Da jeg, som psykologistuderende, først hørte om begrebet internetafhængighed i 1990′erne, syntes jeg det var lidt hysterisk. Hvem kunne dog blive afhængig af at sende emails eller browse webben, bortset fra nogle få pornojunkier og BBS-nørder? Og de ville nok være freaks, selvom der ikke fandtes internet.
Da jeg selv var blevet psykolog og underviste i internetpsykologi på Københavns Universitet i 2009, fandt jeg nu de gamle beskrivelser af internetafhængighed antikverede, fordi internettet var blevet til så mange forskellige ting at ingen længere ville blande hard core WOW-gamere sammen med folk der brugte internet-auktioner intensivt og kalde det hele “internetafhængighed”. Jeg syntes i det hele taget i mange år at den slags diagnoser var useriøse og overflødige.
Men det var før Facebook for alvor ramte os
Facebook er et fantastisk værktøj, der tilbyder en funktion som vores moderne samfund mangler: muligheden for understøttelse af sociale relationer i et fleksibelt og fragmenteret samfund på en tidsøkonomisk måde. Men når jeg i dag ser mig omkring på arbejdspladser, i gadebilledet, i metroen og sågar i mit hjem, ser jeg nu folk der konstant trækker små og store skærme frem og kigger på dem. Igen og igen og igen. Nogen gange med få minutters intervaller. Jeg ser børn der står i køen til supermarkedet og forgæves prøver af få kontakt med deres forældre, der står og tjekker Facebook på mobilen. Og jeg ser folk der dropper ud af en samtale, fordi de lige skal rapportere om selve samtalen til alle deres Facebook-venner. Facebook er en aggressivt invasiv faktor i det moderne hverdagsliv. Derfor må man rimeligvis på et tidspunkt spørge, om det giver mening at tale om nogles brug af Facebook som decideret usund. Jeg er almindeligvis meget kritisk over for diagnoser, men måske giver det mening bringe begrebet internetafhængighed frem igen, i relation til Facebook. Kan man tale om en klinisk diagnose på Facebook-afhængighed? Og hvordan kunne sådan en diagnose se ud?
Hvad er en klinisk diagnose?
Man kan ikke se ind i hovedet på folk og derfor foregår en diagnosticering af psykiatriske lidelser ved at man ser på en liste af symptomer og tæller hvor mange der optræder hos patienten. Kort og godt. Hvis du f.eks. har halvdelen af symptomerne på denne liste, kan du diagnostiseres som Ludoman. Diagnoser ser altså ikke ind i dig, men fokuserer på symptomer. Diagnoser er overfladiske. Jeg har genlæst de formelle diagnoser på narkomani, ludomani og internetafhængighed og et par artikler om fænomenet. Ud fra dem, og mine egne observationer, har jeg vovet pelsen og forsøgt at omsætte de centrale temaer til en Facebook-kontekst.
Sådan kunne en en klinisk diagnose på Facebookafhængighed se ud:
Du er Facebook-afhængig, hvis du i den seneste uge, har oplevet 5 ud af følgende 10 ting :
Du har hele ugen været “always on” på Facebook via en app på din smartphone.
Du er blevet vred og har overreageret, fordi din adgang til Facebook blev afbrudt eller var langsom.
Du har følt ubehag, når du var for langt væk fra din smartphone til at kunne høre om der kommer en Facebook-notifikation.
Du har løjet om dit forbrug af Facebook. Underdrivelse er også løgn.
Du har afvist en henvendelse fra dine børn, fordi du lige var på Facebook.
Du er vågnet op om natten og har tjekket Facebook.
Du har valgt at tjekke Facebook, frem for at have sex med din partner.
Du har gjort forgæves forsøg på at reducere dit Facebook-forbrug
Du har afbrudt en samtale, fordi du lige skulle poste en statusopdatering på Facebook.
Du har fået at vide af andre at du tjekker Facebook for tit.
Udviser du mere end 5 af symptomerne, har du måske endda et meget stærkt afhængighedsforhold til Facebook, som i værste fald stjæler alt for meget af dit korte liv. I sidste ende er det dog naturligvis kun dig selv, og ikke en poppet liste på en blog, der kan afgøre, om dit forbrug af Facebook er ok eller ej.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er “afhængig”?
Der er to gode ting ved afhængighed af Facebook. For det første er det ikke egentligt farligt, da det hverken ødelægger din evne til at fungere socialt eller fører til økonomisk ruin. For det andet kan afhængigheden aflæres. Du må selv vurdere hvor meget tid du ideelt set vil bruge på Facebook, men hvis du selv synes at dit Facebook-forbrug er for højt, er her et par bud på en ”selvbehandling” af din Facebook-afhængighed.
Et par steder at begynde med din selvbehandling:
Hold op med at poste og kommentere. Noget af det der driver en stor del af dit Facebook-tjekkeri, er at du venter på svar. Svar på billeder du postede, men også likes eller svar når du selv har kommenteret. Holder du op med at poste, bliver nogle af de helt basale hooks i din afhængighed svækket. Nemlig dem der handler om feedback. Du vil stadig kigge efter om folk har skrevet til dig – men feedbacksystemet der går i gang når du selv har postet og derefter kigger efter svar, poster svar selv osv, bliver bremset. Folks reaktioner på din adfærd på Facebook vil ofte være dem der giver dig størst psykisk reaktion. Manglende svar eller spændende svar, kan bestemme din følelsesmæssige reaktion kraftigere end andre folks egne opdateringer vil gøre. Derfor vil denne indsats ofte give en umiddelbar lettelse af den mest intense og stressende checke-adfærd.
Sæt begrænsninger på din adgang. Lad være med at tage mobilen med i f.eks. køkkenet eller soveværelset (få et vækkeur, hvis du bruger mobilens ur som undskyldning). Sæt en website-spærrer på din PC/MAC, så du ikke kan komme på Facebook, når du forsøger at være produktiv. Du kan undlade at installere Facebook-applikationen på din smartphone, men du finder som regel hurtigt ud af at bruge browseren i stedet, så det får du bare en dårligere brugeroplevelse ud af. Så behold app’en, men læg til gengæld mobilen på hylden, når du går en tur i byen eller skal deltage i noget socialt. Det kan faktisk føles som en befrielse at blive fritaget fra at skulle tjekke mobilen. Prøv det. Det sender også et fint signal til omverdenen.
Gør din Facebook mindre underholdende. Du følger sikkert Facebook-sider for en masse spændende virksomheder og organisationer. Disse aviser, NGO’er, blogs og butikker osv, poster tonsvis af interessante artikler, som løbende dukker op i dit Facebook-feed. Hvis du “unliker” disse sider – eller “slukker” for dem i strømmen, vil dit feed blive mere roligt og mindre umiddelbart stimulerende et tjekke. Ved at svække underholdningsværdien, reducerer du en af de væsentlige faktorer i din Facebook-afhængighed. Det er blandt andet de konstante dryp af underholdning, der gør os “hooked”.
Bryd “allways on”-mønstret. Få facebook ud af soveværelset. For mange menneskers vedkommende, vil den konstante strøm af underholdning og kontakt på Facebook nemlig ofte stjæle tid og interesse i soveværelset, som kunne have været brugt til at læse gode bøger eller f.eks. have sex. Er du afhængig af Facebook, er det ofte det første du tjekker når du slår øjnene op – og det sidste du lægger fra dig, inden du falder i søvn. Ofte tjekker du også mobilen, hvis der kommer en besked om natten. Netop her er et godt sted at trække en grænse og få brudt den 24/7-online tilstand, du sidder fast i. Du kan i praksis begynde at udskyde din Facebook-brug, lige når du er vågnet. Begynd gerne med små skridt. Hvis du i stedet for at række ud af sengen og tjekke mobilen eller din tablet, venter til efter din morgenmad (eller det mindste til morgenkaffen er færdig) med at tjekke Facebook første gang, vil det for det første give dig en positiv følelse af selvdisciplin. Samtidig vil du bryde din 24/7-tilstedeværelse på nettet. Om aftenen kan du så slukke mobilen og lægge den på en hylde, inden du går ind i soveværelset. At bryde din konstante tilgængelighed på Facebook, vil ofte medføre en omgående positiv følelse at at have forbruget under kontrol.
Undgå skyldtrips. Det er vigtigt at få et nøgternt og afslappet forhold til dit forbrug af Facebook. Hvis du bare elsker at følge med i vennernes opdateringer på Facebook, så nyd det i fulde drag, på de tidspunkter hvor du har tilladt dig selv at være online. Det er din belønning for at have holdt dine løfter til dig selv (og måske din familie). Og selvfølgelig er det OK en gang imellem at bede sine børn vente til man lige har skrevet en snedig kommentar på Facebook. Det tager de ikke skade af. Undgå bare at gøre det til en delvist skyldpræget oplevelse at være på Facebook. Skyld vil bare fremme din opfattelse af at være afhængig, helt unødigt. Der er ikke noget i vejen med at holde kontakten på Facebook – det er kun når man lader det være en tidstyv, at det kan ende med at være en dårlig investering af ens liv.
Fodnote, for en god ordens skyld:
Ovenstående symptomliste og selvbehandlingsforslag er ikke klinisk testede. Symptomlisten er et forsøg på at tilpasse eksisterende kriterier for internetafhængighed til en genkendelig Facebook-kontekst. På samme måde som også selve begrebet internetafhængighed er afledt af tidligere diagnoser på ludomani og stofafhængighed. Symptomlisten spørger desuden til din adfærd den seneste uge, hvilket er en del mere tilfældigt end de “rigtige” diagnoser, som oftest spørger til generel adfærd.
Gør det selv: Læs hvordan jeg forvandlede min Windows laptop til et net-tv center for 0 kroner og test det selv gratis, inden du dropper dine Tv-kanaler og investerer i udstyr.
Kender du det, at du endnu en gang sidder og zapper kanaler på dit TV, i håb om at finde noget der kan underholde dig – hvad som helst! Selvfølgelig gør du det. I hvert fald hvis du ser TV på den gammeldags måde.
Er du som mig, har du også prøvet at sidde, efter familien var lagt i seng, og zappet hjernedødt omkring med remoten, mens du blev mere og mere utilpas og træt af dig selv. Måske du har følt dig dræbende utilfredsstillet over igen at bliver afpresset til at sidde og glo på den samme Dolmio-reklame, mens du forsøger at se den sidste halvdel af ”How I met your mother” eller resten af en den film, du faldt over. Måske du endda, i et øjebliks klarsyn, har spurgt dig selv hvorfor fanden du spilder dit liv med at grave smuler af underlødigt snavs ud fra en shitstorm af intelligensfornærmende og stressende reklamer. Det har jeg i hvert fald.
Forleden dag døde så den boks, som føder mit TV med kanaler fra YouSee og jeg blev nødt til rent faktisk at tænke over hvad jeg putter i TV’et. Min første tanke var et købe en ny box. De første dage gjorde jeg dog intet ved sagen – og efter at have opdaget hvordan det føles når ens hjem ikke længere er fyldt med støjen af dårligt TV, blev beslutningen truffet. Vi skal aldrig mere tilbage til tv-kanaler, der vælter ind i vores stue, som en kulørt kloak. Vi havde i forvejen det sidst år, lejet en del videoer direkte over nettet og set TV på computeren – så vi besluttede at afbestille YouSee og tage vores TV ud på internettet for alvor.
I dag ser vi programmer fra DR, BBC og mange andre udbydere, direkte på TV’et. Vi bladrer i tusindvis af spillefilm og videpodcasts og har endda nu hver sin remote control på vores mobiltelefoner, som virker til en stor del af indholdet. Selvom vi stadig kan tage DR’s kanaler, så fylder videopodcasts og film størstedelen af vores forbrug. Og reklamerne er helt væk! Det hele kører på en laptop, som er sat til TV’et og selvom der nogen gange er lidt ting der driller, er det et helt ubetinget hit i vores hjem. Derfor vil jeg dele mine erfaringer med dem der måske kan bruge dem.
Jeg vil helt sikkert investere i noget lidt mere professionelt udstyr hen ad vejen – men dette har været en meget billig måde at teste internet-tv på. Jeg ville selv gerne have haft en guide der hjalp mig igang på en Windows-laptop. Så her er den.
Denne blogpost er ikke en gennemgang af alle de muligheder der findes – det er bare mine egne erfaringer, som andre måske kan få glæde af.
