at se hvor vi er henne!
Helle Thornings partisekretær fik en irriterende Facebook-brugers profil slettet! Men det er ALDRIG en god idé at anmelde dine modstandere til Facebook, bare fordi du synes de er en pain in the ass!
Alle der har stået for at administrere en Facebook-side af en vis størrelse og offentlig bevågenhed, kender den rædselsfulde situation at nogen giver sig til at komme med insisterende kritik og ikke vil holde op.
Når det er særligt frustrerende på en Facebook-side, så er det jo fordi det her er synligt for alle. Og hvis kritikeren nu ikke vil holde op igen, kan det være utroligt fristende at forsøge at “slukke” for vedkommende, som Socialdemokraterne partisekretær, Lars Midtiby, valgte at gør forleden, da en fan blev ved med at poste den samme kritiske kommentar om Socialdemokraternes forhold til skat, på Helle Thornings Facebook-side.
Lars Midtiby valgte at anmelde kommentatoren til Facebook for spam. Det medførte at den kritiske fan, som ganske givet har været skideirriterende, ikke blot blev afskåret fra at kommentere på Helle Thornings fanside i fremtiden – men fik sin Facebook-konto slettet permanent og uigenkaldeligt!! Den lader vi stå et øjeblik – vedkommende mistede altså alle sine relationer, billeder og mails fordi han en aften opførte sig dumt og irriterende i en politisk debat! Kunne man tænke sig at du fik frataget din telefon og dit SIM-kort, fordi du en dag havde foretaget en serie idiotiske telefonsamtaler?! I så fald er vi vist ikke mange, der stadig ville have vores mobiler idag.
Derfor er det dumt!
For det første er det totalt overkill. Irriterende kommentatorer bliver ofte trætte og holder op igen. Og snart har strømmen af kommentarer ofte skjult deres indlæg.
Hvis de virkelig er meget rabiate og SKRIVER MED STORE BOGSTAVER OG MANGE UDRÅBSTEGN!!!! så falder deres kommentarer for det meste tilbage på den som har skrevet dem. De vil med andre ord fremstå som nogle landsbytosser, som folk så kan trække på skuldrene ad.
På grund af et Facebook-feeds uoverskuelige struktur, så vil det faktisk ofte kræve en vis indsats at søge tilbage og finde årsagen til deres kritik. Så selvom kritikken skulle være berettiget, vil det for de fleste kun være mandens online-råberi som fremstår. Den hysteriske kommentator er altså for det meste kun farlig for sig selv.
For det andet sender det et meget kedeligt signal, da det afslører at man på Facebook håndter modstandere administrativt som destruktive elementer og ikke retorisk, som politiske modstandere. Det gør det jo helt tydeligt for det trænede øje, at man ikke er i stand til at håndtere den mere besværlige side af dialogen på Facebook. For mig fremstår Socialdemokraterne primært som utroligt skræmte og uprofessionelle, men også bare godt gammeldags tarvelige, når de får slettet en mands profil på grund af noget så uskyldigt som en irritererende debatform. Det er hverken ret socialt eller ret demokratisk
Hvordan skal du løse krisen?!
1) Til at begynde med, skal du være tilstede i dialogen og svare på kommentarerne, så ville der nok ikke være kommet så mange kommentarer i det hele taget. Lad alle se at du tager kommentatorerne alvorligt, også selvom du måske ikke gør det. I langt de fleste tilfælde er problemet drevet over på nogle timer eller dage og alle spor er kort efter skyllet væk af kommentarstrømmen. De fleste vil måske give sig til at komme med lange dialogsvar, som man også skal svare præcist og faktuelt på – altid venligt og om nødvendigt let overbærende. Jo længere deres svar bliver, jo færre vil læse dem og dine venlige svar vil blive husket længere en en enkelt kværulants kommentarer.
2) Se desuden dette som en glimrende undskyldning for at slå dine synspunkter fast igen – at afklare kommentatorens misforståelser og i sidste ende for at vende en kritiker til en vælger. Er det ikke hvad tilstedeværelsen på sociale medier også handler om: at skaffe nye støtter til sit parti og synspunkt? Det er altså ikke ret imponerende at man er i stand til at holde en dialog med folk som er enige med én (selvom det synes at være svært nok for mange). Det er til gengæld imponerende, hvis man tager debatten og kæmper for synspunkterne på en tålmodig og saglig måde. Modtageren vil jo ikke kun være den kritiske kværulant, men alle de andre som følger tråden og ser at politikeren rent faktisk tager dialogen alvorligt og kan tale for sin sag.
3) Du skal være forkæmper for at alle har ret til at komme til orde på den Facebook-side. Du skal bruge din kreativitet for at forstå folk og respondere på en måde så alle irriterende kritikere bliver en undskyldning for at vise dit politiske og menneskelige format OG slå dine synspunkter fast i en levende debat – og ikke kun i de kedelige pressemeddelelsesformater, som mange politikere stadig skriver deres opdateringer i.
Ja – faktisk skal du ØNSKE dig at du får landsbytosserne og tvivlerne ind i dialogen på din side, hvor du har en mulighed for at blande dig i sagen. Og ikke overlade dem alle til kommentarfelterne på ekstrabladet.dk eller andre anonyme debatsites, hvor de i forvejen boltrer sig – men hvor du ikke har nogen som helst mulighed for at få dem slettet.
Dialog og kommunikation er jo noget tricky noget. Og at håndtere dialogen på medier hvor alle kigger med, er endnu mere komplekst. Men det ABSOLUT sidste skridt bør være at bruge anmeldefunktionen! Den skal være reserveret til mennesker som kommer med trusler eller poster billeder af deres kønsorganer – ikke til landsbytosser. Det er ganske enkelt for amatøragtigt håndteret af Socialdemokraterne og jeg vil kraftigt opfordre til at man skifter sin standardprocedure – der går ud på at anmelde alle kværulanter – ud med en viden om at håndtere kritiske røster på de “nye” platforme.
Et godt sted at lade sig inspirere fandt jeg faktisk også i en artikel på avisen.dk. Den handler om at håndtere irriterende kunder, men er faktisk slet ikke dum, hvis man læser den ind i en Facebook-kontekst.
Vi forhandler konstant betydningen af nye fænomener i det offentlige rum og lige nu ser det ud som om vi er ved at blive enige om at vi alle skal måles på Facebook med samme alen som politikere og berømtheder.
Siden jeg blev født, har det været reglen at jeg hele tiden har måttet lære at forstå nye teknologier. Først var det farve-tv og stereo, som blev mainstream. Så trykknaptelefoner og sodavandsmaskiner. Siden kom fænomener som PC’en, telefaxen, videomaskinen, CD-afspilleren. Og endelig fik PC’en modem på og vi kom på nettet… og telefonen blev mobil, så man nu kunne ringe til en person og ikke til et lokale. Alle disse teknologier har haft en kulturel betydning, som vi har måttet forstå og vænne os til – men også forhandle os frem til.
Idag er det så fænomener som Facebook og Twitter som fylder en masse og lige om lidt vil det være GPS og lokationsteknologi vi alle forsøger at forstå. Og måden vi som samfund forstår den slags på, er primært igennem pressen, som blæser konkrete cases ud af proportioner og derpå henter diverse eksperter ind for at fortolke dem. Når medierne i disse måneder er fulde af historier om Facebook på 1000 måder, så er det altså et udtryk for at det er noget vi alle forsøger at forstå. For 10 år siden var det mobiltelefonen. Det er nyhedsinteressen og det uafklarede der driver journalister og kildrer læsere til at klikke eller bladre hen og læse hvad der nu er sket med Facebook i relation til kærlighed, arbejdsliv, politikere eller markedsføring. Ja, lidt ligesom da du klikkede ind på dette indlæg.
Teknologier er ikke entydige, så når vi forsøger at forstå betydningen af fænomener, finder der samtidigt en forhandling sted, som har til formål at skabe konsensus om hvad der er OK og hvad der ikke er. Der er (meget forenklet) den type kollektive forhandlinger, som har ført til at det i nogle kulturer er super høfligt at slå en skid når man har spist – og i andre er dybt frastødende.
