Posted by Anders Colding-Jørgensen on juli 14, 2010 under Demokrati, Facebook, Psykologi, Twitter | 
Hvis der er noget der er demokratisk og sympatisk, så er det sociale medier. Man kan høre det på navnet alene og når man ser nærmere på de sites man almindeligvis forbinder med betegnelsen – Facebook, YouTube, Twitter – så er de gratis og alle som bruger dem er helt ligestillede.
På den baggrund kan man kun konkludere at sociale medier er frisættende og en gave til demokratiet. Med sociale medier er det ikke kun magthavere og elite som kan komme til orde. Nu kan vi alle blive hørt – helt gratis.
Og hvis man ligner mig, er ovenstående faktisk helt korrekt. Jeg er indfødt netbruger, har en høj uddannelse og er relativt god til både at stave og formulere mig på skrift. For mig er nettet alt det. Lige nu sidder jeg f.eks. i mine boksershorts med en stor kop kaffe og skriver til de ca. 200 mennesker (de fleste af jer har jeg aldrig mødt), som ifølge Google Analytics vil læse denne blogpost i løbet af de næste 24 timer. Om lidt vil jeg trykke “publish” og dele et link på Twitter (og hvis jeg har skrevet noget klogt, vil folk dele det for selv at virke kloge ;o).
[ Update: Når man kaster med tal, skal de værre korrekte. Dette indlæg blev kun besøgt af 112 mennesker siden det blev skrevet igår ]
Og det bliver bedre endnu; for når journalister mangler eksperter til at kvalificere deres artikler og TV-indslag, så søger de på nettet og finder fra tid til anden mig, som nu i kraft at min brug af sociale medier får adgang til at udtale mig i de etablerede medier også. Alt sammen får jeg for lidt strøm, en sjat båndbredde og nogle få gram Irmakaffe. Det ville være helt utænkeligt uden internettet og især de sociale medier.
Så sociale medier er demokratiske medier som giver alle en stemme i debatten. Hvis de altså er som dig og mig. Og her er det jo næsten lidt kedeligt at være den der må breake et faktum: for en stor del af befolkningen forholder det sig nemlig ikke sådan. Hvor sociale medier giver mulighed til os der er sprogligt stærke, så er disse muligheder ikke-eksisterende for mennesker som ikke er trygge ved internettet, ikke er ret gode til at stave eller bare ikke er vant til at formulere sig på skrift. Og det er faktisk en meget stor del af befolkningen – hvis ikke den største.
For disse mennesker står sociale medier nærmest som en skamstøtte over deres manglende evner til at kommunikere og deltage i samfundsdebatten. For medierne er jo sociale – så alle har jo lige mulighed, ikke? Der er jo ikke længere nogen magtstrukturer som holder deres stemme tilbage,vel? Forkert! Det er en gammel sandhed at de steder hvor der finder mest uretfærdighed sted (med undtagelse af diktaturer) er de steder hvor der ikke er formelle strukturer. Hvis du befinder dig i en sammenhæng hvor alle lissom kan komme til orde og der ikke findes formelle magtstrukturer, så kan du være stensikker på at den allermest benhårde og nådesløse magtudøvelse er på spil her. Nemlig den hvor de som kan formulere sig og tiltrække sig opmærksomhed får al magten på bekostning af de som ikke kan. Prøv at se dig om i studenterpolitiske sammenhænge, i netværk, i mødesituationer. Sammenhænge hvor der ikke findes formelle magtstrukturer er altid de stærkes domæne.
Og sådan er det også på de såkaldt “sociale” medier. For hvor navnet antyder at disse medier er rare og demokratiske (hvem vil da modsige at socialt=godt?) er sandheden at de er de stærkes legeplads, hvor de knapt så stærke må lide den tort at blive ignoreret og de svage er ikke-eksisterende. Dermed ligner disse medier alt andet i vores samfund som er underlagt markedskræfterne og præget af frihed og uendelige muligheder, men som samtidig producerer tabere, underklasse og kun giver fantastiske muligheder til de få som har evner og netværk i orden.
Sociale medier er også demokratiske – men de er ikke mere retfærdige end noget som helst andet i vores kapitalistiske samfund. Så når du vælger at bruge sociale medier i din dialog, vælger du altså at underkaste dialogen de frie markedskræfter og giver magten til os som kan bruge ordet på bekostning af folk som ikke kan.
Og den magt siger jeg da mange tak for…
Posted by Anders Colding-Jørgensen on juni 4, 2010 under Demokrati, Facebook, Psykologi, Twitter |
I disse dage kan man se Folketingets formand udtrykke frustration over at tingets medlemmer bruger Twitter og Facebook under debatter og øvrigt arbejde i tinget. Men faktisk burde han istedet være stolt og begejstret – for det viser faktisk at skiftende regeringers målsætninger om at Danmark skal være en “førende IT-nation”, er ved at lykkes.
[Update: For ikke at lyde som en lallende internet-evangelist, må jeg nok hellere lige præcisere at jeg ikke i sig selv ser det som et særligt interessant mål at vi i Danmark opdrages til at være storforbrugere af amerikanske nettjenester på asiatisk hardware. Det svarer til at sige at vi bliver en "førende fødevarenation", bare vi æder nok kogte ris og cheeseburgers. Det kan aldrig være et mål i sig selv at vi skal være forbrugere. Skal vi være førende på nogle bare nogenlunde meningsfulde parametre, må det snarere være områder som innovation i det offentlige eller eksport af software & services.
Så udtrykket "Danmark som førende IT-nation" lægger jeg op i bunken af floskler, sammen med dem om "Danmarks skal have universiteter i verdensklasse". At se den slags trends udelukkende ud fra et snævert nationalt perspektiv er ærligt talt også lidt provinsielt.
Men siden 90'erne har det jo været skiftende regeringers mål at vi skulle øge brugen af IT i samfundet. Det er grunden til at jeg ønsker Thor P tillykke i denne blogpost. Og tør nu øjnene, Thor. Det kan godt være at vi ikke kan købe hele verden - men nu kan vi i hvert fald tweete til den, når vi sidder på lokum. ]
Man skal passe på med hvad man ønsker sig – man risikerer at få det. Og når Thor P bliver så frustreret over at nettet nu er trængt ind i folketingssalen, kunne det tyde på at han (og andre forargede politikere) overhovedet ikke havde forstået hvor store konsekvenser det kan have at formulere brugen af IT som et samfundsmæssigt mål. For hvordan havde Thor P egentlig forestillet sig at et førende IT-samfund så ud?