1) Hardware – begynd med din Windows laptop, så du kan prøve om du kan lide det!
Jeg bruger i dag en helt almindelig laptop som Tv-box. Den er sluttet til internettet, har fået noget specialsoftware på og er koblet til TV’et med et stik. Min laptop har en HDMI udgang, til at trække signalet fra PC til TV. HDMI er en moderne, digital forbindelse og ikke alle PC’er har sådan en. Man kan dog sagtens bruge andre udgange, som f.eks. den VGA-udgang, som enhver laptop er forsynet med (og som oftest bruges til at slutte en projector til PC’en). Hvor en HDMI-forbindelse både har lyd og billede, har VGA-udgangen ikke lyd. Man skal derfor trække et lille lydkabel (det samme der bruges til PC-højttalerne) hen til den forstærker der skal bruges. Lad ikke nørderne skræmme dig – den løsning vil være god nok at teste med. Du skal naturligvis se hvad der findes af stik på dit TV, men hvis du ikke har HDMI på din PC og der findes VGA-indgang på dit TV, skal du bare ned og købe et VGA-til-VGA kabel hos din TV forhandler. Køb det gerne så langt at du kan sidde i en behagelig stol, mens du roder med det. Har du en trådløst mus, kan du klare en stor del af betjeningen fra sofaen uden tastatur.
2) TV-Software – XBMC (tænk på Run DMC, når du skal huske hvad det hedder)
TV-software lægger en brugerflade “oven på” Windows, der føles mere som et TV. Jeg har valgt at bruge XBMC, som er et open source mediacenter (som den slags software hedder). Andre tilsvarende systemer der findes er Plex (gik ned hele tiden) og Boxee (kan ikke hente DR). XBMC blev oprindeligt udviklet til Xbox, men kan nu køre på et utal af boxe – inclusive en laptop. Der findes mange brugerskabte udvidelser (plug ins), som kobler din PC sammen med indhold fra en kilde på internettet. F.eks. kan man hente DR’s indhold, incl live kanaler og podcasts, direkte ind på dit mediacenter, ved at installere et par gratis udvidelser. Der findes en masse andet indhold og XBMC kan også nemt bruges til at hente din musik- eller filmsamling ind fra din PC eller fra enhver anden PC på dit netværk. Jeg er for længst holdt op med at eje musik og film og have det liggende og fylde på min harddisk, så de dele har jeg ikke prøvet. men de skulle virke tip top. Ingen af de mediacenter-pakker jeg har prøvet, virkede uden problemer. Især når man skal installere brugerskabte plugins og skins (brugerflader) kan nogle virke bedre end andre. Men når man har fundet det setup der virker, burde fejl og nedbrud være sjældne. Pointen ved XBMC er at du ikke behøver at sidde med et klodset tastatur, men kan bruge en trådløs mus, eller en windows fjernbetjening til det hele.
Man henter ganske enkelt XBMC, installerer og vælger sine plugins (som giver indhold at vælge imellem) og et “skin” (der bestemmer udseendet på din Tv-skærm). Så er man kørende.
Da jeg bruger PC’en til andre ting end TV og som sagt endnu ikke har fået indkøbt en dedikeret “box” til at køre TV fra, har jeg i stedet valgt at oprette en selvstændig bruger på min computer, der hedder TV. Når jeg skal bruge min laptop til TV, sætter jeg den i stikket og aktiverer brugeren TV, så kører resten automatisk. På “TV”, har jeg tilpasset windows til fjernsynsbrug.
Jeg har sat en opløsning der passer til mit fjernsyn (1920×1080)
Har indstillet til store ikoner, så alt ikke ser småt og gnidret ud
Jeg har sat computeren til ikke at gå i dvale, når jeg lukker låget på den.
Jeg har også sat den windows-profil til automatisk at starte XBMC, så snart man åbner brugeren. Det har jeg gjort ved at trække en genvej hen til den mappe i startmenuen, som enten hedder “start” eller “startup”. Alt der smides her, starter når din windows-bruger logger på.
Når jeg starter brugeren TV, går min pc altså automatisk i TV-mode og starter medicenteret op. Allerede nu burde du kunne se DR og andet indhold på en nem måde og styre med en mus eller piletasterne på tastaturet.
4) Unblock-us og Netflix - Sådan får du adgang til 100.000 filmtitler og serier for $13/md
I USA er man nået en del længere med filmudlejning online end i Danmark. Her har man i årevis tilbudt tjenester der er for film, hvad Spotify og Wimp er for musik. Nemlig tjenester der, for at fast månesligt beløb, giver dig adgang til en gigantisk mængde indhold. Disse kan sagtens køre på din PC, men desværre er tjenesterne ikke tilgængelige på det danske marked. Hvis man prøver at gå på f.eks. Netflix fra en computer i Danmark, kan man ganske enkelt ikke bruge tjenesten. Men heldigvis er det muligt at få sin computer til at opføre sig som om den står i USA – uden at det går ud over båndbredden. Det gøres ved at købe adgang til en amerikansk netadresse (IP-adresse). Det kan man sikkert selv nørde sig til. Men vhsi man som jeg slet ikke gider at bruge tid på at være teknisk, kan man vælge at købe adgang til tjenesten Unblock-us. Der lejer du en amerikansk DNS-adresse. Den er veldokumenteret og ved at hente et lille stykke software, fungerer alt automatisk. Man har 7 dages prøveperiode og derefter betaler man $5 om måneden. I samme sekund du har aktiveret tjenesten, tror Netflix at du kommer fra USA og lukker op for 30 dages prøveperiode. Tjenesten koster $8/md derefter. Du kan være igang med at se spillefilm efter 2 minutter. Din nye webadresse giver også adgang til indhold fra BBC’s iPlayer (selvom BBC ligger i Storbritannien?!?) og meget mere end jeg her haft tid til at prøve. Du kan få BBC’s iPlayer ind i XBMC, men det er en lille smule nørdet. Brug dette plugin.
5) Indhold der ikke virker i XBMC, lægges som genveje på skrivebordet
Det er ikke alt indhold som virker direkte i XBMC (eller som jeg har fundet plugins til endnu). Det gælder f.eks. The Daily Show og Filmstriben.dk. Faktisk virker Netflix også mere bøvlet i XBMC end bare ved at gå direkte ind på deres site. I de tilfælde lægger jeg bare genveje til hvert site, direkte på skrivebordet på min Windows-bruger, TV. Det er ikke super elegant, men ved at slukke for XBMC og klikke på genvejen med den trådløse mus, er man hurtigt henne og bladre i det indhold man vil se. Og i praksis virker det nemt nok – det meste kan klares med trådløs mus. Lige nu har vi genveje liggende til:
Filmstriben.dk – se 5 gratis film fra bibliotekerne om måneden
Voddler – lej de film der er for nye til at komme på Netflix
Netflix – det virker nemmere end at bruge gennem XBMC, hvor det kan være svært at komme tilbage igen, når man først har påbegyndt en film.
6) Brug mobilen som fjernbetjening
Mange af de skins (brugerflader) der findes til XBMC, er ikke beregnede til mus, men til noget der opfører sig mere som en fjernbetjening. Derfor blev XBMC lidt nemmere at bruge, da vi supplerede den trådløse mus på sofabordet, med en fjernbetjening på hver vores Android mobiltelefoner. Da det hele er open source, er der også her mange at vælge imellem. Ingen er dog helt fantastiske. Jeg lagde især vægt på muligheden for at bladre i menuer og en god back-knap og valgte derfor at bruge denne XBMC Remote Control, indtil der dukker noget bedre op. En af fordelene ved remote på mobilen er at kæresten og jeg har én hver og at vi ikke har endnu en dims liggende og flyde. Ulempen er at det er ret nørdet at sætte op. Ikke mindst hvis man har et tråsløst netværk, hvor tv-computerens netadresse skifter hver gang den tændes. Remoten virker nemlig ved at ens mobil logger på det lokale netværk og derefter kobler sig på TV-maskinen via dens IP adresse og sender kommandoer til XBMC. Hvis den skifter hele tiden, kan mobilen ikke finde din PC. Hvis du ikke er lidt nørdet, er vi du nok foretrække en standard Windows fjernbetjening eller at købe en særskilt TV-box (som f.eks Apple TV), hvor der følger en fjernbetjening med. Dem ved jeg ikke noget om endnu, da jeg endnu ikke har valgt en decideret TV-box. Måske nogen vil droppe lidt info om gode remotes i kommentarfelterne?
Sådan gør du (kun for nørder):
Installer XBMC Remote COntrol eller lignende på mobilen
Log den på det samme netværk som din TV-PC
Gå ind i XBMC og find settings > network
Sæt hak ved “allow control of XBMC via HTTP”
Husk hvilken port der bruges typisk “80″ eller “8080″
Vælg et brugernavn og password
Find det sted der skriver hvilken IP-adresse din TV-computer har på lokalnetværket. Hedder typisk noget med “192.168.1.xxx”.
Luk XBMC Remote Control op på din mobil
Gå ind i indstillinger og indtast IP-nummer, port og bruger/password
Nu burde du kunne fjernbetjene din XBMC fra mobilen (reguler lyden fra mobilens lydknap)
wireless Router-nørderier
Hvis din PC konstant får ny adresse, skal du logge på routeren (typisk via http://192.168.1.1/) og vælge at give din PC den samme IP-adresse hver gang. det gøres ved at logge ind på routeren, koble din PC’s MAC adresse sammen med en fast lokal IP adresse. Hos mig får min PC nu IP: 192.168.1.7 hver gang den går på nettet. Nu kan mobilen altid finde den.
7. Få dit Panasonic-TV til at starte direkte op på din computer hver gang
Når det hele skal være nemt, gælder det om at fjerne unødige klik fra processen. Når jeg åbner PC’en og logger på som brugeren “TV”, starter XBMC automatisk. Når jeg tænder remoten på mobilen, finder den automatisk mit TV-software. Men når jeg tænder mit TV. skal jeg selv ind og indstille den på at vise min PC på skærmen. Et irriterende step! Løsningen på mit TV er at finde den knap der hedder -/V (fandtes bag en klap nederst). Holde -/V inde mens jeg trykkede på “AV” på fjernbetjeningen 3-4 gange. Nu kommer der en “hemmelig” menu frem, hvor jeg kan aktivere “HOTEL MODE” (du kan også slå fjernbetjeningen fra her – pas på med det). Her vælger jeg at den nu skal starte direkte på PC’en hver gang. Hos mig hedder den indgang HDMI1. Gem og forlad menuen.
Når jeg nu skal se TV gør jeg følgende.
Tænder TV
Tænder PC og logger ind som “TV”
Tænder remote på mobilen
That’s it! Det virker og med BBC, Netflix og meget meget mere, koster det mig $13 (kr. 73,50) om måneden. Dropper du de udenlandske kanaler er det gratis. Men selv dem kan du teste gratis i 7 dage!
PS: I går fandt min kæreste ud af at grunden til at vores TV-box holdt op med at virke, var at jeg havde revet et stik ud henne bag en kommode, da jeg støvsugede i sidste uge. Måske er der alligevel en større mening med rengøring?
For nylig faldt jeg over denne plakat om Twitter og ildebrand, som findes i mange udgaver og faktisk både er skæg og rammende!
Jeg har delt det oprindelige foto flittigt og har da også brugt det i mine foredrag de sidste par uger. Men da Twitter ikke er så udbredt blandt mit publikum til mine foredrag (og ideen er sjov), har jeg tilladt mig at lave en udgave med Facebook og lægge den her til download og udprinting.
Designet er originalt, men jeg sender æren for ideen videre til nogle anonyme humorister, et sted derude bag skyen.
Hvis du er et artigt og velopdragent barn af din tid, vil du finde denne overskrift åbenlyst absurd. Selvfølgelig findes sociale netværk da!! Vi kan jo se dem overalt!!
Det sociale netværk som eksplicit og implicit forståelsesramme for menneskelige relationer går sin sejrsgang over hele den vestlige verden i disse år. Men det du ser, når du ser sociale netværk er faktisk ikke eksisterende sociale netværk. Du ser mennesker. Det sociale netværk er måden du ser dem på.