I Danmark er vi lige nu ved at genforhandle hvor grænserne for det private og det offentlige går, efter Facebook kom til os. Begreber som “en gruppe” eller “en relation” må opdateres og det foregår, som altid, ved at pressen tager nogle enkeltsager og blæser op. Disse sager kan diverse eksperter kloge sig på – og på et tidspunkt er emnet så forhandlet af. Så er det ikke længere en historie. Vi ved alle hvad der er rigtigt og forkert og kan fræse videre til den næste enkeltsag.
En sådan enkeltsag var historien om Ditte Okman (bemærk linkboksen til højre, som er et fint katalog over noget af den offentlige forhandling) som blev en undskyldning for at forhandle bl.a. hvad der er privat og hvad der er offentligt på Facebook. Den medførte at en masse virksomheder formulerede Facebook-politikker og at mange fik stillet på deres privatlivsindstillinger. Enden på den sag er blevet at man “ikke skal skrive noget på Facebook, som man ikke ønsker at se på forsiden af EkstraBladet”. Som bl.a. vores hjemlige Facebook Guru, Mikael Lemberg skriver på Amino. Og umiddelbart lyder det da meget catchy – indtil man tænker over konsekvenserne.
For hvad er det man siger her?
Man siger i praksis at når noget er lagt på Facebook, så skal man være indstillet på at det kan ende hvorsomhelst. Hvis du fortæller noget til dine Facebook-venner i det halvoffentlige rum, Facebook – så er det altså helt legitimt at en af dine Facebook-venner tager det komplet ud af kontekst og smider det i medierne!
Men hvis Facebook er et halvoffentlig rum, så er det jo også halvprivat. Jeg vil sammenligne det med at du holder en fest i din have, som både er privat område, men kan ses af alle der kommer forbi – og nogen så tager et brandert-foto af dig og smider på forsiden af EB. Enhver der har arbejdet med kommunikation ved hvor groteske og misvisende ting kan virke ude af deres kontekst – og idag er der ikke mange af os som ville finde det acceptabelt.
Hvis vi alle skal være parat til at blive udsat for en “Okman”, er vi ved at forhandle en standard for din og min offentlighed som svarer til den vi udsætter politikere og celebrities for. Men er det virkelig hvad vi vil? Er du virkelig selv ude om det, hvis du inviterer folk ind i dit netværk og de så bruger dine udtalelser for at opnå egen vinding og omtale?
Vi har allerede et ord for mennesker som træder ind i halvoffentlige rum for at skrabe mediestumper til sig som de kan sælge til Ekstrabladet. det kaldes paparazzi. Er du din næstes paparazzi på Facebook? Eller har du fantasi til at forestille dig andre måder at forstå relationerne på i det nye rum imellem offentlig og privat?
De fleste af os har efterhånden en GPS-chip i vores mobil. Hvis ikke vi har, så har vi det med meget stor sandsynlighed i den næste mobil vi køber (Iflg Gartner vil 75% af alle mobiler solgt i 2011 have GPS indbygget!). Så når Facebook nu bevæger sig ind på det “geosociale” felt, hvilket de forventes at annoncere på deres udviklerkonference i disse dage, og dermed kombinerer mennesker med lokationer, så kan det komme til at ændre vores sociale liv fundamentalt!
Det kan måske lyde som en nørdet detalje. “Nå ja – det er da smart nok at man kan vise sin position med sin mobiltelefon”. Men min interesse er ikke nørdet. Jeg ser nemlig en række mulige psykologiske konsekvenser, som er spændende og rækker en hel del dybere end man umiddelbart kan forestille sig ved første øjekast. Jeg tror at lokationsteknologier vil nå en kritisk masse snart – ikke mindst hjulpet af Facebook. Det helt kritiske øjeblik bliver når vi vænner os til at have vores GPS tændt konstant og at afgive vores position til vores netværk løbende frem for punktvis. Men allerede når lokationstjenesterne bliver main stream, vil betydningen blive enorm!
Jeg derfor har samlet nogle mulige scenarier fra din nærmeste fremtid:
1. Det er slut med at spørge “hvor er du henne?” når du ringer
Siden telefonen blev mobil, har vi ringet op og spurgt hinanden: “hvor er du?”. Vores position er altså alene i sin nøgne form af stor betydning for os – og snart vil det være lige så naturligt at vise position som at vise telefonnumeret på den der ringer op (hvilket vi heller ikke altid har gjort). F.eks. mobilen ringer og viser teksten ”Jørgen – 1,2 km fra dig” samt et lille oversigtskort.
2. Du vil begynde at lade social status lede dine skridt
Forestil dig følgende: Du har valget imellem at gå på Jensens Bøfhus eller at gå på Meyers Deli. Du har faktisk mest lyst til det første, men der er jo lidt mere status i det sidste. Og det passer jo bedre med at du gik i Botanisk Have igår og at du valgte at kigge efter nye bukser i Pisserenden, frem for i Field’s. Du kan jo lade helt være med at være geosocial idag, men dine online-venner kommer jo så mange spændende steder, så du vil ikke stå tilbage. Du går på Meyers og spiser noget mad du ikke forstår, mens du tænker på fritter og all-you-can eat regnbue-is.
Hvis du troede at snobberi og præsentation af det ideelle liv havde toppet med at poste billeder af skiture, solnedgange og hvidvin på terrasen på Facebook, så kan du tro om igen. Det næste store statusgivende element bliver din position og hvor du måske nu hele tiden har i baghovedet hvordan det du foretager dig vil blive modtaget af dine venner på Facebook, vil du have i baghovedet, hvilken geografisk placering der vil give bedst status. Og du vil måske lige gå en omvej ad en mere statusgivende rute, for lige at kunne tjekke ind og tagge din position der.
3. Du vil bruge en masse ord på at “frame” dine positioner
Dine positioner kan ikke altid stå alene og det er derfor ikke uvæsentligt at du selv kan øve indflydelse på folks fortolkning af dem – at “frame” dem. Derfor vil du begynde at skrive en masse om egne og andres positioner og lade andet være usagt. Du vil være nødt til at distancere dig ironisk fra nogle steder og redegøre for hvorfor du ikke er andre. Nedenstående blev postet på Twitter af Andreas Johannsen (#4sq henviser til tjenesten Four Square):
Nu var det kun en bøssebar, men hvad nu hvis det havde været Fisketorvet? ;o) Du kan i hvert fald regne med at vi snart allesammen vil begynde at tale om vores geografiske position og at det bliver en aktiv dimension i vores sociale netværksaktiviteter.
4. Der åbnes helt nye muligheder for markedsføring via f.eks. Facebook og Google ads.
Hvis jeg fik en 5′er for hver gang nogen begejstret har fortalt mig om et banebrydende nyt forretningskoncept de selv har fundet på, som går ud på at matche brugerens lokation med målrettede annoncer, så havde jeg til at købe en ny telefon. Men overvej lige konsekvenserne af at det faktisk kan være lige om hjørnet nu:
Annoncøren kan målrette sine annoncer og vise et godt tilbud til mennesker som har stået mere end X sekunder foran butiksvindue Y. Så har du stået og savlet over den sidste nye Playstation, så er det måske lige en 10% rabat og et link til en webshop, du skal have, når du igen sidder ved din PC.
Cross media marketing: Det store billede på en out door giver en psykologisk “impact” som er større end den som små online-annoncer kan give, men til sammen kan man forvente en større effekt. Annoncøren på f.eks. kan målrette annoncerne på nettet, så de rammer folk som er gået forbi en outdoor annonce mere end 10 gange. På den måde kan en lille annonce maksimere effekten af den store og desuden koble et link på til H&M’s Facebook-side eller webshop (hvis de har sådan én).
Dynamiske outdoor-reklamer. Det kræver ikke ret stor opgradering af outdoor-medierne (en storskærm og en PC der er koblet på Google Adsense) før de kan begynde at vise annoncer der er baseret på dine præferencer. Og andre lokationer. Hvis du lige har været i biografen og se The Wolfman, vil ovenstående outdoor H&M reklame med Benicio Del Toro nok ramme ret godt plet. Google har allerede et komplet overblik over hvad biograferne viser hvornår!
Hvilken værdi tror du annoncører har af at vide om du er sammen med venner, er et sted for første gang, lige har været et bestemt andet sted, er ude for første gang idag, tit går i Tivoli, kun besøger storcentre i weekenden, er på værtshus 3 timer hver dag osv. osv?
