Posted by Anders Colding-Jørgensen on februar 9, 2010 under Demokrati, Facebook, Google, Psykologi | 
Forleden læste jeg i en eller anden netavis at Facebook gemmer informationer om de mennesker jeg søger efter med deres “Friend finder”-funktion. Det gjorde mig naturligvis harm! Så da artiklen samtidig tilbød et link til en meget hemmelig funktion (så hemmelig at en eller anden praktikant på et nyhedsbureau fandt den) der muliggør at man sletter disse informationer, klikkede jeg naturligvis straks på linket og slettede alt!
For er der noget jeg ikke er interesseret i, så er det en social netværkstjeneste der ved noget om mig. Og det stopper jo ikke der; når jeg fortæller om min alder og mit køn, bliver det brugt til at sende mig reklamer der passer til mit segment. Og når jeg lægger billeder ud af min carport og min aftensmad, kan jeg ikke engang være 100% sikker på at de ikke bliver set af andre!
Nu må det stoppe! Jeg kræver at Facebook holder op med at bruge mine data til annonceformål. Hvorfor skal jeg have målrettede reklamer, når jeg kan få 100% random reklamer for trussebind og diverse gerontologiske serviceydelser? Hvorfor skal jeg belemres med forslag om at blive venner med folk jeg selv har søgt efter, når det nu er så meget mere frigørende at jeg selv skal gå ind og søge efter dem hele tiden for at finde ud af om de nu er kommet på Facebook? Og hvorfor skal jeg finde mig i at alle mulige mennesker kan komme til at se mine fotos! De er jo private – det er jo netop derfor jeg har lagt dem ud på internettet!
Hvorfor kan Facebook ikke være som Google?! Google har ikke en side hvor jeg kan gå ind og bestemme hvad andre må se – deraf kan jeg kun slutte at Google ikke gemmer data om mig som andre kan misbruge. Selv har jeg naturligvis opsat de strengeste privatlivsregler på min Facebook-konto. Det siger sig selv at jo mere hemmeligsfuldt jeg opfører mig på en social netværkstjeneste, jo mere værdifuld er den for mig og dem jeg er “venner” med.
Og hvad med børnene – tænker ingen på dem?! Da jeg var dreng, fik jeg at vide at jeg ikke måtte gå med fremmede hjem, lige meget hvor rare de virkede – men siden Facebook kom, er det nu blevet fuldkommen umuligt for mig som forælder at lære mit barn helt fundamentale principper for social adfærd og de er derfor nu helt blottede for børnelokkeri.
Værst er det dog at Facebook tjener penge på mig og sælger mine informationer til annoncører! Det er simpelt hen for grådigt og må høre op! Jeg mener istedet at det ville være rimeligt at Facebook havde en forretningsmodel der gjorde dem stort set værdiløse for annoncører, samtidig med at de gratis stillede en tjeneste til rådighed for mig, som jeg bruger hver dag og hverken ville undvære eller betale for.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on februar 3, 2010 under Alt og intet, Demokrati, Psykologi |
On-demand er over os! Nyheder lige når jeg vil have dem, restauranter der altid har åbent eller bringer ud, underholdning som tilflyder mig på alle devices, flere og flere butikker hvor alt kan klares i underbukser, med en skærm og et kreditkort og busser og metro der kører hvert 5. minut.
Jeg er ved at vænne mig til det friktionsløse samfund, hvor jeg selv er nødt til at opfinde mine fysiske udfordringer og betale for at udøve dem, fordi min hverdag er fuldkommen støvsuget for enhver aktivitet der kan give mig modstand. Hvis bare jeg har penge på kortet, adlyder verden mit mindste klynk. Jeg kan blive kørt til døren med et vink af en hånd, mens jeg lige tjekker nyheder på mobilen, så jeg sikrer at jeg ikke går i mange minutter uden at få et nyhedsfix. Konstant være opdateret om alle de nyheder som aviserne er nødt til at opfinde for at tilfredsstille mit konstant stigende behov.
Jeg er højt oppe i dosis – en gratisavis er forældet lidt over middag, hvor jeg allerede er blevet træt af diskutere dens overskrifter på Twitter. Ud på eftermiddagen sejler jeg fed og oppustet igennem en losseplads af video jeg ikke har bedt om, artikler jeg ikke behøver og social media opdateringer om dit toiletbesøg og din grimme hund.