At se Folketingets formand forsøge at bekæmpe brugen af internettet er som at se en mand forsøge at afværge en tsunami med sin paraply. Men Thor P og regeringen bør faktisk være jubelglade for og stolte over at politikerne nu er i direkte dialog med befolkningen og hinanden via internettet. Det er nemlig et meget klart symptom på at Danmark er gennemsyret af IT og internet.
Politikere er jo ikke kun politikere – de er også borgere. Og disse borgere har taget teknologien til sig og finder det helt naturligt at bruge den i alle sammenhænge. Også når de arbejde med politik. Og at det kan betale sig for dem tyder jo på at der også uden for folketingssalen findes mange mennesker som både bruger nettet konstant og gerne vil diskutere med politikerne.
Faktum er at visionen er ved at blive til virkelighed; en voksende del af danskerne bruger internettet på mobilen i næsten alle deres vågne timer og har adgang til viden og netværk konstant. Det bruger nogle danske politikere nu til at styrke kontakten med borgere og hinanden og inddrage deres vælgere og modstandere i den politiske detbat og proces. Så i stedet for at være frustrerede, burde vores politikere være begejstrede – af flere grunde: Twitter og Facebook i Folketinget er nemlig ikke bare et symptom på en stor udbredelse af internet og teknologi i mange danskeres hverdag. Det ser også ud til at have bragt liv og frisk luft til den politiske debat og at flytte holdningen fra politikerlede til politikerinteresse.
Jeg siger ikke at bruge af medier altid er et gode. Og hvis det på længere sigt betyder at folketingets politikere bliver holdningsløse videreformidlere af pøbelens luner, vil det bestemt ikke være en forbedring af vores demokrati. En konstant fumlen med mobilen i vigtige debatter vil desuden heller ikke vil skabe skarpe og fokuserede debattører. Men grænserne imellem intern og ekstern bliver udfordret af internettet. Det er en mega-trend som alle organisationer lige så godt kan forholde sig til – før som siden.
Og hvis man står over for en tsunami, så er det måske ikke en paraply, men en helikopter man har brug for.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on maj 20, 2010 under Demokrati, Facebook, Psykologi |
Helle Thornings partisekretær fik en irriterende Facebook-brugers profil slettet! Men det er ALDRIG en god idé at anmelde dine modstandere til Facebook, bare fordi du synes de er en pain in the ass!
Se avisen.dk: Helle Thorning sletter kritisk Facebookbruger
Alle der har stået for at administrere en Facebook-side af en vis størrelse og offentlig bevågenhed, kender den rædselsfulde situation at nogen giver sig til at komme med insisterende kritik og ikke vil holde op.
Når det er særligt frustrerende på en Facebook-side, så er det jo fordi det her er synligt for alle. Og hvis kritikeren nu ikke vil holde op igen, kan det være utroligt fristende at forsøge at “slukke” for vedkommende, som Socialdemokraterne partisekretær, Lars Midtiby, valgte at gør forleden, da en fan blev ved med at poste den samme kritiske kommentar om Socialdemokraternes forhold til skat, på Helle Thornings Facebook-side.
Lars Midtiby valgte at anmelde kommentatoren til Facebook for spam. Det medførte at den kritiske fan, som ganske givet har været skideirriterende, ikke blot blev afskåret fra at kommentere på Helle Thornings fanside i fremtiden – men fik sin Facebook-konto slettet permanent og uigenkaldeligt!! Den lader vi stå et øjeblik – vedkommende mistede altså alle sine relationer, billeder og mails fordi han en aften opførte sig dumt og irriterende i en politisk debat! Kunne man tænke sig at du fik frataget din telefon og dit SIM-kort, fordi du en dag havde foretaget en serie idiotiske telefonsamtaler?! I så fald er vi vist ikke mange, der stadig ville have vores mobiler idag.
Derfor er det dumt!
For det første er det totalt overkill. Irriterende kommentatorer bliver ofte trætte og holder op igen. Og snart har strømmen af kommentarer ofte skjult deres indlæg.
Hvis de virkelig er meget rabiate og SKRIVER MED STORE BOGSTAVER OG MANGE UDRÅBSTEGN!!!! så falder deres kommentarer for det meste tilbage på den som har skrevet dem. De vil med andre ord fremstå som nogle landsbytosser, som folk så kan trække på skuldrene ad.
På grund af et Facebook-feeds uoverskuelige struktur, så vil det faktisk ofte kræve en vis indsats at søge tilbage og finde årsagen til deres kritik. Så selvom kritikken skulle være berettiget, vil det for de fleste kun være mandens online-råberi som fremstår. Den hysteriske kommentator er altså for det meste kun farlig for sig selv.
For det andet sender det et meget kedeligt signal, da det afslører at man på Facebook håndter modstandere administrativt som destruktive elementer og ikke retorisk, som politiske modstandere. Det gør det jo helt tydeligt for det trænede øje, at man ikke er i stand til at håndtere den mere besværlige side af dialogen på Facebook. For mig fremstår Socialdemokraterne primært som utroligt skræmte og uprofessionelle, men også bare godt gammeldags tarvelige, når de får slettet en mands profil på grund af noget så uskyldigt som en irritererende debatform. Det er hverken ret socialt eller ret demokratisk
Hvordan skal du løse krisen?!
1) Til at begynde med, skal du være tilstede i dialogen og svare på kommentarerne, så ville der nok ikke være kommet så mange kommentarer i det hele taget. Lad alle se at du tager kommentatorerne alvorligt, også selvom du måske ikke gør det. I langt de fleste tilfælde er problemet drevet over på nogle timer eller dage og alle spor er kort efter skyllet væk af kommentarstrømmen. De fleste vil måske give sig til at komme med lange dialogsvar, som man også skal svare præcist og faktuelt på – altid venligt og om nødvendigt let overbærende. Jo længere deres svar bliver, jo færre vil læse dem og dine venlige svar vil blive husket længere en en enkelt kværulants kommentarer.