“Men jeg vil da aldrig lade min mobil fortælle hvor jeg er henne!” Jo! Det tror jeg faktisk at du vil. For ellers vil du gå glip af de rabatter som tilbagevendende kunder får de steder du handler. Og du vil ikke kunne bruge den reklamefinancierede wi-fi som din by tilbyder! Og endelig vil du manuelt skulle fortælle dine Facebook-venner hvor du er. Det er ikke ret subtilt og so 2010!
Den geografiske dimension vil åbne mulighed for at dine omgivelser kan reagere på dig og det varer ikke længe før du husker tilbage på den gang man selv var nødt til at fortælle hvor man var henne, på samme måde som du idag ser på fænomener som telefonbøger og virksomheder som ikke har et website.
Du har sikkert tænkt på mange eksempler selv og er velkommen til at dele her
Facebook er smart! Det er en effektiv platform for deling af links, billeder og video med minimalistiske kommentarfunktioner. Platformen er kendt af store og små, har flere millioner brugere og er nem at bruge rent teknisk.
Den er med andre ord et tæskegodt bud på den kommunikationsplatform som mange virksomheder har ventet på: nemlig platformen som kan rive mure ned og give direkte adgang til at lade viden, fortællinger og brugerindput flyde til og fra organisationen. Facebook kan skabe transparens ind til de processer hvor brugerne kan bidrage til at gøre produkter og ydelser mere konkurrencedygtige og selve dialogen er nem at gå til og fra og billig at deltage i. Og så er det gratis.
Men hvorfor i alverden er det så at så utroligt få offentlige og private virksomheder får nogen som helst nævneværdig værdi ud af at bruge platformen?!
Det kan umiddelbart synes som en gåde – eller som om at alle virksomheders kommunikatører er idioter. Men kun til man ser nærmere efter. For de selv samme forretningsprocesser som trænger til transparens og brugerinput, er også med til at modvirke at kommunikationen kan finde sted.
For hvad nytter det at vi tager et medie i brug som kan skabe dialog og transparens og inddrage brugere, hvis vores forretningsprocesser ellers foregår som de gjorde for 20 eller 50 år siden? Hvis I f.eks. er en offentlig forvalting er jeres forståelse af sagsbehandling måske at man inviterer borgerne ind i et lille lokale én ad gangen, lukker døren snakker med dem om stort set identiske emner, indtil I har været allesammen igennem. Med en sådan samlebånds-forståelse af sagsbehandling, kan det være svært at se Facebook som andet end et lidt spøjst nyhedsbrev. I ville måske skrive ting som “Husk at forvaltningen holder påskeferie i næste uge”. Og hvis jeg talte om transparens, så ville I måske synes at det lød lidt tåbeligt og abstrakt og ønske at jeg snart holdt kæft.
Men hvad nu hvis I besluttede at I ville skabe en langt bedre og mere gennemsigtig sagsbehandling som måske mindede mindre om en fabrik og mere om en workshop? Hvis I ønskede at inddrage borgerne som andet og mere end kunder i butikken? Så ville I måske se Facebook som et sted man kunne lægge sin ikke-personfølsomme sagsbehandling, så folk i lignende situationer kunne deltage, eller nyde godt af svarene. Eller hvor man løbende kunne få hurtige forslag og lodde stemningen omkring nye tiltag osv osv. Selvfølgelig er Facebook for primitivt til andet end de mest simple processer – men du forstår sikkert eksemplet.
Så hvis jeres indre processer er bygget op som industrisamfundets samlebånd, skal I ikke regne med at få stor værdi ud af at invitere til bred dialog og inddragelse på Facebook. Hvis jeres organisation er topstyret og ekspertcenteret, skal I ikke regne med at få værdi ud af at spørge folk til råds om noget på Facebook. Og hvis I ikke er indstillede på at lukke folk ind til de dele af jeres organisation som virkelig har betydning, skal I heller ikke forvente at folk gider at beskæftige sig med jer på Facebook.
Man behøver jo ikke at være organisationspsykolog for at se at hvis I klistrer nye og inddragende kommunikationsværktøjer på en lukket og gammeldags organisation, så ender I som de fleste andre organisationer der er på Facebook idag. Uden at få nogen nævneværdig værdi ud af besværet.
Husk det nu: Værdien findes ikke på internettet men i jeres organisation og dagligdag. I skal altså ikke bruge jeres organisation til at lave god Facebook, men (måske – alt efter hvilken type organisation I er) bruge Facebook til at lave en bedre organisation!
For en god uges tid siden var den store historie i andedammen, og især blandt kommunikationsfolk, at en medarbejder hos partiet Venstre, nemlig kommunikationsmedarbejderen Ditte Okman, havde kastet omkring med grove svinere imod ansatte på Christiansborg og en række journalister mm. i sin Facebook-status.
På samme tidspunkt dukkede en video op, som viste amerikanske soldater (vore allierede) i færd med munter nedslagtning af civile fra en helikopter i en forstad til Baghdad. Man kunne have forestillet sig at disse videoer havde stjålet opmærksomheden fra Okmans grovheder og måske medført et krav fra offentligheden om en større debat om vores krigsindsats og baggrunden for at vi idag stadig er en krigsførende nation – med allierede, hvoraf nogle opfører sig som kliniske psykopater.
Men det var Okman som klart løb med al opmærksomheden. En person som opfører sig som en rejekælling og står på et hjørne og råber banale uforskammetheder af sig, har altid være bedre sladrestof end komplekse geopolitiske forhold. Og er der noget som folk der arbejder med kommunikation desuden ikke kan stå for at kloge sig om, så er det når andre i kommunikationsfolk kvajer sig med deres kommunikation.
Det bemærkelsesværdige ved den (i øvrigt komplet banale) Okman-case, var imidlertid at den fandt sted nu og ikke for et eller to år siden. Facebook er nemlig ikke et nyt medie længere og det er ofte når vi tager nye medier i brug, at vi bliver overrumplet af deres konsekvenser.
Da skriftsproget blev alment udbredt, skulle man pludselig huske på at ens tanker rent faktisk kunne blive liggende i lokalet, efter man var gået – og dermed blive læst af andre. Med telefonen, skulle man vænne sig til at den man troede man talte med, i realiteten kunne være en helt anden. Eller at der kunne være medhør på og svigermor kunne høre at man kaldte hendes julegave hæslig. Med fremkomsten af email, skulle man vænne sig til at et forkert klik kunne sende en privat besked til en forkert person, at den man mailede med, måske havde en 3. person på BCC. Eller at den rare dame man skrev med, måske i virkeligheden var en skurkagtig mand der sad i Nigeria.
En lidt mere pikant variant sås da en af mine venner (du ved hvem du er) havde bedt Microsoft Messenger om automatisk at fortælle alle sine venner hvilken musik han hørte i Windows Mediaplayer lige nu og pludselig syntes at høre en sang der hed ”horny teen amateur gets fucked.avi”.
På Facebook skal vi jo lære at mennesker kigger med – også selvom de måske aldrig selv skriver noget og dermed virker usynlige for os. Og når vi så vælger at danne elektronske relationer til dem vi drikker fyraftensbajere og går til receptioner med, så er grænsen imellem privatliv og arbejde ikke hvad den har været. Det kom helt bag for folk for et par år siden, men takket være en masse gode folk og firmaer, som har lavet guides om Facebook’s privatlivsindstillinger, kombineret med den generelt stigende erfaring med mediet, er det efterhånden almindelig viden at man selv har et ansvar for at beskytte sine opdateringer – ellers er de i realiteten offentlige. Og hvis man blander private relationer med jobrelaterede, så kan de fleste kommunikationsmedarbejdere idag finde ud af at inddele folk på forskellige lister som ikke allesammen har adgang til at se det samme. Kunne de det ikke før, kan de det i hvert fald nok nu.
Men helt aktuelt tænkte Ditte Okman (en professionel kommunikationsmedarbejder!!) angiveligt ikke på at det hun skrev faktisk røg ud til hendes journalistvenner og andre sladrehanke, hvoraf nogle så gjorde hvad alle gode venner gør: solgte historien til pressen. Det gode ved den slags cases er at de fremskynder offentlighedens opdragelse og gør det mindre sandsynligt at netop det sker igen. Men hvad bliver så det næste?