Og jeg kan allerede se hvor det ender. I den yderste ende af det friktionsløse underholdningssamfund findes jeg som et væsen der forventer at få mine behov dækket NU! Et væsen der betragter en forsinkelse som et nedbrud og som eksploderer med et #FAIL i selvretfærdig harme, hvis den store glatte maskine der mader mig med billeder og næring tillader sig at hoste lidt. Jeg bliver med andre ord til et stort, urimeligt spædbarn.
Men handler livet om at nå fra vugge til grav, så effektivt og friktionsløst som muligt? Jeg vil faktisk gerne have busser der kun kører på bestemte tidspunkter, så jeg bliver tvunget til at stå og tænke over min bevægelse igennem byen. Jeg vil have restauranter der serverer noget bestemt – og ikke bare hvad jeg har fantasi til et forlange. Jeg vil have regnvejr, jeg ikke kan flygte fra. Jeg vil have biografer der viser bestemte film og derfor tvinger mig til at vælge. Jeg vil have en verden der bestemt og uforskammet tillader sig at opføre sig anderledes end jeg lige troede den skulle! Jeg vil have kærlighed, der også gør mig ulykkelig fra tid til anden (ikke for ofte, dog) og nye relationer der presser sig på, når det er mest ubelejligt. Jeg vil have teknologi, der ikke opfylder alle mine behov for at møde andre mennesker. Har du lagt mærke til at du først taler med dine medpassagerere, når toget er forsinket?
Og grin du bare overbærende af min totale mangel på ironi – mit romantiske råb på en verden der er lidt mere beskidt, duftende og uforudsigelig og mindre slap, friktionsløs og infantil. For når du mærker dybt efter, så ved du jo godt at jeg har ret.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on januar 4, 2010 under Alt og intet, Demokrati |
Min svoger er en af den slags skolelærere man bare håber ens børn er heldige at få. For det første er han fagligt dygtig – men allervigtigst, så er Jens en ildsjæl. For ham er undervisningen ikke bare et job, der skal klares for at han kan betale huslejen, men et spørgsmål om identitet, faglig stolthed og så selvfølgelig eleverne.
Jens laver en masse af sine undervisningsmaterialer selv. Og i juleferien, mens vi en sen nat sad og tømte svigerforældrenes køleskab for øl, fik vi en snak om hvordan det var oplagt at Jens og andre ligesindede lagde opgaverne på nettet, så andre undervisere kunne få glæde af dem.
Jeg har arbejdet med pædagogiske webprojekter siden 1995 og har hørt RIGTIGT mange ildsjæle fortælle om internetbaserede formidlingsprojekter der lå lige til højrebenet – men som aldrig nåede længere end til den visionære tågesnak. Dette tilfælde viste sig dog hurtigt at være markant andereldes. Jens var nemlig allerede gået i gang og havde lagt ca. 200 opgaver ud på https://dropbox.com/, hvor elever og kolleger allerede idag kan downloade dem.
Og hvorfor er det så at Dropbox ikke er et glimrende værktøj?!
Dropbox er et fildelingsværktøj, hvor man downloader en klient og derefter løbende kan få adgang til en delte filer, arrangeret i velkendte mappestrukturer som løbende holdes opdateret over nettet. Det er med andre ord et skidesmart værktøj. Problemet er at det er et værktøj til at dele filer – ikke til at formidle indhold. Man skal altså læse ud fra et filnavn, om opgaven er relevant for én selv. Og hvis man nu har nogle kommentarer, som kan have glæde for andre, så er der ingensteder at gøre af dem. Eventuel “kollektiv” viden går altså tabt.
Et fildelingsværktøj som Dropbox er med andre ord ret genialt som supplement til øvrige aktiviteter – men som et selvstændigt formidlingsværktøj er det ikke ret effektivt. Og hvad gør man så, når budgettet er minimalt? Man tager fat i formidlingsværktøjernes svar på schweizerkniven – Wordpress! Og når man sætter en fagligt dygtig ildsjæl sammen med det rigtige værktøj, sker der ting og sager.
Vi valgte et nemt og sigende domænenavn, matematikopgaven.dk, købte et webhotel hos One.com. Jeg smed en wordpress-installation på, valgte et skin og flikkede et logo sammen. Efter at have rettet logoet lidt til på baggrund af Jens’ feedback, var sitet i luften. Valget faldt på en Creative Commons licens som giver mulighed for alle former for afledte værker – bare ikke kommerciel udnyttelse. Efter et forsøg med Google-reklamer, blev de droppet igen (de var grimme og irrelevante). Endelig tilføjende jeg GD Star – et ratingsystem jeg også bruger på Virkeligheden.dk. Det er uden nogen sammenligning det mest konfigurerbare plugin til Wordpress jeg nogensinde har set.
