Du har sikkert bemærket at

I det hele taget er det, efter at rusen så småt har fortaget sig, ved at være klart for folk at heller ikke i form af de såkaldt “sociale medier”, kan internettet udøve magi og skabe en støre værdi end du egentlig fortjener. Et røvsygt produkt er nemlig også et røvsygt produkt på Facebook og hvis du er kedelig, hemmelighedsfuld eller uærlig – bliver du ikke pludselig  interessant, inddragende og hæderlig af at bruge Twitter.

Den rodebutik vi kalder “sociale medier” er blot internettet i en mere moden form, hvor en masse børnesygdomme er luget ud og ting er lettere at bruge. Det betyder især at de funktioner som privatpersoner kan bruge til at kommentere og dele med er blevet kraftigt forbedret. Disse funktionaliteter er så gamle som webben selv, men i takt med at de bliver mere brugervenlige, bliver de brugt mere og der opstår efterhånden en forventning om at man kan komme til orde, blive hørt og få svar når man kontakter jeres virksomhed online. Vi har altså mere og bedre horisontal dialog. Men det er stadig “bare” internettet I står over for, inde bag alle de shiny begreber.

Historien om organisationen som møder internettet er ikke ny

Da jeg begyndte at arbejde som selvstændig webkonsulent i slutningen af 90′erne, kom jeg ud og talte med en hel masse virksomheder om deres kommende website, som jeg skulle hjælpe dem igang med. En af de ting som jeg tit oplevede var at der ved disse møder sad en eller anden nørd (måske ham som plejede at skifte toner på printeren) som var hevet ind som virksomhedens interne ekspert. Når IT-nørden sad med ved mødet, var det jo fordi at et website blev set som et spørgsmål om computere – det var en almindelig misforståelse i webbens tidlige ungdom, men også en klar forhindring for et godt resultat. At diskutere virksomhedens webstrategi med en IT-tekniker svarer, efter min mening, til at planlægge sin bilferie med sin mekaniker. Disse nørder ville gerne tale om hvilken servertype der var bedst, om man skulle bruge Flash og andre teknologiske ting og fik alt for tit lov at køre løbet, mens ledelsen blev koblet af.

En af de små julelege jeg brugte den gang (og stadig bruger idag, hvis det er nødvendigt) var at bede de tilstedeværende om at prøve at fortælle hvad de gerne ville have ud af vores møde – uden at nævne navnet på en eneste teknologi. Det havde mange påfaldende svært ved i begyndelsen! Men det som ofte hurtigt skete var at nørden blev forvirret og klappede i – og repræsentanterne for ledelsen nu kunne komme på banen med målsætninger som: “Vi vil gerne være påvirke vores image”, “Vi vil gerne have rationaliseringsgevinster”, “Vi vil gerne øge kendskabet til produkt X”, “Vi vil gerne sælge mere”.

Man kan diskutere hvad der er mål og delmål, men alle disse målsætninger handlede om forretning – ikke om teknologi – og det er stadig de eneste interessante mål der er værd at fokusere på. For jeg må hellere afsløre det for dig før andre gør: der er INGEN der har brug for et website. Det ENESTE vi har brug for er forandringer på forretningskritiske parametre. Og det bliver ikke anderledes af at websitet er ejet af andre og du så bare laver en side på Facebook eller en profil på Twitter. Internettet er altid et middel – aldrig et mål i sig selv.

Og hvad betyder det så i relation til Facebook og Twitter? Skal vi nu droppe dem helt?

Det siger jeg ikke at I skal. Men fra at tale om hvordan jeres organisation nu kan lave bedre Facebook og Twitter, skal I altså begynde at tale om hvordan Facebook og Twitter kan lave jeres virksomheder bedre.

Gevinsten skal ikke ses på internettet men i jeres virksomhed. Og som en god øvelse, inden I opretter en side på Facebook og kaster en masse tid efter at poste en masse links til igen nytte, kan I jo prøve at fortælle hvad I forventer at få ud af tilstedeværelsen – uden at nævne selve Facebook med et ord. Hvis I ikke kan sætte mål som handler om forretning og ikke om fans, så skal I måske heller bruge jeres kræfter på noget andet.