Vil du være ekspertlækker, så begynd at tale om geo-sociale medier
Iflg. Gartner vil 75% af alle solgte mobiltelefoner næste år indeholde GPS. Vi får allerede nu avanceret lokationsteknologi smidt i nakken, men vi har stadig ikke set den store udbredelse af lokationsbaserede tjenester. Det er stadig mest “early adopters” som eksperimenterer med de geosociale medier på deres iPhones. Men det er kun et spørgsmål om tid – måske meget kort tid – før folk i hobetal begynder at benytte sig af de GPS-chips, som ligger i deres mobiler. Det kræver kun at teknologien lige får det sidste nøk i retning af kompatibilitet og ensartethed – og dermed danner grobund for nogle tjeneste som kan samle os allesammen på samme måde som email eller Facebook gør idag.
Når først det hele virker, så vil folk begynde at stole på tjenesterne og lægge forretningskritiske og sociale processer ind på dem. Og når vi først vænner vores familie til at de kan finde os – eller får løn efter hvor ofte vi opholder os et bestemt sted, så vil disse tjenester ikke længere være noget vi tænder en gang imellem – men noget der står tændt hele tiden. De geosociale medier står over for at forandre vores verdensbillede igen – snart vil det være slut med at ringe op og spørge hinanden “hvor er du?”.
Og når det sker, vil det lige tage os et år eller to at følge med. Og så er det at vi glemmer at vores mobil sladrer om hvor vi er henne til vores venner. Og så er det at din gode ven Michael Jeppesen pludselig står helligt frem og sladrer om at du slet ikke var til det møde på Island som du sagde du var, men at du måske var taget på ferie med din famlie. Eller at du var på Christiania, på værtshus, hos din ex eller på bøssebar.
Så kære journalist i by og på land: hvis du vil være helt fremme på beatet med de nye teknologiers betydning for os, så er det NU du skal begynde at tale om hvad de nye geosociale medier kommer til at betyde for vores hverdag.
Du har sikkert bemærket at hypen omkring “de sociale medier” er ved at klinge hastigt af i denne tid. Det er f.eks. ved at gå op for de fleste at det godt nok er muligt at kortslutte tyngdeloven og få en hjemmevideo på YouTube til at generere en million besøgende og en masse nye kunder for nul kroner. Men odds’ene for at det sker for netop den video du lægger ud stinker ret fælt. Så fælt at en forretningsstrategi der baserer sig på det fænomen, kun synes realistisk for de allermest enfoldige.
I det hele taget er det, efter at rusen så småt har fortaget sig, ved at være klart for folk at heller ikke i form af de såkaldt “sociale medier”, kan internettet udøve magi og skabe en støre værdi end du egentlig fortjener. Et røvsygt produkt er nemlig også et røvsygt produkt på Facebook og hvis du er kedelig, hemmelighedsfuld eller uærlig – bliver du ikke pludselig interessant, inddragende og hæderlig af at bruge Twitter.
Den rodebutik vi kalder “sociale medier” er blot internettet i en mere moden form, hvor en masse børnesygdomme er luget ud og ting er lettere at bruge. Det betyder især at de funktioner som privatpersoner kan bruge til at kommentere og dele med er blevet kraftigt forbedret. Disse funktionaliteter er så gamle som webben selv, men i takt med at de bliver mere brugervenlige, bliver de brugt mere og der opstår efterhånden en forventning om at man kan komme til orde, blive hørt og få svar når man kontakter jeres virksomhed online. Vi har altså mere og bedre horisontal dialog. Men det er stadig “bare” internettet I står over for, inde bag alle de shiny begreber.
Historien om organisationen som møder internettet er ikke ny
Da jeg begyndte at arbejde som selvstændig webkonsulent i slutningen af 90′erne, kom jeg ud og talte med en hel masse virksomheder om deres kommende website, som jeg skulle hjælpe dem igang med. En af de ting som jeg tit oplevede var at der ved disse møder sad en eller anden nørd (måske ham som plejede at skifte toner på printeren) som var hevet ind som virksomhedens interne ekspert. Når IT-nørden sad med ved mødet, var det jo fordi at et website blev set som et spørgsmål om computere – det var en almindelig misforståelse i webbens tidlige ungdom, men også en klar forhindring for et godt resultat. At diskutere virksomhedens webstrategi med en IT-tekniker svarer, efter min mening, til at planlægge sin bilferie med sin mekaniker. Disse nørder ville gerne tale om hvilken servertype der var bedst, om man skulle bruge Flash og andre teknologiske ting og fik alt for tit lov at køre løbet, mens ledelsen blev koblet af.
En af de små julelege jeg brugte den gang (og stadig bruger idag, hvis det er nødvendigt) var at bede de tilstedeværende om at prøve at fortælle hvad de gerne ville have ud af vores møde – uden at nævne navnet på en eneste teknologi. Det havde mange påfaldende svært ved i begyndelsen! Men det som ofte hurtigt skete var at nørden blev forvirret og klappede i – og repræsentanterne for ledelsen nu kunne komme på banen med målsætninger som: “Vi vil gerne være påvirke vores image”, “Vi vil gerne have rationaliseringsgevinster”, “Vi vil gerne øge kendskabet til produkt X”, “Vi vil gerne sælge mere”.
Man kan diskutere hvad der er mål og delmål, men alle disse målsætninger handlede om forretning – ikke om teknologi – og det er stadig de eneste interessante mål der er værd at fokusere på. For jeg må hellere afsløre det for dig før andre gør: der er INGEN der har brug for et website. Det ENESTE vi har brug for er forandringer på forretningskritiske parametre. Og det bliver ikke anderledes af at websitet er ejet af andre og du så bare laver en side på Facebook eller en profil på Twitter. Internettet er altid et middel – aldrig et mål i sig selv.
Og hvad betyder det så i relation til Facebook og Twitter? Skal vi nu droppe dem helt?
Det siger jeg ikke at I skal. Men fra at tale om hvordan jeres organisation nu kan lave bedre Facebook og Twitter, skal I altså begynde at tale om hvordan Facebook og Twitter kan lave jeres virksomheder bedre.
Gevinsten skal ikke ses på internettet men i jeres virksomhed. Og som en god øvelse, inden I opretter en side på Facebook og kaster en masse tid efter at poste en masse links til igen nytte, kan I jo prøve at fortælle hvad I forventer at få ud af tilstedeværelsen – uden at nævne selve Facebook med et ord. Hvis I ikke kan sætte mål som handler om forretning og ikke om fans, så skal I måske heller bruge jeres kræfter på noget andet.
For mellem os: hvis I ikke her sat jer mål som ligger uden for selve internettet – hvordan har I så egentlig tænkt jer at måle om I overhovedet har fået en effekt ud af anstrengelserne?
Lad mig præsentere dig for en ung leder, med flere års erfaring i international operativ ledelse – primært via internettet. Hans navn er Martin og han er 26 år.
Martin har de seneste 3 år været en del af et internationalt ledelsesteam i en organisation med medlemmer fra Europa og Mellemøsten. I dag er han øverste leder af organisationen, som ledes i samarbejde med resten af ledelsesteamet.
Som leder af organisationen har Martin anlagt en demokratisk og retfærdig ledelsesstil, hvor han lægger vægt på at reglerne gælder for alle – også ham selv. Hans ledelsesstil har være medvirkende til at organisationen har en høj fastholdelsesgrad og til at give organisationen et ry for at have et godt arbejdsmiljø blandt konkurrenterne på markedet.
Martin har øverste ansvar for styring af økonomien og fungerer desuden som operativ chef, når organisationen er ude på opgaver. I praksis indebærer ledelsesopgaverne at Martin har det operative ansvar for ca. 25 mennesker som løser opgaver i realtid over 6 tidszoner. Dette understøttes af Martins store faglige viden. Han har højeste certificering indenfor sit faglige område og bruger en del tid på at dele af sin viden.
I samarbejde med resten af ledelsesteamet er Martin både involveret i rekruttering og afskedigeleser – og trods den demokratiske ledelsesstil, er der ingen slinger i valsen, når der skal uddeles irettesættelser – eller direkte afskedigelser. Hvis man gentagene gange overtræder reglerne på de operative missioner, er det ud.
Martin er en af morgendagens ledere, som har brugt næsten al sin fritid til at skaffe sig mange tusinde timers konkret operativ ledelseserfaring såvel som faglige erfaringspoints. Han har formået at holde en organisation, bestående af frivillige, sammen i flere år. En bedrift der ikke bliver mindre af at de fleste af dens medlemmer sidder spredt med mange tusinde kilometers afstand og aldrig har mødt hinanden.