2) Se desuden dette som en glimrende undskyldning for at slå dine synspunkter fast igen – at afklare kommentatorens misforståelser og i sidste ende for at vende en kritiker til en vælger. Er det ikke hvad tilstedeværelsen på sociale medier også handler om: at skaffe nye støtter til sit parti og synspunkt? Det er altså ikke ret imponerende at man er i stand til at holde en dialog med folk som er enige med én (selvom det synes at være svært nok for mange). Det er til gengæld imponerende, hvis man tager debatten og kæmper for synspunkterne på en tålmodig og saglig måde. Modtageren vil jo ikke kun være den kritiske kværulant, men alle de andre som følger tråden og ser at politikeren rent faktisk tager dialogen alvorligt og kan tale for sin sag.
3) Du skal være forkæmper for at alle har ret til at komme til orde på den Facebook-side. Du skal bruge din kreativitet for at forstå folk og respondere på en måde så alle irriterende kritikere bliver en undskyldning for at vise dit politiske og menneskelige format OG slå dine synspunkter fast i en levende debat – og ikke kun i de kedelige pressemeddelelsesformater, som mange politikere stadig skriver deres opdateringer i.
Ja – faktisk skal du ØNSKE dig at du får landsbytosserne og tvivlerne ind i dialogen på din side, hvor du har en mulighed for at blande dig i sagen. Og ikke overlade dem alle til kommentarfelterne på ekstrabladet.dk eller andre anonyme debatsites, hvor de i forvejen boltrer sig – men hvor du ikke har nogen som helst mulighed for at få dem slettet.
Dialog og kommunikation er jo noget tricky noget. Og at håndtere dialogen på medier hvor alle kigger med, er endnu mere komplekst. Men det ABSOLUT sidste skridt bør være at bruge anmeldefunktionen! Den skal være reserveret til mennesker som kommer med trusler eller poster billeder af deres kønsorganer – ikke til landsbytosser. Det er ganske enkelt for amatøragtigt håndteret af Socialdemokraterne og jeg vil kraftigt opfordre til at man skifter sin standardprocedure – der går ud på at anmelde alle kværulanter – ud med en viden om at håndtere kritiske røster på de “nye” platforme.
Et godt sted at lade sig inspirere fandt jeg faktisk også i en artikel på avisen.dk. Den handler om at håndtere irriterende kunder, men er faktisk slet ikke dum, hvis man læser den ind i en Facebook-kontekst.
Læs avisen.dk: Otte råd til at tackle en hystade
Posted by Anders Colding-Jørgensen on maj 18, 2010 under Demokrati, Facebook, Psykologi |
Vi forhandler konstant betydningen af nye fænomener i det offentlige rum og lige nu ser det ud som om vi er ved at blive enige om at vi alle skal måles på Facebook med samme alen som politikere og berømtheder.
Siden jeg blev født, har det været reglen at jeg hele tiden har måttet lære at forstå nye teknologier. Først var det farve-tv og stereo, som blev mainstream. Så trykknaptelefoner og sodavandsmaskiner. Siden kom fænomener som PC’en, telefaxen, videomaskinen, CD-afspilleren. Og endelig fik PC’en modem på og vi kom på nettet… og telefonen blev mobil, så man nu kunne ringe til en person og ikke til et lokale. Alle disse teknologier har haft en kulturel betydning, som vi har måttet forstå og vænne os til – men også forhandle os frem til.
Idag er det så fænomener som Facebook og Twitter som fylder en masse og lige om lidt vil det være GPS og lokationsteknologi vi alle forsøger at forstå. Og måden vi som samfund forstår den slags på, er primært igennem pressen, som blæser konkrete cases ud af proportioner og derpå henter diverse eksperter ind for at fortolke dem. Når medierne i disse måneder er fulde af historier om Facebook på 1000 måder, så er det altså et udtryk for at det er noget vi alle forsøger at forstå. For 10 år siden var det mobiltelefonen. Det er nyhedsinteressen og det uafklarede der driver journalister og kildrer læsere til at klikke eller bladre hen og læse hvad der nu er sket med Facebook i relation til kærlighed, arbejdsliv, politikere eller markedsføring. Ja, lidt ligesom da du klikkede ind på dette indlæg.
Teknologier er ikke entydige, så når vi forsøger at forstå betydningen af fænomener, finder der samtidigt en forhandling sted, som har til formål at skabe konsensus om hvad der er OK og hvad der ikke er. Der er (meget forenklet) den type kollektive forhandlinger, som har ført til at det i nogle kulturer er super høfligt at slå en skid når man har spist – og i andre er dybt frastødende.
I Danmark er vi lige nu ved at genforhandle hvor grænserne for det private og det offentlige går, efter Facebook kom til os. Begreber som “en gruppe” eller “en relation” må opdateres og det foregår, som altid, ved at pressen tager nogle enkeltsager og blæser op. Disse sager kan diverse eksperter kloge sig på – og på et tidspunkt er emnet så forhandlet af. Så er det ikke længere en historie. Vi ved alle hvad der er rigtigt og forkert og kan fræse videre til den næste enkeltsag.
En sådan enkeltsag var historien om Ditte Okman (bemærk linkboksen til højre, som er et fint katalog over noget af den offentlige forhandling) som blev en undskyldning for at forhandle bl.a. hvad der er privat og hvad der er offentligt på Facebook. Den medførte at en masse virksomheder formulerede Facebook-politikker og at mange fik stillet på deres privatlivsindstillinger. Enden på den sag er blevet at man “ikke skal skrive noget på Facebook, som man ikke ønsker at se på forsiden af EkstraBladet”. Som bl.a. vores hjemlige Facebook Guru, Mikael Lemberg skriver på Amino. Og umiddelbart lyder det da meget catchy – indtil man tænker over konsekvenserne.
For hvad er det man siger her?
Man siger i praksis at når noget er lagt på Facebook, så skal man være indstillet på at det kan ende hvorsomhelst. Hvis du fortæller noget til dine Facebook-venner i det halvoffentlige rum, Facebook – så er det altså helt legitimt at en af dine Facebook-venner tager det komplet ud af kontekst og smider det i medierne!