For mellem os:  hvis I ikke her sat jer mål som ligger uden for selve internettet – hvordan har I så egentlig tænkt jer at måle om I overhovedet har fået en effekt ud af anstrengelserne?

Lad mig præsentere dig for en ung leder, med flere års erfaring i international operativ ledelse – primært via internettet. Hans navn er Martin og han er 26 år.

Martin har de seneste 3 år været en del af et internationalt ledelsesteam i en organisation med medlemmer fra Europa og Mellemøsten. I dag er han øverste leder af organisationen, som ledes i samarbejde med resten af ledelsesteamet.

Som leder af organisationen har Martin anlagt en demokratisk og retfærdig ledelsesstil, hvor han lægger vægt på at reglerne gælder for alle – også ham selv. Hans ledelsesstil har være medvirkende til at organisationen har en høj fastholdelsesgrad og til at give organisationen et ry for at have et godt arbejdsmiljø blandt konkurrenterne på markedet.

Martin har øverste ansvar for styring af økonomien og fungerer desuden som operativ chef, når organisationen er ude på opgaver. I praksis indebærer ledelsesopgaverne at Martin har det operative ansvar for ca. 25 mennesker som løser opgaver i realtid over 6 tidszoner. Dette understøttes af Martins store faglige viden. Han har højeste certificering indenfor sit faglige område og bruger en del tid på at dele af sin viden.

I samarbejde med resten af ledelsesteamet er Martin både involveret i rekruttering og afskedigeleser – og trods den demokratiske ledelsesstil, er der ingen slinger i valsen, når der skal uddeles irettesættelser – eller direkte afskedigelser. Hvis man gentagene gange overtræder reglerne på de operative missioner, er det ud.

Martin er en af morgendagens ledere, som har brugt næsten al sin fritid til at skaffe sig mange tusinde timers konkret operativ ledelseserfaring såvel som faglige erfaringspoints. Han har formået at holde en organisation, bestående af frivillige, sammen i flere år. En bedrift der ikke bliver mindre af at de fleste af dens medlemmer sidder spredt med mange tusinde kilometers afstand og aldrig har mødt hinanden.

Jeg er sikker på at der findes mange ledere som Martin, som sidder inde med en massiv erfaring i netop den slags ledelse-i-netværk, som moderne virksomheder har stor brug for. Spørgsmålet er om disse virksomheder er i stand til at opdage og tiltrække dem.

Hvor er Martin leder, spørger du?

Martin er “Guild Master” for World of Warcraft-Klanen ”Unforgettable“!

Hej - jeg arbejder med sociale medier!

Hvis man skal finde en meningsfuld anvendelse af begrebet “sociale medier”, så må det være at det er medier der i teorien giver alle en lige mulighed for at komme til orde og deltage i samtalen. “Sociale medier” har altså en grad af horisontalitet; frem for at være domineret af en afsender og nogle modtagere, kan vi nu alle fungere som både afsendere og modtagere.

Når man med den definition betragter medier som Youtube, Wordpress.com, Facebook, Twitter osv, så passer den jo temmelig præcist. Alle kan oprette en blog eller lave en profil. Når begrebet alligevel ender med at være et pop-begreb, som snart vil forsvinde, er det fordi det faktisk ikke tilbyder noget fundamentalt nyt. For hvad vil det sige at alle kan fungere som både udgivere og brugere eller afsendere og modtagere?  Det vil ikke sige andet end hvad internettet har handlet om fra dag nul!

Internettet er nemlig skabt horisontalt (eller socialt, om du vil), i den forstand at alle kan sætte en server op og alle IP-numre i princippet er lige. At alle kan deltage på lige fod er altså ikke noget som Facebook eller Wordpress har skabt – det er bygget ind i internettets fundamentale struktur! I begyndelsen af www (1994) da alle fik mulighed for at publicere HTML-dokumenter, kom jeg online på Københavns Universitet (på den svimlende hurtige 2mbit forbindelse som hele universitetet delte) og det varede ikke længe før jeg begyndte at lave mine første grimme hjemmesider. Og det  som var gældende den gang var at det var besværligt at skulle opfinde alt fra bunden.