Jeg er sikker på at der findes mange ledere som Martin, som sidder inde med en massiv erfaring i netop den slags ledelse-i-netværk, som moderne virksomheder har stor brug for. Spørgsmålet er om disse virksomheder er i stand til at opdage og tiltrække dem.
Hvor er Martin leder, spørger du?
Martin er “Guild Master” for World of Warcraft-Klanen ”Unforgettable“!
Hvis man skal finde en meningsfuld anvendelse af begrebet “sociale medier”, så må det være at det er medier der i teorien giver alle en lige mulighed for at komme til orde og deltage i samtalen. “Sociale medier” har altså en grad af horisontalitet; frem for at være domineret af en afsender og nogle modtagere, kan vi nu alle fungere som både afsendere og modtagere.
Når man med den definition betragter medier som Youtube, WordPress.com, Facebook, Twitter osv, så passer den jo temmelig præcist. Alle kan oprette en blog eller lave en profil. Når begrebet alligevel ender med at være et pop-begreb, som snart vil forsvinde, er det fordi det faktisk ikke tilbyder noget fundamentalt nyt. For hvad vil det sige at alle kan fungere som både udgivere og brugere eller afsendere og modtagere? Det vil ikke sige andet end hvad internettet har handlet om fra dag nul!
Internettet er nemlig skabt horisontalt (eller socialt, om du vil), i den forstand at alle kan sætte en server op og alle IP-numre i princippet er lige. At alle kan deltage på lige fod er altså ikke noget som Facebook eller WordPress har skabt – det er bygget ind i internettets fundamentale struktur! I begyndelsen af www (1994) da alle fik mulighed for at publicere HTML-dokumenter, kom jeg online på Københavns Universitet (på den svimlende hurtige 2mbit forbindelse som hele universitetet delte) og det varede ikke længe før jeg begyndte at lave mine første grimme hjemmesider. Og det som var gældende den gang var at det var besværligt at skulle opfinde alt fra bunden.
Derfor var det en befrielse da de første formaliserede værktøjer dukkede op fra 1998-99, i form af CMS-systemer. Faktisk lavede mit første selvstændige firma netop CMS-systemer til små og mellemstore virksomheder i 1999-2000 og jeg husker hvordan virksomhederne gerne gav afkald på nogle designmæssige frihedsgrader, imod til gengæld at få en struktur. Et i teorien uendeligt antal designmuligheder blev altså her erstattet af nogle strukturerede systemer og nogle navigationsmæssige designkonventioner. Internettet var modnet og dets tilgængelighed var øget – og nettets samfundsmæssige betydning kunne derfor tage nogle kæmpe skridt fremad. Det var ikke en revolution, det var en formalisering som voksede frem organisk, på markedets vilkår.
Det som sker i disse år, med medier som Facebook, er heller ikke en revolution – det er også bare evolution. Yderligere institutionalisering gennem almene standarder og en række nye globale tjenester fratager os nogle frihedsgrader men giver os i stedet tilgængelighed og større anvendelighed. Og som følge deraf stiger nettets samfundsmæssige betydning. Men intet er fundamentalt ændret! Internettet er stadig socialt i sin struktur og “sociale medier” er bare internettet i enhver væsentlig betydning.
Det betyder ikke at nettet har fået mindre betydning – tvært imod. Men blot at begrebet “sociale meder” ikke tilbyder os andet end en gradsforskel. “Resten” af begrebets funktion handler mest om et skabe en diskurs som gør det muligt at tale om internettets stigende betydning for os som personer. Denne samtale foregår nemlig i høj grad i det offentlige og journalistisk medierede rum (jo den gør – for langt de fleste af os!) – og en stor del af vores journalistik drives jo som bekendt af oplevelsen af nyhed og påtrængende aktualitet!
Også websites som vi normalt ikke anser for at være “sociale” (som f.eks. store corporate sites) bygger på den samme sociale struktur. Alle kan i princippet lave et website magen til – og hvis vi ikke gør det, er det ikke internettet skyld. Alle websites er så at sige bygget på en social/horisontal grund – men hvor virksomheders website opererer på en makro-plan (du skal selv oprette et tilsvarende corporate site for at blande dig i dén samtale), så har vi disse år fokus på mikroplanet. På den del af samtalen som handler om ord, billeder og sætninger som har enkeltpersoner som afsender.
Begrebet “sociale medier” peger altså på en yderligere institutionalisering af internettet – intet mere! Den analytisk korrekte term ville være “det moderne internet” eller bare “internettet”. Men det betyder jo ikke at du skal holde op med at bruge begrebet – jeg bruger det selv, for ellers forstår potentielle kunder og samarbejdspartnere ofte ikke hvad jeg taler om i 2010. Men du skal bare ikke tro at du taler om noget konkret. Er du i tvivl, så prøv lige at spørge sidemanden om en konkret definition (ikke eksempler, det er for nemt) på sociale medier.
Hvis du vil sige noget konkret, som samtidig giver mening, så kan du prøve en øvelse jeg introducerede tilbage i 1999, da jeg alt for ofte oplevede at den nørd der skiftede toner på printeren og installerede PC’er pludselig sad med ved møderne om virksomhedens kommende website (det hele handler jo om computere, ikke?). At spørge computernørden om hvordan virksomhedens website skulle se ud, svarer til at spørge din mekaniker hvor du skal rejse hen på bilferie. Det giver jo ingen mening – og for at få flyttet fokus hen på det forretningsmæssige, hvor samtalen hører hjemme, introducerede jeg følgende dogme, som jeg foreslog til mine møder:
“Prøv at fortælle hvad I gerne vil opnå, uden at bruge navnet på nogen teknologi!”
Hvis du ikke kan det, har du fokus det forkerte sted (din nørd ;o). Det eneste vigtige samtaleemne er nemlig – som det altid været – hvordan vi driver og udvikler vores organisationer! Ikke hvad forskellige ting på internettet for tiden bliver kaldt af journalister.
Derfor vil begrebet “sociale medier ” snart gå samme vej som “virtuel”, “cyber”, “web 2.0″ og “dot.com”, hvis ikke det skifter betydning (ordet “social” er jo ret alment og slidstærkt) til noget langt mere præcist, som handler om processer og ikke et antal websites.
Update:Tjek slides til mit foredrag for IT Forum Midtjylland, baseret på dette indlægs hovedpointe: at sociale medier er et redskab til udvikling – ikke markedsføring!
For 10 år siden talte vi alle om ny økonomi og gammel økonomi og dotcom var et plusord, men selvom vi idag bruger e-handel og webservices langt mere intenst og udbredt end i år 2000, så har disse begreber ikke overlevet og tages kun frem, når man skal forklare hvor meget klogere vi er blevet idag. I 2005-6 talte alle så om web 2.0 og selvom begrebernes indhold nu er en realitet for os alle, så har selve begrebet web 2.0 en noget gammeldags klang i dag.
Næh – idag taler alle om sociale medier som om det er noget nyt at bruge internettet til horisontal kommunikation og at dele brugergeneret indhold og viden. Det er det overhovedet ikke – tvært imod. Allerede i 1985 opstod The Well, som et fuldbårent socialt medium og faktisk lå hele ideen om den ligeværdige adgang til at publicere og producere bag udbredelsen af det tidlige internet. Sociale medier er altså ikke noget nyt – det er igen kun ordet der dukker frem i en kort historisk periode, inden det hele igen bare hedder “internettet”.
Men hvorfor så egentlig beskæftige sig med et felt med sådan et navn i 2010?
Når vi taler om sociale medier, er det ikke på grund af teknologierne , men på grund af udbredelsen. Det fænomen som “Internettet som personlig kanal” er, er nu vokset organisk og har nået en udbredelse hvor det har fået en forretningsmæssig betydning. Og når vi skal arbejde med et udsnit af verden som forretningsområde, er det smart med et navn.
Begrebet sociale medier siger altså mindre om teknologi og mere om mennesker og forretning. For det er nemlig ikke på internettet at dette fremskredne stadium af internettet sætter sine kraftigste spor. Det er i din virksomheds opbygning, kommunikation og produktion. Fremkomsten af internettet har nu nået en udbredelse der gør at vi alle har adgang til at sammenligne dine produkter med sidemandens på et splitsekund. Og derfor lægger vi et pres på din virksomhed for at give os stadigt mere og mere specialiserede ydelser til en lavere pris. Og mens centrum for kommunikationen forrykkes til den enkelte, så bliver dine chancer for at fange os med traditionelle reklamer, stadig ringere.