Ideen om “det sociale netværk” er nemlig en mental og sproglig konstruktion som er knyttet uløseligt til vores tid og som også en dag vil være forældet, som ideen om hekse, klassesamfund, adel og basisgrupper. Og selvom det kan være svært at forestille sig, vil vores børnebørn en dag ryste overbærende på hovedet over den gang vi lod os nøje med at forstå os selv som ensartede prikker i et diagram og lydigt hoppede ned i ensartede kasser i såkaldte “sociale netværkstjenester”.
For selve begrebet dækker ikke over noget objektivt konstaterbart. I stedet lægger begrebet et særligt syn på mennesker og relationer ned over os som bruger det. Nemlig antagelsen: Alle mennesker er fundamentalt “konfigureret” ens og derfor kan de optræde sammen, som “noder” i det samme netværksdiagram. Denne abstraktion er noget helt unikt som knytter sig til netværkstækningen. At alle mennesker er “analytisk ligeværdige” og altså kan betegnes med den samme type af prik i et netværksdiagram eller skabelon i en netværkstjeneste, er ikke en objektiv konstatering, men en yderst værdiladet påstand som ikke har være gældende på ret mange andre historiske tider og som, når man ser på os som mennesker, heller ikke har noget åbenlyst empirisk grundlag.
Men hvorfor taler alle så om sociale netværk idag?
Den mest åbenlyse årsag er at idéen om sociale netværk passer utroligt godt til fragmenterede og mobile samfund. Når man taler om flere mennesker som interagerer på tværs af geografiske rum, virksomheder, familier og vennekredse, så er netværksmetaforen med sin elasticitet og sin manglende præcision det perfekte sproglige værktøj til at fange vores flygtige interaktionsmønstre. Det “sociale netværk” lader os etablere et narrativ om samvær og sammenhæng som vil alle har brug for. Og det er jo sundt nok.
Da socialantropologen John Barnes i begyndelsen af 50′erne fandt på begrebet, var det faktisk et kontroversielt begreb. Barnes kom fra det meget klassedelte Storbritannien. Og i et samfund hvor mennesker bestemt ikke var ens, var netværkstanken direkte subversiv. Set i det lys er det sociale netværk nærmest undfanget som et anti-elitært begreb, som tilbød mennesket en fortælling om større lighed end den som klassesamfundet kunne byde på.
Men prisen for denne lighed er også en ensartethed, som vi ikke kan undslippe, hvis vi “tror på sociale netværk”. Der er f.eks. ikke længere ret mange som stiller spørgsmål ved at vi alle skal oprette os med samme type Facebook-skabelon, have de samme Twitter-profiler og på andre måder passe ind i de ensartede kasser vi bliver opfordret til udtrykke os selv igennem. Det sociale netværksmenneske er ganske enkelt bare hyperkompatibelt med databaser. Computere elsker ensartede datatyper og ved at fokusere på mennesker og relationers enshed, får vi med andre ord en hel masse foræret. Vi får computeren som et socialt værktøj. Og det er svært at sige nej til.
Men sidst og ikke mindst, lever vi i en tid og hvor det bliver stadig mere farligt at træde uden for normen. Hvor det er mistænkeligt at være anderledes, hvis man da ikke lige er det på en måde som kan kommercialiseres og gavne betalingsballancen. Og i sådan en tid kan jeg simpelt hen ikke forestille mig en mere nyttig og betryggende antagelse om menneskelige relationer, end den der siger at du skal være kompatibel og at det er farligt hvis du ikke kan fungere som en prik på linje med alle andre prikker i et netværksdiagram.
Så hvis du vil være sikker på at du altid er nem at stable og ikke stikker ud, så husk at “det sociale netværk” altid hjælper dig til at fokusere på det vi alle har til fælles og aflede opmærksomheden fra de farlige skævheder.
Og husk især at sociale netværksmedier som Facebook er her for at hjælpe dig til at kategorisere din personlighed på samme måder som alle andre…. så de eneste spørgsmål du behøver at stille dig selv er få og små.
Du har sikkert bemærket at hypen omkring “de sociale medier” er ved at klinge hastigt af i denne tid. Det er f.eks. ved at gå op for de fleste at det godt nok er muligt at kortslutte tyngdeloven og få en hjemmevideo på YouTube til at generere en million besøgende og en masse nye kunder for nul kroner. Men odds’ene for at det sker for netop den video du lægger ud stinker ret fælt. Så fælt at en forretningsstrategi der baserer sig på det fænomen, kun synes realistisk for de allermest enfoldige.
I det hele taget er det, efter at rusen så småt har fortaget sig, ved at være klart for folk at heller ikke i form af de såkaldt “sociale medier”, kan internettet udøve magi og skabe en støre værdi end du egentlig fortjener. Et røvsygt produkt er nemlig også et røvsygt produkt på Facebook og hvis du er kedelig, hemmelighedsfuld eller uærlig – bliver du ikke pludselig interessant, inddragende og hæderlig af at bruge Twitter.
Den rodebutik vi kalder “sociale medier” er blot internettet i en mere moden form, hvor en masse børnesygdomme er luget ud og ting er lettere at bruge. Det betyder især at de funktioner som privatpersoner kan bruge til at kommentere og dele med er blevet kraftigt forbedret. Disse funktionaliteter er så gamle som webben selv, men i takt med at de bliver mere brugervenlige, bliver de brugt mere og der opstår efterhånden en forventning om at man kan komme til orde, blive hørt og få svar når man kontakter jeres virksomhed online. Vi har altså mere og bedre horisontal dialog. Men det er stadig “bare” internettet I står over for, inde bag alle de shiny begreber.
Historien om organisationen som møder internettet er ikke ny
Da jeg begyndte at arbejde som selvstændig webkonsulent i slutningen af 90′erne, kom jeg ud og talte med en hel masse virksomheder om deres kommende website, som jeg skulle hjælpe dem igang med. En af de ting som jeg tit oplevede var at der ved disse møder sad en eller anden nørd (måske ham som plejede at skifte toner på printeren) som var hevet ind som virksomhedens interne ekspert. Når IT-nørden sad med ved mødet, var det jo fordi at et website blev set som et spørgsmål om computere – det var en almindelig misforståelse i webbens tidlige ungdom, men også en klar forhindring for et godt resultat. At diskutere virksomhedens webstrategi med en IT-tekniker svarer, efter min mening, til at planlægge sin bilferie med sin mekaniker. Disse nørder ville gerne tale om hvilken servertype der var bedst, om man skulle bruge Flash og andre teknologiske ting og fik alt for tit lov at køre løbet, mens ledelsen blev koblet af.
En af de små julelege jeg brugte den gang (og stadig bruger idag, hvis det er nødvendigt) var at bede de tilstedeværende om at prøve at fortælle hvad de gerne ville have ud af vores møde – uden at nævne navnet på en eneste teknologi. Det havde mange påfaldende svært ved i begyndelsen! Men det som ofte hurtigt skete var at nørden blev forvirret og klappede i – og repræsentanterne for ledelsen nu kunne komme på banen med målsætninger som: “Vi vil gerne være påvirke vores image”, “Vi vil gerne have rationaliseringsgevinster”, “Vi vil gerne øge kendskabet til produkt X”, “Vi vil gerne sælge mere”.
Man kan diskutere hvad der er mål og delmål, men alle disse målsætninger handlede om forretning – ikke om teknologi – og det er stadig de eneste interessante mål der er værd at fokusere på. For jeg må hellere afsløre det for dig før andre gør: der er INGEN der har brug for et website. Det ENESTE vi har brug for er forandringer på forretningskritiske parametre. Og det bliver ikke anderledes af at websitet er ejet af andre og du så bare laver en side på Facebook eller en profil på Twitter. Internettet er altid et middel – aldrig et mål i sig selv.
Og hvad betyder det så i relation til Facebook og Twitter? Skal vi nu droppe dem helt?
Det siger jeg ikke at I skal. Men fra at tale om hvordan jeres organisation nu kan lave bedre Facebook og Twitter, skal I altså begynde at tale om hvordan Facebook og Twitter kan lave jeres virksomheder bedre.
Gevinsten skal ikke ses på internettet men i jeres virksomhed. Og som en god øvelse, inden I opretter en side på Facebook og kaster en masse tid efter at poste en masse links til igen nytte, kan I jo prøve at fortælle hvad I forventer at få ud af tilstedeværelsen – uden at nævne selve Facebook med et ord. Hvis I ikke kan sætte mål som handler om forretning og ikke om fans, så skal I måske heller bruge jeres kræfter på noget andet.
For mellem os: hvis I ikke her sat jer mål som ligger uden for selve internettet – hvordan har I så egentlig tænkt jer at måle om I overhovedet har fået en effekt ud af anstrengelserne?
Lad mig præsentere dig for en ung leder, med flere års erfaring i international operativ ledelse – primært via internettet. Hans navn er Martin og han er 26 år.
Martin har de seneste 3 år været en del af et internationalt ledelsesteam i en organisation med medlemmer fra Europa og Mellemøsten. I dag er han øverste leder af organisationen, som ledes i samarbejde med resten af ledelsesteamet.
Som leder af organisationen har Martin anlagt en demokratisk og retfærdig ledelsesstil, hvor han lægger vægt på at reglerne gælder for alle – også ham selv. Hans ledelsesstil har være medvirkende til at organisationen har en høj fastholdelsesgrad og til at give organisationen et ry for at have et godt arbejdsmiljø blandt konkurrenterne på markedet.
Martin har øverste ansvar for styring af økonomien og fungerer desuden som operativ chef, når organisationen er ude på opgaver. I praksis indebærer ledelsesopgaverne at Martin har det operative ansvar for ca. 25 mennesker som løser opgaver i realtid over 6 tidszoner. Dette understøttes af Martins store faglige viden. Han har højeste certificering indenfor sit faglige område og bruger en del tid på at dele af sin viden.
I samarbejde med resten af ledelsesteamet er Martin både involveret i rekruttering og afskedigeleser – og trods den demokratiske ledelsesstil, er der ingen slinger i valsen, når der skal uddeles irettesættelser – eller direkte afskedigelser. Hvis man gentagene gange overtræder reglerne på de operative missioner, er det ud.
Martin er en af morgendagens ledere, som har brugt næsten al sin fritid til at skaffe sig mange tusinde timers konkret operativ ledelseserfaring såvel som faglige erfaringspoints. Han har formået at holde en organisation, bestående af frivillige, sammen i flere år. En bedrift der ikke bliver mindre af at de fleste af dens medlemmer sidder spredt med mange tusinde kilometers afstand og aldrig har mødt hinanden.
Jeg er sikker på at der findes mange ledere som Martin, som sidder inde med en massiv erfaring i netop den slags ledelse-i-netværk, som moderne virksomheder har stor brug for. Spørgsmålet er om disse virksomheder er i stand til at opdage og tiltrække dem.
Hvor er Martin leder, spørger du?
Martin er “Guild Master” for World of Warcraft-Klanen ”Unforgettable“!
Hvis man skal finde en meningsfuld anvendelse af begrebet “sociale medier”, så må det være at det er medier der i teorien giver alle en lige mulighed for at komme til orde og deltage i samtalen. “Sociale medier” har altså en grad af horisontalitet; frem for at være domineret af en afsender og nogle modtagere, kan vi nu alle fungere som både afsendere og modtagere.
Når man med den definition betragter medier som Youtube, WordPress.com, Facebook, Twitter osv, så passer den jo temmelig præcist. Alle kan oprette en blog eller lave en profil. Når begrebet alligevel ender med at være et pop-begreb, som snart vil forsvinde, er det fordi det faktisk ikke tilbyder noget fundamentalt nyt. For hvad vil det sige at alle kan fungere som både udgivere og brugere eller afsendere og modtagere? Det vil ikke sige andet end hvad internettet har handlet om fra dag nul!
Internettet er nemlig skabt horisontalt (eller socialt, om du vil), i den forstand at alle kan sætte en server op og alle IP-numre i princippet er lige. At alle kan deltage på lige fod er altså ikke noget som Facebook eller WordPress har skabt – det er bygget ind i internettets fundamentale struktur! I begyndelsen af www (1994) da alle fik mulighed for at publicere HTML-dokumenter, kom jeg online på Københavns Universitet (på den svimlende hurtige 2mbit forbindelse som hele universitetet delte) og det varede ikke længe før jeg begyndte at lave mine første grimme hjemmesider. Og det som var gældende den gang var at det var besværligt at skulle opfinde alt fra bunden.