Alt i alt er sitet nu i luften, 100% drevet af ildsjæle. Og når den slags lykkes på en eftermiddag – for den pris et discount-webhotel koster, så er det bare skønt. Og det måtte jeg derfor lige dele med dig ;o)
Tusind tak til folk som Jens Rodsten – OG folkene bag Wordpress (måtte ære og nøgne kvinder tilkomme de gode nørder) for at I gør den slags muligt!
Se sitet her: http://matematikopgaven.dk og del det straks med alle matematiklærere du kender ;o)
Posted by Anders Colding-Jørgensen on december 10, 2009 under Alt og intet, Demokrati, Psykologi |
For nogle uger siden fik jeg endnu en af de totally random friend requests på Facebook, som vi vist alle får fra tid til anden. Denne var angiveligt fra en Supriyono Mashud Surapawira, som samtidig sendte mig en Facebook-mail noget info som virkede sakset fra et eller andet website. Som du måske kan gætte, blev jeg irriteret og gik i “instant delete” mode . En random venneanmodning er én ting – men når der dukker en mail op med totally random info, er det jo teknisk set spam.
Men så kom jeg i tanke om en af de pointer jeg slog mine tilhørere i hovedet med, ved mit seneste åbne foredrag, Goebbels ville have elsket Facebook” på ITU. Nemlig at vi ofte forveksler Vesten med Verden og bilder os ind at vi har en international dialog, når mange af os stort set aldrig kommunikerer med nogen uden for Skandinavien og USA. Her dukkede der en stemme op fra den 3. verden med en henvendelse, der ganske vist virkede meget bøvet, men istedet for at være pissed og afvisende, besluttede jeg at antage at denne person faktisk var cool nok, men bare ikke var ret skrap til at kommunikere på nettet.
Så i stedet for at slette Supriyono med et vrissent grynt, sendte jeg en mail tilbage og spurgte venligt, hvad jeg skulle bruge det fremsendte til. Svaret kom hurtigt. Der var tale om en opgørelse over forskellene på BNP i vestlige lande og Indonesien og når jeg så efter, var der faktisk også en lille note med en opfordring til at investere i Indonesisk infrastruktur.
Nu udleverer jeg vist ikke min nuværende økonomi for meget ved at sige at jeg ikke lige står og overvejer at investere millioner i asiatisk infrastruktur, så istedet fortsatte jeg med at svare venligt og nysgerrigt. Det viste sig at Supriyono er ingeniør og har været på kursus i brobygning i Danmark. Så mailen handlede vist lidt mere om at have en undskyldning for at kontakte en dansker og betro mig at han savner Danmark.
Og så blev vi selvfølgelig venner på Facebook (indsæt violiner og tuba her) og nu dukker der fra tid til anden fotos op fra en tur på gaden i Prembun, Indonesien i mit feed. Eller fra hans forretningsrejser, som mest viser billeder af ufærdige veje og bunker af sten og grus. Som hans seneste tur til Karanganyar på Java, som du kan se her.
For mig blev læren for det første den helt banale, at det betaler sig at være venlig – også over for det man ikke lige forstår. Men også at det vi forstår som god netkultur, måske snarere er amerikansk/vestligt indforstået og at vi derfor kan misse de helt oprigtigt mente forsøg på henvendelse fra folk i den 3. verden, blot fordi det ikke ligner det vi kender fra det indforståede slæng på Twitter.
Jeg har i hvert fald besluttet at Facebook fremover skal bruges til at gøre min verden lidt større og at det indebærer at fylde mit feed med billeder og hverdagsbanaliteter fra langt mere forskellige mennesker end jeg gør idag.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on november 17, 2009 under Demokrati, Facebook, Psykologi |
Tak til @LDaugaard - http://twitpic.com/p8cu3
Tusind tak til alle der har givet ros, kritik og anden feedback i forbindelse med mit seneste foredrag, “Goebbels ville have elsket Facebook” på ITU i torsdags. Jeg er især glad for jeres live tweets – det er en gave for en foredragsholder at få publikums tanker at vide mens de opstår ;o)
@astridillum stiller et væsentligt spørgsmål: @anderscolding: Leder efter dine overvejelser omkring etikken i dit eksperiment – kan kun finde referencen ‘hvid løgn’?