Derfor var det en befrielse da de første formaliserede værktøjer dukkede op fra 1998-99, i form af CMS-systemer. Faktisk lavede mit første selvstændige firma netop CMS-systemer til små og mellemstore virksomheder i 1999-2000 og jeg husker hvordan virksomhederne gerne gav afkald på nogle designmæssige frihedsgrader, imod til gengæld at få en struktur. Et i teorien uendeligt antal designmuligheder blev altså her erstattet af nogle strukturerede systemer og nogle navigationsmæssige designkonventioner. Internettet var modnet og dets tilgængelighed var øget – og nettets samfundsmæssige betydning kunne derfor tage nogle kæmpe skridt fremad. Det var ikke en revolution, det var en formalisering som voksede frem organisk, på markedets vilkår.

Det som sker i disse år, med medier som Facebook, er heller ikke en revolution – det er også bare evolution. Yderligere institutionalisering gennem almene standarder og en række nye globale tjenester fratager os nogle frihedsgrader men giver os i stedet tilgængelighed og større anvendelighed.  Og som følge deraf stiger nettets samfundsmæssige betydning. Men intet er fundamentalt ændret! Internettet er stadig socialt i sin struktur og “sociale medier” er bare internettet i enhver væsentlig betydning.

Det betyder ikke at nettet har fået mindre betydning – tvært imod. Men blot at begrebet “sociale meder” ikke tilbyder os andet end en gradsforskel. “Resten” af begrebets funktion handler mest om et skabe en diskurs som gør det muligt at tale om internettets stigende betydning for os  som personer. Denne samtale foregår nemlig i høj grad i det offentlige og journalistisk medierede rum (jo den gør – for langt de fleste af os!) – og en stor del af vores journalistik drives jo som bekendt af oplevelsen af nyhed og påtrængende aktualitet!

Også websites som vi normalt ikke anser for at være “sociale” (som f.eks. store corporate sites) bygger på den samme sociale struktur. Alle kan i princippet lave et website magen til – og hvis vi ikke gør det, er det ikke internettet skyld. Alle websites er så at sige bygget på en social/horisontal grund – men hvor virksomheders website opererer på en makro-plan (du skal selv oprette et tilsvarende corporate site for at blande dig i dén samtale), så har vi disse år fokus på mikroplanet. På den del af samtalen som handler om ord, billeder og sætninger som har enkeltpersoner som afsender.

Begrebet “sociale medier” peger altså på en yderligere institutionalisering af internettet – intet mere! Den analytisk korrekte term ville være “det moderne internet” eller bare “internettet”. Men det betyder jo ikke at du skal holde op med at bruge begrebet – jeg bruger det selv, for ellers forstår potentielle kunder og samarbejdspartnere ofte ikke hvad jeg taler om i 2010. Men du skal bare ikke tro at du taler om noget konkret. Er du i tvivl, så prøv lige at spørge sidemanden om en konkret definition (ikke eksempler, det er for nemt) på sociale medier.

Hvis du vil sige noget konkret, som samtidig giver mening, så kan du prøve en øvelse jeg introducerede tilbage i 1999, da jeg alt for ofte oplevede at den nørd der skiftede toner på printeren og installerede PC’er pludselig sad med ved møderne om virksomhedens kommende website (det hele handler jo om computere, ikke?). At spørge computernørden om hvordan virksomhedens website skulle se ud, svarer til at spørge din mekaniker hvor du skal rejse hen på bilferie. Det giver jo ingen mening – og for at få flyttet fokus hen på det forretningsmæssige, hvor samtalen hører hjemme, introducerede jeg følgende dogme, som jeg foreslog til mine møder:

“Prøv at fortælle hvad I gerne vil opnå, uden at bruge navnet på nogen teknologi!”

Hvis du ikke kan det, har du fokus det forkerte sted (din nørd ;o). Det eneste vigtige samtaleemne er nemlig – som det altid været – hvordan vi driver og udvikler vores organisationer! Ikke hvad forskellige ting på internettet for tiden bliver kaldt af journalister.