Derfor var det en befrielse da de første formaliserede værktøjer dukkede op fra 1998-99, i form af CMS-systemer. Faktisk lavede mit første selvstændige firma netop CMS-systemer til små og mellemstore virksomheder i 1999-2000 og jeg husker hvordan virksomhederne gerne gav afkald på nogle designmæssige frihedsgrader, imod til gengæld at få en struktur. Et i teorien uendeligt antal designmuligheder blev altså her erstattet af nogle strukturerede systemer og nogle navigationsmæssige designkonventioner. Internettet var modnet og dets tilgængelighed var øget – og nettets samfundsmæssige betydning kunne derfor tage nogle kæmpe skridt fremad. Det var ikke en revolution, det var en formalisering som voksede frem organisk, på markedets vilkår.
Det som sker i disse år, med medier som Facebook, er heller ikke en revolution – det er også bare evolution. Yderligere institutionalisering gennem almene standarder og en række nye globale tjenester fratager os nogle frihedsgrader men giver os i stedet tilgængelighed og større anvendelighed. Og som følge deraf stiger nettets samfundsmæssige betydning. Men intet er fundamentalt ændret! Internettet er stadig socialt i sin struktur og “sociale medier” er bare internettet i enhver væsentlig betydning.
Det betyder ikke at nettet har fået mindre betydning – tvært imod. Men blot at begrebet “sociale meder” ikke tilbyder os andet end en gradsforskel. “Resten” af begrebets funktion handler mest om et skabe en diskurs som gør det muligt at tale om internettets stigende betydning for os som personer. Denne samtale foregår nemlig i høj grad i det offentlige og journalistisk medierede rum (jo den gør – for langt de fleste af os!) – og en stor del af vores journalistik drives jo som bekendt af oplevelsen af nyhed og påtrængende aktualitet!
Også websites som vi normalt ikke anser for at være “sociale” (som f.eks. store corporate sites) bygger på den samme sociale struktur. Alle kan i princippet lave et website magen til – og hvis vi ikke gør det, er det ikke internettet skyld. Alle websites er så at sige bygget på en social/horisontal grund – men hvor virksomheders website opererer på en makro-plan (du skal selv oprette et tilsvarende corporate site for at blande dig i dén samtale), så har vi disse år fokus på mikroplanet. På den del af samtalen som handler om ord, billeder og sætninger som har enkeltpersoner som afsender.
Begrebet “sociale medier” peger altså på en yderligere institutionalisering af internettet – intet mere! Den analytisk korrekte term ville være “det moderne internet” eller bare “internettet”. Men det betyder jo ikke at du skal holde op med at bruge begrebet – jeg bruger det selv, for ellers forstår potentielle kunder og samarbejdspartnere ofte ikke hvad jeg taler om i 2010. Men du skal bare ikke tro at du taler om noget konkret. Er du i tvivl, så prøv lige at spørge sidemanden om en konkret definition (ikke eksempler, det er for nemt) på sociale medier.
Hvis du vil sige noget konkret, som samtidig giver mening, så kan du prøve en øvelse jeg introducerede tilbage i 1999, da jeg alt for ofte oplevede at den nørd der skiftede toner på printeren og installerede PC’er pludselig sad med ved møderne om virksomhedens kommende website (det hele handler jo om computere, ikke?). At spørge computernørden om hvordan virksomhedens website skulle se ud, svarer til at spørge din mekaniker hvor du skal rejse hen på bilferie. Det giver jo ingen mening – og for at få flyttet fokus hen på det forretningsmæssige, hvor samtalen hører hjemme, introducerede jeg følgende dogme, som jeg foreslog til mine møder:
“Prøv at fortælle hvad I gerne vil opnå, uden at bruge navnet på nogen teknologi!”
Hvis du ikke kan det, har du fokus det forkerte sted (din nørd ;o). Det eneste vigtige samtaleemne er nemlig – som det altid været – hvordan vi driver og udvikler vores organisationer! Ikke hvad forskellige ting på internettet for tiden bliver kaldt af journalister.
Derfor vil begrebet “sociale medier ” snart gå samme vej som “virtuel”, “cyber”, “web 2.0″ og “dot.com”, hvis ikke det skifter betydning (ordet “social” er jo ret alment og slidstærkt) til noget langt mere præcist, som handler om processer og ikke et antal websites.
Hver gang en ny teknologi bliver gjort populær og rammer markedet i form af forbrugsprodukter, kan man stille sit ur efter de lommeanalytikere og journalister som i kor giver sig til at erklære et eller andet tidligere eksisterende fænomen eller medie for dødt.
Da fjernsynet vandt frem, blev biograferne af disse analytiske genier erklæret for snarligt døde. Det sket igen da videomaskinen kom frem. Og DVD’erne . Og video på internettet. Og biograferne er her endnu. Da e-handel blev gjort teknisk muligt for masserne, blev “gammeldags” indkøb spået en hurtig og brutal død. Virksomheder som havde en fysisk butik, blev nærmest latterliggjort med udtryk som “gammel økonomi” og “bricks and mortar”. Idag er der ikke mange der taler om ny og gammel økonomi (der er igen kun god og dårlig økonomi) og selvom vi handler på nettet som aldrig før, så åbnes der stadig nye fysiske butikker hver dag. Med fremkomsten af kombinationen af wordprocessing og internet, blev det papirløse samfund erklæret for nært forestående – idag bruges der papir omkring som aldrig før i verdenshistorien. Og snart har hver eneste kineser en laserprinter. You do the math.
For nylig kom Apple så frem med deres version af “tablet pc’en” , hvilket fik samme populæranalytiske alliance til at spå at aviser og bøger nu med sikkerhed vil være borte om få år. Og lad mig udløse spændingen for jer: det vil heller ikke ske denne gang. Men hvad er det, der får disse “analytikere” til at springe ud af æsken med deres nul-sums analyser gang på gang, selvom virkeligheden uophørligt modsiger den slags analyser?
Det nærmeste svar jeg kan komme med er at de er nørder. Lad mig forklare det lidt nærmere. Med nørder mener jeg at diverse medier, i disse analytikeres grundlag, ofte reduceres til et middel til at flytte bits fra A til B. Læg hertil en fundamental rationalitstisk antagelse om at den mest friktionsløse overførselsmåde altid er den mest levedygtige. For eksempel: Hvis en biograf er en mekaniske der skovler filmbits ind i min hjerne og man kan gøre det hurtigere og mere friktionsløst med en DVD, så er den eneste logise følgeslutning at fremkomsten af DVD vil få folk til at holde op med at gå i biografen. I samme tækning er e-handel en mere effektiv og friktionsløs måde at erhverve sig en vare på, hvorfor fremkomsten af ehandel vil gøre enhver fysisk butik overflødig. Og hvis det ikke sker, er det kun et spørgsmål om dårlig logistik. Og altså på samme måde med aviser: da bits’ene i en avis kan flyttes mere friktionsfrit over i min hjerne med en e-dims end på “døde træer” (som papirmediet kaldes, hvis man vil latterliggøre det), så må fremkomsten af e-læsere uvægerligt føre til avisdød.
Kære analytiker – derfor behøver du den æstetiske dimension:
Jeg siger ikke at nogle af disse fremskrivninger ikke kan blive sande. Eller at de ikke til en vis grad er det allerede på nogle områder. Men jeg siger at mange lommeanalytikere misser en pointe som spiller mindst lige så stor rolle som den informationsrationalistiske; nemlig den æstetiske dimension som viser sig ved at at vi faktisk kan lide at gå i biografen, at gå ud og handle og at sidde med en stor og lidt uoverskuelig avis.
I den “æstetiske” verden forbruger vi medier for deres egen skyld, hvis de er lækre. Ikke kun fordi der er effektive. Og det kan føre til synergier og helt nye forbrugsmønstre. Vi bruger f.eks. ikke nødvendigvis Twitter mindre på vores PC, fordi det også er fedt at bruge det på mobilen. Og vi går stadig i biografen selvom vi kan købe en DVD – måske endda fordi vi har set traileren i vores netavis. Eller måske bare fordi det er dejligt at gå et sted hen med nogen vi vil være sociale med. Og vi handler i fysiske butikker hver dag, fordi det kildrer vores æstetiske sans at se bjerge af grøntsager eller besøge fiskehandleren. Eller går i IKEA med kæresten – simpelt hen fordi det er dejligt at have en kæreste at gå i IKEA med!
Hvis du forsøger at forklare verden udelukkende ud fra rationalistiske analyser, er du altså hvad jeg i denne sammenhæng kalder en nørd, som fokuserer ensidigt på enkelt aspekter af virkeligheden og laver analyser ud fra dem. For hvordan forklarer disse rationelle analyser at der stadig findes teatre, når det nu er nemmere at se en film? Hvorfor drikker vi øl, vin og whisky, når det samme resultat kunne opnås med et glas finsprit? Hvorfor drikker vi kaffe, når vi kan spise koffeintabletter? Og hvorfor laver vi stadig lækker mad, når det samme formål kunne klares med en vitaminberiget proteingrød?
Tro nu ikke at jeg siger at disse teknologier ikke spiller en gigantisk rolle i vores samfund. Det er helt klart at en stor del af dem har vist sig at gøre det – også på måder som denne skribent endnu ikke har fattet. Men selve ideen om at vi udelukkende handler rationelt er de fleste økonomer gået væk fra for år tilbage, fordi analyser baseret på den konstant slog fejl. Og også inden for medieanalyserne bør det efterhånden snart være klart at disse kortsigtede analyser der er baseret på en fremskrivning af nutiden ud fra en rationalistisk nul-sums-tænking ikke producerer meget andet end fremtidens anekdoter.
On-demand er over os! Nyheder lige når jeg vil have dem, restauranter der altid har åbent eller bringer ud, underholdning som tilflyder mig på alle devices, flere og flere butikker hvor alt kan klares i underbukser, med en skærm og et kreditkort og busser og metro der kører hvert 5. minut.
Jeg er ved at vænne mig til det friktionsløse samfund, hvor jeg selv er nødt til at opfinde mine fysiske udfordringer og betale for at udøve dem, fordi min hverdag er fuldkommen støvsuget for enhver aktivitet der kan give mig modstand. Hvis bare jeg har penge på kortet, adlyder verden mit mindste klynk. Jeg kan blive kørt til døren med et vink af en hånd, mens jeg lige tjekker nyheder på mobilen, så jeg sikrer at jeg ikke går i mange minutter uden at få et nyhedsfix. Konstant være opdateret om alle de nyheder som aviserne er nødt til at opfinde for at tilfredsstille mit konstant stigende behov.
Jeg er højt oppe i dosis – en gratisavis er forældet lidt over middag, hvor jeg allerede er blevet træt af diskutere dens overskrifter på Twitter. Ud på eftermiddagen sejler jeg fed og oppustet igennem en losseplads af video jeg ikke har bedt om, artikler jeg ikke behøver og social media opdateringer om dit toiletbesøg og din grimme hund.
Og jeg kan allerede se hvor det ender. I den yderste ende af det friktionsløse underholdningssamfund findes jeg som et væsen der forventer at få mine behov dækket NU! Et væsen der betragter en forsinkelse som et nedbrud og som eksploderer med et #FAIL i selvretfærdig harme, hvis den store glatte maskine der mader mig med billeder og næring tillader sig at hoste lidt. Jeg bliver med andre ord til et stort, urimeligt spædbarn.
Men handler livet om at nå fra vugge til grav, så effektivt og friktionsløst som muligt? Jeg vil faktisk gerne have busser der kun kører på bestemte tidspunkter, så jeg bliver tvunget til at stå og tænke over min bevægelse igennem byen. Jeg vil have restauranter der serverer noget bestemt – og ikke bare hvad jeg har fantasi til et forlange. Jeg vil have regnvejr, jeg ikke kan flygte fra. Jeg vil have biografer der viser bestemte film og derfor tvinger mig til at vælge. Jeg vil have en verden der bestemt og uforskammet tillader sig at opføre sig anderledes end jeg lige troede den skulle! Jeg vil have kærlighed, der også gør mig ulykkelig fra tid til anden (ikke for ofte, dog) og nye relationer der presser sig på, når det er mest ubelejligt. Jeg vil have teknologi, der ikke opfylder alle mine behov for at møde andre mennesker. Har du lagt mærke til at du først taler med dine medpassagerere, når toget er forsinket?