Men hvis Facebook er et halvoffentlig rum, så er det jo også halvprivat. Jeg vil sammenligne det med at du holder en fest i din have, som både er privat område, men kan ses af alle der kommer forbi – og nogen så tager et brandert-foto af dig og smider på forsiden af EB. Enhver der har arbejdet med kommunikation ved hvor groteske og misvisende ting kan virke ude af deres kontekst – og idag er der ikke mange af os som ville finde det acceptabelt.
Hvis vi alle skal være parat til at blive udsat for en “Okman”, er vi ved at forhandle en standard for din og min offentlighed som svarer til den vi udsætter politikere og celebrities for. Men er det virkelig hvad vi vil? Er du virkelig selv ude om det, hvis du inviterer folk ind i dit netværk og de så bruger dine udtalelser for at opnå egen vinding og omtale?
Vi har allerede et ord for mennesker som træder ind i halvoffentlige rum for at skrabe mediestumper til sig som de kan sælge til Ekstrabladet. det kaldes paparazzi. Er du din næstes paparazzi på Facebook? Eller har du fantasi til at forestille dig andre måder at forstå relationerne på i det nye rum imellem offentlig og privat?
Posted by Anders Colding-Jørgensen on april 14, 2010 under Demokrati, Facebook, Psykologi |
Facebook er smart! Det er en effektiv platform for deling af links, billeder og video med minimalistiske kommentarfunktioner. Platformen er kendt af store og små, har flere millioner brugere og er nem at bruge rent teknisk.
Den er med andre ord et tæskegodt bud på den kommunikationsplatform som mange virksomheder har ventet på: nemlig platformen som kan rive mure ned og give direkte adgang til at lade viden, fortællinger og brugerindput flyde til og fra organisationen. Facebook kan skabe transparens ind til de processer hvor brugerne kan bidrage til at gøre produkter og ydelser mere konkurrencedygtige og selve dialogen er nem at gå til og fra og billig at deltage i. Og så er det gratis.
Men hvorfor i alverden er det så at så utroligt få offentlige og private virksomheder får nogen som helst nævneværdig værdi ud af at bruge platformen?!
Det kan umiddelbart synes som en gåde – eller som om at alle virksomheders kommunikatører er idioter. Men kun til man ser nærmere efter. For de selv samme forretningsprocesser som trænger til transparens og brugerinput, er også med til at modvirke at kommunikationen kan finde sted.
For hvad nytter det at vi tager et medie i brug som kan skabe dialog og transparens og inddrage brugere, hvis vores forretningsprocesser ellers foregår som de gjorde for 20 eller 50 år siden? Hvis I f.eks. er en offentlig forvalting er jeres forståelse af sagsbehandling måske at man inviterer borgerne ind i et lille lokale én ad gangen, lukker døren snakker med dem om stort set identiske emner, indtil I har været allesammen igennem. Med en sådan samlebånds-forståelse af sagsbehandling, kan det være svært at se Facebook som andet end et lidt spøjst nyhedsbrev. I ville måske skrive ting som “Husk at forvaltningen holder påskeferie i næste uge”. Og hvis jeg talte om transparens, så ville I måske synes at det lød lidt tåbeligt og abstrakt og ønske at jeg snart holdt kæft.
Men hvad nu hvis I besluttede at I ville skabe en langt bedre og mere gennemsigtig sagsbehandling som måske mindede mindre om en fabrik og mere om en workshop? Hvis I ønskede at inddrage borgerne som andet og mere end kunder i butikken? Så ville I måske se Facebook som et sted man kunne lægge sin ikke-personfølsomme sagsbehandling, så folk i lignende situationer kunne deltage, eller nyde godt af svarene. Eller hvor man løbende kunne få hurtige forslag og lodde stemningen omkring nye tiltag osv osv. Selvfølgelig er Facebook for primitivt til andet end de mest simple processer – men du forstår sikkert eksemplet.
Så hvis jeres indre processer er bygget op som industrisamfundets samlebånd, skal I ikke regne med at få stor værdi ud af at invitere til bred dialog og inddragelse på Facebook. Hvis jeres organisation er topstyret og ekspertcenteret, skal I ikke regne med at få værdi ud af at spørge folk til råds om noget på Facebook. Og hvis I ikke er indstillede på at lukke folk ind til de dele af jeres organisation som virkelig har betydning, skal I heller ikke forvente at folk gider at beskæftige sig med jer på Facebook.
Man behøver jo ikke at være organisationspsykolog for at se at hvis I klistrer nye og inddragende kommunikationsværktøjer på en lukket og gammeldags organisation, så ender I som de fleste andre organisationer der er på Facebook idag. Uden at få nogen nævneværdig værdi ud af besværet.
Husk det nu: Værdien findes ikke på internettet men i jeres organisation og dagligdag. I skal altså ikke bruge jeres organisation til at lave god Facebook, men (måske – alt efter hvilken type organisation I er) bruge Facebook til at lave en bedre organisation!
Posted by Anders Colding-Jørgensen on februar 9, 2010 under Demokrati, Facebook, Google, Psykologi |
Forleden læste jeg i en eller anden netavis at Facebook gemmer informationer om de mennesker jeg søger efter med deres “Friend finder”-funktion. Det gjorde mig naturligvis harm! Så da artiklen samtidig tilbød et link til en meget hemmelig funktion (så hemmelig at en eller anden praktikant på et nyhedsbureau fandt den) der muliggør at man sletter disse informationer, klikkede jeg naturligvis straks på linket og slettede alt!
For er der noget jeg ikke er interesseret i, så er det en social netværkstjeneste der ved noget om mig. Og det stopper jo ikke der; når jeg fortæller om min alder og mit køn, bliver det brugt til at sende mig reklamer der passer til mit segment. Og når jeg lægger billeder ud af min carport og min aftensmad, kan jeg ikke engang være 100% sikker på at de ikke bliver set af andre!
Nu må det stoppe! Jeg kræver at Facebook holder op med at bruge mine data til annonceformål. Hvorfor skal jeg have målrettede reklamer, når jeg kan få 100% random reklamer for trussebind og diverse gerontologiske serviceydelser? Hvorfor skal jeg belemres med forslag om at blive venner med folk jeg selv har søgt efter, når det nu er så meget mere frigørende at jeg selv skal gå ind og søge efter dem hele tiden for at finde ud af om de nu er kommet på Facebook? Og hvorfor skal jeg finde mig i at alle mulige mennesker kan komme til at se mine fotos! De er jo private – det er jo netop derfor jeg har lagt dem ud på internettet!