Godt spørgsmål, Astrid: Det etiske spørgsmål er helt centralt i psykologien – ikke mindst fordi mange psykologiske forsøg kun kan realiseres hvis man skjuler formålet med undersøgelsen for dem der undersøges. Ellers vil folk ofte begynde at tilpasse deres svar til det de tror man vil høre eller på anden måde opføre sig anderledes end de plejer. Og så får man komplet værdiløse data.
I den konkrete sag handlede det primære etiske problem om at lyve for folk ved at bilde dem ind (i praksis antyde) at Storkespringvandet skulle rives ned. Da man hverken er inde på det terapeutiske område eller på anden måde havde med personlighedsmæssigt sprængfarlige emner at gøre, betragtede jeg det etiske aspekt som relativt uproblematisk.
Jeg tog dog følgende forholdsregler:
- Jeg oprettede gruppen i eget navn og gav 100% sandfærdige svar til alle der henvendte sig
- Jeg oprettede en tråd i debatforumet der hed “Baggrunden for gruppen” og klart fortalte at der var tale om et eksperiment – se tråden her >>
- Jeg lavede en henvisning til denne tråd i bunden af gruppeteksten
- Jeg linkede til denne blog, hvor man kunne læse alt om min baggrund som psykolog
- Jeg gik på TV2-Nyhederne og fortalte sandheden om projektet
- Jeg lavede et blogindlæg der fortalte om baggrunden, da forsøget var afsluttet.
Jeg håber det besvarer spørgsmålet – ellers kom frisk i kommentarfeltet herunder ;o)
Posted by Anders Colding-Jørgensen on oktober 29, 2009 under Demokrati, Facebook, Psykologi, Twitter |
Ville nazisterne have brugt Facebook i 1930′ernes Tyskland?
Jeg forbereder i disse uger mit nye foredrag, som jeg har valgt at kalde: “Goebbels ville have elsket Facebook”. Foredraget handler om cyberaktivisme og tager udgangspunkt i et Facebook-eksperiment, jeg lavede i foråret ‘09.
Eksperimentet indebar oprettelsen af en Facebook-gruppe imod den påståede nedrivning af Storkespringvandet i København. Det blev afviklet som en del af undervisningen i internetpsykologi på Københavns Universitet og afsluttet et par uger efter oprettelsen af gruppen. Da havde gruppen nået 27.500 medlemmer og jeg gik på TV2-Nyhederne som afslørede at der var tale om et eksperiment. Siden har eksperimentet været omtalt i bl.a. Newsweek, Washington Post og været på CBC og for tre dage siden blev jeg ringet op af New York Times.
Mine studerende og jeg udviklede siden et spørgeskema som blev posted på gruppen og gav over 900 besvarelser. Her blev medlemmerne af gruppen spurgt om hvordan gruppen fandt dem og hvordan de reagerede på den og dens budskab. Disse data har jeg efterfølgende analyseret. Desuden har jeg analyseret 500 beskeder på væggen og inddraget beretninger fra enkelte medlemmer. Siden er gruppen blevet ændret til en hyldestgruppe. Medlemstallet er stadig over 25.000 men den ophørte omgående med at vokse, da jeg havde været på TV2.
Resultaterne offentliggøres for første gang torsdag d. 12.november
Det foregår klokken 16:00 – 18:00 på IT Universitetet i København. Der er gratis adgang for folk som var medlem af gruppen – og alle andre som måtte være interesserede! Jeg vil tage udgangspunkt i resultaterne men desuden se på hvilken betydning de sociale netmedier egentlig kan tænkes at have på den måde holdninger – og i sidste ende propaganda – spredes på.
Tilmeld dig på Facebook nu! | Læs mere om baggrunden
Men ville Goebbels egentlig have elsket Facebook?
Hvilken betydning har sociale medier som Facebook for demokratiet? Er tilstedeværelsen af Facebook og Twittter en garanti for at vi undgår totalitære styrer? Eller er disse medier snarere en hovedvej for spredningen af ideer, som vil gøre det lettere at manipulere med folkestemningen, hvis vi en dag skulle blive kastet ud i krisetider og nationale identitetskriser som kunne bane vej for nyfascisme og udemokratiske tilstande? I sen-tyvernes Tyskland var Nationalsocialisterne faktisk en modbevægelse, som ikke havde adgang til medierne og derfor var afhængige af højtprofilerede folk som Hitler til at sprede budskabet. Ville Facebook have umuliggjort en nazisternes propaganda eller ville den bare have gjort den mere effektiv?