Og grin du bare overbærende af min totale mangel på ironi – mit romantiske råb på en verden der er lidt mere beskidt, duftende og uforudsigelig og mindre slap, friktionsløs og infantil. For når du mærker dybt efter, så ved du jo godt at jeg har ret.
Min svoger er en af den slags skolelærere man bare håber ens børn er heldige at få. For det første er han fagligt dygtig – men allervigtigst, så er Jens en ildsjæl. For ham er undervisningen ikke bare et job, der skal klares for at han kan betale huslejen, men et spørgsmål om identitet, faglig stolthed og så selvfølgelig eleverne.
Jens laver en masse af sine undervisningsmaterialer selv. Og i juleferien, mens vi en sen nat sad og tømte svigerforældrenes køleskab for øl, fik vi en snak om hvordan det var oplagt at Jens og andre ligesindede lagde opgaverne på nettet, så andre undervisere kunne få glæde af dem.
Jeg har arbejdet med pædagogiske webprojekter siden 1995 og har hørt RIGTIGT mange ildsjæle fortælle om internetbaserede formidlingsprojekter der lå lige til højrebenet – men som aldrig nåede længere end til den visionære tågesnak. Dette tilfælde viste sig dog hurtigt at være markant andereldes. Jens var nemlig allerede gået i gang og havde lagt ca. 200 opgaver ud på https://dropbox.com/, hvor elever og kolleger allerede idag kan downloade dem.
Og hvorfor er det så at Dropbox ikke er et glimrende værktøj?!
Dropbox er et fildelingsværktøj, hvor man downloader en klient og derefter løbende kan få adgang til en delte filer, arrangeret i velkendte mappestrukturer som løbende holdes opdateret over nettet. Det er med andre ord et skidesmart værktøj. Problemet er at det er et værktøj til at dele filer – ikke til at formidle indhold. Man skal altså læse ud fra et filnavn, om opgaven er relevant for én selv. Og hvis man nu har nogle kommentarer, som kan have glæde for andre, så er der ingensteder at gøre af dem. Eventuel “kollektiv” viden går altså tabt.
Et fildelingsværktøj som Dropbox er med andre ord ret genialt som supplement til øvrige aktiviteter – men som et selvstændigt formidlingsværktøj er det ikke ret effektivt. Og hvad gør man så, når budgettet er minimalt? Man tager fat i formidlingsværktøjernes svar på schweizerkniven – WordPress! Og når man sætter en fagligt dygtig ildsjæl sammen med det rigtige værktøj, sker der ting og sager.
Vi valgte et nemt og sigende domænenavn, matematikopgaven.dk, købte et webhotel hos One.com. Jeg smed en wordpress-installation på, valgte et skin og flikkede et logo sammen. Efter at have rettet logoet lidt til på baggrund af Jens’ feedback, var sitet i luften. Valget faldt på en Creative Commons licens som giver mulighed for alle former for afledte værker – bare ikke kommerciel udnyttelse. Efter et forsøg med Google-reklamer, blev de droppet igen (de var grimme og irrelevante). Endelig tilføjende jeg GD Star – et ratingsystem jeg også bruger på Virkeligheden.dk. Det er uden nogen sammenligning det mest konfigurerbare plugin til WordPress jeg nogensinde har set.
Alt i alt er sitet nu i luften, 100% drevet af ildsjæle. Og når den slags lykkes på en eftermiddag – for den pris et discount-webhotel koster, så er det bare skønt. Og det måtte jeg derfor lige dele med dig ;o)
Tusind tak til folk som Jens Rodsten – OG folkene bag WordPress (måtte ære og nøgne kvinder tilkomme de gode nørder) for at I gør den slags muligt!
For nogle uger siden fik jeg endnu en af de totally random friend requests på Facebook, som vi vist alle får fra tid til anden. Denne var angiveligt fra en Supriyono Mashud Surapawira, som samtidig sendte mig en Facebook-mail noget info som virkede sakset fra et eller andet website. Som du måske kan gætte, blev jeg irriteret og gik i “instant delete” mode . En random venneanmodning er én ting – men når der dukker en mail op med totally random info, er det jo teknisk set spam.
Men så kom jeg i tanke om en af de pointer jeg slog mine tilhørere i hovedet med, ved mit seneste åbne foredrag, Goebbels ville have elsket Facebook” på ITU. Nemlig at vi ofte forveksler Vesten med Verden og bilder os ind at vi har en international dialog, når mange af os stort set aldrig kommunikerer med nogen uden for Skandinavien og USA. Her dukkede der en stemme op fra den 3. verden med en henvendelse, der ganske vist virkede meget bøvet, men istedet for at være pissed og afvisende, besluttede jeg at antage at denne person faktisk var cool nok, men bare ikke var ret skrap til at kommunikere på nettet.
Så i stedet for at slette Supriyono med et vrissent grynt, sendte jeg en mail tilbage og spurgte venligt, hvad jeg skulle bruge det fremsendte til. Svaret kom hurtigt. Der var tale om en opgørelse over forskellene på BNP i vestlige lande og Indonesien og når jeg så efter, var der faktisk også en lille note med en opfordring til at investere i Indonesisk infrastruktur.
Nu udleverer jeg vist ikke min nuværende økonomi for meget ved at sige at jeg ikke lige står og overvejer at investere millioner i asiatisk infrastruktur, så istedet fortsatte jeg med at svare venligt og nysgerrigt. Det viste sig at Supriyono er ingeniør og har været på kursus i brobygning i Danmark. Så mailen handlede vist lidt mere om at have en undskyldning for at kontakte en dansker og betro mig at han savner Danmark.
Og så blev vi selvfølgelig venner på Facebook (indsæt violiner og tuba her) og nu dukker der fra tid til anden fotos op fra en tur på gaden i Prembun, Indonesien i mit feed. Eller fra hans forretningsrejser, som mest viser billeder af ufærdige veje og bunker af sten og grus. Som hans seneste tur til Karanganyar på Java, som du kan se her.
For mig blev læren for det første den helt banale, at det betaler sig at være venlig – også over for det man ikke lige forstår. Men også at det vi forstår som god netkultur, måske snarere er amerikansk/vestligt indforstået og at vi derfor kan misse de helt oprigtigt mente forsøg på henvendelse fra folk i den 3. verden, blot fordi det ikke ligner det vi kender fra det indforståede slæng på Twitter.
Jeg har i hvert fald besluttet at Facebook fremover skal bruges til at gøre min verden lidt større og at det indebærer at fylde mit feed med billeder og hverdagsbanaliteter fra langt mere forskellige mennesker end jeg gør idag.
Young Herbert Schmidt logs on to his Facebook account in 1932:
November 12. I am presenting my brand new talk called “Why Goebbels would have loved Facebook”. It’s done in Danish and takes place at the IT University of Copenhagen. Sign up on the Facebook Event>>
During my work with the basic concept of the talk, I started to wonder what it would actually have looked like, if Goebbels (who was in charge of Hitler’s proaganda from 1926) had used Facebook in the early days to spread propaganda and influence the German voters.
I had to see how that could look, so I quickly put together a “screen shot” in photoshop. It is probably not historically accurate, but it’s supposed to take place in the early 30’s, before Hitler and Goebbels reached total power.
In the later period of the Nazi regime, I am pretty sure that Goebbels would have shut down Facebook and Twitter in Germany (or tried) .
Når man har brug for et website der giver et alibi, men alligevel ikke leverer varen, så laver man et un-site. Det gjorde Finansrådet i 2003 – og det har TDC vist gjort.
Danskere er generelt utroligt loyale over for deres bank og det er ikke usædvanligt at jeg hører folk fortælle hvordan de blev både rørte og taknemmelige over at få bevilliget et lån af deres bankrådgiver.
Men en bankrådgiver er en sælger – og banklån er helt banale produkter, som har priser og som man med fordel kan købe nogle steder frem for andre, men det kræver at man er i stand til at sammenligne prisen på ydelserne hos forskellige udbydere.
I 2003 var man hos Finansrådet begyndt at frygte at man ville blive mødt med lovgivning som ville tvinge bankerne til at skabe større transparens og gøre det muligt for kunderne at sammenligne priser og dermed flytte hen hvor prisen på lån og bankydelser var billigst. Dette kunne jo skabe en kundeflugt for især de store gamle banker med relativt ukonkurrencedygtige renter og gebyrer.
Men hvad gør man, når man gerne vil vise at branchen selv kan løse problemet og at politisk indgriben dermed er unødvendig, men man for guds skyld ikke ønsker at skabe reel transparens?
Man laver da et “un-site”!
I slutningen af 2003, lancerede man derfor http://pengeinstitutternespriser.dk (se hvordan sitet så ud i 2003 via archive.org ) – et site der angiveligt var netop det værktøj som kunderne efterspurgte. Her kunne man finde priser på pengeinstitutternes ydelser som var friske og leveret af de enkelte banker. Der var bare lige én funktion man havde glemt – sammenligningsfunktionen. Det var ganske enkelt ikke muligt at bede om at se det billigste lån eller at sammenline priserne på tværs af flere pengeinstitutter. For at finde den billigste bank, skulle man altså besøge samtlige banker enkeltvis!
Og der var ikke tale om at man i 2003 ikke havde de tekniske muligheder. Det er ikke sværere at sortere efter en pris end det er at sortere f.eks. alfabetisk, som man gjorde på sitet. Og når man begyndte at kigge sitet efter, blev det klart at der var tale om et site som ikke var beregnet på at levere varen – men et un-site, der var beregnet på at se ud som om man leverede varen.
Og når man kiggede sitet igennem med de briller, var det nærmest pinligt tydeligt. Selve URL’en – pengeinstitutternespriser.dk er nok en af historiens længste og mest bøvlede at huske og skrive. Men hvis det ikke er meningen at man skal besøge sitet, er det perfekt. Og når man kigger på sitets opbygning er der masser af andre eksempler. Søgingen på sitet er omstændig og selvom man får lov at gemme banker i sin liste og al hjælpetekst er eksemplarisk pædagogisk, er sitet helt tydeligt ikke lagt an på at man skal kunne finde ud af hvad en bestemt ydelser koster på tværs af banker.
Bankerne modtog stor kritik for sitet men først i januar 2006 kom Finansrådet – med Forbrugerrådets hjælp, på banen med http://pengepriser.dk som indeholder mulighed for sammenligning.
Hvem sagde TDC Play?
Man behøver ikke at rejse tilbage i tiden for at finde et site som virker som om det er et un-site, som angivligt leverer en vare, men gør det noget modstræbende. Et af de stærkeste “value adding” tilbud idag er TDC’s Play-service (nu efterfulgt af en lignende fra Telia), som giver enhver der køber sit bredbånd hos TDC en stort set ubegrænset adgang til at hente al musikken på deres musikwebshop ned til sin PC – ganske gratis.
Tjenesten fungerer som et stærkt argument i en salgssituation og det er faktisk også et ret fedt tilbud. Men hvis man efterfølgende vælger at anvende tjenesten opdager man at den, som i ovenstående tilfælde er, er ualmindeligt ufiks at bruge. Nuvel, den fungerer, men det er som om at søgningen bevidst er lidt dummere end den behøvede at være og at søgeresultaterne er klemt inde i en kalustrofobisk boks på sitet. Jeg her flere gange forsøgt at finde et stykke klassisk musik og har måttet opgive, hvis jeg ikke kendte den nøjagtige titel.
Jeg kender ikke TDC’s betalingsmodel for musikken, men selve sitets opbygning siger noget om at den er forbrugsafregnet og at TDC derfor har en helt kold og kontant interesse i at vi bruger sitet så lidt som muligt – ellers havde det måske lignet Grooveshark lidt mere?
De fleste af den slags IQ-fuptests har en relativt tilforladelig grafik, men her er oversættelsen så ringe at det er komisk. "Carrier" (mobiloperatør) er f.eks. oversat til "branche"
Facebook-applikationer er som bekendt gratis at bruge, men de koster jo stadig penge at udvikle. Den eneste måde udbyderne kan tjene penge på, er derfor at annoncere for andre tjenester der er indtægtsgivende. En af de mest udbredte pengemaskiner der knytter sig til rigtigt mange Facebook-applikationer for tiden er de såkaldte “IQ-tests”.