Derfor vil begrebet “sociale medier ” snart gå samme vej som “virtuel”, “cyber”, “web 2.0″ og “dot.com”, hvis ikke det skifter betydning (ordet “social” er jo ret alment og slidstærkt) til noget langt mere præcist, som handler om processer og ikke et antal websites.

Hver gang en ny teknologi bliver gjort populær og rammer markedet i form af forbrugsprodukter, kan man stille sit ur efter de lommeanalytikere og journalister som i kor giver sig til at erklære et eller andet tidligere eksisterende fænomen eller medie for dødt.

Da fjernsynet vandt frem, blev biograferne af disse analytiske genier erklæret for snarligt døde. Det sket igen da videomaskinen kom frem. Og DVD’erne . Og video på internettet. Og biograferne er her endnu. Da e-handel blev gjort teknisk muligt for masserne, blev “gammeldags” indkøb spået en hurtig og brutal død. Virksomheder som havde en fysisk butik, blev nærmest latterliggjort med udtryk som “gammel økonomi” og “bricks and mortar”. Idag er der ikke mange der taler om ny og gammel økonomi (der er igen kun god og dårlig økonomi) og selvom vi handler på nettet som aldrig før, så åbnes der stadig nye fysiske butikker hver dag.  Med fremkomsten af kombinationen af wordprocessing og internet, blev det papirløse samfund erklæret for nært forestående – idag bruges der papir omkring som aldrig før i verdenshistorien. Og snart har hver eneste kineser en laserprinter. You do the math.

For nylig kom Apple så frem med deres version af “tablet pc’en” , hvilket fik samme populæranalytiske alliance til at spå at aviser og bøger nu med sikkerhed vil være borte om få år.  Og lad mig udløse spændingen for jer: det vil heller ikke ske denne gang. Men hvad er det, der får disse “analytikere” til at springe ud af æsken med deres nul-sums analyser gang på gang, selvom virkeligheden uophørligt modsiger den slags analyser?

Det nærmeste svar jeg kan komme med er at de er nørder. Lad mig forklare det lidt nærmere. Med nørder mener jeg at diverse medier, i disse analytikeres grundlag, ofte reduceres til et middel til at flytte bits fra A til B. Læg hertil en fundamental rationalitstisk antagelse om at den mest friktionsløse overførselsmåde altid er den mest levedygtige. For eksempel: Hvis en biograf er en mekaniske der skovler filmbits ind i min hjerne og man kan gøre det hurtigere og mere friktionsløst med en DVD, så er den eneste logise følgeslutning at fremkomsten af DVD vil få folk til at holde op med at gå i biografen. I samme tækning er e-handel en mere effektiv og friktionsløs måde at erhverve sig en vare på, hvorfor fremkomsten af ehandel vil gøre enhver fysisk butik overflødig. Og hvis det ikke sker, er det kun et spørgsmål om dårlig logistik. Og altså på samme måde med aviser: da bits’ene i en avis kan flyttes mere friktionsfrit over i min hjerne med en e-dims end på “døde træer” (som papirmediet kaldes, hvis man vil latterliggøre det), så må fremkomsten af e-læsere uvægerligt føre til avisdød.

Kære analytiker – derfor behøver du den æstetiske dimension:

Jeg siger ikke at nogle af disse fremskrivninger ikke kan blive sande. Eller at de ikke til en vis grad er det allerede på nogle områder. Men jeg siger at mange lommeanalytikere misser en pointe som spiller mindst lige så stor rolle som den informationsrationalistiske; nemlig den æstetiske dimension som viser sig ved at at vi faktisk kan lide at gå i biografen, at gå ud og handle og at sidde med en stor og lidt uoverskuelig avis.