Derfor er medier som Facebook ikke et mål, men et redskab til at forandre jeres virksomhed!
De fleste virksomheder får ikke ret mange nye kunder ud af at være til stede på Facebook og mange af jer kunne bruge jeres penge og tid bedre andre steder. Så er det sagt! Men hvis man forsøger at måle effekten som om det var markedsføring, misser man ganske enkelt pointen – BIG time!
Facebook er nemlig ikke et mål – Facebook er jeres mulighed for at forvandle jer til fremtidens fleksible og dialogbaserede virksomheder. For både Facebook og de “sociale medier” er faktisk bare internettet – og internettet går ikke væk ved at I ignorerer det! I skal altså ikke være på Facebook fordi I får en målbar effekt på salg og kommunikation – I skal til gengæld vågne op og forstå at de fleste af de virksomheder som fortsætter med at se verden med sig selv som centrum, ikke er her imorgen!
Og til det brug synes jeg faktisk at Facebook er en fin kravlegård, da sitet rummer en hel masse af internettets moderne teknologier som f.eks. mikroblogging og virale delingsmiljøer, som fremtidens succesvirksomheder mestrer på samme måde som vi selvfølgeligt mestrer telefonen idag. Så som ren markedsføringskanal er Facebook altså tvivlsom for mange af jer idag – men som udviklingsplatform for den inddragende og dialogbaserede virksomhed, er medier som Facebook gode og gratis redskaber, hvor I nemt kan måle på antallet af fans, klik og kommentarer, om I er på rette vej.
“De sociale medier” og Facebook er altså potentielt set forandringsagenter for din virksomhed! For at kunne få noget ud af medier som Facebook, Twitter og blogs er I nemlig nødt til at forstå jeres kunders psykologi og behov og at lære at tale med dem. Og det har de fleste af jer i højeste grad brug for – hvad enten I ved det eller ej.
Og nej, jeg er ikke pludselig blevet evangelist. Men at internettet forandrer vores kommunikation, og sociale liv – og dermed spillereglerne på markederne for erhvervslivet, er for mig helt åbenlyst. Og hvis et begreb som “sociale medier” eller websites som Facebook eller Twitter får din virksomhed til at tage konsekvensen. Så har de da tjent et formål ;o)
Jeg blev forleden bedt om at komme med et eksempel på virksomheder der brugte blogging succesfuldt. Som altid, når journalister spørger om den slags, så er de jo ikke interesserede i at jeg selv skaber stort set alle mine kunderelationer gennem min blog – de er interesserede i store virksomheder eller cases med mange besøgende.
Og som altid, når jeg bliver bedt om at komme med succeshistorier, bliver jeg blank. Da jeg ikke er en evangelist, som rejser omkring og fortæller virksomheder hvor fantastiske sociale medier er (det lader jeg andre om) så har jeg sjældent et batteri af powercases present i hukommelsen. Der var dog alligevel én case som fremstod ret klart, og det var hostingvirksomheden Surftown. Surftown henvender sig bl.a. til billig-segmentet og er dermed head-on konkurrent til en anden hostingvirksomhed, nemlig One.com.
Og det er her at jeg vil fremhæve Surftowns brug af blog som en faktor som i mine øjne udgør forskellen på en anonym virksomhed og en virksomhed med en stemme – et menneskeligt ansigt, om man vil. Nu vil jeg gerne medgive at de to virksomheder ikke er ens – hverken i marked eller i produktprotefølje. Men de er ens i den forstand at ingen af dem har et fantastisk ry og at de som sagt begge bl.a. tilbyder webhoteller til nærige eller fattige mennesker. Og når man skal danne sig et indtyk af hvor ens websites ligger tryggest, så er det netop bloggen – oplevelsen af menneskerne bag – som kan gøre udslaget. Prøv selv at besøge hhv one.com og Surftown (se blog) og klik omkring. For mig var det direkte mærkbart at sympatien steg, da jeg først havde været inde forbi bloggen hos Surftown. Der kommer ganske enkelt en stemme på.
At one.com for tiden lider af en række svære tekniske problemer der forringer ydelsen på deres i forvejen meget ringe discountprodukt (som jeg tidligere har anbefalet til low-end kunder og derfor stadig har berøring med), gør det kun forskellen endnu tydeligere. One.com’s eneste kommunikation til den enkelte bruger er nemlig nogle supportmedarbejdere – der som Komiske Ali ikke bestiller andet end at fortælle at de skam ingen fejl kan konstatere og at man måske selv har lavet en fejl. Her kunne en dialog helt sikkert have undgået den uoprettelige badwill, som one.com for tiden oplever. Bl.a. er 300 ITU-studerende i disse dage ved at flygte i trop fra one.com, som ellers hostede deres kursusblogs.
Men det handler jo heller ikke her om teknologier som f.eks. blogs eller lignende, men om forskellige virksomhedskulturer. Jeg har ikke egenhændigt afprøvet hvordan Surftown performer på deres billige webhosting (kun at de konsekvent aldrig bliver anbefalet, når jeg spørger folk efter alternativer til one.com) men de slår One.com med hestelængder, når det drejer sig om at signalere åbenhed og nærhed i deres kommunikation.
Hver gang en ny teknologi bliver gjort populær og rammer markedet i form af forbrugsprodukter, kan man stille sit ur efter de lommeanalytikere og journalister som i kor giver sig til at erklære et eller andet tidligere eksisterende fænomen eller medie for dødt.
Da fjernsynet vandt frem, blev biograferne af disse analytiske genier erklæret for snarligt døde. Det sket igen da videomaskinen kom frem. Og DVD’erne . Og video på internettet. Og biograferne er her endnu. Da e-handel blev gjort teknisk muligt for masserne, blev “gammeldags” indkøb spået en hurtig og brutal død. Virksomheder som havde en fysisk butik, blev nærmest latterliggjort med udtryk som “gammel økonomi” og “bricks and mortar”. Idag er der ikke mange der taler om ny og gammel økonomi (der er igen kun god og dårlig økonomi) og selvom vi handler på nettet som aldrig før, så åbnes der stadig nye fysiske butikker hver dag. Med fremkomsten af kombinationen af wordprocessing og internet, blev det papirløse samfund erklæret for nært forestående – idag bruges der papir omkring som aldrig før i verdenshistorien. Og snart har hver eneste kineser en laserprinter. You do the math.
For nylig kom Apple så frem med deres version af “tablet pc’en” , hvilket fik samme populæranalytiske alliance til at spå at aviser og bøger nu med sikkerhed vil være borte om få år. Og lad mig udløse spændingen for jer: det vil heller ikke ske denne gang. Men hvad er det, der får disse “analytikere” til at springe ud af æsken med deres nul-sums analyser gang på gang, selvom virkeligheden uophørligt modsiger den slags analyser?
Det nærmeste svar jeg kan komme med er at de er nørder. Lad mig forklare det lidt nærmere. Med nørder mener jeg at diverse medier, i disse analytikeres grundlag, ofte reduceres til et middel til at flytte bits fra A til B. Læg hertil en fundamental rationalitstisk antagelse om at den mest friktionsløse overførselsmåde altid er den mest levedygtige. For eksempel: Hvis en biograf er en mekaniske der skovler filmbits ind i min hjerne og man kan gøre det hurtigere og mere friktionsløst med en DVD, så er den eneste logise følgeslutning at fremkomsten af DVD vil få folk til at holde op med at gå i biografen. I samme tækning er e-handel en mere effektiv og friktionsløs måde at erhverve sig en vare på, hvorfor fremkomsten af ehandel vil gøre enhver fysisk butik overflødig. Og hvis det ikke sker, er det kun et spørgsmål om dårlig logistik. Og altså på samme måde med aviser: da bits’ene i en avis kan flyttes mere friktionsfrit over i min hjerne med en e-dims end på “døde træer” (som papirmediet kaldes, hvis man vil latterliggøre det), så må fremkomsten af e-læsere uvægerligt føre til avisdød.