Disse IQ-tests har i spørgsmålenes opbygning intet med en ægte IQ-test at gøre, kan jeg som psykolog forsikre dig om. Men man behøver ikke at være psykolog for at gennemskue at spørgsmål som “hvilket af disse bogstaver er en vokal?” eller “hvilken ef disse byer er hovedstaden i Danmark?” ikke kan bruges til at måle ret meget. Med undtagelse måske af præstationer omkring en IQ score på 50.
Det eneste formål med spørgsmålenes opbygning er da også at undlade at skræmme brugeren væk men istedet få dem til at klikke sig videre til det punkt hvor de skal indtaste deres telefonnummer for at få deres score tilsendt. Eller i nogle tilfælde en pincode, der skal bruges til at se den endelige IQ-score. Når man først har givet sit mobilnummer, har man samtidig givet udbyderen bag lov til at sende én overtakserede SMS-beskeder til 40-50 kroner stykket! Og at blive ved med det hver uge indtil man selv melder sig fra igen.
Der er imidlertid intet snyd ved det i juridisk forstand – for hvis man læser sig igennem den (ofte ubehjælpeligt oversatte) vilkårsbeskrivelse, fremgår det ganske tydeligt at man forpligter sig til at betale det nævnte beløb hvis man taster sit mobilnummer ind.
Men hvorfor er der så overhovedet nogen der tager den slags test?
Det er nemt at pege fingre af mennesker der ryger direkte på den slags tests, men faktisk er der nogle psykologiske faktorer på spil, som er ret stærke.
Applikationen/tjenesten benytter en meget effektiv ”reveal & compare”-strategi, som kort fortalt går ud på at man først skal investere noget tid og info, efterfølgende får et svar afsløret og endelig kan sammenligne det med andres. Den struktur driver os frem imod den endelige afsløring og kan gøre at vi sjusker med at fordybe os i de enkelte trin.
En IQ-test handler om MIG SELV! Og der er kun én ting der er mere interesant end mig – det er når andre beskæftiger sig med mig!
Intelligens er en meget kulturelt betydningsfuld parameter ved et moderne menneske - er den lav, er det skamfuldt og er den høj er det statusgivende. Derfor er afsløringen af netop dette tal meget tiltrækkende.
Vi surfer ofte på nettet med en slags søvngængeropmærksomhed og bruger derfor ikke vores fulde opmærksomhed til at læse tekst på de sites vi besøger.
Serien af meget lette spørgsmål, skaber et ret højt kliktempo og et positivt flow, som gør det naturligt også at skrive sit nummer ind hurtigt (endnu et nemt spørgsmål) og klikke sig videre.
Layoutet i den slags tests er faktisk ofte ret tilforladeligt – i stærk modsætning til f.eks. nigeriabreve etc. og kan derfor medvirke til at nedsætte den kritiske tærskel.
Der findes intelligenstests på Facebook som rent faktisk er gratis og som man har set nogle af sine venner tage. Dette øger tilliden til den specifikke test.
Når man opdager at man har kvajet sig er man skamfuld og vil hellere blot sluge regningen på 40 kroner, afmelde sig tjenesten og skynde sig videre end f.eks. at advare andre.
Jeg vil ikke påstå at det er specielt intelligent at tage disse tests og for en person som mig der både er psykolog og har ret stor erfaring med mobile tjenester er tjenesten helt gennemskuelig. Men hvis man nu ikke så pokkers snedig, ikke er vant til at bruge internettet eller ikke er særligt hjemme i de mobile forretningsmodeller, er det faktisk forståelig hvis nysgerrigheden efter at få afsløret sin “sande” intelligens kombineret med tjenestens generelle opbygning, kan få én til at drøne videre i flowet og taste nummeret ind, frem for at læse betingelserne og stoppe der.
Endelig kan der jo være mennesker som ganske enkelt synes at 40 kroner om ugen for en fup-IQ og lidt løbende SMS’er er et godt tilbud. Men det er nok alligevel de færreste.
Med sådan et link i bunden af diverse quizzer, lokkes du til at klikke dig ind på en IQ test med den (ret gennemskuelige) påstand at en af dine venner har udfordret dig.
En blog er god til at formidle en løbende strøm af tanker, observationer og ikke mindst emner med en vis aktualitetsvinkling. Derfor har jeg blogget løs her fra virkeligheden i over 5 år.
Det vil jeg blive ved med, men efterhånden har jeg fået behov for en platform for mine kommercielle aktiviteter – primært mine foredrag og de længere ting, jeg er ved at skrive. Derfor har jeg åbnet mindsurfer.dk – som både er titlen på mit aktuelle foredrag og det min første eBog sikkert kommer til at hedde.
Nyt: Nyhedsbrev om internetpsykologi
Både eBog og foredrag handler om hvad der egentlig virker i professionel kommunikation via sociale medier som Facebook og lignende. Hvis du er interesseret i emnet, så skal du da skynde dig at melde dig på mit nyhedsbrev, så vi kan holde kontakten ved lige.
Jeg er nyudsprungen som foredragsholder og håber inden alt for længe at komme til en mikrofon i nærheden af dig og dine kolleger. Hvis alt går efter planen (og det gør det aldrig) så dukker jeg op hos en af landets førende foredragsbureauer i løbet af sommeren.
Men hvis du er interesseret i at booke mig, kan du også selv tage kontakt direkte til mig på 61678913 eller læse mere på mindsurfer.dk
Måske du kan huske hvordan det at “dele viden” var på alles læber i slutningen af 1990′erne. Konsulenter kravlede frem fra under stenene og tilbød at kortlægge virksomhedernes viden, hvilket bl.a. førte til det sarkastiske slogan fra kritikerne “Giv mig dit ur og jeg skal fortælle dig hvad klokken er”. I 1999 toppede det med den storstilede lancering af Lotus Notes 5, som blev lanceret som selve videndelingsplatformen.
At deling af viden er et objektivt gode, vil de færreste vel anfægte. Begrebet er nemlig lige nøjagtigt så fluffy og intetsigende, at man kan få det til at betyde hvad man har lyst til. Hvis man fortæller hvor der er 5 kroners rabat på kopipapir, deler man viden. Hvis man tilbyder en detaljeret analyse af makroøkonomiske sammenhænge, deler man viden. Begrebet er således brugbart til at udtrykke din kommunikations intention til andre, men som analytisk begreb er det rent nonsens.
De største problemer er at der, bortset fra i meget enkle sammenhænge, ikke findes ren viden. Det, vi forstår som viden er ofte en sammenblandingen imellem informationer og holdninger, sat ind i en kontekst. Videndelingsindustriens primære produkt var således storytelling. Ved at tilbyde systemer som kunne gøre lagring og søgning i dokumenter nemt (efter datidens standard) og italesætte disse dokumenter som den modene virksomheds kronjuveler, fik man skabt et produkt hvis sex-appeal var omvendt proportionel med dets potentiale for værdiskabelse.
For hvad medførte indførelsen af “videndelingssystemer”?
Først og fremmest blev forståelsen af hvad viden er, groft forsimplet. Viden blev til informationer om gårsdagens aktiviteter, som blev rapportet ind i et firkantet felt og lagt i en database. Erfaringer fra tidligere projekter eller fra tidligere relationer med kunder, samarbejdspartnere eller leverandører kan naturligvis være guld værd. Men i mange tilfælde handlede videndeling om at man forestillede sig at dagbogslignende indrapportering i en database kunne erstatte den direkte samtale imellem mennesker. I en samtale som jeg havde med en konsulent fra firmaet Convergens i 1998, faldt en bemærkning som for mig fanger essensen af sen-90ernes videndelingshysteri.
Bemærkningen fra konsulenten lød:
“Videndeling handler jo ikke kun om at indføre teknologi, men om f.eks. at sætte et skilt op vd kaffemaskinen der fortæller at man ikke skal tale sammen der, men gå ind og skrive det i videndelingsystemet”
Den lader vi stå et øjeblik….
At viden – som sødmælk – blev forstået som et nulsum-spil, medførte tusinder af intelligente mennesker blev tvunget til at taste terrabytes af data ind i videndelingsystemer. Jeg har talt med medarbejdere, der var ved at brække sig over at skulle løse denne meget uklare opgave – ” at dele viden”. Og det skyldtes helt primært at medarbejderen blev bedt om at afrapportere gårsdagens projekter og interaktioner, mens interessen helt naturligvt var på dagens og morgendagens.
Hvor mange virksomheder der har brændt arbejdstimer og goodwill hos medarbejderne af på videndelingens alter, inden modebølgen drev over, ved ingen. Men mange virksomheder har i hvert fald endt med at stå med frustererede medarbejdere og store databaser fulde af forældede informationer, som var skrevet af pligt og uden et klart formål.
Mikrobloggingens muligheder for videndeling – eller hvad man nu skal kalde det
Idag tilbyder mikroblogging, som det ses i Twitter eller i Facebooks statusopdateringer, en mulighed for at realisere formålet med videndeling – nemlig at medarbejdere er orienterede om hinandens aktiviteter og har adgang til at trække på hinandens ressourcer.
Mikroblogging har nemlig et par meget åbenlyse fordele i forhold til f.eks. en gammeldags “Lotus Notes lignende” vidensplatform.
Man skriver om det man laver lige nu, imens det er interessant for medarbejderen og opleves som højrelevant at kommunikere ud.
Man deler links og andre ting man falder over i løbet af sin research – man viser altså andre hvad man selv ser på. På den måde sker videndeling ved at der skabes transparens til det man laver lige nu - ikke ved at man afrapporterer gårsdagens aktiviteteter.
For det andet er formen kort – det handler om at dele en tanke eller et link – man sidder derfor ikke og bliver lammet af store tomme tekstfelter der kræver mange overvejelser og geniale tekster.
At medierne er sociale, har en åbenlys pædagogisk effekt. Man kan se hvordan andre bruger mediet og skal derfor ikke sidde alene og gætte på hvordan formen skal være.
Endelig giver den sociale dimension en indholdsmæssig fordel, idet der er mulighed for at andre der ved noget om ens link eller emne, selv bruger et par hundrede tegn på at tilføje et link, en kommentar eller en kritisk bemærkning, som alle andre kan inddrage i deres eget arbejde.
Så 10 år efter videndelingsevangelisterne gik omkring solgte databaser som var de hjerner, bringes viden i spil i form af små tekstbidder, som vi selv kan stykke sammen til vores egne flygtige helheder. Men lad os ikke glemme at der stadig ikke er mange systemer der kan overgå de 10 minutter hvor vi står på et koffein-buzz og snakker med en kollega, inden vi bærer kaffen ind til maskinen og ser hvad der er sket på Twitter mens vi var væk.
Forleden fik jeg en en mail fra en bekendt der lød:
Hej Anders,
Jeg kan se, at du har integreret facebook ind i virkeligheden.dk – status og postings. Ser sgu godt – hvordan gør man det? En plugin i wordpress – eller… Fair nok hvis det er forretningshemmeligheder.
Hilsen Martin
Her kunne jeg svare Martin (og andre interesserede) at det er utroligt nemt at gøre i praksis, hvis man allerede kører WordPress med et tema som understøtter Widgets (påkrævet). Jeg har nemlig blot aktiveret det den indbyggede RSS widget i WordPress og indsat URL’en på det RSS feed som man kan hente fra mine Facebook-statusopdateringer. Derpå har jeg valgt at den kun skal vise 1 item. Senest har jeg gentaget processen med RSS-feedet fra mine Twitter-updates.
Tilgængeligt webdesign er ikke bare et spørgsmål om at være et ordentligt og næstekærligt menneske – det er ganske enkelt forbandet god forretning. Det giver nemlig åbenlyse konkurrencefordel at ens produkter kan bruges af flere og er skabt af de mest motiverede medarbejder i en socialt ansvarlig virksomhed.
Hvad ved du egentlig om tilgængeligt webdesign?
Spørger man en række tilfældigt udvalgte beslutningstagere med ansvar for et firmas eller en organisations website om deres viden om tilgængelighed, får man almindeligvis det svar at tilgængelighed handler om at give blinde adgang til at få læst websitets tekster op med en skærmlæser. Ganske få kan desuden associere tilgængelighed med at ens kode er valideret i relation til W3C’s specifikationer for HTML 4.01 og CSS 2.0 – uden dog at kunne redegøre detaljeret for sammenhængen.