Hvorfor kan Facebook ikke være som Google?! Google har ikke en side hvor jeg kan gå ind og bestemme hvad andre må se – deraf kan jeg kun slutte at Google ikke gemmer data om mig som andre kan misbruge. Selv har jeg naturligvis opsat de strengeste privatlivsregler på min Facebook-konto. Det siger sig selv at jo mere hemmeligsfuldt jeg opfører mig på en social netværkstjeneste, jo mere værdifuld er den for mig og dem jeg er “venner” med.
Og hvad med børnene – tænker ingen på dem?! Da jeg var dreng, fik jeg at vide at jeg ikke måtte gå med fremmede hjem, lige meget hvor rare de virkede – men siden Facebook kom, er det nu blevet fuldkommen umuligt for mig som forælder at lære mit barn helt fundamentale principper for social adfærd og de er derfor nu helt blottede for børnelokkeri.
Værst er det dog at Facebook tjener penge på mig og sælger mine informationer til annoncører! Det er simpelt hen for grådigt og må høre op! Jeg mener istedet at det ville være rimeligt at Facebook havde en forretningsmodel der gjorde dem stort set værdiløse for annoncører, samtidig med at de gratis stillede en tjeneste til rådighed for mig, som jeg bruger hver dag og hverken ville undvære eller betale for.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on februar 3, 2010 under Alt og intet, Demokrati, Psykologi |
On-demand er over os! Nyheder lige når jeg vil have dem, restauranter der altid har åbent eller bringer ud, underholdning som tilflyder mig på alle devices, flere og flere butikker hvor alt kan klares i underbukser, med en skærm og et kreditkort og busser og metro der kører hvert 5. minut.
Jeg er ved at vænne mig til det friktionsløse samfund, hvor jeg selv er nødt til at opfinde mine fysiske udfordringer og betale for at udøve dem, fordi min hverdag er fuldkommen støvsuget for enhver aktivitet der kan give mig modstand. Hvis bare jeg har penge på kortet, adlyder verden mit mindste klynk. Jeg kan blive kørt til døren med et vink af en hånd, mens jeg lige tjekker nyheder på mobilen, så jeg sikrer at jeg ikke går i mange minutter uden at få et nyhedsfix. Konstant være opdateret om alle de nyheder som aviserne er nødt til at opfinde for at tilfredsstille mit konstant stigende behov.
Jeg er højt oppe i dosis – en gratisavis er forældet lidt over middag, hvor jeg allerede er blevet træt af diskutere dens overskrifter på Twitter. Ud på eftermiddagen sejler jeg fed og oppustet igennem en losseplads af video jeg ikke har bedt om, artikler jeg ikke behøver og social media opdateringer om dit toiletbesøg og din grimme hund.
Og jeg kan allerede se hvor det ender. I den yderste ende af det friktionsløse underholdningssamfund findes jeg som et væsen der forventer at få mine behov dækket NU! Et væsen der betragter en forsinkelse som et nedbrud og som eksploderer med et #FAIL i selvretfærdig harme, hvis den store glatte maskine der mader mig med billeder og næring tillader sig at hoste lidt. Jeg bliver med andre ord til et stort, urimeligt spædbarn.
Men handler livet om at nå fra vugge til grav, så effektivt og friktionsløst som muligt? Jeg vil faktisk gerne have busser der kun kører på bestemte tidspunkter, så jeg bliver tvunget til at stå og tænke over min bevægelse igennem byen. Jeg vil have restauranter der serverer noget bestemt – og ikke bare hvad jeg har fantasi til et forlange. Jeg vil have regnvejr, jeg ikke kan flygte fra. Jeg vil have biografer der viser bestemte film og derfor tvinger mig til at vælge. Jeg vil have en verden der bestemt og uforskammet tillader sig at opføre sig anderledes end jeg lige troede den skulle! Jeg vil have kærlighed, der også gør mig ulykkelig fra tid til anden (ikke for ofte, dog) og nye relationer der presser sig på, når det er mest ubelejligt. Jeg vil have teknologi, der ikke opfylder alle mine behov for at møde andre mennesker. Har du lagt mærke til at du først taler med dine medpassagerere, når toget er forsinket?
Og grin du bare overbærende af min totale mangel på ironi – mit romantiske råb på en verden der er lidt mere beskidt, duftende og uforudsigelig og mindre slap, friktionsløs og infantil. For når du mærker dybt efter, så ved du jo godt at jeg har ret.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on januar 4, 2010 under Alt og intet, Demokrati |
Min svoger er en af den slags skolelærere man bare håber ens børn er heldige at få. For det første er han fagligt dygtig – men allervigtigst, så er Jens en ildsjæl. For ham er undervisningen ikke bare et job, der skal klares for at han kan betale huslejen, men et spørgsmål om identitet, faglig stolthed og så selvfølgelig eleverne.
Jens laver en masse af sine undervisningsmaterialer selv. Og i juleferien, mens vi en sen nat sad og tømte svigerforældrenes køleskab for øl, fik vi en snak om hvordan det var oplagt at Jens og andre ligesindede lagde opgaverne på nettet, så andre undervisere kunne få glæde af dem.
Jeg har arbejdet med pædagogiske webprojekter siden 1995 og har hørt RIGTIGT mange ildsjæle fortælle om internetbaserede formidlingsprojekter der lå lige til højrebenet – men som aldrig nåede længere end til den visionære tågesnak. Dette tilfælde viste sig dog hurtigt at være markant andereldes. Jens var nemlig allerede gået i gang og havde lagt ca. 200 opgaver ud på https://dropbox.com/, hvor elever og kolleger allerede idag kan downloade dem.
Og hvorfor er det så at Dropbox ikke er et glimrende værktøj?!
Dropbox er et fildelingsværktøj, hvor man downloader en klient og derefter løbende kan få adgang til en delte filer, arrangeret i velkendte mappestrukturer som løbende holdes opdateret over nettet. Det er med andre ord et skidesmart værktøj. Problemet er at det er et værktøj til at dele filer – ikke til at formidle indhold. Man skal altså læse ud fra et filnavn, om opgaven er relevant for én selv. Og hvis man nu har nogle kommentarer, som kan have glæde for andre, så er der ingensteder at gøre af dem. Eventuel “kollektiv” viden går altså tabt.