Kære analytiker – derfor behøver du den æstetiske dimension:
Jeg siger ikke at nogle af disse fremskrivninger ikke kan blive sande. Eller at de ikke til en vis grad er det allerede på nogle områder. Men jeg siger at mange lommeanalytikere misser en pointe som spiller mindst lige så stor rolle som den informationsrationalistiske; nemlig den æstetiske dimension som viser sig ved at at vi faktisk kan lide at gå i biografen, at gå ud og handle og at sidde med en stor og lidt uoverskuelig avis.
I den “æstetiske” verden forbruger vi medier for deres egen skyld, hvis de er lækre. Ikke kun fordi der er effektive. Og det kan føre til synergier og helt nye forbrugsmønstre. Vi bruger f.eks. ikke nødvendigvis Twitter mindre på vores PC, fordi det også er fedt at bruge det på mobilen. Og vi går stadig i biografen selvom vi kan købe en DVD – måske endda fordi vi har set traileren i vores netavis. Eller måske bare fordi det er dejligt at gå et sted hen med nogen vi vil være sociale med. Og vi handler i fysiske butikker hver dag, fordi det kildrer vores æstetiske sans at se bjerge af grøntsager eller besøge fiskehandleren. Eller går i IKEA med kæresten – simpelt hen fordi det er dejligt at have en kæreste at gå i IKEA med!
Hvis du forsøger at forklare verden udelukkende ud fra rationalistiske analyser, er du altså hvad jeg i denne sammenhæng kalder en nørd, som fokuserer ensidigt på enkelt aspekter af virkeligheden og laver analyser ud fra dem. For hvordan forklarer disse rationelle analyser at der stadig findes teatre, når det nu er nemmere at se en film? Hvorfor drikker vi øl, vin og whisky, når det samme resultat kunne opnås med et glas finsprit? Hvorfor drikker vi kaffe, når vi kan spise koffeintabletter? Og hvorfor laver vi stadig lækker mad, når det samme formål kunne klares med en vitaminberiget proteingrød?
Tro nu ikke at jeg siger at disse teknologier ikke spiller en gigantisk rolle i vores samfund. Det er helt klart at en stor del af dem har vist sig at gøre det – også på måder som denne skribent endnu ikke har fattet. Men selve ideen om at vi udelukkende handler rationelt er de fleste økonomer gået væk fra for år tilbage, fordi analyser baseret på den konstant slog fejl. Og også inden for medieanalyserne bør det efterhånden snart være klart at disse kortsigtede analyser der er baseret på en fremskrivning af nutiden ud fra en rationalistisk nul-sums-tænking ikke producerer meget andet end fremtidens anekdoter.
Antallet af aktive brugere på Facebook har nu passeret de 400 millioner. Den lader vi lige stå et øjeblik…. 400 millioner mennesker verden over, har brugt Facebook inden for den seneste måned, hvilket er Facebooks definition på en aktiv bruger!
Og på en given dag kigger 200 millioner ind på facebook.com mindst én gang. Nogle kigger endda ind mange gange (og nogle SINDSYGT mange gange) – så der er måske ikke noget at sige til at sitet kan køre lidt langsomt fra tid til anden. Facebook fansider genererer ialt 5.300.000.000 fan-relationer på de 1.5 million Fansider der findes for virksomheder som din.
Facebook har også udgivet tal om den arbitrære størrelse de kalder “Den gennemsnitlige bruger” – som ikke findes nogen steder og er et gennemsnit af dig, en 13-årig skoledreng i Rio de Janeiro og min tante i Nuuk. Disse tal er med andre ord omtrent værdiløse, men da jeg ved at du er en sucker for den slags, får du dem her:
Den Gennemsnitlige Bruger på Facebook har 130 venner, sender 8 venneanmodninger om måneden og bruger næsten en time dagligt på Facebook (55 min.). Og hver måned klikker Den Gennemsnitlige Bruger “like” 9 gange og skriver 25 kommentarer. Endelig bliver Den Gennemsnitlige Bruger fan af 4 nye sider hver måned (er din en af dem?) og er medlem af 14 grupper.
Forleden læste jeg i en eller anden netavis at Facebook gemmer informationer om de mennesker jeg søger efter med deres “Friend finder”-funktion. Det gjorde mig naturligvis harm! Så da artiklen samtidig tilbød et link til en meget hemmelig funktion (så hemmelig at en eller anden praktikant på et nyhedsbureau fandt den) der muliggør at man sletter disse informationer, klikkede jeg naturligvis straks på linket og slettede alt!
For er der noget jeg ikke er interesseret i, så er det en social netværkstjeneste der ved noget om mig. Og det stopper jo ikke der; når jeg fortæller om min alder og mit køn, bliver det brugt til at sende mig reklamer der passer til mit segment. Og når jeg lægger billeder ud af min carport og min aftensmad, kan jeg ikke engang være 100% sikker på at de ikke bliver set af andre!
Nu må det stoppe! Jeg kræver at Facebook holder op med at bruge mine data til annonceformål. Hvorfor skal jeg have målrettede reklamer, når jeg kan få 100% random reklamer for trussebind og diverse gerontologiske serviceydelser? Hvorfor skal jeg belemres med forslag om at blive venner med folk jeg selv har søgt efter, når det nu er så meget mere frigørende at jeg selv skal gå ind og søge efter dem hele tiden for at finde ud af om de nu er kommet på Facebook? Og hvorfor skal jeg finde mig i at alle mulige mennesker kan komme til at se mine fotos! De er jo private – det er jo netop derfor jeg har lagt dem ud på internettet!
Hvorfor kan Facebook ikke være som Google?! Google har ikke en side hvor jeg kan gå ind og bestemme hvad andre må se – deraf kan jeg kun slutte at Google ikke gemmer data om mig som andre kan misbruge. Selv har jeg naturligvis opsat de strengeste privatlivsregler på min Facebook-konto. Det siger sig selv at jo mere hemmeligsfuldt jeg opfører mig på en social netværkstjeneste, jo mere værdifuld er den for mig og dem jeg er “venner” med.
Og hvad med børnene – tænker ingen på dem?! Da jeg var dreng, fik jeg at vide at jeg ikke måtte gå med fremmede hjem, lige meget hvor rare de virkede – men siden Facebook kom, er det nu blevet fuldkommen umuligt for mig som forælder at lære mit barn helt fundamentale principper for social adfærd og de er derfor nu helt blottede for børnelokkeri.
Værst er det dog at Facebook tjener penge på mig og sælger mine informationer til annoncører! Det er simpelt hen for grådigt og må høre op! Jeg mener istedet at det ville være rimeligt at Facebook havde en forretningsmodel der gjorde dem stort set værdiløse for annoncører, samtidig med at de gratis stillede en tjeneste til rådighed for mig, som jeg bruger hver dag og hverken ville undvære eller betale for.
On-demand er over os! Nyheder lige når jeg vil have dem, restauranter der altid har åbent eller bringer ud, underholdning som tilflyder mig på alle devices, flere og flere butikker hvor alt kan klares i underbukser, med en skærm og et kreditkort og busser og metro der kører hvert 5. minut.
Jeg er ved at vænne mig til det friktionsløse samfund, hvor jeg selv er nødt til at opfinde mine fysiske udfordringer og betale for at udøve dem, fordi min hverdag er fuldkommen støvsuget for enhver aktivitet der kan give mig modstand. Hvis bare jeg har penge på kortet, adlyder verden mit mindste klynk. Jeg kan blive kørt til døren med et vink af en hånd, mens jeg lige tjekker nyheder på mobilen, så jeg sikrer at jeg ikke går i mange minutter uden at få et nyhedsfix. Konstant være opdateret om alle de nyheder som aviserne er nødt til at opfinde for at tilfredsstille mit konstant stigende behov.
Jeg er højt oppe i dosis – en gratisavis er forældet lidt over middag, hvor jeg allerede er blevet træt af diskutere dens overskrifter på Twitter. Ud på eftermiddagen sejler jeg fed og oppustet igennem en losseplads af video jeg ikke har bedt om, artikler jeg ikke behøver og social media opdateringer om dit toiletbesøg og din grimme hund.
Og jeg kan allerede se hvor det ender. I den yderste ende af det friktionsløse underholdningssamfund findes jeg som et væsen der forventer at få mine behov dækket NU! Et væsen der betragter en forsinkelse som et nedbrud og som eksploderer med et #FAIL i selvretfærdig harme, hvis den store glatte maskine der mader mig med billeder og næring tillader sig at hoste lidt. Jeg bliver med andre ord til et stort, urimeligt spædbarn.