Nogle af de mere avancerede kan oven i købet nævne yderligere et par former for funktionsnedsættelse, som et tilgængeligt webdesign kan kompensere for. Det kan dreje sig om mennesker med bevægelseshandicap (kan sitet navigeres med TAB tasten og er der tastaturgenveje til centrale funktioner?), ældre brugere (er teksten fri for computerslang og jargon, kan teksten skaleres op i størrelse?), ordblinde (er der supplerende tegninger og pictogrammer og kan man få teksten læst op?), besøgende med ældre computere eller browserversioner (kan de centrale funktioner anvendes uden Flash, active X eller en 1024×756 skærm?), mennesker med dansk som andetsprog (tilbydes sitets indhold på et letforståeligt dansk), eller mennesker med problemer med overblik og hukommelse (er der sitemaps, “brødkrummer” og detaljerede hjælpesider?).
Alle disse brugergrupper udgør tilsammen en stor del af et givet lands befolkning. Det er din genbo, der ikke kan bruge netbank, din mor der ikke kan spare penge på telefoni, forældrene til dine børns legekammerater der ikke kan finde de billige rejser og måske dig en dag, din kæreste, dine egne børn, der pludselig ser verden skrumpe og oplever, at de mange valgmuligheder vi alle tager for givet, pludselig bliver til ganske få eller forsvinder helt. Alene derfor burde det være helt åbelyst for enhver at firmaer og organisationer, der publicerer webbaseret information, bygger CMS’er eller udbyder diverse webtjenester, har et fælles ansvar for at tilstræbe optimal tilgængelighed og dermed bidrage til at mennesker med funktionsnedsættelse også kan nyde informationssamfundets muligheder.
Slut med tudefjæs
Dette er baggrunden for arbejdet med at skabe større tilgængelighed – men det er desværre samtidig også tilgængelighedsarbejdets største problem. Denne tilgang handler nemlig om at begræde en masse menneskers handicap og motivere udbyderne ved at skabe medlidenhed og dårlig samvittighed – eller i bedste fald påkalde sig solidaritet og næstekærlighed. Det betyder ikke, at ovenstående er forkert. Det vil vel ingen påstå. Det betyder blot at fortalerne for tilgængelighed taler et sprog, der meget dårligt kan forstås i en forretningsmæssig verden. Og sidst, men ikke mindst: ved at tale i stakler og ansvar, overser man totalt den helt fantastiske potentiale, der ligger for en virksomhed i at få en ordentlig tilgængelighedspolitik indarbejdet i organisation, produkter og markedsføring. Fordelene er store og kan let samles op og oversættes til meget store konkurrencefordele i en verden, hvor oplevelser er den vigtigste værdiskabende faktor på produktsiden og virksomhederne kæmper for at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft.
Tilgængelighed giver bedre produkter og lavere udviklingsomkostninger
Tilgængelighed handler om at forberede sine produkter – her websites – på brugernes forskellighed. Med fremkomsten af mange nye former for computere, smartphones, browsere og opkoblingsformer, betyder et fokus på tilgængelighed, at jeres website slår konkurrenterne med hestelængder, når det drejer sig om at komme ind på fremtidens platforme. Man nødt til at overholde en række standarder for at sikre, at et website kan læses af diverse specialbrowsere – som skærmlæsere for blinde. Man kan ikke umiddelbart tage udgangspunkt i, at noget der er lækkert i Internet Explorer virker i disse specialbrowsere. Men ved at lægge sig op af anerkendte standarder, oplever man pludselig, at ens website kan tilgås af PDA’er, smartphones og webbrowsere der ikke var kendt, da sitet blev udviklet. Tilgængelighed er derfor et stærkt lokomotiv for at skabe bedre designvaner og reducere udgifterne til fremtidig udvikling og vedligeholdelse. Et klassisk eksempel er, at mange webdesigns stadig er opbygget med HTML-tabeller. Disse er meget forvirrende for blindes skærmlæsere. Når man fjerner tabellerne og bruger stylesheets i stedet, kan ens site pludselig også læses på mange mobiltelefoner og opdateringer og design bliver meget nemmere og hurtigere.
Tilgængelighed som Corporate Social Responsibility
Flere og flere virksomheder anvender i dag en del af virksomhedens overskud til at støtte velgørende formål. Dermed kan virksomheden sende et signal til omverdenen om, at man ikke blot er fokuseret på profit og dermed gøre sine produkter mere spiselige for den politisk bevidste forbruger. Disse aktiviteter er dog ofte rimeligt gennemskuelige for den moderne forbruger, der nemt kan komme til at se aktiviteten som et påklistret alibi, der ikke kan forbindes direkte med produktet eller virksomheden. Det betyder ikke at disse aktiviteter ikke virker – man får bare ikke ret meget for pengene. Ved at anvende de samme penge på at gøre firmaets website og andre produkter optimalt tilgængelige – og kommunikere det aktivt til forbrugerne, kan virksomheden profilere sig som socialt ansvarlig på en måde, der er dybt forankret i produkterne og dermed medvirker til at distancere både virksomhed og produkt fra konkurrenterne. Tilgængelighed er altså en måde at integrere den sociale ansvarlighed i virksomhedens produkter og ikke blot klistre den udenpå.
Tilgængelighed som HR-redskab
Man kan efterhånden fordre svin med de undersøgelser der viser, at løn må vige pladsen som væsentligste paramenter, til fordel for meningsfuldhed, arbejdsmiljø og spændende opgaver, når danskerne vælger arbejdsplads. Hvis din virksomhed ønsker at tiltrække højtuddannede mennesker med sociale kompetencer, kreativitet og ledelsesegenskaber, er tilgængelighed “second to none” som redskab til at præsentere virksomheden som en helhedsorienteret og ansvarlig arbejdsplads uden at miste fokus på produktet, kunderne og kvaliteten. Hvad tror du der ville ske, hvis dine medarbejdere blev opmuntret til at skabe størst mulig tilgængelighed for alle medborgere i alle led af jeres daglige virke? Hvad ville der ske med produkterne? Hvad ville der ske med samarbejdet? Hvad ville der ske med motivationen? Hvad er der at tabe?
Hvis du kan finde en bedre, billigere og mere meningsfuld måde at opnå en konkurrencefordel på, så må du gerne fortælle mig om den.
Hvis du endnu ikke har opdaget det, så indeholder Google Maps en funktion, der lader dig zoome ind på veje og gader i mange af verdens byer med den såkaldte Street View funktion.
Idag twitter en sædvanligvis pålidelig kilde (harddiskens Henrik Føhns) at Googles Street View biler klokken 10 i formiddag (for ca. 20 minutter siden) begyndte at køre rundt og lave detaljerede 3D-optagelser i København, Århus og Odense. Så hvis du bor i indre by er det nu du skal moone fra vindueskarmen (eller undlade at moone - alt efter temperament) – eller måske nøjes med at hænge firmalogoet ud på gaden.
Jeg faldt over den her på Facebook og synes det er ugens eksempel på noget jeg bare må vise dig. Den er skidegrim og amatøragtigt lavet, men den har det der skal til . Hvis du kan din Meat Loaf, vil du værdsætte den – ellers vil den være absolut intetsigende.
Tegningen rammer nogle forskellige psykologiske hot spots, som den henter sin delingskraft fra. Her er mit bud fra hoften på et par af dem:
Den trækker på den humor, som opstår når man blander formsprog
Den velkendte diagramstil fra f.eks. regneark, bruges overraskende til at præsentere lyrisk humor. Note til vordende humorister: Jeg har en tommelfingerregel som siger: Du bør altid bevare nogle velkendte elementer i dit humoristiske materiale. Du skal altså enten putte overraskende indhold i en velkendt form (som i dette tilfælde) eller du skal præsentere et velkendt indhold i en overraskende form. Eller blot blande kendt form med kendt indhold på nye måder – som hvis du sang din bilforsikringspolice som kirkesalme eller brugte speaken fra BIVA reklamer som scorereplikker (ok, ikke de sjoveste eksempler – men du forstår pointen).
Hvis du bevarer et eller andet element af noget kendt, bliver bevidstheden “kildet” af forskellen på noget kendt og noget ukendt og humor kan opstå – ofte hjulpet på vej af nogle af de mange referencer det kendte har med sig. Hvis hverken form eller indhold er kendt i forvejen, bliver resultatet ofte bare forvirring, da hjernen intet referencepunkt har og derfor skal bruge al din opmærksomhed på at afkode budskabet. Lidt som noget fjernsyn med Rune Klan
Den har en forsinkelse indlagt
Det som gør tegningen sjov findes ikke på selve tegningen – man skal lige ud i baghovedet og hente den rigtige sang og afspille det lille stykke, før tiøren falder. Denne forsinkelse på et par sekunder gør at man først oplever tegningen som meningsløs og derefter får mening i den. Det kan hjernen rigtig godt lide – den elsker mening og hader ikke at forstå ting. Og i samme øjeblik man oplever mening, opdager man også den overraskende brug af den kedelige diagramform. I nogle meget kritiske sekunder herefter opståren fed følelse, som kan resultere i ”den her skal nogen andre se” oplevelsen.
Man får lov at virke smart
Forbindelsen imellem Meat Loaf sangen og diagrammet er en lille smule raffineret. Og det er lige passende. Hvis den var skåret mere ud i pap var den ikke sjov – og hvis den var mere raffineret, ville alt for få mennesker fatte den. Den har en kulturel reference så man lige når at få følelsen af at man er musikalsk velbevandret. Også selvom at sangen har grovhittet verden over og det kan være svært at finde nogen over 30 som ikke har hørt den, gætter jeg på.
Primært har tegningen en “Oh yes, I get it” faktor. Og ved at sende den viser man den til andre med en “Do you also get it?” twist. Den påpeger desuden noget logisk absurd. I sanglinjen “I would do anything for love, but I won’t do that” er der en selvmodsigelse som de fleste jo ikke forstår rent bogstaveligt. Vi forstår jo godt hvad manden mener, sådan omtrent. Men rent logisk er det jo noget sludder, som diagrammet så tydeligt viser. Og netop det kan være sjovt at være den der “afslører” for andre.
Den er grim og virker derfor som “undergrund”
Når man sender noget videre der ligner undergrund, signallerer man originalitet – men for fanden hvor ville jeg elske at finde ud af at det er Virgin Records (som udgav sangen i Europa) som står bag.
I forbindelse med oprettelsen af min rådgivningsgruppe om børn og forældre på Facebook, blev jeg opmærksom på et særligt forhold ved sociale profilbaserede medier som Facebook: det er ikke muligt at skifte udtryk når man går fra et privat til et professionelt rum.
Noget af det som unge mennesker lærer når de er ved at blive voksne, er at forstille sig. De lærer at ikke alt hvad man tænker og føler egner sig lige godt til alle situationer. Derfor betragter vi det som en del af en vellykket indtræden i de voksnes verden, at man bliver i stand til at skifte og tilpasse sit udtryk til forskellige kontekster.
Hvis jeg talte til mine kunder som jeg taler til min søn, ville det måske virke forstyrrende på samtalen. Men hvis jeg kom hjem til min kæreste og talte som jeg gør til mine studerende, ville hun måske også bede mig om lige at tune ind. Det er altså en helt uundværlig del af at fungere imellem mange kontekster, at vi kan omstille os og variere vores udtryk. Ikke mindst hvad angår vores mimik og fremtoning. Og her er det at medier som Facebook faktisk hæmmer vores mulighed for at tilpasse os. Her har vi nemlig kun ét udtryk! Og det fungerer ikke altid lige godt i alle kontekster.
Da jeg oprettede fornævnte Facebook-gruppe, anvendte jeg det foto du ser herover som profilfoto. Det er et noget brysk foto som mine venner sagtens kan afkode, men på den nye Facebook-gruppe, affødte det følgende kommentar (bringes i uddrag):
Når du taler om at skulle rådgive os forældre om børn og internet og på samme tid profiler dig med et nøgen foto som profil billede, så tænker jeg straks her er der en pædofil som forsøger at skabe kontakt.
Det er selvfølgelig mulig at du forsøger at sende et andet signal med dit profil billede, men når jeg ser på dit profil billede hvor du sidder med mindst bar overkrop, i en positur der henleder tankerne på det nøgne, så er jeg ikke i tvivle, dig skal man passe på.
Det var jo ikke lige hvad jeg havde regnet med. Og uden at ville gå ind på tidens pædofiliangst, som forpester forholdet til krop, børn og nøgenhed, så må jeg bare konstatere at medier som Facebook reducerer vores udtryksmuligheder kraftigt, idet vores tillærte evne til at variere udtryk imellem kontekster ikke kan bruges i mediet.