I den “æstetiske” verden forbruger vi medier for deres egen skyld, hvis de er lækre. Ikke kun fordi der er effektive. Og det kan føre til synergier og helt nye forbrugsmønstre. Vi bruger f.eks. ikke nødvendigvis Twitter mindre på vores PC, fordi det også er fedt at bruge det på mobilen. Og vi går stadig i biografen selvom vi kan købe en DVD – måske endda fordi vi har set traileren i vores netavis. Eller måske bare fordi det er dejligt at gå et sted hen med nogen vi vil være sociale med. Og vi handler i fysiske butikker hver dag, fordi det kildrer vores æstetiske sans at se bjerge af grøntsager eller besøge fiskehandleren. Eller går i IKEA med kæresten – simpelt hen fordi det er dejligt at have en kæreste at gå i IKEA med!

Hvis du forsøger at forklare verden udelukkende ud fra rationalistiske analyser, er du altså hvad jeg i denne sammenhæng kalder en nørd, som fokuserer ensidigt på enkelt aspekter af virkeligheden og laver analyser ud fra dem. For hvordan forklarer disse rationelle analyser at der stadig findes teatre, når det nu er nemmere at se en film? Hvorfor drikker vi øl, vin og whisky, når det samme resultat kunne opnås med et glas finsprit? Hvorfor drikker vi kaffe, når vi kan spise koffeintabletter? Og hvorfor laver vi stadig lækker mad, når det samme formål kunne klares med en vitaminberiget proteingrød?

Tro nu ikke at jeg siger at disse teknologier ikke spiller en gigantisk rolle i vores samfund. Det er helt klart at en stor del af dem har vist sig at gøre det – også på måder som denne skribent endnu ikke har fattet. Men selve ideen om at vi udelukkende handler rationelt er de fleste økonomer gået væk fra for år tilbage, fordi analyser baseret på den konstant slog fejl. Og også inden for medieanalyserne bør det efterhånden snart være klart at disse kortsigtede analyser der er baseret på en fremskrivning af nutiden ud fra en rationalistisk nul-sums-tænking ikke producerer meget  andet end fremtidens anekdoter.

On-demand er over os! Nyheder lige når jeg vil have dem, restauranter der altid har åbent eller bringer ud, underholdning som tilflyder mig på alle devices, flere og flere butikker hvor alt kan klares i underbukser, med en skærm og et kreditkort og busser og metro der kører hvert 5. minut.

Jeg er ved at vænne mig til det friktionsløse samfund, hvor jeg selv er nødt til at opfinde mine fysiske udfordringer og betale for at udøve dem, fordi min hverdag er fuldkommen støvsuget for enhver aktivitet der kan give mig modstand.  Hvis bare jeg har penge på kortet, adlyder verden mit mindste klynk. Jeg kan blive kørt til døren med et vink af en hånd, mens jeg lige tjekker nyheder på mobilen, så jeg sikrer at jeg ikke går i mange minutter uden at få et nyhedsfix. Konstant være opdateret om alle de nyheder som aviserne er nødt til at opfinde for at tilfredsstille mit konstant stigende behov.

Jeg er højt oppe i dosis – en gratisavis er forældet lidt over middag, hvor  jeg allerede er blevet træt af diskutere dens overskrifter på Twitter. Ud på eftermiddagen sejler jeg fed og oppustet igennem en losseplads af video jeg ikke har bedt om, artikler jeg ikke behøver og social media opdateringer om dit toiletbesøg og din grimme hund.

Og jeg kan allerede se hvor det ender. I den yderste ende af det friktionsløse underholdningssamfund findes jeg  som et væsen der forventer at få mine behov dækket NU! Et væsen der betragter en forsinkelse som et nedbrud og som eksploderer med et #FAIL i selvretfærdig harme, hvis den store glatte maskine der mader mig med billeder og næring tillader sig at hoste lidt. Jeg bliver med andre ord til et stort, urimeligt spædbarn.

Men handler livet om at nå fra vugge til grav, så effektivt og friktionsløst som muligt? Jeg vil faktisk gerne have busser der kun kører på bestemte tidspunkter, så jeg bliver tvunget til at stå og tænke over min bevægelse igennem byen. Jeg vil have restauranter der serverer noget bestemt – og ikke bare hvad jeg har fantasi til et forlange. Jeg vil have regnvejr, jeg ikke kan flygte fra. Jeg vil have biografer der viser bestemte film og derfor tvinger mig til at vælge. Jeg vil have en verden der bestemt og uforskammet tillader sig at opføre sig anderledes end jeg lige troede den skulle! Jeg vil have kærlighed, der også gør mig ulykkelig fra tid til anden (ikke for ofte, dog) og nye relationer der presser sig på, når det er mest ubelejligt. Jeg vil have teknologi, der ikke opfylder alle mine behov for at møde andre mennesker. Har du lagt mærke til at du først taler med dine medpassagerere, når toget er forsinket?