Men handler livet om at nå fra vugge til grav, så effektivt og friktionsløst som muligt? Jeg vil faktisk gerne have busser der kun kører på bestemte tidspunkter, så jeg bliver tvunget til at stå og tænke over min bevægelse igennem byen. Jeg vil have restauranter der serverer noget bestemt – og ikke bare hvad jeg har fantasi til et forlange. Jeg vil have regnvejr, jeg ikke kan flygte fra. Jeg vil have biografer der viser bestemte film og derfor tvinger mig til at vælge. Jeg vil have en verden der bestemt og uforskammet tillader sig at opføre sig anderledes end jeg lige troede den skulle! Jeg vil have kærlighed, der også gør mig ulykkelig fra tid til anden (ikke for ofte, dog) og nye relationer der presser sig på, når det er mest ubelejligt. Jeg vil have teknologi, der ikke opfylder alle mine behov for at møde andre mennesker. Har du lagt mærke til at du først taler med dine medpassagerere, når toget er forsinket?
Og grin du bare overbærende af min totale mangel på ironi – mit romantiske råb på en verden der er lidt mere beskidt, duftende og uforudsigelig og mindre slap, friktionsløs og infantil. For når du mærker dybt efter, så ved du jo godt at jeg har ret.
Forleden var jeg inviteret til planlægningen af en undersøgelse om kulturen omkring Facebook, som et større webbureau og en journalist står og skal igang med i den nærmeste fremtid.
Jeg er altid glad for at bidrage til nye undersøgelser om områder som Facebook, fordi det i mine øjne er på tide at vi får mere konkret viden. Blandt andet om disse mediers reelle betydning og eventuelle erhvervsmæssige potentialer. De sociale medier er ikke nye længere og der mangler undersøgelser der går lidt dybere end de almindeligheder, de fleste undersøgelser idag kan byde på. Jeg tænker her på de mange undersøgelser der kan fortælle os at XX danskere bruger Facebook eller at YY % har prøvet at bruge Twitter.
Vores planlægning førte til nogle interessante udkast til undersøgelser inden for det erhvervsmæssige område, som du må vente med at få detaljer om. Men der blev også kastet temaer og ideer i vejret inden for de mere personlige aspekter af at bruge sociale medier. Og det er især ét tema, jeg synes er værd at dele her. Vi kom nemlig til at spekulere på hvor aggressionerne bliver af på de sociale medier. På Facebook er der mange som fremstiller en facade som kan minde om et amerikansk forstadskvarter. Der er muligvis en masse konflikter og sortere sider, men når man ser på sit Facebook feed, så er vi alle generelt set utroligt søde ved hinanden og trykker LIKE og giver positive kommentarer og støtte til hinanden. “Facebook er et glansbillede” som en af deltagerne formulerede det.
At vi ofte lufter vores empatiske og sociale side og undgår aggressiv adfærd, skyldes jo nok at vi ligger under for social kontrol, da vi på sociale medier konstant har vidner på vores ytringer. Det er jo hele idéen ved Facebook og Twitter at vi alle kigger med på hvad vi siger til hinanden. Og ikke mindst på Twitter i Danmark, synes jeg at tonen er meget civiliseret. Men hvor går aggressionerne hen? Vi kan da ikke synes at hinanden er fantastiske hele tiden. Hvordan siger man IDIOT på Twitter?
På Twitter og ikke mindst på Bølgen – DK’s førende Wave Magasin – fandt der for nylig en diskussion sted om det acceptable i at bruge #fail som en såkaldt hash tag (en emnemarkering af sine Tweets). Det var som om at det var tilstedeværelsen af negative ytringer som skabte aggressioner og dårlige vibes på mediet. Og selvom jeg medgiver at det er bøvet at høre på folk der bare brokker sig (også på twitter), så er det jo en ren illusion at vi kan kommunikere uden at være sure eller have konflikter. Og når vi ikke kan udtrykke negativitet direkte, så bliver vi måske passivt aggressive? Måske vi viser negativitet ved at undlade at svare, at ignorere, at undlade at give fuld adgang til vores profil etc?
Vi endte med en vifte at spørgsmål som alle handler om de mere asociale sider af vores relationer og hvordan de finder plads på disse (åh så) sociale medier. Jeg aner ikke hvornår undersøgelserne er færdige, men jeg vender tilbage når jeg hører noget. Indtil da kan du jo spørge dig selv hvor dine aggressioner bliver af på Facebook og Twitter. Eller om medierne er ved at forvandle dig til passivt aggressiv.
Read the First Comment 
Hvordan kan man sige noget om fremtiden?
Jeg er som ny bruger gået i gang med at afprøve den geosociale tjeneste, 
Hannen (m/k) afmærker sit territorium
Location, location, location. GPS-chips i mobilerne er langsomt men sikkert i gang med at punktere grænsen imellem vores online og offline liv. Rendyrkede “geosociale” tjenester som 
Det kan umiddelbart synes som en gåde – eller som om at alle virksomheders kommunikatører er idioter. Men kun til man ser nærmere efter. For de selv samme forretningsprocesser som trænger til transparens og brugerinput, er også med til at modvirke at kommunikationen kan finde sted.
For en god uges tid siden var den store historie i andedammen, og især blandt kommunikationsfolk, at en medarbejder hos partiet Venstre, nemlig kommunikationsmedarbejderen Ditte Okman, havde kastet omkring med grove svinere imod ansatte på Christiansborg og en række journalister mm. i sin Facebook-status. 
Du har sikkert bemærket at hypen omkring “de sociale medier” er ved at klinge hastigt af i denne tid. Det er f.eks. ved at gå op for de fleste at det godt nok er muligt at kortslutte tyngdeloven og få en hjemmevideo på YouTube til at generere en million besøgende og en masse nye kunder for nul kroner. Men odds’ene for at det sker for netop den video du lægger ud stinker ret fælt. Så fælt at en forretningsstrategi der baserer sig på det fænomen, kun synes realistisk for de allermest enfoldige.
Da jeg begyndte at arbejde som selvstændig webkonsulent i slutningen af 90′erne, kom jeg ud og talte med en hel masse virksomheder om deres kommende website, som jeg skulle hjælpe dem igang med. En af de ting som jeg tit oplevede var at der ved disse møder sad en eller anden nørd (måske ham som plejede at skifte toner på printeren) som var hevet ind som virksomhedens interne ekspert. Når IT-nørden sad med ved mødet, var det jo fordi at et website blev set som et spørgsmål om computere – det var en almindelig misforståelse i webbens tidlige ungdom, men også en klar forhindring for et godt resultat. At diskutere virksomhedens webstrategi med en IT-tekniker svarer, efter min mening, til at planlægge sin bilferie med sin mekaniker. Disse nørder ville gerne tale om hvilken servertype der var bedst, om man skulle bruge Flash og andre teknologiske ting og fik alt for tit lov at køre løbet, mens ledelsen blev koblet af.
Hver gang en ny teknologi bliver gjort populær og rammer markedet i form af forbrugsprodukter, kan man stille sit ur efter de lommeanalytikere og journalister som i kor giver sig til at erklære et eller andet tidligere eksisterende fænomen eller medie for dødt.
Antallet af aktive brugere på Facebook har nu passeret de 400 millioner. Den lader vi lige stå et øjeblik…. 400 millioner mennesker verden over, har brugt Facebook inden for den seneste måned, hvilket er Facebooks definition på en aktiv bruger! 
Forleden læste jeg i en eller anden netavis at Facebook gemmer informationer om de mennesker jeg søger efter med deres “Friend finder”-funktion. Det gjorde mig naturligvis harm! Så da artiklen samtidig tilbød et link til en meget hemmelig funktion (så hemmelig at en eller anden praktikant på et nyhedsbureau fandt den) der muliggør at man sletter disse informationer, klikkede jeg naturligvis straks på linket og slettede alt!
On-demand er over os! Nyheder lige når jeg vil have dem, restauranter der altid har åbent eller bringer ud, underholdning som tilflyder mig på alle devices, flere og flere butikker hvor alt kan klares i underbukser, med en skærm og et kreditkort og busser og metro der kører hvert 5. minut. 
Forleden var jeg inviteret til planlægningen af en undersøgelse om kulturen omkring Facebook, som et større webbureau og en journalist står og skal igang med i den nærmeste fremtid.