Titlen på foredraget er naturligvis bevidst gjort ret populistisk. For umiddelbart er den udbredte holdning jeg støder på at “det aldrig kunne have sket idag”. Folk ville mobilisere sig imod nazisterne – også på Facebook og Twitter. Men jo mere jeg tænker over titlen, jo mere bliver jeg i tvivl. Der er ingen tvivl om at internettet havde gjort det umuligt at hemmeligholde holocaust, men betyder tilstedeværelsen den sociale netmediekultur at vi nu er vaccinerede imod den indre svinehund?
Facebook møder Goebbels møder Photoshop
I forrige blogindlæg dyrkede jeg tankeeksperimentet at Goebbels (nazisternes propagandaansvarlige siden 1926) havde benyttet sociale netmedier til at komme til magten omkring 1930. Hvordan ville han og hans medier have brugt feeds, applikationer og video på youtube til at engagere befolkningen i jødehadet?
Det blev til en photoshoppet udgave af et Facebook-feed, som en helt almindelig ung tysker kunne have set det, hvis han havde logget på omkring 1930.
Se det i stor version her >>
Posted by Anders Colding-Jørgensen on oktober 26, 2009 under Alt og intet, Demokrati, Facebook, Twitter |
November 12. I am presenting my brand new talk called “Why Goebbels would have loved Facebook”. It’s done in Danish and takes place at the IT University of Copenhagen. Sign up on the Facebook Event>>
During my work with the basic concept of the talk, I started to wonder what it would actually have looked like, if Goebbels (who was in charge of Hitler’s proaganda from 1926) had used Facebook in the early days to spread propaganda and influence the German voters.
I had to see how that could look, so I quickly put together a “screen shot” in photoshop. It is probably not historically accurate, but it’s supposed to take place in the early 30’s, before Hitler and Goebbels reached total power.
In the later period of the Nazi regime, I am pretty sure that Goebbels would have shut down Facebook and Twitter in Germany (or tried) .
Posted by Anders Colding-Jørgensen on september 23, 2009 under Demokrati, Facebook, Marketing, Psykologi |
Flere har spurgt efter mine slides til foredraget “Mindsurfer – en guidet tur i Facebook-brugernes hoveder” og her er de, via Slideshare.com.
Denne version af foredraget (som løbende udvikles og opdateres) blev afholdt med Wemind som vært, ved en af deres såkaldte Daybreak-sessions. Hvis du var til stede og gerne vil remindes, så er mine slides gode og nemme at forstå. Hvis du bare er nysgerrig på emnet (eller på mig som foredragsholder) så er de også værd at brug 5 minutter på. Jeg gør altid teksten på mine slides ret detaljeret, så man har en chance for at bruge dem online.
Gå til slides nu >>
Du er naturligvis velkommen til at dele mine slides. Hvis du citerer eller stjæler centrale ideer, så angiv mig lige som kilde (F.eks. sådan her: Kilde: Anders Colding-Jørgensen ). Det er for din egen skyld – du får meget bedre karma ;o)
Posted by Anders Colding-Jørgensen on under Demokrati, Facebook |
In the early stages of a band, a grass-root movement or any kind of loose organisation, a web presence is often used as a means of constituting the organisation; “we are represented online – therefore we are”.
If you’re a band – a MySpace page with some music added, constitutes your band and links it to a specific name, a musical style and some specific people. If you’re a looser organisation, such as grass-roots movement or e.g. a student organisation – it is very likely that you will consider using a Facebook group as your online constitution (That someone after a meeting will suggest “hey – I’ll go home and create a Facebook group”). This is why I suggest that you don’t always do that:
If your organisation is driven by a few people, who just need to get in touch with the rest (who are on Facebook anyway), a Facebook group could do the job. It is just an elaborated mailing-list which will allow you to post to people’s inboxes with simple text mail and a link.
But if you are cause based and want to create a larger popular movement and/or to support a more complex power- and information structure, the tools in a Facebook group do not support the horizontal communication, which is needed. Facebook groups have a discussion tool, but it is technically outdated. For example, you need to visit the individual threads in the forum, to find out if something that interests you has occurred. You can post both text and links but the newest postings are located last?!
But not only the discussion tools are problematic and will definitely slow down your process. The other tools, such as wall, photo and video albums, are clumsy and will involve a lot of scrolling and clicking, to keep up to date with any debate.