Og grin du bare overbærende af min totale mangel på ironi – mit romantiske råb på en verden der er lidt mere beskidt, duftende og uforudsigelig og mindre slap, friktionsløs og infantil. For når du mærker dybt efter, så ved du jo godt at jeg har ret.

Min svoger er en af den slags skolelærere man bare håber ens børn er heldige at få. For det første er han fagligt dygtig – men allervigtigst, så er Jens en ildsjæl. For ham er undervisningen ikke bare et job, der skal klares for at han kan betale huslejen, men et spørgsmål om identitet, faglig stolthed og så selvfølgelig eleverne.

Jens laver en masse af sine undervisningsmaterialer selv. Og i juleferien, mens vi en sen nat sad og tømte svigerforældrenes køleskab for øl, fik vi en snak om hvordan det var oplagt at Jens og andre ligesindede lagde opgaverne på nettet, så andre undervisere kunne få glæde af dem.

Jeg har arbejdet med pædagogiske webprojekter siden 1995 og har hørt RIGTIGT mange ildsjæle fortælle om internetbaserede formidlingsprojekter der lå lige til højrebenet – men som aldrig nåede længere end til den visionære tågesnak. Dette tilfælde viste sig dog hurtigt at være markant andereldes. Jens var nemlig allerede gået i gang og havde lagt ca. 200 opgaver ud på https://dropbox.com/, hvor elever og kolleger allerede idag kan downloade dem.

Og hvorfor er det så at Dropbox ikke er et glimrende værktøj?!

Dropbox er et fildelingsværktøj, hvor man downloader en klient og derefter løbende kan få adgang til en delte filer, arrangeret i velkendte mappestrukturer som løbende  holdes opdateret over nettet. Det er med andre ord et skidesmart værktøj. Problemet er at det er et værktøj til at dele filer – ikke til at formidle indhold. Man skal altså læse ud fra et filnavn, om opgaven er relevant for én selv. Og hvis man nu har nogle kommentarer, som kan have glæde for andre, så er der ingensteder at gøre af dem. Eventuel “kollektiv” viden går altså tabt.

Et fildelingsværktøj som Dropbox er med andre ord ret genialt som supplement til øvrige aktiviteter – men som et selvstændigt formidlingsværktøj er det ikke ret effektivt. Og hvad gør man så, når budgettet er minimalt? Man tager fat i formidlingsværktøjernes svar på schweizerkniven – Wordpress! Og når man sætter en fagligt dygtig ildsjæl sammen med det rigtige værktøj, sker der ting og sager.

Vi valgte et nemt og sigende domænenavn, matematikopgaven.dk, købte et webhotel hos One.com. Jeg smed en wordpress-installation på, valgte et skin og flikkede et logo sammen. Efter at have rettet logoet lidt til på baggrund af Jens’ feedback, var sitet i luften. Valget faldt på en Creative Commons licens som giver mulighed for alle former for afledte værker – bare ikke kommerciel udnyttelse. Efter et forsøg med Google-reklamer, blev de droppet igen (de var grimme og irrelevante). Endelig tilføjende jeg GD Star – et ratingsystem jeg også bruger på Virkeligheden.dk. Det er uden nogen sammenligning det mest konfigurerbare plugin til Wordpress jeg nogensinde har set.

Alt i alt er sitet nu i luften, 100% drevet af ildsjæle. Og når den slags lykkes på en eftermiddag – for den pris et discount-webhotel koster, så er det bare skønt. Og det måtte jeg derfor lige dele med dig ;o)

Tusind tak til folk som Jens Rodsten – OG folkene bag Wordpress (måtte ære og nøgne kvinder tilkomme de gode nørder) for at I gør den slags muligt!