Et fildelingsværktøj som Dropbox er med andre ord ret genialt som supplement til øvrige aktiviteter – men som et selvstændigt formidlingsværktøj er det ikke ret effektivt. Og hvad gør man så, når budgettet er minimalt? Man tager fat i formidlingsværktøjernes svar på schweizerkniven – Wordpress! Og når man sætter en fagligt dygtig ildsjæl sammen med det rigtige værktøj, sker der ting og sager.
Vi valgte et nemt og sigende domænenavn, matematikopgaven.dk, købte et webhotel hos One.com. Jeg smed en wordpress-installation på, valgte et skin og flikkede et logo sammen. Efter at have rettet logoet lidt til på baggrund af Jens’ feedback, var sitet i luften. Valget faldt på en Creative Commons licens som giver mulighed for alle former for afledte værker – bare ikke kommerciel udnyttelse. Efter et forsøg med Google-reklamer, blev de droppet igen (de var grimme og irrelevante). Endelig tilføjende jeg GD Star – et ratingsystem jeg også bruger på Virkeligheden.dk. Det er uden nogen sammenligning det mest konfigurerbare plugin til Wordpress jeg nogensinde har set.
Alt i alt er sitet nu i luften, 100% drevet af ildsjæle. Og når den slags lykkes på en eftermiddag – for den pris et discount-webhotel koster, så er det bare skønt. Og det måtte jeg derfor lige dele med dig ;o)
Tusind tak til folk som Jens Rodsten – OG folkene bag Wordpress (måtte ære og nøgne kvinder tilkomme de gode nørder) for at I gør den slags muligt!
Se sitet her: http://matematikopgaven.dk og del det straks med alle matematiklærere du kender ;o)
Posted by Anders Colding-Jørgensen on december 10, 2009 under Alt og intet, Demokrati, Psykologi |
For nogle uger siden fik jeg endnu en af de totally random friend requests på Facebook, som vi vist alle får fra tid til anden. Denne var angiveligt fra en Supriyono Mashud Surapawira, som samtidig sendte mig en Facebook-mail noget info som virkede sakset fra et eller andet website. Som du måske kan gætte, blev jeg irriteret og gik i “instant delete” mode . En random venneanmodning er én ting – men når der dukker en mail op med totally random info, er det jo teknisk set spam.
Men så kom jeg i tanke om en af de pointer jeg slog mine tilhørere i hovedet med, ved mit seneste åbne foredrag, Goebbels ville have elsket Facebook” på ITU. Nemlig at vi ofte forveksler Vesten med Verden og bilder os ind at vi har en international dialog, når mange af os stort set aldrig kommunikerer med nogen uden for Skandinavien og USA. Her dukkede der en stemme op fra den 3. verden med en henvendelse, der ganske vist virkede meget bøvet, men istedet for at være pissed og afvisende, besluttede jeg at antage at denne person faktisk var cool nok, men bare ikke var ret skrap til at kommunikere på nettet.
Så i stedet for at slette Supriyono med et vrissent grynt, sendte jeg en mail tilbage og spurgte venligt, hvad jeg skulle bruge det fremsendte til. Svaret kom hurtigt. Der var tale om en opgørelse over forskellene på BNP i vestlige lande og Indonesien og når jeg så efter, var der faktisk også en lille note med en opfordring til at investere i Indonesisk infrastruktur.
Nu udleverer jeg vist ikke min nuværende økonomi for meget ved at sige at jeg ikke lige står og overvejer at investere millioner i asiatisk infrastruktur, så istedet fortsatte jeg med at svare venligt og nysgerrigt. Det viste sig at Supriyono er ingeniør og har været på kursus i brobygning i Danmark. Så mailen handlede vist lidt mere om at have en undskyldning for at kontakte en dansker og betro mig at han savner Danmark.
Og så blev vi selvfølgelig venner på Facebook (indsæt violiner og tuba her) og nu dukker der fra tid til anden fotos op fra en tur på gaden i Prembun, Indonesien i mit feed. Eller fra hans forretningsrejser, som mest viser billeder af ufærdige veje og bunker af sten og grus. Som hans seneste tur til Karanganyar på Java, som du kan se her.
For mig blev læren for det første den helt banale, at det betaler sig at være venlig – også over for det man ikke lige forstår. Men også at det vi forstår som god netkultur, måske snarere er amerikansk/vestligt indforstået og at vi derfor kan misse de helt oprigtigt mente forsøg på henvendelse fra folk i den 3. verden, blot fordi det ikke ligner det vi kender fra det indforståede slæng på Twitter.
Jeg har i hvert fald besluttet at Facebook fremover skal bruges til at gøre min verden lidt større og at det indebærer at fylde mit feed med billeder og hverdagsbanaliteter fra langt mere forskellige mennesker end jeg gør idag.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on november 17, 2009 under Demokrati, Facebook, Psykologi |
Tak til @LDaugaard - http://twitpic.com/p8cu3
Tusind tak til alle der har givet ros, kritik og anden feedback i forbindelse med mit seneste foredrag, “Goebbels ville have elsket Facebook” på ITU i torsdags. Jeg er især glad for jeres live tweets – det er en gave for en foredragsholder at få publikums tanker at vide mens de opstår ;o)
@astridillum stiller et væsentligt spørgsmål: @anderscolding: Leder efter dine overvejelser omkring etikken i dit eksperiment – kan kun finde referencen ‘hvid løgn’?
Godt spørgsmål, Astrid: Det etiske spørgsmål er helt centralt i psykologien – ikke mindst fordi mange psykologiske forsøg kun kan realiseres hvis man skjuler formålet med undersøgelsen for dem der undersøges. Ellers vil folk ofte begynde at tilpasse deres svar til det de tror man vil høre eller på anden måde opføre sig anderledes end de plejer. Og så får man komplet værdiløse data.
I den konkrete sag handlede det primære etiske problem om at lyve for folk ved at bilde dem ind (i praksis antyde) at Storkespringvandet skulle rives ned. Da man hverken er inde på det terapeutiske område eller på anden måde havde med personlighedsmæssigt sprængfarlige emner at gøre, betragtede jeg det etiske aspekt som relativt uproblematisk.