How do people communicate in cause based Facebook groups?
In the spring of 2009, as a part of a psychological experiment, I created a Facebook protest group that went from 125 to 27.500 members in two weeks. The cause of the group was totally fictitious as the group protested against the demolition of a famous danish fountain – the Stork Fountain (Storkepringvandet). After the experiment, I started investigating the causes of growth and the communication that went on. I created a survey, which 729 people responded to and furthermore included qualitative data from the group itself.
Several people were on to the experimental nature of the group (which was not difficult, since it was revealed by me in the discussion forum – and on this blog) and they felt a healthy need to warn the members of the group that it was fake. This actually gave me a great dynamics for testing the efficiency of the horizontal communication-tools. If it worked, the group should stop growning or actually end up only consisting of people who wanted to follow the experiment.
The result was depressing: it was very difficult for these people to communicate to others that the group was “not real”. This was mainly because people didn’t use the group for information, but as a “badge”, to communicate their support for the cause to themselves and others. Lots of people reported that they read the group description, and joined. Some of them shared the group to friends or wrote a message on the wall, but very little of the wall posts were containing direct messages or questions directed at other people (2,7%). In stead of discussion, the wall contained almost the same 5-6 messages, repeated over and over again. Some were outraged, some asked if the birds on the fountain were really storks, others complained about related cases and then there were the people who tried to “blow the whistle”. And these people who warned about the experimental nature of the group, could see their wall posts being quickly washed down by new ones – as the group grew by 2-3 new members each minute!
The only one who had real communication power in the group was me – the creator. Only I could influence the context of the group, delete messages (which I very rarely did), change pictures and reveal “thruths”. The fact that I actually wrote in the group description that more info was available in the forum, made it even more disturbing that almost 75% of the group embers, later reported that they thought that the Stork Fountain might be facing demolition.
My conclusion is that Facebook-groups are brilliantly suited for promoting (or branding) a single cause which people will join if it fits within their values and online identity. And if you don’t reach 5000 members, it is even possible to contact your supporters directly. But if you try to create any kind of democratic movement which needs horizontal communication an decision power, a Facebook-group is a BAD tool!
A thought: What if the group had been against the fact that 80% of immigrant men hit their women every week? As far as I know, that would have been a totally fictitious group – but how would you stop it from spreading? Facebook groups are mainly used as online social accessories by regular users and are joined by a simple and cheap click. But once joined, the group can spread – and even if the group is closed down, the meme of the group is still stored in many people’s memories, where it can be used to mobilize you to various causes.
Posted by Anders Colding-Jørgensen on oktober 28, 2007 under Demokrati, Psykologi |
For 3 år siden var det den tidligere franske præsident, Valéry Giscard d’Estaing, der som en kejser og med kejserlig fransk arrogance og magtfuldkommenhed dirigerede processen frem imod det der skulle være EUs første forfatningstraktat. Han blev blandt andet kritiseret for ikke at høre efter hvad der blev sagt under høringerne og på mange måder virke som om han allerede selv havde en ret god idé om hvad der skulle stå i den tekst. Man kan sige at resultatet var hans baby – og han blev da også lidt stille i det offentlige rum, da hans baby blev forkastet af de franske og hollandske vælgere og derpå blev lagt på hylden.
Nu er det lykkedes EU’s medlemdslande at få banket en “helt anderledes traktat” sammen, som vores statsminister skriver i sin blog. Men her er det så at Giscard d’Estaing har opdaget at Lissabontraktaten faktisk er identisk med den forkastede EU forfatning på alle de væsentlige områder. At hans baby stadig lever, med andre ord, men er blevet pyntet, så den bør kunne glide igennem uden de irriterende forlkeafstemninger. Og hvad gør manden så? Frem for at læne sig tilbage og se om den går denne gang – og i øvrigt glæde sig over at indholdet får en chance til, giver han sig til at sende breve til den europæiske verdenspresse med den klare buskab: “DET ER DEN SAMME TRAKTAT – DET ER SLET IKKE ÈN DE HAR LAVET – DET ER MIN BABY”.
Hvor er det smukt at se hvordan et stort ego hellere vil brænde huset ned til grunden end lade andre tage æren for det. Og hvor må der sidde mange regeringsledere rundt om idag og er spilde morgenkaffen ned på avispapiret , mens de hvæser “Kan den idiot da for helvede ikke bare holde sin kæft!?!