Se sitet her: http://matematikopgaven.dk og del det straks med alle matematiklærere du kender ;o)

For nogle uger siden fik jeg endnu en af de totally random friend requests på Facebook, som vi vist alle får fra tid til anden. Denne var angiveligt fra en Supriyono Mashud Surapawira, som samtidig sendte mig en Facebook-mail noget info som virkede sakset fra et eller andet website. Som du måske kan gætte, blev jeg irriteret og gik i “instant delete” mode . En random venneanmodning er én ting – men når der dukker en mail op med totally random info, er det jo teknisk set spam.

Men så kom jeg i tanke om en af de pointer jeg slog mine tilhørere i hovedet med, ved mit seneste åbne foredrag, Goebbels ville have elsket Facebook” på ITU. Nemlig at vi ofte forveksler Vesten med Verden og bilder os ind at vi har en international dialog, når mange af os stort set aldrig kommunikerer med nogen uden for Skandinavien og USA. Her dukkede der en stemme op fra den 3. verden med en henvendelse, der ganske vist virkede meget bøvet, men istedet for at være pissed og afvisende, besluttede jeg at antage at denne person faktisk var cool nok, men bare ikke var ret skrap til at kommunikere på nettet.

Så i stedet for at slette Supriyono  med et vrissent grynt, sendte jeg en mail tilbage og spurgte venligt, hvad jeg skulle bruge det fremsendte til. Svaret kom hurtigt. Der var tale om en opgørelse over forskellene på BNP i vestlige lande og Indonesien og når jeg så efter, var der faktisk også en lille note med en opfordring til at investere i Indonesisk infrastruktur.

Nu udleverer jeg vist ikke min nuværende økonomi for meget ved at sige at jeg ikke lige står og overvejer at investere millioner i asiatisk infrastruktur, så istedet fortsatte jeg med at svare venligt og nysgerrigt. Det viste sig at Supriyono er ingeniør og har været på kursus i brobygning i Danmark. Så mailen handlede vist lidt mere om at have en undskyldning for at kontakte en dansker og betro mig at han savner Danmark.

Og så blev vi selvfølgelig venner på Facebook (indsæt violiner og tuba her) og nu dukker der fra tid til anden fotos op fra en tur på gaden i Prembun, Indonesien i mit feed. Eller fra hans forretningsrejser, som mest viser billeder af ufærdige veje og bunker af sten og grus.  Som hans seneste tur til Karanganyar på Java, som du kan se her.

For mig blev læren for det første den helt banale, at det betaler sig at være venlig – også over for det man ikke lige forstår. Men også at det vi forstår som god netkultur, måske snarere er amerikansk/vestligt indforstået og at vi derfor kan misse de helt oprigtigt mente forsøg på henvendelse fra folk i den 3. verden, blot fordi det ikke ligner det vi kender fra det indforståede slæng på Twitter.

Jeg har i hvert fald besluttet at Facebook fremover skal bruges til at gøre min verden lidt større og at det indebærer at fylde mit feed med billeder og hverdagsbanaliteter fra langt mere forskellige mennesker end jeg gør idag.

November 12. I am presenting my brand new talk called “Why Goebbels would have loved Facebook”. It’s done in Danish and takes place at the IT University of Copenhagen. Sign up on the Facebook Event>>

During my work with the basic concept of the talk, I started to wonder what it would actually have looked like, if Goebbels (who was in charge of Hitler’s proaganda from 1926) had used Facebook in the early days to spread propaganda and influence the German voters.

I had to see how that could look, so I quickly put together a “screen shot” in photoshop. It is probably not historically accurate, but it’s supposed to take place in the early 30’s, before Hitler and Goebbels reached total power.

In the later period of the Nazi regime, I am pretty sure that Goebbels would have shut down Facebook  and Twitter in Germany (or tried) .

Danskere er generelt utroligt loyale over for deres bank og det er ikke usædvanligt at jeg hører folk fortælle hvordan de blev både rørte og taknemmelige over at få bevilliget et lån af deres bankrådgiver.