Jeg tog dog følgende forholdsregler:
- Jeg oprettede gruppen i eget navn og gav 100% sandfærdige svar til alle der henvendte sig
- Jeg oprettede en tråd i debatforumet der hed “Baggrunden for gruppen” og klart fortalte at der var tale om et eksperiment – se tråden her >>
- Jeg lavede en henvisning til denne tråd i bunden af gruppeteksten
- Jeg linkede til denne blog, hvor man kunne læse alt om min baggrund som psykolog
- Jeg gik på TV2-Nyhederne og fortalte sandheden om projektet
- Jeg lavede et blogindlæg der fortalte om baggrunden, da forsøget var afsluttet.
Jeg håber det besvarer spørgsmålet – ellers kom frisk i kommentarfeltet herunder ;o)
Posted by Anders Colding-Jørgensen on oktober 29, 2009 under Demokrati, Facebook, Psykologi, Twitter |
Ville nazisterne have brugt Facebook i 1930′ernes Tyskland?
Jeg forbereder i disse uger mit nye foredrag, som jeg har valgt at kalde: “Goebbels ville have elsket Facebook”. Foredraget handler om cyberaktivisme og tager udgangspunkt i et Facebook-eksperiment, jeg lavede i foråret ‘09.
Eksperimentet indebar oprettelsen af en Facebook-gruppe imod den påståede nedrivning af Storkespringvandet i København. Det blev afviklet som en del af undervisningen i internetpsykologi på Københavns Universitet og afsluttet et par uger efter oprettelsen af gruppen. Da havde gruppen nået 27.500 medlemmer og jeg gik på TV2-Nyhederne som afslørede at der var tale om et eksperiment. Siden har eksperimentet været omtalt i bl.a. Newsweek, Washington Post og været på CBC og for tre dage siden blev jeg ringet op af New York Times.
Mine studerende og jeg udviklede siden et spørgeskema som blev posted på gruppen og gav over 900 besvarelser. Her blev medlemmerne af gruppen spurgt om hvordan gruppen fandt dem og hvordan de reagerede på den og dens budskab. Disse data har jeg efterfølgende analyseret. Desuden har jeg analyseret 500 beskeder på væggen og inddraget beretninger fra enkelte medlemmer. Siden er gruppen blevet ændret til en hyldestgruppe. Medlemstallet er stadig over 25.000 men den ophørte omgående med at vokse, da jeg havde været på TV2.
Resultaterne offentliggøres for første gang torsdag d. 12.november
Det foregår klokken 16:00 – 18:00 på IT Universitetet i København. Der er gratis adgang for folk som var medlem af gruppen – og alle andre som måtte være interesserede! Jeg vil tage udgangspunkt i resultaterne men desuden se på hvilken betydning de sociale netmedier egentlig kan tænkes at have på den måde holdninger – og i sidste ende propaganda – spredes på.
Tilmeld dig på Facebook nu! | Læs mere om baggrunden
Men ville Goebbels egentlig have elsket Facebook?
Hvilken betydning har sociale medier som Facebook for demokratiet? Er tilstedeværelsen af Facebook og Twittter en garanti for at vi undgår totalitære styrer? Eller er disse medier snarere en hovedvej for spredningen af ideer, som vil gøre det lettere at manipulere med folkestemningen, hvis vi en dag skulle blive kastet ud i krisetider og nationale identitetskriser som kunne bane vej for nyfascisme og udemokratiske tilstande? I sen-tyvernes Tyskland var Nationalsocialisterne faktisk en modbevægelse, som ikke havde adgang til medierne og derfor var afhængige af højtprofilerede folk som Hitler til at sprede budskabet. Ville Facebook have umuliggjort en nazisternes propaganda eller ville den bare have gjort den mere effektiv?
Titlen på foredraget er naturligvis bevidst gjort ret populistisk. For umiddelbart er den udbredte holdning jeg støder på at “det aldrig kunne have sket idag”. Folk ville mobilisere sig imod nazisterne – også på Facebook og Twitter. Men jo mere jeg tænker over titlen, jo mere bliver jeg i tvivl. Der er ingen tvivl om at internettet havde gjort det umuligt at hemmeligholde holocaust, men betyder tilstedeværelsen den sociale netmediekultur at vi nu er vaccinerede imod den indre svinehund?
Facebook møder Goebbels møder Photoshop
I forrige blogindlæg dyrkede jeg tankeeksperimentet at Goebbels (nazisternes propagandaansvarlige siden 1926) havde benyttet sociale netmedier til at komme til magten omkring 1930. Hvordan ville han og hans medier have brugt feeds, applikationer og video på youtube til at engagere befolkningen i jødehadet?
Det blev til en photoshoppet udgave af et Facebook-feed, som en helt almindelig ung tysker kunne have set det, hvis han havde logget på omkring 1930.
Se det i stor version her >>
Posted by Anders Colding-Jørgensen on oktober 26, 2009 under Alt og intet, Demokrati, Facebook, Twitter |
November 12. I am presenting my brand new talk called “Why Goebbels would have loved Facebook”. It’s done in Danish and takes place at the IT University of Copenhagen. Sign up on the Facebook Event>>
During my work with the basic concept of the talk, I started to wonder what it would actually have looked like, if Goebbels (who was in charge of Hitler’s proaganda from 1926) had used Facebook in the early days to spread propaganda and influence the German voters.
I had to see how that could look, so I quickly put together a “screen shot” in photoshop. It is probably not historically accurate, but it’s supposed to take place in the early 30’s, before Hitler and Goebbels reached total power.
In the later period of the Nazi regime, I am pretty sure that Goebbels would have shut down Facebook and Twitter in Germany (or tried) .
Posted by Anders Colding-Jørgensen on september 23, 2009 under Demokrati, Facebook, Marketing, Psykologi |
Flere har spurgt efter mine slides til foredraget “Mindsurfer – en guidet tur i Facebook-brugernes hoveder” og her er de, via Slideshare.com.