I dag har jeg valgt et noget mere afdæmpet foto, hvor jeg smiler. IKKE fordi jeg vil ligge under for pædofiliangst, men fordi det her måske ikke ligner en fyr man har lyst til at spørge til råds…
Note: Billedet er hentet ind i bloggen fra mine Facebook-fotos via et plugin.
Denne blog er skrevet i det open source blogsystem som hedder WordPress. Du kan hente det gratis på wordpress.org og lægge det på dit webhotel. Eller oprette en udgave der er hosted på wordpress.com, hvilket er en god idé hvis du ikke helt ved hvad det vil sige at lægge en blog på et webhotel.
Der er en del rare open-source udviklere, der har udviklet forskellige såkaldt plugins til WordPress, som udvider funktionaliteten. Nogle handler om at forbinde min blog med Facebook på forskellige måder – og netop den slags plugins tester jeg af, denne søndag. Mens jeg drikker kaffe og hører radio.
En af dem er en såkaldt “Facebook Connect” funktion, som gør det muligt at koble mine Facebookvenner til min blog. Jeg har stadig en del problemer af teknisk art med den (blandt andet kører den ikke i Internet Explorer), men når den kører, burde folk kunne registrere sig direkte på sitet med deres Facebook konto og når man poster en kommentar, burde den dukke op på ens Facebook-konto også. Men det er som sagt alt sammen i testfasen… og alt der ikke virker 100 og skaber værdi, ryger UD når testen er overstået.
Da jeg var dreng, brugte jeg mange sommerferie-eftermiddage på Trafiklegepladsen. Det var en stor og helt fantastisk trafiksimulator (og for øvrigt også et skoleeksempel på steder man IKKE skal gense som voksen). Her kunne man køre omkring og holde for rødt og blive fortrolig med trafikken, uden at behøve at risikere liv og førlighed. Der var to slags børn: dem der kørte pænt og tændte på at følge reglerne – og dem der løb omkring på plænerne og lavede fis eller kørte over for rødt. Og ja, du gættede rigtigt – jeg var en af de små drenge der kørte i højre side og pænt holdt og ventede til det blev grønt.
I dag var min ven, Emil Borup, så inde og prøve noget der faktisk minder en del om – og så alligevel ikke. Folketingets informationstjeneste har nemlig en lovgivningssimulator, hvor man som stor skoleelev kan være politiker for en dag og prøve at sidde i udvalg og behandle lovforslag og til sidst ende i en folketingssimulator, hvor man skal vedtage (eller forkaste, antager jeg) forslagene. Det er jo leg for alle pengene og ja, Emil. Faktisk er jeg lidt misundelig ;o)
For nylig var Harward-forskeren, Alex Wissner-Gross, dagens mand i modvind, da han satte fokus på den Co2-forurening (mere præcist 7g.) der finder sted, hver gang du laver en Google-søgning.
Det medførte et modsvar, både fra Google selv og fra diverse andre debattører af mere eller mindre polemisk skuffe. Se f.eks. Leake & Woods i Sunday Times Online. Men faktisk er der langt større forurenere end en Google søgning. Du er faktisk selv et miljøsvin, hver gang du bruger tjenester der kræver meget processorkraft af din computer.
Flash-animationer eller videofiler kræver båndbredde (og dermed energi) når de skal gennem internettet og ned på din pc (video dog meget mere end Flash animationer). Men den store forurening finder sted når din computer skal forvandle de rå data til en interessant multimedieoplevelse i din browser. Og mange af os kan helt bogstaveligt høre når vi forurener. Mig selv for eksempel. Min egen PC’s interne afkølingsblæser er sat til variabel hastighed. Det betyder at den ikke står og kører konstant, men istedet følger dem temperatur der er inde i computeren. Når jeg går ind på en webside som politiken.dk, som har mange Flash-reklamer, så begynder blæseren at køre hurtigere. Og det kan kun betyde én ting: at computerens processorer arbejder hurtigere for at kunne vise de mange Flash-bannere og dermed genererer mere varme.
Når computeren arbejder hurtigere, bruger den nemlig mere strøm og det skaber varme. Altså står der et kraftværk et sted og producerer lidt mere strøm for min skyld- enkelt fortalt. Når når du besøger en side med meget Flash (f.eks. animerede flash-reklamer), forurener din computer altså mange gange mere end når du f.eks. Googler. Din blæser afspejler direkte varmen i din computer og dermed strømforbruget – så du kan helt bogstaveligt høre forureningen. Mere blæserstøj = mere forurening. Det gælder alle steder. Og nej – det nytter ikke at få en lydløs blæser, for den er bare et symptom.
Det helt morsomme bliver at det faktisk dermed bliver dig selv der betaler mere i el for at se reklamer på computeren (men det er jo ikke forskelligt fra TV). Men i det større billede betyder det at et website der ønsker at være grønt, ikke skal bruge tunge graviske virkemidler som flash og video – eller i hvart fald skal bruge dem emd omtanke. For flash forurener. It’s a fact.
I dag var jeg i Sorø for at holde et afsluttende møde i forbindelse med en forundersøgelse blandt studerende, som jeg have lavet for University College Sjælland. Undersøgelselsen vedrørte en studielivsportal, for seminariestuderende på Sjælland og jeg var blandt andet ude for at rådgive om hvordan de starter portalen som en brugerdrevet process.
Jeg har ikke bil, så togturen kunne have været en fin lejlighed til at se slutningen på There Will Be Blood, som jeg har liggende på min PC, men ikke havde set helt færdig. Med softwaren Orb installeret på PC’en og en konto hos internettjenesten af samme navn, kan man nemlig ikke bare få adgang til alle sine mediefiler på hjemmecomputeren, fra enhver dims der er tilsluttet internettet – hvilket i det her tilfælde ville være min Nokia N79. Det helt smarte er nemlig at softwaren kan tilpasse kvaliteten til den enhed og opkobling man bruger til at koble på med. Det betød at jeg eksempelvis kunne få streamet en 300 kbit/sec version af filmen direkte ned på mobilen – en kvalitet der både ser godt ud og kører upåklageligt.
MEN AK! I toget kan man arbejde, hvad man ikke kan i bilen. Det praler Harry-reklamerne med. Men det kniber stadig med at tage konsekvensen og indføre det som rangerer lige under gratis øl og bare bryster for mange fra online-generationen – en stabil og gratis mulighed for at gå på nettet i toget. Nu vil man sikkert argumentere med at det ville koste en formue, da alle ville streame video i HD. Men her kunne man jo indføre en vis databegrænsning for almindelige monkeyclass-billetter og eventuelt indføre ubegrænset adgang for business class. Det er teknisk muligt ( i Sverige får man en kode på sin business-class billet, som giver gratis adgang til internettet) og ville garanteret sælge nogle flere pladser end dårlig kaffe og aviser.
Sådan en medalje får man, hvis man har trænet i månedsvis og efterfølgende betalt penge for at komme til Grønland og løbe 42,195 kilometer ud i én køre. Med andre ord – for at opføre sig som en maksimal løbenørd. Camilla er kommet hjem fra Grønland, hvor hun løb en fuld “adventuremaraton” i Kangerlussuaq og efterfølgende besøgte vores elskede onkel Carsten i Illulisat. Nu er hun hjemme på Lykkesholms Allé igen – og på hendes blog kan du læse mere om løbet og gafle et af de smukke fotos (fotografere kan hun s’gu osse) til baggrund på din computer.
Det er ved at være et par år siden nu, men jeg tænker stadig på dig nogen gange. Du stod i grillbaren på peronen på Nørreport og jeg kom forbi for at spise en fransk hotdog. Der var ingen kø, så jeg fik hurtigt min haps med chili og svarede med et “tak skal du have, min fætter”. Jeg glemmer aldrig den måde du så på mig på. Det var som om dit ansigt faldt sammen. Du var ikke vred. Bare resigneret. Som alle andre unge mænd i grillbarer (jeg har en søn på din alder) så du sikkert dig selv som bror, søn, studerende, underbetalt, kommende rockstjerne, onanist, sågar. Og så kom jeg forbi og fortalte dig at for mig var du af bare et individ af anden etnisk herkomst end hvid.
At kalde dig “fætter” er nutidens svar på “boy”. Jeg ved det nu. Jeg skammer mig. Jeg gør det ikke igen. Undskyld.
I radioavisen har jeg de sidste par morgener hørt hvordan lederen af Esbjerg Musikhus ville tillade Kim Larsen at ryge cigaretter på scenen til de to koncerter som de afholder med den drevne scenekunstner med det enfoldige musikalske udtryk. Det fik arbejdstilsynet til at meddele at de muligvis ville dukke op til koncerten og speakeren i Radioavisen sagde nærmest ordret, at det nok ville være en god idé at troppe op for at se hvordan det udspillede sig.
Nu er der bare lige den lille detalje at Kim Larsen ikke ryger på scenen til sine koncerter – noget ingen havde ulejliget sig med at undersøge (og vi taler Radioavisen her – danmarks mest troværdige medie). Esbjerg Musikhus har således spillet medierne som en fed mand spiller på en piccolofløjte. Respekt og altså et link herfra for lige at booste deres Google Page Rank
Be the First to Comment 
4) Unblock-us og Netflix - Sådan får du adgang til 100.000 filmtitler og serier for $13/md
Hvis du er et artigt og velopdragent barn af din tid, vil du finde denne overskrift åbenlyst absurd. Selvfølgelig 
Du har sikkert bemærket at hypen omkring “de sociale medier” er ved at klinge hastigt af i denne tid. Det er f.eks. ved at gå op for de fleste at det godt nok er muligt at kortslutte tyngdeloven og få en hjemmevideo på YouTube til at generere en million besøgende og en masse nye kunder for nul kroner. Men odds’ene for at det sker for netop den video du lægger ud stinker ret fælt. Så fælt at en forretningsstrategi der baserer sig på det fænomen, kun synes realistisk for de allermest enfoldige.
Da jeg begyndte at arbejde som selvstændig webkonsulent i slutningen af 90′erne, kom jeg ud og talte med en hel masse virksomheder om deres kommende website, som jeg skulle hjælpe dem igang med. En af de ting som jeg tit oplevede var at der ved disse møder sad en eller anden nørd (måske ham som plejede at skifte toner på printeren) som var hevet ind som virksomhedens interne ekspert. Når IT-nørden sad med ved mødet, var det jo fordi at et website blev set som et spørgsmål om computere – det var en almindelig misforståelse i webbens tidlige ungdom, men også en klar forhindring for et godt resultat. At diskutere virksomhedens webstrategi med en IT-tekniker svarer, efter min mening, til at planlægge sin bilferie med sin mekaniker. Disse nørder ville gerne tale om hvilken servertype der var bedst, om man skulle bruge Flash og andre teknologiske ting og fik alt for tit lov at køre løbet, mens ledelsen blev koblet af.
Hver gang en ny teknologi bliver gjort populær og rammer markedet i form af forbrugsprodukter, kan man stille sit ur efter de lommeanalytikere og journalister som i kor giver sig til at erklære et eller andet tidligere eksisterende fænomen eller medie for dødt.
On-demand er over os! Nyheder lige når jeg vil have dem, restauranter der altid har åbent eller bringer ud, underholdning som tilflyder mig på alle devices, flere og flere butikker hvor alt kan klares i underbukser, med en skærm og et kreditkort og busser og metro der kører hvert 5. minut. 
Min svoger er en af den slags skolelærere man bare håber ens børn er heldige at få. For det første er han fagligt dygtig – men allervigtigst, så er Jens en ildsjæl. For ham er undervisningen ikke bare et job, der skal klares for at han kan betale huslejen, men et spørgsmål om identitet, faglig stolthed og så selvfølgelig eleverne.
Når man har brug for et website der giver et alibi, men alligevel ikke leverer varen, så laver man et un-site. Det gjorde Finansrådet i 2003 – og det har TDC vist gjort.
Forleden fik jeg en en mail fra en bekendt der lød:
Da jeg var dreng, brugte jeg mange sommerferie-eftermiddage på 
For nylig var Harward-forskeren, Alex Wissner-Gross, dagens mand i modvind, da han 
I dag var jeg i Sorø for at holde et afsluttende møde i forbindelse med en forundersøgelse blandt studerende, som jeg have lavet for 