Men en bankrådgiver er en sælger – og banklån er helt banale produkter, som har priser og som man med fordel kan købe nogle steder frem for andre, men det kræver at man er i stand til at sammenligne prisen på ydelserne hos forskellige udbydere.

I 2003 var man hos Finansrådet begyndt at frygte at man ville blive mødt med lovgivning som ville tvinge bankerne til at skabe større transparens og gøre det muligt for kunderne at sammenligne priser og dermed flytte hen hvor prisen på lån og bankydelser var billigst. Dette kunne jo skabe en kundeflugt for især de store gamle banker med relativt ukonkurrencedygtige renter og gebyrer.

Men hvad gør man, når man gerne vil vise at branchen selv kan løse problemet og at politisk indgriben dermed er unødvendig, men man for guds skyld ikke ønsker at skabe reel transparens?

Man laver da et “un-site”!

I slutningen af 2003, lancerede man derfor http://pengeinstitutternespriser.dk (se hvordan sitet så ud i 2003 via archive.org ) – et site der angiveligt var netop det værktøj som kunderne efterspurgte. Her kunne man finde priser på pengeinstitutternes ydelser som var friske og leveret af de enkelte banker. Der var bare lige én funktion man havde glemt – sammenligningsfunktionen. Det var ganske enkelt ikke muligt at bede om at se det billigste lån eller at sammenline priserne på tværs af flere pengeinstitutter. For at finde den billigste bank, skulle man altså besøge samtlige banker enkeltvis!

Og der var ikke tale om at man i 2003 ikke havde de tekniske muligheder. Det er ikke sværere at sortere efter en pris end det er at sortere f.eks. alfabetisk, som man gjorde på sitet. Og når man begyndte at kigge sitet efter, blev det klart at der var tale om et site som ikke var beregnet på at levere varen – men et un-site, der var beregnet på at se ud som om man leverede varen.

Og når man kiggede sitet igennem med de briller, var det nærmest pinligt tydeligt. Selve URL’en – pengeinstitutternespriser.dk er nok en af historiens længste og mest bøvlede at huske og skrive. Men hvis det ikke er meningen at man skal besøge sitet, er det perfekt. Og når man kigger på sitets opbygning er der masser af andre eksempler. Søgingen på sitet er omstændig og selvom man får lov at gemme banker i sin liste og al hjælpetekst er eksemplarisk pædagogisk, er sitet helt tydeligt ikke lagt an på at man skal kunne finde ud af hvad en bestemt ydelser koster på tværs af banker.

Bankerne modtog stor kritik for sitet men først i januar 2006 kom Finansrådet – med Forbrugerrådets hjælp, på banen med http://pengepriser.dk som indeholder mulighed for sammenligning.

Hvem sagde TDC Play?

Man behøver ikke at rejse tilbage i tiden for at finde et site som virker som om det er et un-site, som angivligt leverer en vare, men gør det noget modstræbende. Et af de stærkeste “value adding” tilbud idag er TDC’s Play-service (nu efterfulgt af en lignende fra Telia), som giver enhver der køber sit bredbånd hos TDC en stort set ubegrænset adgang til at hente al musikken på deres musikwebshop ned til sin PC – ganske gratis.

Tjenesten fungerer som et stærkt argument i en salgssituation og det er faktisk også et ret fedt tilbud. Men hvis man efterfølgende vælger at anvende tjenesten opdager man at den, som i ovenstående tilfælde er, er ualmindeligt ufiks at bruge. Nuvel, den fungerer, men det er som om at søgningen bevidst er lidt dummere end den behøvede at være og at søgeresultaterne er klemt inde i en kalustrofobisk boks på sitet. Jeg her flere gange forsøgt at finde et stykke klassisk musik og har måttet opgive, hvis jeg ikke kendte den nøjagtige titel.

Jeg kender ikke TDC’s betalingsmodel for musikken, men selve sitets opbygning siger noget om at den er forbrugsafregnet og at TDC derfor har en helt kold og kontant interesse i at vi bruger sitet så lidt som muligt – ellers havde det måske lignet Grooveshark lidt mere?

Kender du andre un-sites?