Denne version af foredraget (som løbende udvikles og opdateres) blev afholdt med Wemind som vært, ved en af deres såkaldte Daybreak-sessions. Hvis du var til stede og gerne vil remindes, så er mine slides gode og nemme at forstå. Hvis du bare er nysgerrig på emnet (eller på mig som foredragsholder) så er de også værd at brug 5 minutter på. Jeg gør altid teksten på mine slides ret detaljeret, så man har en chance for at bruge dem online.
Gå til slides nu >>
Du er naturligvis velkommen til at dele mine slides. Hvis du citerer eller stjæler centrale ideer, så angiv mig lige som kilde (F.eks. sådan her: Kilde: Anders Colding-Jørgensen ). Det er for din egen skyld – du får meget bedre karma ;o)
Posted by Anders Colding-Jørgensen on under Demokrati, Facebook |
In the early stages of a band, a grass-root movement or any kind of loose organisation, a web presence is often used as a means of constituting the organisation; “we are represented online – therefore we are”.
If you’re a band – a MySpace page with some music added, constitutes your band and links it to a specific name, a musical style and some specific people. If you’re a looser organisation, such as grass-roots movement or e.g. a student organisation – it is very likely that you will consider using a Facebook group as your online constitution (That someone after a meeting will suggest “hey – I’ll go home and create a Facebook group”). This is why I suggest that you don’t always do that:
If your organisation is driven by a few people, who just need to get in touch with the rest (who are on Facebook anyway), a Facebook group could do the job. It is just an elaborated mailing-list which will allow you to post to people’s inboxes with simple text mail and a link.
But if you are cause based and want to create a larger popular movement and/or to support a more complex power- and information structure, the tools in a Facebook group do not support the horizontal communication, which is needed. Facebook groups have a discussion tool, but it is technically outdated. For example, you need to visit the individual threads in the forum, to find out if something that interests you has occurred. You can post both text and links but the newest postings are located last?!
But not only the discussion tools are problematic and will definitely slow down your process. The other tools, such as wall, photo and video albums, are clumsy and will involve a lot of scrolling and clicking, to keep up to date with any debate.
How do people communicate in cause based Facebook groups?
In the spring of 2009, as a part of a psychological experiment, I created a Facebook protest group that went from 125 to 27.500 members in two weeks. The cause of the group was totally fictitious as the group protested against the demolition of a famous danish fountain – the Stork Fountain (Storkepringvandet). After the experiment, I started investigating the causes of growth and the communication that went on. I created a survey, which 729 people responded to and furthermore included qualitative data from the group itself.
Several people were on to the experimental nature of the group (which was not difficult, since it was revealed by me in the discussion forum – and on this blog) and they felt a healthy need to warn the members of the group that it was fake. This actually gave me a great dynamics for testing the efficiency of the horizontal communication-tools. If it worked, the group should stop growning or actually end up only consisting of people who wanted to follow the experiment.
The result was depressing: it was very difficult for these people to communicate to others that the group was “not real”. This was mainly because people didn’t use the group for information, but as a “badge”, to communicate their support for the cause to themselves and others. Lots of people reported that they read the group description, and joined. Some of them shared the group to friends or wrote a message on the wall, but very little of the wall posts were containing direct messages or questions directed at other people (2,7%). In stead of discussion, the wall contained almost the same 5-6 messages, repeated over and over again. Some were outraged, some asked if the birds on the fountain were really storks, others complained about related cases and then there were the people who tried to “blow the whistle”. And these people who warned about the experimental nature of the group, could see their wall posts being quickly washed down by new ones – as the group grew by 2-3 new members each minute!
The only one who had real communication power in the group was me – the creator. Only I could influence the context of the group, delete messages (which I very rarely did), change pictures and reveal “thruths”. The fact that I actually wrote in the group description that more info was available in the forum, made it even more disturbing that almost 75% of the group embers, later reported that they thought that the Stork Fountain might be facing demolition.
My conclusion is that Facebook-groups are brilliantly suited for promoting (or branding) a single cause which people will join if it fits within their values and online identity. And if you don’t reach 5000 members, it is even possible to contact your supporters directly. But if you try to create any kind of democratic movement which needs horizontal communication an decision power, a Facebook-group is a BAD tool!
A thought: What if the group had been against the fact that 80% of immigrant men hit their women every week? As far as I know, that would have been a totally fictitious group – but how would you stop it from spreading? Facebook groups are mainly used as online social accessories by regular users and are joined by a simple and cheap click. But once joined, the group can spread – and even if the group is closed down, the meme of the group is still stored in many people’s memories, where it can be used to mobilize you to various causes.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on oktober 28, 2007 under Demokrati, Psykologi |
For 3 år siden var det den tidligere franske præsident, Valéry Giscard d’Estaing, der som en kejser og med kejserlig fransk arrogance og magtfuldkommenhed dirigerede processen frem imod det der skulle være EUs første forfatningstraktat. Han blev blandt andet kritiseret for ikke at høre efter hvad der blev sagt under høringerne og på mange måder virke som om han allerede selv havde en ret god idé om hvad der skulle stå i den tekst. Man kan sige at resultatet var hans baby – og han blev da også lidt stille i det offentlige rum, da hans baby blev forkastet af de franske og hollandske vælgere og derpå blev lagt på hylden.
Nu er det lykkedes EU’s medlemdslande at få banket en “helt anderledes traktat” sammen, som vores statsminister skriver i sin blog. Men her er det så at Giscard d’Estaing har opdaget at Lissabontraktaten faktisk er identisk med den forkastede EU forfatning på alle de væsentlige områder. At hans baby stadig lever, med andre ord, men er blevet pyntet, så den bør kunne glide igennem uden de irriterende forlkeafstemninger. Og hvad gør manden så? Frem for at læne sig tilbage og se om den går denne gang – og i øvrigt glæde sig over at indholdet får en chance til, giver han sig til at sende breve til den europæiske verdenspresse med den klare buskab: “DET ER DEN SAMME TRAKTAT – DET ER SLET IKKE ÈN DE HAR LAVET – DET ER MIN BABY”.
Hvor er det smukt at se hvordan et stort ego hellere vil brænde huset ned til grunden end lade andre tage æren for det. Og hvor må der sidde mange regeringsledere rundt om idag og er spilde morgenkaffen ned på avispapiret , mens de hvæser “Kan den idiot da for helvede ikke bare holde sin kæft!?!
